Indhold

Dette afsnit beskriver omfanget af momsfritagelsen af velgørende arrangementer.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Ansøgning om momsfritagelse
  • Forbud mod konkurrencefordrejning
  • Hvornår er der tale om velgørende eller almennyttige formål?
  • Opgørelse af overskuddet
  • Salg for arrangørens regning og risiko
  • Arrangørens momsmæssige status
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Levering af varer og ydelser i forbindelse med velgørende arrangementer samt foreningers m.fl. indsamling og salg af brugte varer af ringe værdi er på visse betingelser fritaget fra momspligten. Se ML § 13, stk. 1, nr. 17.

Momsfritagelsen medfører, at der ikke skal betales moms af indtægterne fra det velgørende arrangement. Tilsvarende er der ikke fradrag for moms af de indkøb, der sker i forbindelse med arrangementet.

Ansøgning om momsfritagelse

Momsfritagelse kan opnås efter forudgående ansøgning til Skattestyrelsen. 

I forbindelse med Skattestyrelsens behandling af ansøgninger om momsfritagelse for velgørende arrangementer foretages bl.a. en selvstændig momsretlig vurdering af, om ansøgeren kan anses for at være arrangør af arrangementet.

Dermed er det eksempelvis ikke afgørende, at ansøgeren har opnået lejlighedstilladelse fra politiet. Se SKM2008.681.SKAT.

Der er mulighed for, at flere foreninger mv. kan opnå momsfritagelse for et fælles arrangement, hvis alle foreningerne mv. hver for sig opfylder bestemmelsens betingelser.

Forbud mod konkurrencefordrejning

Det er en betingelse for at opnå momsfritagelse, at fritagelsen ikke kan medføre konkurrencefordrejning i forhold til erhvervsvirksomheder.

Der skal derfor ved behandling af en ansøgning om momsfritagelse foretages en konkret vurdering af, om arrangementet har et almennyttigt formål, eller om arrangementet nærmere har karakter af et kommercielt arrangement. Se bl.a. SKM2007.432.SKAT.

Ved vurderingen af, om der er tale om mulig konkurrencefordrejning, skal det primært vurderes, om momsfordelen bliver brugt til konkurrenceforvridning ved at overbyde andre mulige arrangører.

Eksempel

I forbindelse med afholdelse af en koncert, vil det i vurderingen kunne indgå, hvordan kunstneren honoreres. Momsbesparelsen må ikke føre til, at foreningen "overbyder" de kommercielle arrangører ved at forhøje honorartilbuddet med den moms, som de kommercielle arrangører skal betale, og derved får en konkurrencefordel som følge af momsfritagelsen.

Skattestyrelsen kan også tage i betragtning, om det forventede overskud står i rimeligt forhold til den fordel, som arrangøren får ved at have fået momsfritagelse. Er en koncert således budgetteret til at have en meget stor omsætning, men et meget lille overskud, så kan det indikere, at det almenvelgørende formål ikke er hovedformålet med arrangementet. Se eksempelvis SKM2007.910.LSR.

Hvornår er der tale om velgørende eller almennyttige formål?

Velgørende arrangementer er defineret som arrangementer af kortere varighed, hvis overskud fuldt ud bruges til velgørende eller på anden måde almennyttige formål.

Velgørende eller på anden måde almennyttige formål kan fx være

  • sygdomsbekæmpelse
  • forebyggende børne- og ungdomsforsorg
  • ulandshjælp
  • kirkeligt arbejde
  • amatøridrætsarbejde
  • sikring af et øsamfunds overlevelse.

Det er bredden i overskuddets anvendelse, der er afgørende for, om overskuddet kan anses for at blive anvendt til almennyttigt formål. Se TfS1998.771.TSS og TfS2000.154.LSR. Det er derfor en forudsætning for momsfritagelse, at overskuddet skal komme en videre kreds af personer til gode.

Ved vurderingen af om betingelsen er opfyldt, sker der i hvert enkelt tilfælde en vurdering af den planlagte brug af det forventede overskud.

Betingelsen om, at overskuddet fuldt ud skal gå til velgørende formål mv., skal forstås bogstaveligt. Hvis blot en mindre del af overskuddet bliver brugt til andre formål, er momsfritagelse udelukket.

Fordeles overskuddet mellem flere foreninger mv., er fritagelse udelukket, hvis blot én af foreningerne ikke eller kun delvis bruger sin overskudsandel til velgørende formål mv. Arrangementer kan derfor ikke opdeles i en momspligtig og en momsfri del.

Formål der anses for almenvelgørende

Følgende er eksempler på formål, der efter en konkret vurdering, kan anses for almenvelgørende efter ML § 13, stk. 1, nr. 17:

  • Uddeling af legater, der er betinget af, at de anvendes til studierejser i udlandet, Færøerne og Grønland efter ligningslovens § 7 K, stk. 1, hvis kredsen af potentielle modtagere af legater efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde kan anses for at udgøre en bredere kreds af personer. Se SKM2006.159.SKAT.
  • Friskoles afholdelse af julestue, hvor overskuddet skulle anvendes til nybygninger på skolen, bl.a. nye lokaler til skolefritidsordning (SFO) og en ny legeplads. Se SKM2005.364.LSR.
  • Arrangementer til fordel for opførelse og drift af kirker, idrætshaller, spejderhytter og fritidscentre for børn og unge, herunder fx drift af kommunalt ejede fritidscentre, hvor kommunen betaler lønudgifterne, mens udgifterne til inventar mv. helt eller delvis betales via overskuddet fra arrangementerne.
  • Arrangementer, hvor overskuddet går til musikforeninger. Se TfS1996.681.MN.

Formål der ikke anses for almenvelgørende

Følgende er eksempler på formål, der ikke kan anses for almenvelgørende efter ML § 13, stk. 1, nr. 17:

  • Afholdelse af musikkoncerter kan ikke i sig selv anses for et velgørende eller på anden måde almennyttigt formål i momslovens forstand. En forening opfylder derfor ikke betingelsen om, at overskuddet fuldt anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål ved at overføre en del af overskuddet til senere koncerter. Se SKM2002.516.LSR.
  • Støtte til opførelse af et ungdoms- og kulturhus, hvis en række væsentlige aktiviteter i ungdoms- og kulturhuset er momsbelagte. At hovedaktiviteten i ungdoms- og kulturhuset er at fremme ungdomskulturelt arbejde samt at fremme interessen for musik er derfor ikke afgørende for vurderingen af, om etableringen af huset kan støttes med momsfritagne midler. Se SKM2011.489.HR.
  • Drift og vedligeholdelse af en lejrhytte, der ejes og udlejes af en fond, når udlejningen er fritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 8, uanset hvem udlejningen sker til. Se SKM2009.41.ØLR.
  • Arrangementer til fordel for en skoleklasse, der skal bruge overskuddet til hel eller delvis finansiering af en rejse, fordi overskuddet i sådanne tilfælde ikke kommer en videre kreds af personer til gode.

Opgørelse af overskuddet 

Det er en betingelse for at opnå momsfritagelse, at arrangøren anvender de almindeligt og sædvanligt gældende principper ved opgørelse af overskuddet. Se SKM2007.432.SKAT.

Det indebærer bl.a., at udgifter, der fratrækkes i indtægterne, skal have en naturlig og direkte tilknytning til planlægningen og afholdelsen af det konkrete arrangement.

Udgifter, som vedrører andre aktiviteter, herunder arrangørens eventuelle andre momsfritagne arrangementer, kan ikke fratrækkes. Det samme gælder udgifter til køb af fast ejendom og udstyr mv., som skal bruges ved kommende arrangementer.

Desuden er det en betingelse, at hele overskuddet anvendes til et almenvelgørende formål. Se afsnit D.A.5.17.4 om regnskabskrav.

Salg for arrangørens regning og risiko

Det er en betingelse for momsfritagelse, at leveringen af varer og ydelser i forbindelse med arrangementet sker for arrangørens regning og risiko.

Ved SKATs afgørelse af, om et arrangement formelt og reelt foregår for ansøgerens regning og risiko, bliver de faktiske omstændigheder ved afholdelse af arrangementet vurderet. SKAT lægger bl.a. vægt på at

  • annoncering af arrangementet sker i ansøgers navn
  • indgåelse af kontrakter med diverse underleverandører sker i ansøgers navn
  • betaling for optræden, hal-leje, varer til videresalg mv. afholdes af ansøger
  • vederlag for leverancer omfattet af arrangementet kun tilfalder ansøger.

En evt. lejlighedstilladelse fra politiet indgår også som et element i Skattestyrelsens vurdering.

Der kan ikke gives momsfritagelse, hvis leverandører til et arrangement honoreres i forhold til indtægterne ved arrangementet. I dette tilfælde sker leveringen af varer og ydelser ikke udelukkende for arrangørens regning og risiko, ligesom overskuddet ikke fuldt ud går til almennyttige formål. Se SKM2008.681.SKAT.

Arrangørens momsmæssige status

Er arrangøren i forvejen momsregistreret, kan der som hovedregel ikke gives momsfritagelse for salg af tilsvarende varer og ydelser.

Dette betyder fx, at et teater, der skænker overskuddet fra en forestilling til et velgørende formål mv., ikke kan momsfritages. Køber en velgørende forening derimod forestillingen og sælger billetterne, kan der opnås momsfritagelse. Teatret skal ved et sådant salg til en velgørende forening betale moms af sit vederlag efter de almindelige regler.

Hvis et arrangement består i levering af både varer og ydelser, som arrangøren i øvrigt driver virksomhed med, og varer og ydelser, som arrangøren ikke i øvrigt driver virksomhed med, kan arrangøren opnå momsfritagelse for den del af arrangementet, der består i levering af varer og ydelser, som arrangøren ikke i øvrigt driver virksomhed med. Se SKM2007.10.SKAT.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere
kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.489.HR

Sagsøgeren, der hvert år afholder et arrangement, ønskede at støtte etableringen af et "ungdoms- og kulturhus" med midler, der stammede fra overskuddet fra arrangementet.

Højesteret statdfæstede landsretten dom, hvorefter det var en betingelse for, at sagsøgeren kunne få tilladelse til udlodning af det momsfritagne overskud fra arrangementet, at udlodningen fuldt ud blev anvendt til momsfritagne aktiviteter. "Ungdoms- og kulturhuset" opfyldte ikke betingelserne for momsfritagelse, fordi en række væsentlige aktiviteter, der fandt sted i huset, var momsbelagte. 

SKM2002.207.HR

Arrangementer, hvor overskuddet blev delt mellem en boldklub og den lokale beboerforening blev anset for momspligtige. Andelen af overskud til beboerforeningen måtte anses som betaling for ydelser i forbindelse med afholdelse af arrangementerne. Beboerforeningen havde ikke og ville ikke kunne få momsfritagelse.

 

Landsretsdomme

SKM2009.41.ØLR

Landsretten fandt, at en forening ikke kunne anvende en del af sit momsfritagne overskud til at yde støtte til drift og vedligeholdelse af en lejrhytte, der var ejet af en fond, hvis formål var at udleje lejrhytten til brug i børne- og ungdomsarbejdet. Landsretten konstaterede, at lejrhytten flere gang havde været udlejet til formål, der ikke kunne anses for velgørende eller almennyttige, herunder til private arrangementer.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2017.665.LSR

Da en forening ikke kunne anses for at have leveret en modydelse til medlemmerne for deres kontingentbetaling, forelå der allerede af denne grund ikke momspligt heraf jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten besvarede derfor et spørgsmål om fritagelse efter bestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4 og 21 benægtende. Landsskatteretten kunne ikke tage stilling til behandlingen af tilskud og gaver, idet der var tale om et bindende svar, og SKAT havde afvist at tage stilling hertil jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 3, jf. stk. 2.

Det er SKATs opfattelse, at det i forbindelse om afgørelser om momsfritagelse § 13, stk. 1, nr. 17 og 21, kan være nødvendigt forudsætningsvis at tage stilling til, om en forenings formål er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 4, selvom foreningen i relation til kontingentbetalingen, ikke kan anses for at udøve økonomisk virksomhed.

SKM2010.214.LSR

En fond opfyldte ikke betingelserne for momsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 18, vedrørende et arrangement med salg af plastre til fordel for driften af et hus til brug for indkvartering mod betaling af familier til alvorligt syge børn, da overskuddet fra indsamlingsarrangementet ikke blev anvendt til fordel for en af de opregnede aktiviteter af almen interesse i momslovens § 13, stk. 1-6, jf. 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, nu momssystemdirektivets artikel 132-134.

 

SKM2007.910.LSR

En musikforening blev ikke anset for at opfylde betingelserne for momsfritagelse i forbindelse med afholdelse af en koncert. Der blev bl.a. lagt vægt på, at det forventede overskud ikke kunne antages at stå i rimeligt forhold til den fordel, som indrømmes arrangøren ved fritagelsen.

 

SKM2006.336.LSR

En forening, der arrangerede musikfestivaler, opfyldte ikke betingelserne for momsfritagelse for 2003, fordi det ikke var dokumenteret, at overskuddet fra arrangementet fuldt ud var brugt til almengørende eller på anden måde almennyttige formål.

 

SKM2005.364.LSR

Salg af varer mv. i forbindelse med en friskoles afholdelse af julemarked blev anset for omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 18. Overskuddet fra arrangementet blev brugt til nybygninger på friskolen.

 

SKM2003.170.LSR

En forening, der måtte anses som en støtteforening ved afholdelse af karneval, og som forestod salg af læskedrikke i forbindelse med karnevalet, kunne ikke anses for berettiget til momsfritagelse for salget af drikkevarer efter ML § 13, stk. 1, nr. 18.

Kendelsen er kommenteret af SKAT i SKM2003.306.TSS.

SKM2002.516.LSR

Der kunne ikke indrømmes momsfritagelse vedrørende en friluftskoncert afholdt af en musikforening, fordi overskuddet fra koncerten ikke fuldt ud blev brugt til velgørende eller på anden måde almennyttige formål.

 

SKM2001.35.LSR

En forening blev anset for arrangør af en koncert, ligesom leveringen efter en konkret vurdering blev anset for at være sket for foreningens regning og risiko, hvorefter foreningen fandtes at opfylde betingelserne for momsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 18.

 

TfS.2000.154.LSR

Arrangementer afholdt af en støtteforening til en friskole kunne ikke anses for omfattet af bestemmelsen om momsfritagelse.

 

TfS1996.681.MN

En musikforening, der havde til formål at fremme interessen for jazzmusik, kan få momsfritagelse for egne koncertarrangementer, hvor overskuddet fuldt ud bruges til fremme af musikinteressen efter foreningens formålsparagraf.

 

Skatterådet

SKM2007.915.SR

Skatterådet udtalte vejledende, at Musikforeningen A ikke havde karakter af at være velgørende eller på anden måde almennyttig i den forstand udtrykket anvendes i ML § 13, stk. 1, nr. 18. Foreningen blev anset for en momspligtig koncertarrangør.

 

Skattestyrelsen

SKM2006.159.SKAT

Uddeling af legater, der er betinget af, at de anvendes til studierejser i udlandet, Færøerne eller Grønland, kan anses for et formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter i ML § 13, stk. 1, nr. 18, når kredsen af potentielle modtagere af legater efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde kan anses for at udgøre en bred kreds af personer.

Det blev lagt til grund ved meddelelsen af momsfritagelse for de omhandlede koncertarrangementer, at de omhandlede legater tjente uddannelsesformål. SKAT udtalte i tilknytning hertil  at undervisningsformål, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, anses som formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, og 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra o, nu momssystemdirektivets artikel 132-134. Se i denne forbindelse fra praksis SKM2005.364.LSR.

TfS1998.771.TSS

Told- og Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at der kan gives momsfritagelse efter reglerne om velgørende arrangementer, når overskuddet bruges til at sikre et øsamfunds overlevelse.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter