Dato for udgivelse
16. maj 2011
Til
Alle momsregistrerede virksomheder
Sagsnummer
2011-412-0005
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18 + SKATs Kundecenter
Resumé

Bekendtgørelsen nr. 274 af 23. marts 2011 om ændring af momsbekendtgørelsen (nr. 663 af 16. juni 2006) træder i kraft den 1. juli 2011.

Bekendtgørelsen får betydning for momsangivelse, listeangivelse og fakturering af enkeltstående leverancer af nye transportmidler til andre EU-lande.

Fra den 1. juli 2011 erstattes Listesystem/listeangivelse med "EU-salg uden moms".


Bekendtgørelse om ændring af momsbekendtgørelsen pr 1. juli 2011
Bekendtgørelsen nr. 274 af 23. marts 2011 om ændring af momsbekendtgørelsen (nr. 663 af 16. juni 2006) træder i kraft den 1. juli 2011.

Bekendtgørelsen får betydning for momsangivelse, listeangivelse og fakturering af enkeltstående leverancer af nye transportmidler til andre EU-lande.

Fra den 1. juli 2011 erstattes Listesystem/listeangivelse med "EU-salg uden moms".

Ændringer vedr. momsangivelse
Ændringerne medfører, at oplysningerne om EU-salg uden moms, varer bliver delt op i to rubrikker.
På TastSelv momsangivelsen vil der være følgende rubrikker fra 1. juli 2011:

·    Rubrik A - varer. Værdien uden moms af varekøb i andre EU-lande.

·    Rubrik A - ydelser. Værdien uden moms af ydelseskøb i andre EU-lande.

·    Rubrik B - varer - indberettes til "EU-salg uden moms". Værdien af varesalg uden moms til andre EU-lande.

·    Rubrik B - varer - indberettes ikke til "EU-salg uden moms". Værdien af fx installation og montage, fjernsalg og nye transportmidler til ikke momsregistrerede kunder uden moms til andre EU-lande.

·    Rubrik B - ydelser - indberettes til "EU-salg uden moms". Værdien af visse ydelsessalg uden moms til andre EU-lande.

·    Rubrik C. Værdien af andre varer og ydelser, der leveres uden afgift her i landet, i andre EU-lande og i lande uden for EU, jf. momsbekendtgørelsens § 52, stk. 10.

De virksomheder, der har udfyldt:

·    Rubrik B - varer - indberettes til "EU-salg uden moms"

·    Rubrik B - ydelser - indberettes til "EU-salg uden moms"

skal specificere i en særskilt angivelse til EU-salg uden moms (tidligere kaldet listeangivelse).

Ved filoverførsel i Revisorindberetningen skal der anvendes et nyt filformat pga. ændringen.

Ændringer vedr. listeangivelse - fremover vil det hedde "EU-salg uden moms"
Fra den 1. juli 2011 får Listesystem/listeangivelse nyt navn: EU-salg uden moms.
Det skyldes, at der har været et ønske om et mere sigende navn/betegnelse for systemet.

Angivelsesperiode
Fra den 1. juli 2011 er angivelsesperioden månedlig med frist den 25. i måneden efter angivelsesperioden.
Virksomheder, der angiver moms månedligt, skal altid angive EU-salg uden moms månedligt.

Der er et nyt filformat til filoverførsel i xml som erstatning for fast filformat, dvs. fremover vil der være to filformater: komma-/semikolonsepareret og xml.

Angivelser i overgangsperioden
2. kvartal 2011 angives, som det plejer, og angivelsesfristen er 25. juli 2011.
I juli måned starter månedlig angivelse for "EU-salg uden moms", og angivelsesfristen er 25. august 2011.

EU-salg uden moms, varer under 800.000 kr.
Hvis virksomheder har et EU-salg uden moms, der er mindre end 800.000 kr. i indeværende kvartal og i hvert af de forudgående fire kvartaler, så kan virksomheden søge om at angive EU-salg uden moms kvartårligt.
Ansøgningen sker elektronisk i TastSelv Erhverv under EU-salg uden moms.

Virksomheder, der angiver moms månedligt kan ikke få tilladelse til at angive EU-salg uden moms kvartårligt.

Beløbsgrænsen på 800.000 kr. nedsættes til 400.000 kr. fra 1. januar 2012.

Specielt vedr. EU-salg uden moms, ydelser
Hvis virksomhedens angivelse af EU-salg uden moms kun indeholder ydelser, så kan virksomheden ansøge om at angive kvartårligt uanset størrelsen af salget af ydelserne.

Virksomheder, der angiver moms månedligt kan ikke få tilladelse til at angive EU-salg uden moms kvartårligt.

Fakturakopier for nye transportmidler
Ved fakturering af enkeltstående leverancer af nye transportmidler til andre EU-lande, skal der nu sendes en kopi af fakturaen i elektronisk indlæst form til SKAT.
Det skal ske via SKATs hjemmeside i form af en webformular.
Nærmere beskrivelse af processen vil blive meddelt i et nyhedsbrev fra SKAT.

Henvisning

Momsangivelse - revisorindberetning
Listeindberetning - systemvejledning, som fremover vil hedde: EU-salg uden moms - systemvejledning

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter