Dato for udgivelse
22 Mar 2011 09:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10 Feb 2011 14:25
SKM-nummer
SKM2011.182.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS R2-680/2009
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder
Emneord
Rejseregler, havn, midlertidig, fiskeri, arbejdsplads
Resumé

Sagen vedrører fradrag for kost og småfornødenheder i indkomståret 2004 efter ligningslovens § 9 A, stk. 8 for en selvstændig erhvervsfisker.

Sagsøgeren bor i ...1. Han har siden 1981 fisket en del af året fra ...2 Havn, og han har siden 1983 ejet en helårsbolig i ...2. Hans fiskefartøj er hjemmehørende i ...1, hvorfra han også fisker en del af året. Det blev i sagen ubestridt lagt til grund, at sagsøgerens sædvanlige bopæl er hans bolig i ...1. Sagsøgeren har påstået fradrag for den samlede tid, han har opholdt sig i ...2.

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at sagsøgeren hvert år siden 1981 har fisket fra ...2 Havn omkring 7 måneder om året. I 1983 købte han en helårsbolig i ...2, som han benyttede og fortsat benytter, når han fisker fra ...2 Havn. Han har i årene 2001, 2003 og 2004 landet 67-70 % af sin fangst i ...2 Havn.

Under hensyn hertil fandtes sagsøgeren at have haft en sådan erhvervsmæssig tilknytning til ...2 Havn, at ...2 Havn ved anvendelsen af ligningslovens § 9 A, stk. 8, måtte anses for hans faste arbejdssted. Det forhold, at sagsøgeren tillige fiskede fast fra ...1, kunne ikke føre til et andet resultat, idet retten bemærkede, at det er muligt at have mere end et fast arbejdssted.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)
Ligningsloven § 9 A, stk. 8
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1 A.F.1.1.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1 A.F.2.11
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1 A.B.1.7.1.1
Henvisning
Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag B.1.7.1.3
Redaktionelle noter

Sagen er anket til landsretten og sagen er efterfølgende hævet.


Parter

A
(Advokat Verner Sørensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Martin Sønnersgaard)

Afsagt af byretsdommer

Anders Munch Jensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører fradrag for kost og småfornødenheder i henhold til ligningslovens § 9 A.

Sagsøger, A, har under denne sag, der er anlagt den 12. maj 2009, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagsøger for indkomståret 2004 er berettiget til at foretage fradrag i henhold til ligningslovens § 9 A, stk. 8 med i alt 52.157 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

A, der er erhvervsfisker, bor i ...1. Han har siden 1981 fisket en del af året fra ...2 Havn, og har siden 1983 ejet en bolig i ...2.

I forbindelse med indkomstopgørelsen for 2004 har A foretaget fradrag efter ligningslovens § 9 A, stk. 8, i forbindelse med fiskeri fra ...2 for udgifter til kost og småfornødenheder med 52.157 kr. beregnet som 143 udedage af 399 kr. med fradrag af 4.900 kr.

Landsskatteretten afsagde kendelse den 10. februar 2009 og stadfæstede SKATs afgørelse, der ikke anså A berettiget til fradrag i henhold til ligningslovens § 9 A, stk. 8 i forbindelse med fiskeri fra ...2 for udgifter til kost og småfornødenheder med 52.157 kr. Landsskatterettens afgørelse er ikke gengivet i dommen.

Af fangstopgørelserne for 2001, 2003 og 2004 fremgår blandt andet, at A har landet følgende fisk for følgende beløb:

år

2001

2003

2004

...1

274.162 kr.

285.876 kr.

223.838 kr.

...2

550.536 kr.

677.204 kr.

463.377 kr.

ialt

824.699 kr.

963.080 kr.

687.215 kr.

Der er under sagen afgivet partsforklaring af A.

A har forklaret blandt andet, at han har været erhvervsfisker siden 1968, og arbejdet som selvstændig fisker siden 1975. Hans fiskefartøj er hjemmehørende i ...1, hvor han også har fast bopæl og er tilmeldt folkeregisteret. Han har boet i ...1 siden 1968, hvor også hans daværende hustru boede i 2004. Han er medlem af bestyrelserne for ...1 vandværk, ...1 Havn og ...1 Fiskeauktioner. Han har i tidens løb fisket fra ...3, ...4, ...5, ...6, ...2, ...7, ...8, ...9, ...10 og ...11. Han er flyttet rundt, for at få fangsterne, hvor det var muligt. Han har ingen fast plads i ...1 eller andre havne.

I 1983 købte han et hus i ...2 fra et dødsbo. Han ejer fortsat huset. Han købte huset for at overnatte i det, når han fisker fra ...2, da det er bedre at bo i huset end på båden. Han bor normalt alene i huset, men i juni/juli måned og nogle gange i efterårsferien har han haft besøg af sin daværende hustru og sin familie. Huset er indrettet med køkken. Han har ikke udlejet sit hus i ...1, når han har været i ...2. ...1 havn er hans faste arbejdssted fra december til påske, da der næsten altid er fisk i farvandet udfor ...1, og det er let at komme på havet.

Han har fisket hvert år siden 1981 fra ...2. Fra 2001 til 2008 har han fisket fra maj til december fra ...2. Fra 1981 fiskede han de første år ca. 6-7 måneder om året fra ...2. Når han fisker fra ...2 foregår det i ...12. Når han fiskede fra ...2, overnattede han i sin bolig. Han kunne også have valgt ...7 eller ...8. Han overvejede løbende ud fra økonomiske hensyn, hvilke farvande han ville fiske i, og hvilke havne han ville benytte. Det kunne økonomisk bedst betale sig at lande fiskene i ...2. I 2004 valgte han ...2, da det var tæt på fiskepladsen, og da der er mange rødspætter i ...12.

Når han opholder sig i ...2 står han om sommeren op kl. 3 og tager på havet. Han kommer i havn omkring kl. 17, da han ikke kan opbevare fiskene længere om bord. Når han kommer i land losser han fisk, henter is og brændstof og foretager reparationer, hvilket tager et par timer. Han udførte alt arbejde selv. Der kan være dage, hvor han ikke kan komme ud på grund af vejret. Når han ikke er ude at fiske, reparerer han båden. Han har typisk været på vandet 3 dage pr. uge. Han kører jævnligt til sit hjem i ...1, hvor han har opholdt sig op til en uge ad gangen. I 2004 sejlede han fra ...1 den 13. maj og ankom til ...2 den 16. maj. Han opholdt sig i ...2 5 perioder af ca. 1 måneds varighed og 1 periode af 3 dage. Han sejlede tilbage fra ...2 den 3. december2004.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har gjort gældende,

at

sagsøger i forbindelse med dennes arbejde i ...2, opfylder 12-månedersreglen samt 20-dageskravet i Ligningslovens § 9A, stk. 5 og 6.

   

at

sagsøgers arbejdssted i ...2 derfor er at betragte som værende et midlertidigt arbejdssted,

   

at

det forhold, at sagsøger 3 år i træk har arbejdet fra ...2 havn, ikke medfører, at arbejdspladsen i ...2 er at betragte som værende et fast arbejdssted,

   

at

sagsøger derved er berettiget til at foretage fradrag iht. Ligningslovens § 9A,

   

at

sagsøgte derved skal tilpligtes at anerkende sagsøgers fradragsadgang.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende,

at sagsøgeren med rette er nægtet standardfradrag for rejseudgifter i medfør af ligningslovens § 9 A. Fradrag forudsætter, at arbejdet udføres et midlertidigt arbejdssted, og havnen i ...2 var ikke et midlertidigt arbejdssted for sagsøgeren i det omhandlede indkomstår, 2004. Havnen i ...2 var det ene af sagsøgerens to faste/permanente arbejdssteder, jf. SKM2007.557.HR og SKM2007.559.HR. Havnen i ...1 var det andet faste/permanente arbejdssted for ham.

Ifølge ligningslovens § 9 A, er der kun tale om en "rejse", hvis turen går til eller fra "et midlertidigt arbejdssted". Turen til det faste/permanente arbejdssted er ikke en rejse i lovens forstand. Ophold på det faste/permanente arbejdssted er heller ikke en del af rejsetiden. Ophold på havet (for at fiske) er derimod ophold på midlertidigt arbejdssted, men i intet tilfælde har disse ophold på havet haft en varighed af 24 timer eller mere, og for sådanne kortvarige "rejser" på under 24 timer er der ikke hjemmel til standardfradrag.

Det centrale tema i sagen er, om havnen i ...2 havde karakter af fast/permanent arbejdssted, eller om det var et midlertidigt arbejdssted for sagsøgeren i 2004. Pa dette punkt er parterne således uenige:

Sagsøger antager, at havnen i ...2 havde karakter af midlertidigt arbejdssted, fordi han ikke har arbejdet 12 måneder i træk herfra, og fordi der er gået mere end 20 arbejdsdage fra afslutningen af et forløb, hvor han har arbejdet fra havnen i ...2 til påbegyndelsen af et nyt tilsvarende forløb, jf. herved ligningslovens § 9 A, stk. 5. jf. stk. 6. Der er imidlertid tale om en fejlfortolkning af reglerne. 12-månedersreglen betyder, at et arbejdssted "højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder." Det betyder, at et arbejdssted, der som udgangspunkt har midlertidig karakter, ophører med at have midlertidig karakter efter 12 måneder. Når der er tale om den skattepligtiges faste/permanente arbejdssted, bliver reglen ikke aktuel, for det har jo netop ikke midlertidig karakter - heller ikke de første 12 måneder. Når arbejdsstedet efter sin karakter er fast/permanent, gælder dette fra dag 1 - og det var netop tilfældet, for så vidt angår havnen i ...2.

Det beror på en konkret vurdering af den enkelte erhvervsfiskers faktiske forhold, hvorvidt en bestemt havn efter sin karakter skal anses for et fast eller et midlertidigt arbejdssted for den pågældende, og der er principielt ikke noget til hinder for, at den pågældende kan have fast arbejdssted i flere forskellige havne, jf. herved navnlig SKM2007.559.HR, men også SKM2007.557.HR og SKM2009.129.HR kan også nævnes i den forbindelse.

Sagsøgeren havde bopæl i ...1, men han var tillige ejer af en helårsbolig på adressen ...13 i ...2. Det indgår i den samlede helhedsvurdering af spørgsmålet om, hvilke havne der havde karakter af faste arbejdssteder for ham, at han netop havde ejerbolig til rådighed både i ...1 og i ...2, og at der var tale om helårsboliger begge steder. Også varigheden af hans ophold samt omfanget af hans arbejde fra de to havne er væsentlige bevismomenter i den helhedsvurdering, der skal foretages ved bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt såvel havnen i ...1 som havnen i ...2 havde karakter af faste/permanente arbejdssteder for sagsøger, eller om den ene af disse havne havde karakter af midlertidigt arbejdssted for ham. Det er også væsentligt, hvordan sagsøgerens arbejdsmønster har været i en længere årrække.

Det skal fremhæves, at sagsøgeren har fisket fra havnen i ...2 siden 1981 (replikken, side 1). Han fiskede fra havnen i ...2 i 7 måneder (primo maj til primo december) årligt i perioden 2001-2008 (replikken, side 2, 10. afsnit), og i 2001, 2003 og 2004 landede sagsøgeren mellem 67-70 % af sin årlige fangst beregnet i kroner i ...2 (bilag 6, side 2, 6 og 9). I 2005 landede sagsøgeren 78 % af fangsten i ...2 (bilag 6, side 14). Sagsøgerens indkomsterhvervelse var således i en årrække i stort omfang baseret på fiskeri fra havnen i ...2.

At havnen i ...2 havde karakter af et fast arbejdssted for sagsøgeren understøttes yderligere af, at han har ejet et hus i ...2 siden 1983, hvor han boede, når han fiskede fra ...2, og at hans familie boede hos ham i perioder i sommerferien (replikken, side 2. 1. afsnit).

Sagsøgeren havde således både i indkomståret 2004 og de forudgående og efterfølgende indkomstår en meget regelmæssig og fast arbejdsmæssig tilknytning til havnen i ...2 med ophold af længere varighed. Efter en konkret bevisvurdering må det derfor være konklusionen, at havnen i ...2 efter sin karakter var et fast/permanent arbejdssted for sagsøgeren, og at betingelserne for fradragsret i medfør af ligningslovens § 9 A derfor ikke er opfyldt i forbindelse med hans transport mellem ...2 og bopælen i ...1 og i forbindelse med hans ophold i ...2.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det følger af ligningslovens § 9 A, stk. 8, at selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i stk. 2 og 3 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter.

Det lægges ubestridt til grund, at As livscentrum og sædvanlige bopæl er i ...1.

A har hvert år siden 1981 fisket fast fra ...2 havn omkring 7 måneder om året. I 1983 købte han en helårsbolig i ...2, som han benyttede og fortsat benytter, når han fisker fra ...2 havn. A har i årene 2001, 2003 og 2004 landet 67-70 % af sine fangst i ...2 havn. Under hensyn hertil findes A at have haft en sådan erhvervsmæssig tilknytning til ...2 havn, at ...2 havn ved anvendelse af ligningslovens § 9A, stk. 8 må anses for As faste arbejdssted. Det forhold, at A tillige fisker fast fra ...1 kan ikke føre til andet resultat, idet retten skal bemærke, at det er muligt at have mere end et fast arbejdssted.

Retten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

A skal betale 25.000 kr. (inkl. moms) i sagsomkostninger

Beløbet dækker udgifter til advokatbistand. Retten har ved omkostningsafgørelsen lagt vægt på sagens værdi, og at der har været sædvanlig sagsforberedelse.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal A til Skatteministeriet betale 25.000 kr. i sagsomkostninger.