Dato for udgivelse
02 Feb 2011 13:59
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Jan 2011 15:27
SKM-nummer
SKM2011.77.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 29C-6545/2009
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Indregistrering og vægtafgift
Emneord
Køretøj, registreringspligt, bruger, fast driftssted
Resumé

Sagsøgeren - et større tysk entreprenørfirma, der havde medvirket i en række flerårige byggeentrepriser her i landet siden 2004 - bestred ikke at have haft fast driftssted her i landet og dermed hjemsted her i registreringsbekendtgørelsens forstand, jf. den dagældende bekendtgørelses § 7, stk. 1, jf. § 8, stk. 2.

Et tysk indregistreret køretøj ejet af sagsøgeren, der indførtes til Danmark i november 2007 og benyttedes af en af virksomhedens tyske byggearbejdere med bopæl i Tyskland, fandtes at være registreringspligtigt her i landet, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at den ansatte var bruger af køretøjet i bekendtgørelsens forstand, jf. den dagældende bekendtgørelses § 7, stk. 2, jf. § 38.

Reference(r)

Registreringsbekendtgørelsen § 7, stk. 1 og 2 (dagældende)
Registreringsbekendtgørelsen § 8, stk. 2 (dagældende)
Registreringsbekendtgørelsen § 38 (dagældende)

Henvisning
 

Parter

H1 AG
(Advokat Stefan Reinel)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Afsagt af byretsdommer

Lene Sadolin-Holst

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 26. oktober 2009, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger er forpligtet til at lade sin bil, en Opel ..., registreret i Tyskland med registreringsnummer ..., indregistrere i Danmark.

Sagsøger, H1 AG, har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at H1 AG ikke er forpligtet til at betale registreringsafgift af H1 AGs motorkøretøj Opel ..., registreret i Tyskland med registreringsnummer ....

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen den 24. juli 2009.

Oplysningerne i sagen

Forklaringer

Der er under sagen afgivet vidneforklaring af ML og MM.

ML har forklaret blandt andet, at han har været ansat hos H1 AG som byggeleder siden april 2007. Han var i Danmark som ansvarlig for projekt- og byggeledelse på G1, G2 og G3s hovedkontor. H1 AG har lejet lejligheder i Danmark til medarbejderne, der er på byggepladserne 3 dage om ugen. De er på kontoret i Tyskland 1-2 dage om ugen. Han bor i ...1 i nærheden af ...2, hvor han bor i samme hus som sine forældre. Internt hos H1 AG har de drøftet de skattemæssige regler, herunder 185-dages reglen, som ikke må overskrides. Han er opmærksom på, at han ikke overskrider denne regel. Der bliver taget hensyn til det, når rejserne planlægges. Han vil mene, at han har været i Danmark 3 dage om ugen i gennemsnit. Formålet med bilen var, at den skulle være transportmiddel til og fra arbejde. Det blev den også brugt til. Han var ansvarlig for bilen. Det var ham og hans kollega, der sammen kørte i bilen. De boede også sammen i samme lejlighed og førte tilsyn med byggepladserne. De har også benyttet bilen privat til indkøb eller en tur til stranden. Han havde ikke nogen kontrakt med H1 AG om brug af bilen. Der findes ikke en decideret kontrakt, men medarbejderne må benytte køretøjer fra H1 AGs pulje af biler. I Tyskland må han benytte køretøjer fra denne pulje i sit arbejde som byggeleder. Hvis han har brug for en bil, kan han få anvist en bil. Han kan kun benytte den ene bil, som han er ansvarlig for. Han har benyttet bilen fra november eller december 2007.

MM har forklaret blandt andet, at han i H1 AG er ansvarlig for udsendelse af medarbejdere i hele koncernen. Han har haft dette job i 9 år. H1 AG er producent, udvikler og leverandør af fuldstændige indendørs montageløsninger. H1 AG er markedsførende inden for Europa på området. Der er cirka 5.000 egne medarbejdere i koncernen. H1 AG har haft hele montagearbejdet i G1 og tilhørende lokaler. De arbejder over hele Europa og derudover 20 lande verden over. Sagsøger, H1 AG, beskæftiger sig med projektstyring, udvikling og produktion. H1.1 ApS er en underleverandør på montageområdet for H1 AG. Selskabet er på denne måde ligestillet andre underleverandører i Danmark. Rent juridisk er det to uafhængige selskaber. Hr. A er stifter af H1 AG. H1 AG er familieejet. ApS'et blev stiftet på grundlag af Hr. As privatformue. Når H1 AG optræder i udlandet foretager, hans egen afdeling, skatte- og finansafdelingen, og den juridiske afdeling research inden for skattelovgivning og arbejdsretlig lovgivning m.v., inden man påbegynder arbejdet i det pågældende land. Han udførte dette arbejde vedrørende Danmark i 2004. Arbejdet omfattede også brug af køretøjer. Man kan se det som en pakkeløsning, hvor han undersøgte, hvordan man kunne få folk til Danmark. Arbejdsretligt var der noget med mindsteløn. Han undersøgte også muligheden for leje af bolig og brug af køretøjer. H1 AG har hele tiden samarbejdet med det tyske handelskammer. H1 AG blev i den forbindelse gjort opmærksom på, at brugen af tysk indregistrerede køretøjer kunne være problematisk, hvis brugeren var lokalt ansat arbejdskraft. Derfor bestemte H1 AG, at det kun var ansatte, der havde fast bopæl i Tyskland, der havde lov til at benytte H1 AGs biler. H1 AG har cirka 2.000 køretøjer til rådighed. Disse køretøjer stilles til rådighed for medarbejderne i alle de lande, hvor H1 AG har aktiviteter. Bilerne bliver stillet til rådighed til transport til og fra arbejdspladsen. Samtlige medarbejdere, der har en direkte arbejdskontrakt med H1 AG, har ret til at bruge bilerne. Det gælder således ikke ansatte hos H1 AGs underleverandører. Biler er internt registreret til en enkelt medarbejder. Dette er en rent administrativ procedure, da man i H1 AG ønsker, at der er en person, som er ansvarlig for bilen, og som holder styr på for eksempel, at bilen kommer til service, og at kørte kilometre registreres. Den pågældende er ansvarlig for parkerings- og fartbøder og for, at bilen føres korrekt m.v. H1 AG ejer bilen og er registret som ejer. De fleste biler benyttes af en eller højst 2 personer. Den ansvarlige internt er den person, der bruger bilen mest. Hvis han selv kom som byggeleder på en arbejdsplads i Danmark, ville han få en bil stillet til rådighed. Han kunne i givet fald udlåne den til en anden medarbejder i H1 AG til kørsel til for eksempel et møde. Han ville selv være ansvarlig for udlånet.

Der er udarbejdet regler i H1 AGs kvalitetsstyringsprogram om brugen af H1 AGs biler. Hver medarbejder får udleveret disse regler. Der er ikke indgået en egentlig kontrakt med den enkelte medarbejder. Hver medarbejder er knyttet til en bestemt afdeling. Det er denne afdeling, som afholder udgifterne ved bilen. Bilen må gerne benyttes privat uden for arbejdstiden, men kun af H1 AGs ansatte.

Ud over den omhandlede bil var der sikkert andre af H1 AGs biler i Danmark på daværende tidspunkt. Cirka halvdelen af H1 AGs biler er fordelt rundt omkring på byggepladser i Europa. Der kan arbejde forskellige afdelinger af H1 AG på de enkelte arbejdspladser, og deres medarbejdere vil så benytte bilerne.

Skatteområdet er ikke hans område, men han mener, at H1 AG har haft fast forretningssted i Danmark siden 2004. De havde et møde med handelskammeret omkring dette tidspunkt. Grunden var, at arbejdet med G1 skulle være startet i 2004, men såvidt han husker, kom de først i gang i 2005. De blev færdige i 2010. Såvidt han ved, er der indgivet selvangivelse for H1 AG i juni eller juli i år. Han ved ikke for hvilken periode, men han vil mene, at selvangivelsen dækker hele byggeperioden. Den juridiske afdeling havde fra det tyske handelskammer fået at vide, at der skulle indgives selvangivelse, når byggeprojektet var afsluttet. De medarbejdere, der var i Danmark i 2007 deltes om de biler, der var. De havde ikke en bil hver. De boede og kørte sammen. Den omhandlede Opel ... blev ikke udelukkende, men overvejende brugt af ML. Såvidt han ved, boede der to medarbejdere i lejligheden sammen, og den, som ML boede sammen med, kørte med i bilen. Det er den ansvarlige, der har nøglen til bilen. For det tilfælde, at han selv eller for eksempel en ansat fra salgsafdelingen kom til Danmark, ville de kunne bede om at låne bilen.

Parternes synspunkter

H1 AG har i påstandsdokument af 17. november 2010 anført følgende:

"...

Anbringender

Nærværende sag drejer sig om fortolkningen af bekendtgørelse om registrering af køretøjer mv. nr. 673 af 26. juni 2008 (registreringsbekendtgørelsen), der var i kraft på tidspunktet for standsningen af det i påstanden nævnte køretøj den 10. juli 2008.

Registreringsbekendtgørelsens § 7 stk. 1.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 7 stk. 1, at et motorkøretøj kun registreres i centralregistret for motorkøretøjer, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet.

Det gøres gældende, at H1 AG ikke har hjemsted her i landet, idet H1 AG er et tysk aktieselskab, som ikke har nogen registreret selskabsretlig filial her i landet.

Det er rigtigt, at H1 AG er momsregistreret i Danmark, da H1 AG har udført momspligtige ydelser (bygnings- og monteringsarbejder) her i landet. Det gøres imidlertid gældende, at dette ikke kan sidestilles med "hjemsted" eller "fast driftssted" her i landet, jfr. registreringsbekendtgørelsens § 8 stk. 2.

Registreringsbekendtgørelsens § 7 stk. 2.

Hvis retten lægger til grund, at H1 AG har hjemsted her i landet, gøres det gældende, at der på trods heraf ikke foreligger registreringspligt.

I bekendtgørelsen nr. 673 af 26, juni 2008 havde § 7 stk. 2 følgende ordlyd:

"...

Selv om en ejer af køretøjet har bopæl eller hjemsted her i landet, skal der ikke ske registrering i Centralregisteret for Motorkøretøjer, hvis der er en bruger af køretøjet, og brugeren ikke har bopæl eller hjemsted her i landet, jf. § 13.

..."

Det fremgår af denne bestemmelse, at der ikke skal ske registrering i Centralregistret for Motorkøretøjer selvom ejeren af et køretøj har hjemsted her i landet hvis der er en bruger af køretøjet og brugeren ikke har bopæl eller hjemsted her i landet.

Det gøres i denne forbindelse gældende, at H1 AGs ansatte ML ikke har eller har haft bopæl her i landet.

Det gøres yderligere gældende, at ML må anses for at have været køretøjets bruger.

Begrebet "en bruger" er defineret i registreringsbekendtgørelsens § 38, jfr. bekendtgørelsens § 1 stk. 4, 3. punktum.

Registreringsbekendtgørelsens § 38, stk. 1 bestemmer efter sin ordlyd, at en person, der er forskellig fra den registrerede ejer af køretøjet, skal registreres som bruger, hvis den pågældende har en varig brugsret til køretøjet. En varig brugsret foreligger efter § 38, stk. 2, hvis rådigheden er aftalt til at vare mere end 6 måneder.

Registreringsbekendtgørelsens § 38 vedrører herudover spørgsmålet om, hvornår en varig bruger af et køretøj skal registreres i det danske Centralregister for Motorkøretøjer, jfr. § 38, stk. 3. De danske regler kan naturligvis ikke afgøre i hvilket omfang der kan og skal ske en registrering i et udenlandsk register.

Det gøres derfor gældende, at det af denne grund er irrelevant for nærværende sags bedømmelse, om ML er registreret i bilens tyske registreringsattest.

Spørgsmålet er herefter alene, om ML har haft en varig brugsret over køretøjet som defineret i bestemmelsen (6 måneder).

Det gøres gældende, at spørgsmålet om, hvem der er et køretøjs "bruger" således må afgøres efter almindelige fortolkningsprincipper og bevismæssige regler. ML havde fået overladt det pågældende køretøj til sit brug i forbindelse med transport fra Tyskland i Danmark og til transport imellem de byggepladser han skulle føre opsyn med i Danmark i mere end 6 måneder. Det gøres herefter gældende, at ML efter almindelige fortolkningsprincipper må anses som bruger af køretøjet.

I bekendtgørelse nr. 811 af 28.6.2010 om registrering af køretøjer m.v., som trådte i kraft den 1. juli 2010 har § 7 stk. 2 nu fået følgende ordlyd:

"...

Selv om en ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her landet, skal der ikke ske registrering i Centralregisteret for Motorkøretøjer, hvis

1)

der er en bruger af køretøjet,

2)

ejeren har givet afkald på brugsretten til køretøjet i den aftalte brugsperiode, jf. § 41, og

3)

brugeren ikke har bopæl eller hjemsted her i landet.

..."

Et specifikt krav om, at ejeren af køretøjet skal have givet udtrykkelig og længerevarende afkald på sin egen brugsret til køretøjet er således en ny regel, der ikke var gældende på det for sagen relevante tidspunkt. Ændringen af bekendtgørelsen illustrerer således tydeligt, at der efter de hidtidige regler ikke bestod formelle krav om, hvorledes overladelsen af brugsretten skulle foregå.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres således sammenfattende gældende,

at

der ikke er registreringspligt, da bilens ejer (H1 AG) ikke har hjemsted her i landet, registreringsbekendtgørelsens § 7 stk. 1.

at

der ikke er registreringspligt, da bilens bruger var medarbejderen ML, som ikke havde bopæl her i landet, registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokument af 16. november 2010 anført følgende:

"...

Anbringender

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at det omhandlede motorkøretøj af mærke og model Opel ... er registreringspligtigt her i landet i medfør af færdselslovens § 72, stk. 1, jf. § 76, og skal registreres i Centralregisteret for Motorkøretøjer(CRM), jf. § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, jf. § 8, stk.2, i den dagældende bekendtgørelse nr. 673 af 26. juni 2008 om registrering af køretøjer mv. (registreringsbekendtgørelsen, nu bekendtgørelse nr. 633 af 26. juni 2009).

Det følger heraf, at der skal svares registreringsafgift af motorkøretøjet i medfør af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, beregnet af køretøjets afgiftspligtige værdi, jf. registreringsafgiftslovens § 4. Køretøjets afgiftspligtige værdi er af SKAT fastsat til kr. 117.477, og afgiften heraf er beregnet til kr. 157.573. SKATs afgørelse om værdifastsættelsen er ikke omtvistet under sagen.

Det gøres gældende, at H1 AG som ejer af køretøjet ved indførslen af dette til Danmark i november 2007, hvor køretøjet blev taget i brug her i landet - og fortsat i juli 2008, da køretøjet blev standset af politiet - havde hjemsted her i landet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, idet H1 AG havde et fast driftssted her i landet, der for en virksomhed sidestilles med hjemsted, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Det gøres gældende, at H1 AG siden 1. juli 2004 har haft en sådan varig og længerevarende faktisk tilknytning til Danmark i kraft af sin udførelse af flerårige byggeentrepriser, som H1 AG har medvirket i som underentreprenør her i landet, at H1 AG i kraft af disse bygningsarbejder har haft fast driftssted her i landet, idet H1 AG over en årrække har drevet entreprenørvirksomhed her i landet fra disse byggepladser. Disse byggepladser må derfor anses for faste driftssteder for H1 AG. H1 AGs udførelse af byggearbejder på faste ejendomme her i landet er også baggrunden for, at H1 AG har måttet lade sig momsregistrere her i landet, idet det momsmæssige beskatningssted for byggeydelserne er her i landet, jf. momslovens § 17, jf. § 1 og § 4, stk. 1, 1. pkt., samt § 47, stk. 1.

Det gøres gældende, at begrebet "fast driftssted" i registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med begrebet "fast driftssted" i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 5. Der er ingen nærmere definition af begrebet "fast driftssted" i registreringsbekendtgørelsens § 1, og heller ingen henvisning til driftsstedsbegrebet i vedkommende dobbeltbeskatningsoverenskomst. Hvis begrebet "fast driftssted" i registreringsbekendtgørelsen skal fortolkes i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og det land, hvor den pågældende udenlandske virksomhed er hjemmehørende, gøres det gældende, at H1 AG må anses for at have fast driftssted her i landet i medfør af artikel 5 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Efter artikel 5, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, og modeloverenskomstens artikel 5, stk. 3, udgør et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder. Det gøres gældende, at denne betingelse må anses for opfyldt.

H1 AG har under forberedelsen af sagen nægtet at opfylde sagsøgtes opfordring 12. H1 AGs opfyldelse af sagsøgtes opfordring har central betydning for rettens vurdering af, om H1 AG har haft hjemsted, hvormed sidestilles fast driftssted, her i landet i registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 8, stk. 2´s forstand, jf. definitionen på fast driftssted i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 5. Ved at nægte at oplyse sagsøgte og retten om omfanget og varigheden af sine byggearbejder og om sine byggepladser her i landet mv., har H1 AG derved nægtet at medvirke til en belysning af dette for sagen helt centrale punkt.

Det gøres gældende, at H1 AGs vægring mod at fremlægge disse oplysninger skal medføre sædvanlig processuel skadevirkning for H1 AG, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, ved rettens bevisbedømmelse af sagen, således at det lægges til grund, at H1 AG i hvert fald siden 1. juli 2004 må anses for at have haft en sådan varig og længerevarende faktisk tilknytning til Danmark i kraft af sin udførelse som underentreprenør af flerårige større byggeentrepriser, at H1 AG via de benyttede byggepladser har haft fast driftssted her i landet og dermed hjemsted i henhold til registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 8, stk. 2. Det må endvidere lægges til grund, at disse byggearbejder har varet i mere end 12 måneder. Videre må det lægges til grund, at H1 AG som følge af sin varige erhvervsmæssige tilknytning her til landet (stadig) havde fast driftssted her i landet, da det omhandlede køretøj blev indført og taget i brug her i landet i november 2007.

Det gøres endvidere gældende, at registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, ikke er relevant i sagen og ikke kan føre til, at der ikke skal ske registrering af køretøjet i CRM, allerede fordi ML, der førte køretøjet, da politiet standsede dette den 10. juli 2008, ikke var og er registreret bruger af køretøjet i det tyske register for motorkøretøjer svarende til CRM. ML var således ikke "bruger" af køretøjet i registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2´s forstand, men der var alene tale om et tjenestekøretøj, som ML - på lige fod med H1 AGs andre ansatte, der arbejdede på H1 AGs danske byggepladser - kunne benytte. Derfor er MLs bopælsforhold og bestemmelsen i registreringsbekendtgørelsens 8, stk. 1, uden relevans for sagen.

Det følger af registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 4, sidste pkt., at begrebet "en" i bekendtgørelsen er defineret i bekendtgørelsens § 38. Af 38, stk. 1, fremgår, at hvis en fysisk eller juridisk person, der er forskellig fra den registrerede ejer af et køretøj, har varig råden over køretøjet, skal den pågældende registreres som bruger af køretøjet. Af 38, stk. 2, fremgår, at en rådighed i denne sammenhæng anses for varig, hvis rådigheden er aftalt til at vare mere end 6 måneder. H1 AG har ikke dokumenteret, at en sådan aftale skulle være indgået med ML, og som nævnt var han ikke registreret som bruger af køretøjet i det tyske register for motorkøretøjer.

..."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed

Rettens begrundelse og afgørelse

H1 AG har under hovedforhandlingen frafaldet sit anbringende om, at H1 AG ikke havde fast driftssted i Danmark. Retten har derfor lagt til grund som ubestridt, at H1 AG på det relevante tidspunkt havde fast driftssted i Danmark.

Retten har endvidere lagt til grund som ubestridt, at H1 AGs medarbejder, ML, ikke havde bopæl i Danmark, men i Tyskland, og at han var udsendt som byggeleder for H1 AG i Danmark på det relevante tidspunkt, den 10. juli 2008.

Retten har efter bevisførelsen lagt til grund, at den omhandlede bil var en af cirka 2.000 biler, som medarbejderne i H1 AG kunne benytte, når de arbejdede som byggeledere i H1 AG, og at ML internt i H1 AG var ansvarlig for bilen og havde nøglen til den. Retten har endvidere lagt til grund, at ML, når han opholdt sig i Danmark, kunne benytte bilen i fritiden. ML var ikke registreret som bruger i Tyskland, da sådan registrering ikke kan ske efter den tyske lovgivning.

Retten finder det ikke bevist, at H1 AGs medarbejder, ML, i den danske registreringsbekendtgørelses forstand var bruger af den omhandlede bil, jf. herved den dagældende registreringsbekendtgørelses § 38, stk. 1 - 2, idet ML ikke findes at have haft varig råden over bilen. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at der ikke mellem H1 AG og ML var indgået en aftale om, at ML havde en rådighed over bilen af en varighed af mere end 6 måneder. H1 AG har endvidere efter det under bevisførelsen fremkomne ikke været afskåret fra på et hvilket som helst tidspunkt at fratage ML retten til at benytte den omhandlede bil, ligesom ML for eksempel forventedes at udlåne bilen til overordnede, som havde ærinde i Danmark.

Da ML, der ikke har bopæl i Danmark, derfor ikke kan anses som bruger af den omhandlede bil, og da H1 AG har fast driftssted og dermed hjemsted i Danmark, skal der ske registrering af den omhandlede bil i Danmark, jf. herved den dagældende registreringsbekendtgørelse § 7.

H1 AGs påstand tages derfor ikke til følge, hvorfor sagsøgte frifindes.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt et passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand 40.000 kr. Retten har ved fastsættelsen af passende udgift til advokatbistand taget udgangspunkt i middelværdien i de gældende takster, som retten ikke har fundet grundlag for at fravige.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t  

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

H1 AG skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte med 40.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter