Omkostningerne til syn og skøn hæfter rekvirenten for. Dette gælder dog ikke omkostninger forårsaget af modpartens spørgsmål hvor modparten tillige hæfter jf. retsplejelovens § 208

Retten kan pålægge rekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Retten kan dog ikke pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten. Se retsplejelovens § 343, stk. 3.

Klageinstansen kan vælge at give et forhåndstilsagn om, at alle omkostninger ved syn og skønnet bliver afholdt af Skattestyrelsen. Dette tilsagn kan klageinstansen give klageren, enten hvis klageren beder om det, eller hvis klageinstansen finder det formålstjenligt, at der bliver afholdt syn og skøn.

Det fremgår desuden af retsplejelovens § 209a, at sagens parter hver især skal bære egne honoraromkostninger mv. til ensidigt udpegede sagkyndige i tilfælde, hvor parterne i henhold til retsplejeloves § 209a med rettens tilladelse har valgt at supplere eller erstatte syn og skøn om sagens bevisspørgsmål med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer/egne sagkyndige vidner.

Det er forudsat, at udgifter til en "moderklæring", jf. retsplejelovens § 341a, stk. 1, 2. pkt., ligesom udgifter til erklæringer, der er ensidigt indhentet før sagsanlægget (og altså dermed ikke er udmeldt af retten), ikke dækkes som sagsomkostninger efter retsplejelovens § 316 

Se også

Se også afsnit A.A.13 om omkostningsgodtgørelse.

Oversigt over domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Dette viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme

SKM2019.491.BR

Sagen angik en prøvelse af Skatteankestyrelsens afslag på skatteyderens anmodning om at meddele forudgående tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn i en verserende sag ved Skatteankestyrelsen.

Retten fandt, at Skatteankestyrelsen var tillagt en skønsmæssig beføjelse til at vurdere, om der burde ydes fuld omkostningsgodtgørelse af omkostningerne til syn og skøn. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over, at der foreløbig ikke skulle ydes fuld omkostningsdækning.

At Skatteforvaltningen, der var modpart i den for byretten verserende sag om isoleret bevisoptagelse, ikke havde protesteret mod afholdelse af syn og skøn, kunne ikke føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Ikke forhåndstilsagn om fuld omkostningsdækning fastholdt.