Dato for udgivelse
16 Dec 2009 09:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 Dec 2009 08:15
SKM-nummer
SKM2009.772.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-064451
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Leverancer mod vederlag, betalingsoverførsler
Resumé

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger ikke skulle afregne dansk moms af de samlede beløb, der passerer gennem hans danske bankkonto for den udenlandske virksomheds leverancer til dennes danske kunder. For så vidt den andel af beløbene, som fradrages til dækning af spørgers vederlag, vil spørger skulle afregne moms jf. momslovens § 4, stk. 1, da spørgers leverancer ikke kan karakteriseres som momsfrie betalingsoverførsler.

Reference(r)

Momsloven § 3, stk. 1
Momsloven § 4, stk. 1
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra c)

Henvisning

Momsvejledningen 2009-2, C.1.4

Henvisning

Momsvejledningen 2009-2, D.2.4

Henvisning

Momsvejledningen 2009-2, D.11.11.6


Spørgsmål

Skal spørger afregne dansk moms af de beløb, som passerer dennes danske bankkonto?

Svar

Nej, se dog indstillingen

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har til hensigt at indgå i et samarbejde med firmaerne X GmbH og Y GmbH.

Selskabet X GmbH er et tysk selskab, som formidler serviceydelser til forbrugere, som spiller online-spil på Internettet. Selskabet formidler kontakt mellem sælger og køber. Ingen af disse sælgere har forretningssted i Danmark eller indenfor Europa.

Selskabet Y GmbH er X GmbHs betalingspartner, og det har hjemsted i Schweiz. Betaling for det tyske selskabs ydelser sker til betalingspartneren.

Af hensyn til kundeservicen for X GmbHs danske kunder, ønsker selskabet at muliggøre sine kunders betaling via dankort og PBS. Det er i den forbindelse tanken, at spørger skal oprette en dansk konto tilknyttet spørgers CVR-nr., hvorigennem de modtagne betalinger fra dankort og PBS fra X GmbHs kunder kan videresendes til X GmbHs betalingspartner.

Spørger har oplyst, at det er en forudsætning for at kunne oprette en dansk bankkonto hos PBS, at denne tilknyttes et dansk CVR-nr.

Beløbet tilhører således det udenlandske selskab og passerer i den forbindelse blot den danske konto.

Betalingspartneren betaler for ydelserne til sælgerne på vegne af X GmbH og betaler sig selv for risiko- styring og den finansielle service. Herefter sendes resten af betalingen videre til X GmbH.

Spørgers disposition består i oprettelse af en PBS-aftale og bankkonto hvorigennem X GmbHs danske kunder tilbydes at betale med dankort. Fra spørgers konto er det hensigten at de modtagne beløb straks sendes videre til X GmbHs betalingspartner. Selve overførslen af beløbene påtænkes initieret af en medarbejder fra betalingspartneren, som får adgang til at igangsætte overførslerne fra spørgers konto. Der fradrages ved overførslen betalte gebyrer til PBS og den danske kontoførende bank., der vil således ikke være nogen avance til spørger.

Spørger vil i forhold til betalingsstrømmen mellem køberen af online ydelserne og betalingspartneren være et nyt mellemled i værdikæden, der muliggør betalingen med dankort.

Spørger sælger ikke herudover varer eller tjenesteydelser i forbindelse med den beskrevne disposition.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at der ikke betales moms i Danmark af indbetalingerne på den af spørger oprettede konto.

Da indbetalinger på bankkontoen i Danmark straks videresendes til betalingspartneren, efter der er foretaget fradrag for gebyrer til den kontoførende bank og PBS.

Ligeledes foretager spørger ikke andre aktiviteter i Danmark og spørger har ingen avance ved transaktionerne.

Efter momsloven og praksis skal der alene betales moms af momspligtig omsætning ved afsætning af varer og tjenesteydelser. I nærværende situation er der ikke tale om noget sådant.

Dispositionen gennemføres kun, hvis der svares nej til det stillede spørgsmål, idet forretningen i modsat fald må forventes at blive underskudsgivende.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Af momslovens (LBK nr. 966 af 14. oktober 2005 med senere ændringer) § 3, stk. 1 fremgår det, at:

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed."

Af momslovens § 4, stk. 1 fremgår det, at:

"§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Af momslovens § 13, stk. 1 fremgår det, at følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

"11) Følgende finansielle aktiviteter:

c) Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer."

Praksis

EF-domstolen har i C-2/95 (SDC) behandlet rækkevidden af momsfritagelsen for betalingsoverførsler. Af dommen fremgår det af præmis 53, at:

"I denne forbindelse må det for det første fastslås, at en betalingsoverførsel er en transaktion, der består i at udføre en ordre om overførsel af et beløb fra én bankkonto til en anden. Den er navnlig karakteriseret ved, at den medfører en ændring af det retlige og økonomiske forhold mellem på den ene side ordregiver og beløbsmodtager og på den anden side mellem disse to og deres respektive pengeinstitutter, og, eventuelt, mellem pengeinstitutterne indbyrdes. Den transaktion, der medfører den pågældende ændring, er i øvrigt den blotte overførsel af beløb mellem konti, uanset årsagen. Da overførslen således kun er et middel til at overføre beløb, er det de funktionelle aspekter, der er relevante ved afgørelsen af, om en transaktion er en overførsel i sjette direktivs forstand."

Landsskatteretten har i SKM2009.665.LSR og SKM2009.450.LSR også behandlet spørgsmålene om momsfritagelse for betalingsoverførsler.

I SKM2009.665.LSR udtaler Landsskatteretten:

"Som sagen foreligger oplyst har Landsskatteretten hæftet sig ved, at de af G1 leverede ydelser i hovedsagen består i, at G1 som dataudvikler af bankens lånesystem forestår den løbende bogføring for banken, registrerer skyldige og foretagne indbetalinger, udarbejder betalingsdokumentation og initierer betalingsoverførsler fra låntagers konto til banken ved at indsende betalingsfiler til PBS. Efterfølgende registrerer G1 betalingsoverførslerne, beregner renter af tilgodehavender og genererer relevante kontorudtog. Til dette formål genererer det af G1 leverede system løbende betalingsfiler over låntagernes månedlige betalinger, ligesom det foretager beregninger af renter og afdrag og registrerer eventuelle manglende indbetalinger. Filerne sendes via G2, der hoster it-systemerne for banken, til PBS. Når bankens kunder har betalt de månedlige ydelser, returnerer PBS tilsvarende en fil med en oversigt over de gennemførte betalingstransaktioner. Denne fil anvendes i systemet til nedskrivning af låneforholdet.

Landsskatteretten er af den opfattelse, at G1's ydelser må karakteriseres som bogførings- og administrationsydelser, der består i løbende at sørge for, at status på bankens mellemværende med dens kunder er ajourført. Selv om ydelserne kan siges at være nødvendige for, at banken kan foretage overførsler af de korrekte beløb, findes ydelserne ikke nødvendige i den forstand, at de set under ét udgør en særskilt helhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en betalingsoverførsel. Den blotte levering af oplysninger til brug for betalingsoverførslerne og den efterfølgende registrering af disse findes således ikke i sig selv at medføre, at der overføres beløb, og at der indtræder retlige og økonomiske ændringer, hvorved G2 kan anses for at varetage selve udførelsen af en ordre om overførsel af beløb fra én bankkonto til en anden, jf. EF-domstolen i præmis i præmis 53 i SDC-sagen, C-2/95, og Landsskatteretten i SKM2009.450.LSR."

I SKM2009.450.LSR udtaler Landsskatteretten:

"Det er Landsskatterettens opfattelse, at de betalingsoverførsler, der finder sted i den forelagte sag, foregår ved arbejdsgivernes indbetalinger til pensionskassens konto i pensionskassens pengeinstitut, ligesom udbetalingerne sker fra samme konto til den enkelte pensionstager. Selskabets bidrag består i hovedsagen i løbende at modtage oplysninger om den enkelte pensionstagers forhold og ajourføre disse, således at selskabet på pensionskassens vegne til sin tid kan afgive ordre om udbetaling af det korrekte beløb til den enkelte pensionstager. Selve udførelsen af ordren i form af en betalingsoverførsel foretages således af pengeinstituttet, mens selskabets bidrag alene består i bogførings- og administrationsydelser.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde skattecentrets afgørelse om, at de omhandlede ydelser ikke er omfattet af fritagelsen for transaktioner vedrørende overførsler og betalinger i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, men er momspligtige i henhold til momslovens § 4, stk. 1."

Begrundelse

Spørger ønsker bekræftet, at han ikke skal afregne dansk moms af de beløb, som passerer hans bankkonto i forbindelse med, at kontoen anvendes ved betalinger til hans samhandelspartnere, for disses salg af ydelser til tredjemænd.

Af de faktiske forhold fremgår det, at de ydelser spørger leverer, er ydelser i forbindelse med oprettelsen af en dansk konto og kontoens brug ved betalinger via PBS og dankort.

Betalingerne, der indgår på den oprettede konto, er betalinger foretaget af købere af serviceydelser til online-spil leveret af spørgers samhandelspartnere. Spørger deltager ikke ved leveringen af de omhandlede ydelser eller i aftaleforholdet mellem køber og sælger af ydelsen. Som det videre fremgår, deltager spørger netop kun ved at facilitere muligheden for kunden i at betale for ydelserne til leverandøren via PBS og dankort.

De indgående betalinger er således ikke vederlag for spørgers leverancer, og spørger skal derfor ikke afregne moms af betalingerne for leverancerne, der passerer kontoen jf. momslovens § 4, stk. 1.

Spørger har løbende nogle omkostninger til gebyrer til den kontoførende bank og til PBS. Spørger får løbende refunderet disse omkostninger ved at der foretages et fradrag i de betalinger, der passerer gennem spørgers konto. De nævnte refusioner kan efter momsloven anses for at udgøre vederlaget for spørgers leverancer.

Spørger modtager fra aktiviteterne løbende vederlag af samme størrelse som hans afholdte omkostninger, og spørger har derfor under de nuværende aftaleforhold ingen avance ved aktiviteten.

Spørgers egne leverancer af ydelser vil være omfattet af momslovens anvendelsesområde, da spørger driver selvstændig økonomisk virksomhed, hvilket omfatter alle former for virksomhed som producent, handlende eller leverandør af ydelser samt virksomhed inden for liberale erhverv og dermed sidestillede erhverv, uanset formålet med eller resultatet af virksomheden jf. momslovens § 3, stk. 1.

Det er ikke afgørende, at spørger ikke oppebærer en avance fra sine leverancer mod vederlag.

Spørger vil være momspligtig af de modtagne vederlag for sine løbende leverancer jf. momslovens § 4, stk. 1.

Selvom spørgers ydelser har relation til overførslen af betalinger fra spørgers samhandelspartner og dennes kunder via spørgers konto, så kan de af spørger leverede ydelser ikke i sig selv karakteriseres som momsfritagne betalingsoverførsel jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c).

EF-Domstolen har i præmis 53 i C-2/95 (SDC) udtalt, "at en betalingsoverførsel er en transaktion, der består i at udføre en ordre om overførsel af et beløb fra en bankkonto til en anden."

Det følger af samme doms præmis 65, at dagældende sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3 skal fortolkes indskrænkende. Bestemmelsen svarer til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c).

Landsskatteretten har i SKM2009.665.LSR slået fast, at ydelser, der består i at initiere betalingsoverførsler ikke er omfattet af momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), da der ikke herved varetages selve udførelsen af en ordre om overførsel af beløb fra en bankkonto til en anden jf. præmis 55 i C-2/95. SKM2009.450.LSR underbygger, at fritagelsen omfatter, den der varetager selve udførelsen af ordren om overførsel af beløb fra en bankkonto til en anden.

Det indstilles, at Skatterådet svarer bekræftende på spørgsmålet, og spørger derfor ikke skal afregne dansk moms af de fulde beløb, der passerer hans danske bankkonto. For så vidt den andel af beløbene, som fradrages til dækning af spørgers vederlag, skal der dog afregnes moms jf. momslovens § 4, stk. 1.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter