Dato for udgivelse
21 Dec 2009 13:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 Nov 2009 12:05
SKM-nummer
SKM2009.802.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS D-559/2008 og BS D-560/2008
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Skønsmæssig, forhøjelse, privatforbrug, virksomhed, udland
Resumé

Sagen drejede sig om skønsmæssige forhøjelser af sagsøgernes indkomster for henholdsvis 1994-2001 og 1993-2000. SKAT havde forhøjet indkomsterne på baggrund af én samlet privatforbrugsberegning for perioderne for begge sagsøgere, der er gift. Det samlede negative privatforbrug blev fordelt på de enkelte år skønsmæssigt mellem ægtefællerne og skønsmæssigt mellem kapitalindkomst og personlig indkomst.

Sagsøgerne blev efterfølgende idømt bøder og fængselsstraffe for skatteunddragelse ved Østre Landsret, som i vidt omfang lagde SKATs privatforbrugsberegning til grund. Landsretten foretog dog ved straffedommen enkelte mindre korrektioner af skønnet, hvilket blev afspejlet i de efterfølgende afgørelser fra Landsskatteretten.

Under sagen gjorde sagsøgerne gældende, at de havde haft skattefri indtægter fra salg af et jordstykke, som tilhørte en australsk fond. De gjorde endvidere gældende, at der ikke havde været indkomst fra en virksomhed i Bulgarien, som SKAT havde skønnet dækkede en del af det negative privatforbrug. Endeligt gjorde de gældende, at et af sagsøgerne ejet selskab i Liberia skulle medtages med en primoværdi i privatforbrugsberegningen på baggrund af bankudskrifter over selskabets værdipapirdepoter.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgerne havde fået udbetalt en salgssum fra jordstykket. I overensstemmelse med straffedommen blev det lagt til grund, at sagsøgerne havde drevet virksomhed i Bulgarien, og retten fandt det ikke dokumenteret, at indtægterne herfra skulle ansættes til et lavere beløb. Retten fandt endvidere ikke, at bankudskrifterne dokumenterede det liberiske selskabs værdi, som derfor ikke kunne indgå i privatforbrugsopgørelsen. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 1, stk. 1
Skattekontrolloven § 3, stk. 1
Skattekontrolloven § 5, stk. 4
Skattekontrolloven § 13, stk 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-2 E.B.1.4

Parter

A
(Advokat Jan Schneider)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Rebecca Vikjær Sandholt)

og

B
(Advokat Jan Schneider)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Rebecca Vikjær Sandholt)

Afsagt af byretsdommer

Poul Kejlskov Egan

Sagernes baggrund og parternes påstande

Disse sager, der begge er anlagt den 29. februar 2008 og behandlet sammen, vedrører spørgsmålet om ændring, subsidiært hjemvisning, af sagsøgeren, As, skatteansættelser for indkomstårene 1994-2001, og af sagsøgeren, Bs, skatteansættelser for indkomstårene 1993-2000.

Sagsøgernes påstande er

Sagsøgeren As skattepligtige indkomst i indkomstårene 1994-2001 nedsættes med i alt 2.676.655 kr., subsidiært med et lavere beløb efter rettens skøn.

Sagsøgeren Bs skattepligtige indkomst i indkomstårene 1993-2000 nedsættes med i alt 725.000 kr., subsidiært med et lavere beløb efter rettens skøn.

Mere subsidiært har begge sagsøgere nedlagt påstand om hjemvisning til fornyet ansættelse hos SKAT.

Sagsøgte har overfor alle påstandene påstået frifindelse, subsidiært nedlagt påstand om hjemvisning af sagsøgernes skatteansættelser for de omhandlede indkomstår til fornyet behandling hos SKAT.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Ved Østre Landsrets ankedom af 2. maj 2007 blev sagsøgeren A fundet skyldig i skatteunddragelse for et beløb på 800.000 kr. i perioden 1994-2001, og sagsøgeren B for et beløb på ca. 377.000 kr. i perioden 1993-2000. I dommen er der blandt andet anført følgende:

"Forhold 3 og 4

Det er i den indankede dom fastslået, at tiltalte A først blev skattepligtig i Danmark i forbindelse med, at han blev tilmeldt folkeregisteret her i landet i juni 1994. Efter anklagemyndighedens stadfæstelsespåstand, og således som tiltalen vedrørende forhold 3 er formuleret, vil landsretten herefter være afskåret fra at dømme tiltalte A for skatteunddragelse i indkomståret 1993 med 150.203 kr. og for skatteunddragelse i indkomståret 1994 med 64.189 kr. (svarende til en forholdsmæssig andel af det anførte beløb vedrørende 1994).

Efter bevisførelsen finder landsretten det godtgjort, at de tiltalte, der var skattepligtige her i landet, i den omhandlede periode har haft skattepligtig indkomst i form af indtægter og formueafkast, som de har undladt at selvangive eller i øvrigt at underrette skattemyndighederne om. Som anført ovenfor lægger landsretten således til grund, at de tiltalte har drevet virksomhed med salg af kosmetik og kontorartikler i Bulgarien. Landsretten har herudover lagt betydelig vægt på de oplysninger, som fremkommer i brevvekslingen mellem de tiltalte og mellem A og hans bror i Australien, herunder blandt andet om de mulige konsekvenser, såfremt As søn måtte have givet oplysninger til skattevæsenet, og om fiktive tilgodehavender af blandt andet skattemæssige årsager (fax af 18. oktober 1996).

Som følge af, at der ikke er tilvejebragt nærmere dokumentation, har skattemyndighederne været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af de tiltaltes skattepligtige indkomst for de pågældende år. Denne ansættelse er baseret dels på en skønnet formueopgørelse pr. 1. januar 1993 og pr. 31. december 2000, dels på en skønnet privatforbrugsopgørelse i indkomstårene 1993 til 2000. De heri foretagne skøn forekommer at være konservative, ligesom det beløb, som er afsat til blandt andet privatforbrug, synes beskedent sammenholdt med de foreliggende oplysninger om de tiltaltes livsførelse. Skattemyndighedernes indirekte opgørelse af de tiltaltes indkomstforhold, herunder også det heri indeholdte skøn over størrelsen af de indtægter, der må antages at hidrøre fra aktiviteterne i relation til Bulgarien, findes således at kunne lægges til grund med følgende korrektioner:

Landsretten finder ikke at kunne afvise, at der i 1993 er foretaget en omprioritering af belåningen af huset på Hawaii, samt at B i 1999 har fået udbetalt en erstatning, og at der herved er tilvejebragt likvider til forbrug i videre omfang end antaget af skattevæsenet. Landsretten finder endvidere ikke at kunne afvise, at der skal ske en vis, om end beskeden, regulering som følge af, at opgørelserne har 1. januar 1993 som primo tidspunkt, uanset at det under denne sag må lægges til grund, at A først blev skattepligtig her i landet den 1. juni 1994. Disse beløb findes skønsmæssigt at kunne fastsættes til 420.000 kr.

På denne baggrund og under henvisning til det af byretten anførte tiltræder landsretten, at B er fundet skyldig som fastslået i den indankede dom. På tilsvarende vis finder landsretten det bevist med den sikkerhed, der kræves til domfældelse i en straffesag, at tiltalte A har gjort sig skyldig i forsætlig skatteunddragelse for i hvert fald 800.000 kr. i alt, og at han - med denne begrænsning - har gjort sig skyldig i den rejste tiltale."

Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af 3. december 2007 Skatteankenævnets skønsmæssige forhøjelse af As indkomst vedrørende drift af virksomhed i udlandet, afkast af værdipapirer og renteindtægter for indkomstårene 1994-2001 med 2.609.939 kr. + 66.716 (2001). I kendelsen blev der anført følgende begrundelse:

"...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Skattepligtige skal selvangive deres indkomst til skattemyndighederne. Det fremgå af skattekontrollovens § 1. Erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Det fremgår af skattekontrollovens § 3.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Kravene til regnskabet fremgår af bogføringsloven, lov nr. 60 af 19. februar 1986, samt den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskab og opbevaring af regnskabsmateriale. De nærmere skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992.

Hvis regnskabet ikke er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5.

Klageren har ikke udfærdiget et regnskab for de omhandlede indkomstår. Det lægges til grund ,at klageren og hans ægtefælle reelt har drevet virksomhed i bl.a. Bulgarien. Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, har SKAT været berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Skønsmæssige ansættelser skal normalt være underbygget af privatforbrugsberegninger eller andre konkret opgørelser.

Landsskatteretten er enig i skattemyndighedernes og Østre Landsrets skøn over privatforbruget, som er ansat i 100.000 kr. årligt. De skønnede indtægter bringer klagerens privatforbrug op på et acceptabelt niveau for perioden.

Klagerens i øvrigt fremførte påstande om bl.a. omprioritering, overførsel til broderen og rejseudgifter har ikke givet anledning til ændring af skønnet.

Der er ikke grundlag for at ændre myndighedens skøn over det skattemæssige resultat af virksomheden. Det anses ikke for godtgjort af klageren, at han ikke har drevet virksomhed i Bulgarien. Det fremgår bl.a. af den meget omfattende korrespondance som er refereret i sagsfremstillingen, at klageren og hans ægtefælle reelt har drevet virksomheden, jf. også Østre Landsrets dom.

Af de grunde som er anført af skatteankenævnet, samt i Østre Landsrets dom af 2. maj 2007, stadfæster Landsskatteretten afgørelserne for indkomstårene 1994 til 2000.

Da forhøjelse af indkomsten for indkomståret 2001 er afledt af ovenstående ændringer, stadfæster Landsskatteretten ligeledes afgørelsen for dette indkomstår."

Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse ligeledes af 3. december 2007 Skatteankenævnets skønsmæssige forhøjelse af Bs indkomst vedrørende drift af virksomhed i udlandet for indkomstårene 1993-2000 med 725.000 kr. I kendelsen blev der anført følgende begrundelse:

"Klageren har ikke udfærdiget et regnskab for de omhandlede indkomstår. Det lægges til grund, at klageren og hendes ægtefælle reelt har drevet virksomhed i bl.a. Bulgarien. Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, har SKAT været berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Der er ikke grundlag for at ændre myndighedens skøn over det skattemæssige resultat af virksomheden. Det anses ikke for godtgjort af klageren, at hun ikke har drevet virksomhed i Bulgarien. Det fremgår bl.a. af den meget omfattende korrespondance som er refereret i sagsfremstillingen, at klageren og hendes ægtefælle reelt har drevet virksomheden.

Af de grunde som er anført af skatteankenævnet, samt i Østre Landsrets dom af 2. maj 2007, stadfæster Landsskatteretten afgørelsen for indkomstårene 1993 til 2000."

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgeren A

Parternes synspunkter

Sagsøgerne har i deres påstandsdokument gjort gældende,

at

de skønsmæssige afgørelser er foretaget på et fejlagtigt og ufuldstændigt grundlag og er åbenbart urimelige,

 

at

Landsskatterettens kendelser hviler på ukorrekte opgørelser af privatforbruget såvel i henseende til tidsmæssig udstrækning af opgørelserne, som i henseende til fastlæggelse af primo og ultimo poster,

 

at

det særligt på tre punkter er bevist, at SKAT's afgørelser og Landsskatterettens kendelser er baseret på et urigtigt grundlag og har medført et åbenbart urigtigt resultat. Sagsøger vil i forbindelse med hovedforhandlingen i det væsentlige begrænse bevisførelsen til de anførte punkter, som er omtalt i replikken af 24. april 2009. Disse tre punkter er både hver for sig og samlet så betydelige, at der bør ske nedsættelse af indkomsten eller hjemvisning, såfremt retten finder, at det er godt gjort, at der på de anførte punkter er fejl i SKAT's afgørelse.

De tre punkter vedrører nærmere

  • for det første eksistensen af to selskaber, hvor SKAT tilsyneladende har lagt til grund, at der kun eksisterer et selskab,
  • det andet punkt vedrører opgørelsen af indtægten fra Bulgarien og
  • det tredje punkt vedrører salg af jord i Australien.

For en nærmere gennemgang af de tre punkter henvises til det nedenfor anførte under "konkrete anbringender".

Sagens JUS

SKAT's afgørelse og dermed Landsskatterettens kendelse er baseret på en skønsmæssig opgørelse af skatten for de pågældende indkomstår.

Skønsmæssige ansættelser indenfor skatteretten forudsætter, at to betingelser er opfyldt. For det første skal skatteyderens regnskabsgrund eller selvangivelse lide af sådanne formelle mangler, at regnskabsgrundlaget eller selvangivelsen kan tilsidesættes. Dernæst skal SKAT kunne foretage et skøn over indkomsten, som er mere sandsynlig end det selvangivne. Mangler ved selvangivelsen er således ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten.

I ligningsvejledningens 2009-01, punkt E.B. 1.4 anføres således under overskriften "Tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget er ikke alene forhøjelsesgrund": "at mulighederne for at tilsidesætte regnskabsgrundlaget er til stede medfører ikke automatisk, at der kan eller skal foretages en forhøjelse af den selvangivne indkomst. Regnskabsresultatet kan godt være rigtigt, selv om det fx. er konstateret, at der ikke har været foretaget effektive kasseafstemninger"

I samme afsnit i Ligningsvejledningen anføres tillige: "Skattemyndighederne skal i alle tilfælde kunne begrunde, at en skønsmæssig ansættelse, der afviger fra det selvangivne, er sandsynlig".

SKAT skal således kunne præstere et grundlag at opgøre indkomsten ud fra. Dette grundlag skal være sandsynligt. Dette er i nærværende sag sket ud fra en formue- og privatforbrugsopgørelse.

I forbindelse med skønsmæssige ansættelser baseret på privatforbruget og formueopgørelser har der i retspraksis dannet sig den grundsætning og bevisregel, at skatteyderen skal godtgøre, at SKAt's skøn er foretaget på et urigtigt grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat.

Hvad der nærmere ligger i denne bevisregel og grundsætning fremgår af retspraksis. Det kan således ud fra retspraksis sluttes, at åbenbare urigtige antagelser vedrørende faktiske forhold uden videre medfører hjemvisning af skatteansættelsen. Det samme gør sig gældende, hvis skatteyderen sandsynliggør fejl i skønnet svarende til cirka 10-15 % af forhøjelsen. Der foreligger i denne situation et åbenbart urimeligt skøn.

Jeg skal nærmere henvise til følgende ledende afgørelse på området.

I TfS 1995.361 V havde Skattemyndighederne i forbindelse med en skønsmæssig ansættelse lagt nogle forkerte forudsætninger til grund vedrørende salg af øl. SKAT havde lagt en fast salgspris til grund, mens faktum var, at der blev solgt til differentierede priser. Landsretten udtalte: "...Da de nu fremkomne oplysninger om sagsøgerens salg af øl til differentierede priser må antages at kunne føre til en ændring af beregningsgrundlaget, tages sagsøgerens subsidiære påstand om hjemvisning til følge". Afgørelsen er et eksempel på et tilfælde, hvor urigtige forudsætninger i skønnet har været afgørende.

SKM2001.124.ØLR er et eksempel på en hjemvisning som følge af, at skønnet er åbenbart urimeligt. SKAT havde forhøjet indkomsten i 1992 med kr. 100.000. Landsretten fandt det bevist, at skatteyderen havde solgt indbo for kr. 15.000 og udtalte: "Henset til beløbets størrelse sammenholdt med størrelsen af det samlede ansatte privatforbrug det pågældende år, findes der tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn for så vidt angår indkomståret 1992, medens der ikke ses grundlag for at tilsidesætte skatteansættelsen for skatteåret 1992". Afgørelsen viser således, at dokumenterede afvigelser på 10-15 % er tilstrækkeligt til hjemvisning.

Konkrete anbringender

Henset til, at sagen tidligere har været behandlet i flere instanser har sagsøgerne besluttet alene at koncentrere bevisførelsen omkring tre centrale punkter i SKATs formue- og privatforbrugsopgørelse.

Dette skal ikke ses som en generel anerkendelse af de øvrige punkter i formue- og privatforbrugsopgørelsen, men skal alene ses som en sagstilskæring. Såfremt retten kan tiltræde, at der på et eller flere af de punkter foreligger fejl eller mangler ved det udøvede skøn, vil punkterne enkeltvis omfatte et så betydeligt beløb, at der, ifølge den foreliggende retspraksis, som er gennemgået ovenfor, vil være grundlag for en hjemvisning.

Jeg skal herefter gennemgå de tre hovedpunkter, hvor der efter sagsøgerens opfattelse er fejl i SKATs formue- og privatforbrugsopgørelse.

Ad de to H1-selskaber

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældede,

at

SKAT har overset, at der har eksisteret to selskaber, som har båret navnet H1. Det har som konsekvens, at der i den formueopgørelse, som ligger til grund for opgørelsen af sagsøgernes skattepligtige indkomst, mangler et aktiv.

 

Det gøres på vegne af sagsøgerne gældende,

 

at

dette aktiv har en værdi på cirka kr. 2.000.000, som har været til rådighed for privatforbrug. Dette beløb er i sig selv fuldt ud tilstrækkeligt til hjemvisning, jf. det ovenfor anførte, vedrørende blandt andet afgørelsen gengivet i SKM2001.124.ØLR.

For så vidt angår de faktuelle forhold, hvorpå anbringendet støttes, henvises der til den supplerende sagsfremstilling som fremgår af replik af 24. april 2009.

Ad indkomsten fra Bulgarien.

Med henvisning til den fremlagte erklæring, som ikke tidligere er indgået i sagen, gøres det gældende,

at

det må lægges til grund, at der ikke har været udeladt indtægt fra virksomheden i Bulgarien.

Der tages i den forbindelse forbehold for at indkalde den revisor, som har udarbejdet pågældende erklæring, som vidne i forbindelse med hovedforhandlingen.

Ad salg af jord i Australien. Det gøres gældende,

at

sagsøgerne, i kraft af salget af jorden i Australien, har haft et yderligere beløb til rådighed på cirka kr. 900.000. Dette beløb forøger, hvis det medtages i formue- og privatforbrugsopgørelsen, aktivsiden med den konsekvens, at den skattemæssige forhøjelse skal reduceres.

Der henvises i den forbindelse til, at SKAT i sin sagsfremstilling har bemærket, at netop påvisning af yderligere aktiver vil føre til en reduktion af skatteansættelsen.

Det er med de fremlagte bilag dokumenteret, at sagsøgerne faktisk har haft råderetten over jorden ligesom det er dokumenteret, at sagsøgerne har forestået salget og oppebåret provenuet.

Efter fast praksis ved domstolene kræves dokumentation for salg herunder de relevante dokumenter i forbindelse med salget samt dokumentation i form af pengestrømmen. Det gøres gældende,

at

der i nærværende sag foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at beløbet er tilfaldet sagsøgeren og denned mangler som aktiv i SKAT's opgørelse af privatforbruget og formuen.

 

Igen gøres det gældende,

 

at

beløbet i sig selv, jf. afgørelsen i blandt andet SKM2001.124.ØLR, er tilstrækkeligt til hjemvisning til SKAT med henblik på fornyet skønsmæssig ansættelse.

 

Det gøres endvidere gældende,

 

at

det, i forbindelse med dokumentationen for salget og pengestrømmene, skal tillægges betydning, at salget er sket for så mange år siden, at banker mv. ikke længere har pligt til at opbevare dokumentation. Dette har vanskeliggjort den nærmere udredning af pengestrømmene uanset at disse, på nuværende tidspunkt, må anses for tilstrækkeligt dokumenterede.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort gældende, at

1. SKAT har været berettiget til at skønne

Sagsøgerne var skattepligtige til Danmark henholdsvis fra 1. juni 1994 til 31. august 2001 (A) og fra 1. januar 1993 til 31. december 2000 (B). Sagsøgerne undlod imidlertid at selvangive deres indtægter fra bl.a. erhvervsmæssig virksomhed og renteindtægter fra værdipapirer.

Sagsøger har derfor været berettiget til at fastsætte sagsøgernes indkomst skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, hvilket også - og i sig selv - følger af, at sagsøgerne har haft et betydeligt negativt privatforbrug. Det beregnede disponible beløb til deres privatforbrug i 1993-2000 var således negativt med kr. 2.038.510,- (bilag A, side 140-141, kr. 2.458.510,- fratrukket Østre Landsrets nedsættelse med kr. 420.000,-), og deres faktiske privatforbrug var negativt med kr. 3.783.360,- (bilag A, side 144-145, kr. 4.203.360,-, fratrukket Østre Landsrets nedsættelse med kr. 420.000,-).

At det er berettiget, at sagsøgernes indkomst er skønsmæssigt fastsat, følger også af, at byretten og Østre Landsret har fastslået, at sagsøgerne har undladt at selvangive indkomst fra virksomhedsdrift i Bulgarien og fra værdipapirbeholdninger (bilag 2, side 10, 3.-5. afsnit, og bilag 3, side 5, sidste afsnit).

Sagsøgerne har da heller ikke bestridt, at SKAT har været berettiget til at skønne (replikken, side 5, sammenholdt med duplikken, side 2, 2. afsnit).

2. Muligheden for tilsidesættelse af de udøvede skøn

Det følger af fast og omfattende retspraksis, at skattemyndighedernes skøn kun kan tilsidesættes, såfremt sagsøgerne godtgør, at det er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, jf. f.eks. SKM2005.368.HR, SKM2005.500.HR og SKM2009.37.HR. Dette har sagsøgerne ikke godtgjort.

Der tilkommer skattemyndighederne en betydelig skønsmargin ved skønsmæssige indkomstfastsættelser, og dette gælder ikke mindst, når der som i nærværende sag er udøvet et for sagsøgerne lempeligt skøn.

Østre Landsret har fastslået, at de foretagne skøn i privatforbrugsopgørelsen er konservative, og at det afsatte beløb til privatforbrug synes beskedent sammenholdt med oplysningerne om sagsøgernes livsførelse (bilag 3, side 6, 1. afsnit). Sagsøgernes samlede årlige husholdningsbudget er ansat til blot kr. 100.000,- (bilag C, side 7).

At skønnet er gunstigt for sagsøgerne fremgår også af, at A i perioden 1. juli 1994 til 31. december 2000 modtog i hvert fald ca. kr. 4.350.000,- på sin kontonr. ... i Unibank i form af kontooverførsler fra danske og udenlandske konti, kontante indbetalinger og checkinbetalinger (bilag E). Af dette beløb er mindst kr. 1.397.942,- modtaget fra "Liberiaselskabet". Dette beløb samt yderligere kr. 1.080.639,- er tidligere af sagsøgerne blevet begrundet med, at A havde solgt "Liberiaselskabet" (bilag A, side 13 og 16-17), hvilket byretten udtrykkeligt har afvist (bilag 2, side 8, sidste afsnit). Størstedelen af indbetalingerne har ikke kunnet identificeres af skattemyndighederne.

Skønnet er endda så lempeligt, at selv hvis retten måtte finde, at sagsøgerne har ført tilstrækkelig dokumentation for alle sine tre indsigelser, så vil sagsøgernes privatforbrug fortsat være usandsynligt lavt. Det faktiske privatforbrug er negativt med kr. 3.783.360,-, og sagsøgernes indsigelser vil kun kunne medføre en nedsættelse med maksimal ca. kr. 2.900.000,- (replikken, side 8, sidste afsnit, og side 9, 4. afsnit). Sagsøgerne ville således stadig have et betydeligt negativt privatforbrug på ca. kr. 900.000,-.

Det ligger således, jf. også Østre Landsrets dom (bilag 3, side 6, 3. afsnit), fast, at sagsøgerne har undladt at selvangive indtægter i et vist omfang.

Det bestrides i øvrigt, at det i retspraksis skulle være fastslået, at afvigelser på 10-15% ubetinget udgør et åbenbart urimeligt skøn (replikken, gside 6-7). Spørgsmålet om hjemvisning ved konstaterede fejl eller unøjagtigheder i det udøvede skøn er en helt konkret vurdering af den pågældende sags omstændigheder og det udøvede skøn. Således er der i retspraksis en lang række eksempler på, at selv ganske betydelige fejl i et med rette udøvet skøn ikke har ført til, at skønnet er blevet tilsidesat, jf. f.eks. SKM2001.514.VLR, SKM2004.222.VLR, SKM2006.594.ØLR og SKM2008.620.VLR.

Såfremt retten mod forventning måtte komme frem til, at den betydelige skønsmargin er overskredet, kan en tilsidesættelse af de udøvede skøn alene føre til en hjemvisning af sagerne til fornyet behandling hos skattemyndighederne af den eller de indsigelser, som har ført til tilsidesættelsen (duplikken, side 2, 3.afsnit). De øvrige dele af privatforbrugsberegningen og grundlaget for skønnet er ikke til prøvelse under nærværende sag.

3. Straffedom

Østre Landsret har ved straffesagen mod A og B lagt skattemyndighedernes formue- og privatforbrugsopgørelser til grund med en mindre justering, hvorved forhøjelserne af sagsøgernes indkomster blev nedsat med kr. 420.000,(bilag 3, side 6, 2. afsnit). Byretten fastslog endvidere ved sin afgørelse, at A først blev fuldt skattepligtig til Danmark den 1. juni 1994 og ikke den 1. januar 1993 (bilag 2, side 10, 7. afsnit).

SKAT havde oprindeligt fastsat forhøjelserne af sagsøgernes indkomster for 1993-2000 til i alt kr. 4.203.360,- (bilag A, side 144-145, jf. side 167, sidste afsnit).

På baggrund af afgørelserne fra byretten og Østre Landsret nedsatte Skatteankenævnet forhøjelserne for 1993-2000 (fra 1. juni 1994 for A) til i alt kr. 3.334.939,- (bilag B vedrørende A, side 1, kr. 2.031.099,- fra renteindtægter og kr. 578.840,- fra virksomhedsoverskud, samt bilag B vedrørende B, side 1, kr. 725.000,- fra virksomhedsoverskud). Hertil kommer forhøjelse af As indkomst for 2001 med kr. 66.716,- (bilag B vedrørende A, side 1).

Østre Landsret har under den strafferetlige sag taget konkret stilling til skattemyndighedernes skøn, herunder de talmæssige opgørelser (bilag 3, side 6, 1. afsnit). Også henset til, at kravene til myndighedernes bevisbyrde under en straffesag er skærpede i forhold til bevisbyrden under en civil sag, gøres det gældende, at Østre Landsrets afgørelse skal tillægges betydelig bevisvægt under nærværende sag.

Bilag 4, 10, 11, 14, 15, 19, 20, 22 og 23 var ikke fremlagt for Østre Landsret. Hverken disse dokumenter eller sagsøgerens øvrige bilag kan imidlertid føre til en anden bevisvurdering, end den Østre Landsret foretog under straffesagen. Østre Landsrets dom skal derfor også uanset disse bilag tillægges betydelig vægt.

4. Sagsøgernes tre indsigelser

Sagsøgerne har udelukkende gjort tre indsigelser gældende mod privatforbrugsberegningen, jf. replikken, side 5, 4. afsnit samt side 8, 4. afsnit.

4.1 To H1-selskaber

I forhold til sagsøgernes første indsigelse gøres det gældende, at det er uden betydning for det udøvede skøn, at SKAT ved den oprindelige afgørelse (bilag A) ikke var bekendt med, at der eksisterede to selskaber med navnet "H1".

Bilag 5 ("Certificate of goodstanding" vedrørende "Liberiaselskabet") var fremlagt for Østre Landsret, som således var bekendt med eksistensen af et yderligere H1-selskab, hvilket dog ikke gav Østre Landsret anledning til at ændre SKAT's privatforbrugsberegning. Fremlæggelsen af bilag 4 og 11 er således uden betydning. I øvrigt bemærkes, at bilag 21 er identisk med bilag 5.

I alle tilfælde er det udokumenteret, at eksistensen af "Liberiaselskabet" skulle have bidraget til sagsøgernes privatforbrug med kr. 2.000.000,- eller noget andet beløb, som ikke er skattepligtigt.

Det fremhæves herved, at det er udokumenteret, at selskaberne havde nogen værdi primo 1993.

Sagsøgerne har f.eks. ikke fremlagt "Liberiaselskabets" regnskaber, og bilag 7, 8, 10, 16, 17, 19 og 20 er blot udvalgte bankopgørelser over depoter og konti i 1988, 1993, 1996 og 2001, som intet siger om selskabets værdi primo 1993. Sagsøgerens opgørelse af "Liberiaselskabets" værdi på baggrund af disse bilag bestrides. Det er således helt uvist, om selskabet havde andre passiver, f.eks. i form af gæld til ejeren, interesseforbundne selskaber eller andre, som det for eksempel var tilfældet i 1990, jf. bilag D, side 4, eller om selskabets egenkapital var negativ, som det var tilfældet i 1988, jf. bilag 11, side 5.

Det bemærkes, at bilag 7, 8, 16 og 17 var fremlagt for både byretten og Østre Landsret og indgik i SKAT's sagsfremstilling som en del af SKATs akt nr. 840 og akt nr. 266 og 267 (bilag A, side 132, nederst, og side 137-138). Bilag 18 er identisk med bilag 10.

Endvidere er det udokumenteret, at en eventuel værdi primo 1993 ikke også var til stede ultimo 2000 i form af aktiver, der ikke er medtaget i privatforbrugsberegningen, eller at værdien ikke blot er gået tabt i løbet af årene.

Uanset selskabets værdi, så kan værdien kun påvirke sagsøgernes privatforbrug, hvis der er sket skattepligtige udlodninger fra selskabet, hvorfor indsigelsen også af denne grund ikke kan føre til ,at det udøvede skøn kan tilsidesættes. Det bemærkes, at sagsøgerne ikke har gjort gældende, at det er salg af selskabsandele, der har finansieret deres privatforbrug.

4.2. Indkomst fra Bulgarien

Østre Landsret har med henvisning til det af byretten anførte (bilag 2, side 7-8) lagt til grund, at en del af sagsøgerens indtægter hidrører fra drift af virksomheden "H2" i Bulgarien (bilag 3, side 4, 1. afsnit, og side 5, 2. og sidste afsnit).

Østre Landsret har endvidere lagt skattemyndighedernes fordeling af de skønnede ikke selvangivne indtægter på henholdsvis indtægter fra virksomhedsdriften i Bulgarien og renteindtægter til grund (bilag 3, side 6, 1. afsnit, sidste pkt.).

Det bestrides, at det på baggrund af rapporten fra revisionsfirmaet BDO (bilag 14) er godtgjort, at sagsøgerne ikke har udeholdt indtægt fra "H2". Bilag 14 kan således ikke føre til en anden bevisvurdering end den, Østre Landsret foretog, først og fremmest fordi rapporten alene konkluderer, at sagsøgerne ikke har modtaget løn fra "H2", og at selskabet officielt var ejet af TK pr. 29. marts 2001. Disse oplysninger er ikke uoverensstemmende med de forhold, som skattemyndighederne og domstolene har lagt til grund.

Skattemyndighederne, og Østre Landsret har således på baggrund af et omfattende bevismateriale (bilag A, side 72-113 og 135-136) og vidneafhøringer lagt til grund, at sagsøgerne - uanset officielle registreringer og sagsøgerens forklaringer - drev virksomhed i Bulgarien gennem "H2" (Bilag C vedrørende A, side 45, og bilag C vedrørende B, side 43, bilag 2, side 78, samt bilag 3, side 4, 1. afsnit og side 5, 2. og sidste afsnit).

Hertil kommer, at rapporten fra revisionsfirmaet BDO (bilag 14) er udarbejdet på baggrund af sagsøgerens instruks til brug for sagsøgernes sag mod skattemyndighederne, og at revisoren har taget forbehold for indholdet af rapporten (bilag 14, side 2, 2. afsnit), idet der hverken er udført revision eller en nærmere gennemgang af selskabets forhold.

Sagsøgerne har ikke oplyst, hvorledes denne indsigelse skulle kunne påvirke de skønsmæssige forhøjelser, idet opgørelsen af forhøjelserne er foretaget ud fra sagsøgernes negative privatforbrug. Driften af virksomheden "H2" er således kunne en af forklaringerne på, hvor sagsøgernes indtægt må antages at hidrøre fra.

I forhold til kontoudtog af 13. oktober 1997 fra H3 ApS og sagsøgerens egen opgørelse over fortjenesten (bilag 22 og 23) bestrides dokumenternes bevisværdi i forhold til den skønsmæssige fordeling af sagsøgernes indtægter mellem kapitalindkomst og personlig indkomst. Bilag 23 understreger desuden sagsøgerens engagement i "H2".

4.3 Salg af jordstykke i Australien

Heller ikke sagsøgernes tredje indsigelse vedrørende salg af et jordstykke i Australien godtgøre, at skattemyndighedernes skøn er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Skrivelsen fra PJ med bilag (bilag 15, 15a og 15b) dokumenterer således hverken, at sagsøgeren har haft et beløb på ca. 900.000,- til rådighed, eller at beløbet er anvendt til privatforbrug. Det bemærkes, at bilag 24 er identisk med dele af bilag 15, 15a og 15b.

Det er udokumenteret, at salget af det omhandlede jordstykke medførte et provenu, endsige et provenu svarende til, at jordstykket var ubehæftet.

Selv hvis der måtte været et provenu, så var jordstykket ejet af en "trust" og ikke af A personligt. Det er udgangspunktet, at et eventuelt overskud ved salget er udbetalt til "beneficiaries" i "trusten" (bilag 15, side 4, 1. afsnit, jf. side 10).

Sagsøgerne har da heller ikke fremlagt dokumentation for, at et eventuelt salgsprovenu helt eller delvist har dækket en del af deres privatforbrug, herunder at et salgsprovenu er udbetalt eller overført til A. Der kan således ikke konstateres nogen indbetalinger af beløb svarende til salgssummen for jordstykket på As kontonr. ... i Unibank (bilag E) i tidsmæssig sammenhæng med salget pr. 24. januar 1995 (bilag 15, side 7).

Til støtte for de subsidiære påstanden om hjemvisning gøres det gældende, at sagerne, såfremt retten finder, at forhøjelserne skal fastsættes til et lavere beløb, og at retten ikke på det foreliggende grundlag selv kan fastsætte størrelsen, skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT med henblik på den størrelsesmæssige opgørelse heraf.

Parterne har under proceduren udddybet deres synspunkter.

Rettens begrundelse og afgørelse

Af de grunde, der er anført i Østre Landsrets ankedom af 2. maj 2007, har skattemyndighederne været berettiget til til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgernes skattepligtige indkomst for de i denne sag omhandlede indkomstår. Det påhviler herefter sagsøgerne at godtgøre, at skattemyndighedernes skøn er udøvet på et urigtigt grundlag eller på et eller flere punkter har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Ad salg af jord i Australien

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at sagsøgeren As tidligere ægtefælle arvede sin far, og arven blev placeret i en samtidig oprettet familiefond, H1 Family Trust. Sagsøgeren blev i oktober 1988 udpeget som ny administrator for fonden, men var efter vedtægterne ikke indsat som begunstiget til midler fra fonden. En af fonden i 1984 eller 1985 anskaffet grund blev solgt efter omkring 10 år for ca. 967.000 kr.

Retten finder det ikke godtgjort efter sagsøgeren As forklaring og den fremlagte korrespondance, at sagsøgeren i strid med fondens vedtægter fik udbetalt næsten 1 mio. kr. til fri rådighed. Der foreligger således ikke et yderligere aktiv, der kan få betydning for de skønsmæssige forhøjelser.

Ad indkomst fra Bulgarien

Sagsøgeren A har selv opgjort bruttofortjenesten fra salg af kontorartikler og kosmetikvarer fra virksomheden i Bulgarien for perioden 1995-2000 til 610.380 kr. Heraf skal dækkes alle driftsudgifterne, hvorfor det ifølge sagsøgerne har været umuligt for dem at oppebære nogen indtægter fra denne virksomhed.

Som fastslået i Østre Landsrets ankedom og Landsskatterettens afgørelser lægges det til grund, at sagsøgerne har drevet virksomheden i Bulgarien, men ikke selvangivet noget herfra. Af den af skattemyndighederne opgjorte negative indkomstdifference for årene 1993-2000 på 4.203.360 kr. henføres 1.450.000 kr. til overskuddet fra virksomheden i Bulgarien.

På den baggrund kan retten af de af sagsøgte anførte grunde tiltræde, at sagsøgerne ikke har dokumenteret, at deres indtægter fra Bulgarien skal ansættes til et mindre beløb end det, skattemyndighederne er nået frem til.

Ad to H1-selskaber

Sagsøgerne gør gældende, at "Liberiaselskabet", også benævnt "Pantebrevsselskabet", der efter As forklaring blev købt vistnok i 1988 og solgt igen i 1994 til den pågældendes svoger for 2.500.000 kr. repræsenterer et aktiv i form af en pantebrevsbeholdning på 2.000.000 kr., som ikke er medtaget i SKAT's formue- og privatforbrugsopgørelser. Det lægges til grund, at der ikke er udarbejdet regnskaber for selskabet. Der er heller ikke selvangivet indtægter fra selskabet. Under disse omstændigheder finder retten, at de fremlagte bankudskrifter m.v. ikke dokumenterer selskabets reelle økonomiske værdi, og dermed hvilket beløb, der skulle indgå i de af SKAT foretagne opgørelser. Herefter, og da retten kan tiltræde det sagsøgte i øvrigt anførte, kan dette forhold ikke føre til, at der skal ske ændringer i sagsøgernes skatteansættelser.

Efter det anførte, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens udfald skal sagsøgerne betale sagsomkostninger til sagsøgte. Efter sagens karakter og omfang, herunder de meget omfattende processkrifter og en hel dags hovedforhandling, findes sagsomkostningerne passende at kunne fastsættes til 75.000 kr. incl. moms, der skal dække sagsøgtes udgift til advokat bistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage efter denne doms afsigelse betaler sagsøgerne, A og B, i fællesskab sagsomkostninger til sagsøgte med 75.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter