Dato for udgivelse
16 Dec 2009 12:49
Dato for afsagt dom/kendelse
21 Oct 2009 11:16
SKM-nummer
SKM2009.776.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
B-2049-09
Dokument type
Kendelse
Emneord
Bilag, fremlæggelse, ensidige, sagkyndige, vurderinger
Resumé

Sagen drejer sig om at en ejendom var overdraget i sameje fra hovedaktionær mv. til flere af hovedaktionæren kontrollerede selskaber. Umiddelbart før overdragelsen blev der indhentet 2 ensidige indhentede vurderinger af ejendommen. Ejendommen overdrages herefter til den højeste vurderede pris.

SKAT anså den del af overdragelsesprisen der oversteg den offentlige ejendomsvurdering, for maskeret udlodning. De 2 indhentede erklæringer indgik i SKATs afgørelse.

Et syn og skøn skal således fremkomme med en vurdering af prisen for ejendommen i handel og vandel ved overdragelsen til uafhængig tredjemand.

I sagen om syn og skøn, kunne der ikke opnås enighed om hvorvidt de 2 indhentede erklæringer, kunne tillades fremlagt for syns- og skønsmanden.

Byretten gav SKAT medhold i at erklæringerne ikke skulle fremlægges, da vurderingerne dels var indhentede ensidigt, dels var indhentet indenfor det samme tidsrum, og dels at vurderingerne ikke kunne antages at være af betydning for syns -og skønsmandens besvarelse af skønstemaet.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse i henhold til byrettens grunde.

Afgørelsen viser at selv om ensidigt indhentede erklæringer indgår i SKATs afgørelse, kan de ikke nødvendigvis tillades fremlagt for skønsmanden, navnlig ikke i et tilfælde som det foreliggende, hvor vurderingerne drejede sig om samme vurdering som syn og skønnet skulle foretage.

Reference(r)
  
Henvisning

Processuelle regler 2009-2 H.3.5.1


Parter

A, H1 ApS og H2 Invest A/S

mod

SKAT

Afsagt af landsdommerne

Hans-Jørgen Nymark Beck, Bjerg Hansen og Nikolaj Aarø-Hansen

---------

Byrettens kendelse af 22. september 2009, BS 11-642/2009

Retten bemærkede, at det af det fremlagte fremgår, at der mellem parterne er enighed om, at LS kan udmeldes som skønsmand til at besvare rekvirentens reviderede skønstema af 29. juni 2009. Derimod har indstævnte protesteret imod, at der som begæret af rekvirenterne som bilag til skønsmanden vedlægges to vurderingerklæringer fra MN og DP.

Spørgsmålet har været genstand for ovennævnte skriftveksling.

Retten afsagde vedrørende dette spørgsmål følgende kendelse

Skønsmanden skal i forbindelse med skønsforretningen i denne sag besvare spørgsmål om vurderingen af den omhandlede ejendom, der består af 4 matrikelnumre, pr. 26. april 2004, jf. nærmere skønstemaets spørgsmål 4-8.

De erklæringer, der er afgivet den 24. marts 2004 af statsaut. ejendomsmægler og valuar MN og den 26. marts 2004 af statsaut. ejendomsmægler DP vedrører vurdering af ejendommen på det samme tidspunkt. De er endvidere ensidigt indhentet af rekvirenterne i forbindelse med salg af ejendommen.

Rekvirenterne har ikke nærmere angivet, hvilke faktuelle oplysninger fra erklæringerne der skulle være af betydning for skønsmandens besvarelse i denne sag, herunder i den forbindelse begrænset begæringen om udlevering til skønsmanden til at vedrøre sådanne oplysninger.

Under disse omstændigheder finder retten, at det ikke kan antages at være af betydning for skønsmandens mulighed for at besvare skønstemaet, at de to vurderinger udleveres til ham, hvorfor

b e s t e m m e s

Erklæringerne af 24. og 26. marts 2004 kan ikke udleveres til skønsmanden.

Retten besluttede at udsætte sagen, foreløbigt på udløb af kærefristen, idet syn og skøn vil blive udmeldt, når det er afklaret, om ovennævnte kendelse står ved magt.

----------

Vestre Landsrets kendelse af 21. oktober 2009, B-2049-09

Landsretten afsagde kendelse

Af de grunde, der er anført af byretten,

b e s t e m m e s

Byrettens kendelse stadfæstes.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter