Dato for udgivelse
16 Mar 2009 14:36
Dato for afsagt dom/kendelse
25 Feb 2009 11:40
SKM-nummer
SKM2009.184.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 1-1637/2007
Dokument type
Dom
Emneord
Museum, offentlige tilskud, fritagelse
Resumé

Statsligt støttede institutioners adgang til at opgøre tilskudsprocenten for de offentlige tilskud alene for de tilskudsberettigede aktiviteter i virksomheden i stedet for en opgørelse for de samlede aktiviteter.

H1 fik medhold i, at museet havde krav på tilbagebetaling af betalt lønsumsafgift for årene 2002 og 2003 på i alt ca. kr. 1,2 mio., selv om museet ikke i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for de pågældende regnskabsår havde givet ToldSkat meddelelse om, at museet ønskede at benytte sig af adgangen til at opgøre tilskudsprocenten for de statslige tilskud til museet alene for de tilskudsberettigede aktiviteter, jf. bestemmelsen herom i den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 1, stk. 3, 3. pkt.

Retten fandt, at reglen om meddelelsespligt alene var fastsat af kontrolhensyn, og at ToldSkats kontrolmuligheder ikke i den konkrete situation var blevet forringet, fordi H1 løbende havde ført interne regnskaber, der opfyldte kravene til førelse af et særskilt regnskab for de tilskudsberettigede aktiviteter, jf. den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 1, stk. 3, 2. pkt.

Retten fandt videre, at da det ikke udtrykkeligt af bekendtgørelsen fremgik, at undladelse af at give den i bekendtgørelsen nævnte meddelelse, bevirker et bortfald af retten til at opgøre tilskudsprocenten særskilt for de tilskudsberettigede aktiviteter, havde museet ikke fortabt adgangen til at opgøre tilskudsprocenten sektorvis. Som følge heraf havde H1 et tilbagebetalingskrav vedrørende for meget betalt afgift for 2002 og 2003, ligesom for 2004, for hvilket år museet havde opfyldt kravet om meddelelse til ToldSkat rettidigt.

Reference(r)

Lønsumsafgiftsbekendtgørelse § 1, stk. 2 (dagældende)
Lønsumsafgiftsbekendtgørelse § 1, stk. 3 (dagældende)
Lønsumsafgiftsloven § 2a, stk. 1, nr.  2 (dagældende)

Henvisning
Lønsumsafgiftsvejledningen 2009-1 B.3
Redaktionelle noter
Sagsøgers advokat er rettet fra advokat Astrid B. Rugaard, som det ved en fejl er oplyst fra byretten. Skal rettelig være advokat Tom Kári Kristjánsson.

Parter

H1
(Advokat Tom Kári Kristjánsson)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat David Auken)

Afsagt af byretsdommer

Torben Hvid

Under denne sag, der er anlagt 10. oktober 2007, har sagsøgeren, H1, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at tilbagebetale 646.218 kr. i lønsumsafgift for 2002 og 614.171 kr. i lønsumsafgift for 2003, i alt 1.260.389 kr.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder

Museets advokat har i et sammenfattende processkrift givet nedenstående sagsfremstilling. I det omfang den er citeret her, er der mellem parterne enighed om fremstillingen.

Sagsfremstilling

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, H1 (CVR-nr. ...), har krav på tilbagebetaling af den i 2002 og 2003 for meget indbetalte lønsumsafgift på henholdsvis 646.218 kr. og 614.171 kr.

Museet er en selvejende institution, der driver museumsvirksomhed i henhold til museumslovens bestemmelser om statsanerkendte museer. Som statsanerkendt museum modtager museet tilskud fra staten til drift af lønsumsafgiftspligtige museums- og formidlingsaktiviteter.

Endvidere driver museet ikke-tilskudsberettigede aktiviteter i form af museumsbutik, cafe og koncertarrangementer. Disse ikke-tilskudsberettigede aktiviteter er momspligtige.

Endelig driver museet en ikke-tilskudsberettiget momsfritaget aktivitet i form af H1 Klubben. Denne aktivitet er lønsumsafgiftspligtig.

Ifølge den dagældende lønsumsafgiftslovs § 2a, stk. 1, nr. 2, kunne skatteministeren fritage virksomheder, som overvejende finansieres af offentlig midler, fra lønsumsafgiftspligten.

Denne bemyndigelse var udnyttet i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, hvorefter institutioner, hvis driftsudgifter dækkes af offentlige tilskud med mindst 50 %, er fritaget for at betale afgift. Af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, følger det, at en institution, der driver både tilskudsberettigede og ikke-tilskudsberettigede aktiviteter, kan opdele sine aktiviteter ved beregningen af, om det offentlige tilskud dækker mere end 50 % af driftsudgifterne. Den del af aktiviteterne, der hovedsageligt dækkes af offentlige tilskud, er fritaget for lønsumsafgift.

H1 har betalt lønsumsafgift siden 1992, og siden 1. januar 1999 har H1 været berettiget til at opdele sine aktiviteter ved beregningen af tilskudsprocenten i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, jf. stk. 3. En sådan opdeling indebærer, at tilskudsprocenten for de tilskudsberettigede aktiviteter er højere end 50, og at museet derfor er fritaget for lønsumsafgift af disse aktiviteter.

H1 blev imidlertid ikke opmærksom på retten til at opgøre tilskudsprocenten på den angivne måde før i foråret 2005, og i marts 2005 anmodede museet derfor ToldSkat om tilbagebetaling af for meget indbetalt lønsumsafgift for 2004 (bilag A). H1 oplyste i denne forbindelse, at museet havde ført et sektorregnskab, som opfylder kravene i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 2. pkt., og på dette grundlag blev lønsumsafgift for 2004 på i alt 631.896 kr. tilbagebetalt til museet (bilag C).

Inden anmodningen om tilbagebetaling af lønsumsafgiften for 2004 var behandlet hos ToldSkat, havde museet i brev 14. april 2005 anmodet ToldSkat om tilbagebetaling også af for meget betalt lønsumsafgift for henholdsvis 2002 og 2003. Museet henviste til anmodningen vedrørende 2004 og oplyste, at museet i lighed med 2004 løbende havde ført et internt regnskab for institutionens forskellige aktiviteter.

I brev af 31. maj 2005 imødekomToldSkat anmodningen om tilbagebetaling for 2004. Samtidig, i brev af samme dato, fremsendte ToldSkat med en indstilling om afslag sagsfremstilling vedrørende anmodningen for årene 2002 og 2003 til udtalelse. I sin udtalelse i brev af 30. juni 2005 fremhævede museet bl.a., at det "gennem flere år og lang tid før 2002 har indrettet sit regnskab på en sådan måde, at det opfylder Regionens krav". Museet vedlagde som eksempel det interne regnskab for 2001.

I brev af 15. august 2005 nægtede ToldSkat tilbagebetaling af lønsumsafgift for 2002 og 2003. ToldSkat begrundede afslaget med, at museet ikke som krævet i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 3. pkt., havde givet skattemyndighederne meddelelse om at de ville benytte sig af adgangen til at sektoropdele regnskabet senest i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for det pågældende regnskabsår.

Lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 3. pkt., havde på daværende tidspunkt havde følgende ordlyd: "Institutioner, der ønsker at benytte sig af adgangen til at opgøre tilskudsprocenten alene for de tilskudsberettigede aktiviteter, skal give de statslige told- og skattemyndigheder meddelelse herom senest i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for det pågældende regnskabsår."

Museet indbragte afgørelsen for Landsskatteretten, der i en afgørelse af 10. juli 2007 stadfæstede SKATs afgørelse. Landsskatteretten anførte i sin begrundelse:

"...

Bestemmelsen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, kan anvendes sideløbende med fristreglerne i skatteforvaltningsloven. Anvendelsen eller ikke-anvendelsen af bestemmelsen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er ikke til hinder for genoptagelse efter skatteforvaltningsloven, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Genoptagelse i medfør af skatteforvaltningsloven efter udløbet af fristen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 3. pkt., indebærer imidlertid ikke mulighed for at opgøre tilskudsprocenten efter § 1, stk. 3, 1. pkt.. Der henvises tillige til Landsskatterettens kendelse offentliggjort i SKM2006.360.LSR. Da museet først den 14. april 2005 har givet meddelelse om, at museet ønskede at opgøre tilskudsprocenten alene for de tilskudsberettigede aktiviteter for 2002 og 2003, har museet ikke overholdt fristen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3. Som følge heraf er museet ikke berettiget til at opgøre tilskudsprocenten alene for de tilskudsberettigede aktiviteter, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

..."

Der er under retssagen fremlagt de relevante, interne regnskaber for 2002-2004.

Bevisførelsen

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af økonomichef NT.

NT har forklaret, at hun har været ansat på museet i knapt 25 år, og siden 1987 som økonomichef. Hun blev af en forbindelse i museumsverdenen gjort opmærksom på muligheden for ikke at betale lønsumsafgift. Hun drøftede det med museets revisor og sammen lavede de en opgørelse. Opgørelsen blev lavet på grundlag af allerede eksisterende regnskaber for de enkelte afdelinger i museet. Allerede hensynet til museets momsregnskab gjorde det nødvendigt, at lave regnskab for hver afdeling for sig, men sektoropdelingen var også nødvendig som et instrument til at styre økonomien. Foreholdt at det ikke fremgår af brevet til ToldSkat vedrørende tilbagebetalingen for 2004, at sektorregnskabet er vedlagt, har vidnet erklæret, at hun ikke husker om det var tilfældet. I 2006 hun undlod hun at afregne lønsumsafgift. Ved regnskabsaflæggelsen meddelte museet ToldSkat, at tilskuddet for museumssektoren udgjorde over 50%, men hun vedlagde ikke noget sektorregnskab. Det blev accepteret.

Parternes argumentation

Museets advokat har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori er anført

"...

Anbringender

H1 gør til støtte for den nedlagte påstand gældende, at fonden har krav på tilbagebetaling af de nævnte afgiftsbeløb med henvisning til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, jf. stk. 3, 1. pkt.,

...

De i sagen omhandlede tilbagebetalingsbeløb fremkommer ved, at H1 med henvisning til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, jf. stk. 3, 1. pkt., har opgjort tilskudsprocenten alene for de tilskudsberettigede aktiviteter.

Isoleret betragtet har H1 ud fra § 1, stk. 3, 1. pkt., en ubetinget ret til at foretage en sektoropgørelse, og dermed en ret til afgiftsfritagelse efter stk. 2, eftersom tilskudsprocenten ved en sådan sektoropgørelse er højere end 50.

Spørgsmålet er herefter, om § 1, stk. 3, 2. og 3. pkt., gør retten til sektorvis opgørelse efter 1. pkt. betinget af henholdsvis førelse af et regnskab og meddelelse til ToldSkat om sektoropgørelsen senest i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for det pågældende regnskabsår.

Dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 1, stk. 3, 2. pkt., har følgende ordlyd

"Institutionen skal i så fald føre et særskilt regnskab for de tilskudsberettigede aktiviteter, der kan danne grundlag for opgørelsen af tilskudsprocenten og kontrollen hermed."

H1 har i de omhandlede år ført særskilte regnskaber, der kan danne grundlag for opgørelsen af tilskudsprocenten og kontrollen hermed, jf. bilag 2 og 3. Hvis førelse af et sektorregnskab måtte være en betingelse for afgiftsfritagelse, således som Skatteministeriet hævder, er betingelsen således opfyldt.

De interne regnskaber for 2002 og 2003 er i øvrigt ført på præcist samme måde, som det interne regnskab for 2004 (bilag 4), der dannede grundlag for tilbagebetalingen af den for meget betalte lønsumsafgift for dette år.

Jeg bemærker i øvrigt, at det førte sektorregnskab først skal indsendes til SKAT, hvis ToldSkat anmoder herom. Regnskabet varetager dermed - som det også fremgår af ordlyden af 2. pkt. - alene et kontrolhensyn.

Dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 1, stk. 3, 3. pkt., har følgende ordlyd

"Institutioner, der ønsker at benytte sig af adgangen til at opgøre tilskudsprocenten alene for de tilskudsberettigede aktiviteter, skal give de statslige told- og skattemyndigheder meddelelse herom senest i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for det pågældende regnskabsår."

H1 gør gældende, at meddelelse til ToldSkat om sektorvis opgørelse af tilskudsprocenten ikke efter ordlyden af 1. pkt. er en betingelse for retten hertil eller for afgiftsfritagelsen, der følger af sektoropdelingen.

Bestemmelsen er formuleret som en ordensforskrift, og der er ikke grundlag for at indfortolke, at sektoropgørelse er betinget af, at ToldSkat gives meddelelse herom, således som ToldSkat har gjort i nærværende sag.

Det er væsentligt at bemærke, at H1 ikke forinden en sektoropgørelse og en angivelse af lønsumsafgiften på grundlag af sektoropgørelsen skal have tilladelse fra SKAT hertil eller give meddelelse til SKAT herom.

H1 skal ifølge § 1, stk. 3, 3. pkt., først give meddelelse på det i forhold til sektoropgørelsen tilfældige tidspunkt, hvor H1 aflægger regnskab.

Systemet i lønsumsafgiftsbekendtgørelsen indebærer således, at H1 kan - og i praksis også vil - foretage en sektorvis opgørelse og angive lønsumsafgiften på grundlag heraf inden SKAT gives meddelelse om dette.

Det forekommer åbenbart, at en sådan - efterfølgende - meddelelse til SKAT ikke udgør en betingelse for den allerede udøvede ret til sektoropdeling og dermed angivelsen af lønsumsafgiften på grundlag heraf.

Formålet med meddelelsen er alene at varetage et kontrolhensyn.

Det er også vigtigt at bemærke, at det ikke er selve meddelelsen til SKAT om den sektorvise opgørelse, der indebærer en udøvelse af retten til sektoropgørelse efter 1. pkt., og at meddelelsen således ikke indebærer et "tilvalg" af muligheden for en sektorvis opgørelse. Meddelelsen er ene og alene en orientering om, at institutionen har udøvet retten hertil, og denne metode er end ikke bindende for H1 inden for de ordinære genoptagelsesfrister.

At formålet med meddelelsen er at varetage kontrolhensyn, og at meddelelsen ikke er en betingelse for retten til sektorvis opgørelse, bekræftes af dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 10, ifølge hvilken en institution, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at give den i bekendtgørelsens § 1, stk. 3, 3. pkt., nævnte meddelelse, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter lønsumsafgiftsloven § 18, stk. 3. Sidstnævnte bestemmelse vedrører unddragelse af lønsumsafgift.

Et synspunkt om, at en institutions sektorvise opgørelse ingen retsvirkning har, hvis ikke den sektorvise opgørelse (efterfølgende) er meddelt til SKAT, er uforenelig med lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 10 og lønsumsafgiftslovens § 18, stk, 3, som hjemler strafansvar for den institution, der forsætligt eller groft uagtsomt har undladt at give meddelelse efter 3. pkt. om, at institutionen foretager den nævnte sektorvise opgørelse. Lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 10 forudsætter således, at en institution kan opgøre tilskudsprocenten sektorvis og angive lønsumsafgiften på grundlag heraf, uden at have givet meddelelse til SKAT herom. I så fald ifalder institutionen blot straf, hvis den fornødne tilregnelse er til stede.

Lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 10 gør udtømmende op med konsekvensen af undladelse af at give meddelelse efter 3. pkt.

Hvis konsekvensen af en undladt meddelelse var, at den allerede foretagne sektorvise opgørelse bortfaldt med tilbagevirkende kraft, og at lønsumsafgiftstilsvaret dermed skulle genoptages og efterreguleres, ville - og skulle - dette fremgå af lønsumsafgiftslovgivningen.

At meddelelse ikke er en betingelse for den sektorvise opgørelse bekræftes af, at de centrale afgiftsmyndigheder internt i SKAT har oplyst dette, jf. bilag E.

Tilsvarende bekræftes dette af, at en manglende meddelelse i forbindelse med regnskabsaflæggelsen ikke giver en institution "spekulationsmuligheder", eftersom det i alle tilfælde vil være en fordel for institutionen at være lønsumsafgiftsfritaget af de tilskudsberettigede aktiviteter.

H1s fortolkning af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 3. pkt., bekræftes også af en række bestemmelser i afgiftslovgivningen, herunder momslovens §§ 8, stk. 1, 3. pkt., 47 og 51, hvilke bestemmelser SKAT har måttet anerkende udgør ordensforskrifter, således at manglende iagttagelse af fristerne heri ikke berører den afgiftspligtiges rettigheder.

Tilsvarende bekræftes H1s fortolkning af momslovens § 38, stk. 3, ifølge hvilken SKAT "efter forudgående ansøgning" kan give tilladelse til sektoropdeling af en virksomhed i relation til den delvise momsfradragsret. I modsætning til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er en forudgående tilladelse nødvendig for, at en virksomhed kan foretage en sektoropdeling efter momslovens § 38, stk. 3, og en sektoropdeling har dermed kun retsvirkning, hvis SKAT forudgående har givet tilladelse hertil. Jeg bemærker i øvrigt, at SKAT ifølge praksis - efter omstændighederne - giver tilladelse til sektoropdeling efter momslovens § 38, stk. 3, med tilbagevirkende kraft.

Endelig bemærker jeg, at det må have formodningen imod sig, at lønsumsafgiftsbekendtgørelsen skulle afskære en institution fra muligheden for inden for de ordinære genoptagelsesfrister i lovgivningen at gøre brug af retten til sektoropdeling efter § 1, stk. 3, 1. pkt.

..."

Kammeradvokaten har for SKAT procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, der er sålydende:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at det er med rette, at SKAT har nægtet sagsøgeren tilbagebetaling af lønsumsafgift for årene 2002 og 2003, idet betingelserne for afgiftsfritagelse af sagsøgeren for disse år i medfør af § 1, stk. 2, jf. § 1, stk. 3, 1., 2. og 3. pkt., i den dagældende bekendtgørelse nr. 431 af 5. juni 1999 om lønsumsafgift ikke er opfyldt.

Ifølge lønsumsafgiftslovens § 2a, nr. 2, kan skatteministeren bestemme, at virksomheder, som overvejende finansieres af offentlige midler, kan fritages for at betale afgift. I medfør af denne bestemmelse er der i lønsumsafgiftslovens kapitel 1 (bekendtgørelsens § 1) fastsat nærmere bestemmelser om afgiftsfritagelse.

Bekendtgørelsens § 1, stk. 2 og 3, opstilller en række materielle betingelser for afgiftsfritagelse af visse tilskudsmodtagende institutioner.

Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 2, er institutioner, hvis driftsudgifter dækkes af offentlige tilskud med mindst 50 pct., fritaget for at betale lønsumsafgift.

Bekendtgørelsens § 1, stk. 3, 1. pkt., bestemmer, at hvis institutionen har forskellige aktiviteter, og der alene ydes offentlige tilskud til en eller flere af disse aktiviteter, kan institutionen vælge at opgøre tilskudsprocenten efter stk. 2 for den eller de tilskudsberettigede aktiviteter. Reglerne i bekendtgørelsens §1, stk. 3, om mulighed for sektoropdeling af en offentligt tilskudsmodtagende institutions virksomhed til brug for beregningen af tilskudsprocenten blev indført med virkning fra 1. januar 1999, jf. § 11, stk. 2, i bekendtgørelse 431/1999.

Bekendtgørelsens § 1, stk. 3, 2. og 3. pkt., opstiller to selvstændige, materielle betingelser for en institutions adgang til at benytte valgmuligheden efter § 1, stk. 3, 1. pkt. Ifølge § 1, stk. 3, 2. pkt. er det for det første et krav, at institutionen skal føre et særskilt regnskab for de tilskudsberettigede aktiviteter, der kan danne grundlag for opgørelsen af tilskudsprocenten og kontrollen hermed. For det andet bestemmer § 1, stk. 3, 3. pkt., at institutioner, der ønsker at benytte sig af adgangen til at opgøre tilskudsprocenten alene for de tilskudsberettigede aktiviteter, skal give de statslige told- og skattemyndigheder meddelelse herom senest i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for det pågældende regnskabsår.

Det er ubestridt, at sagsøgeren ikke på noget tidspunkt før henvendelsen til ToldSkat i marts 2005 har ført og aflagt et særskilt regnskab over for ToldSkat til brug for opgørelse af tilskudsprocenten i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 2. pkt. Det er uden betydning, at sagsøgeren angiveligt førte et internt regnskab, der ifølge sagsøgeren levede op til kravene i bekendtgørelsens § 1, stk. 3, 2. pkt. Et sådant regnskab er på intet tidspunkt forelagt ToldSkat.

Det er endvidere ubestridt, at sagsøgeren på intet tidspunkt før henvendelsen til ToldSkat i marts 2005 har givet meddelelse til ToldSkat i forbindelse med regnskabsaflæggelse i henhold til bekendtgørelsens § 1, stk. 3, 3. pkt. Sagsøgeren har således ikke rettidigt givet en sådan meddelelse for årene 2002 og 2003.

Allerede af disse grunde opfylder sagsøgeren ikke betingelserne efter lønsumsafgiftsloven for afgiftsfritagelse for årene 2002 og 2003.

Skatteforvaltningslovens almindelige genoptagelsesregler (indtil 1. november 2005 skattestyrelseslovens § 35 B, nu skatteforvaltningslovens § 31, om ordinær fastsættelse af afgiftstilsvar) er ikke relevante i denne sammenhæng. Det er således uden betydning, at sagsøgerens anmodning over for ToldSkat blev fremsat inden udløbet af genoptagelsesfristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 35 B, stk. 2. Reglerne i § 1, stk. 2 og 3, i den i medfør af lønsumsafgiftslovens § 2a, nr. 2, udstedte bekendtgørelse om lønsumsafgift regulerer således udtømmende og særligt de materielle betingelser for afgiftsfritagelse af institutioner, der modtager offentlige tilskud.

Skattestyrelseslovens (nu skatteforvaltningslovens) genoptagelsesregler giver ikke hjemmel til, at sagsøgeren er berettiget til at vælge en anden metode for opgørelsen af tilskudsprocenten efter lønsumsafgiftsloven med flere års tilbagevirkende kraft i strid med regelsættet i lønsumsafgiftsloven, og med heraf følgende ret til fritagelse for lønsumsafgift med tilbagevirkende kraft.

Såfremt lønsumsafgiftslovens og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens materielle betingelser for afgiftsfritagelse - herunder kravene om tilskuddenes dækning af mindst 50 procent af driftsudgifterne, om førelse af et særskilt regnskab, samt om rettidig meddelelse til de statslige told- og skattemyndigheder om institutionens valg med hensyn til opgørelsen af tilskudsprocenten - ikke alle er opfyldt, er der ikke hjemmel til afgiftsfritagelse efter loven.

Fristreglen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 3, pkt., giver kun mulighed for opnåelse af afgiftsfritagelse med virkning fra det umiddelbart foregående regnskabsår, hvis meddelelsen gives senest samtidig med regnskabsaflæggelsen for det pågældende år i det næstfølgende år. Derfor har ToldSkat imødekommet anmodningen om opgørelse af tilskudsprocenten i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, for så vidt angår 2004, der kort tid forinden var afsluttet (regnskab aflagt den 20. april 2005, jf. bilag L), da sagsøgeren fremsatte sin anmodning i marts 2005. Det er derimod efter loven ikke muligt for en institution at vælge en anden opgørelsesmetode med tilbagevirkende kraft til tidligere regnskabsår.

Intet af det, som sagsøgeren i øvrigt anførte for Landsskatteretten, kan føre til noget andet resultat. Reglerne i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, havde været i kraft i mere end seks år, da sagsøgeren i foråret 2005 rettede henvendelse til ToldSkat med ønsket om en ændret metode for opgørelsen af tilskudsprocenten. Regelsættet har endvidere været offentligt bekendtgjort i ToldSkats årlige lønsumsafgiftsvejledning fra og med 2001-vejledningen fra januar 2002, jf. vejledningens pkt. B.3.2. Sagsøgerens ukendskab til reglerne i lønsumsafgiftslovgivningen er ene og alene sagsøgerens egen risiko.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Adgangen til at opgøre tilskudsprocenten alene for den tilskudsberettigede del af museets drift forudsætter ikke nogen tilladelse, men blot en efterfølgende, ensidig tilkendegivelse af, at adgangen er udnyttet. Bestemmelsen om at dette skal ske senest i forbindelse med regnskabsaflæggelsen, tjener på denne baggrund alene et kontrolhensyn. Idet retten efter bevisførelsen lægger til grund, at museet løbende har ført interne regnskaber, der opfylder kravene til særskilt regnskab efter lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, findes skattemyndighedernes kontrolmuligheder ikke at være forringet ved, at museet, i en situation hvor lønsumsafgiften er afregnet, efter regnskabsaflæggelsen meddeler, at det ønsker at udnytte adgangen til sektorvis opgørelse af tilskudsprocenten. Under disse omstændigheder og da det ikke udtrykkeligt af bekendtgørelsen fremgår, at undladelse af at give den nævnte meddelse bevirker bortfald af den iøvrigt ubetingede ret, har museet ikke fortabt adgangen til at til at opgøre tilskudsprocenten særskilt for den tilskudsberettigede del af museets aktiviteter.

Det har ikke under sagen været genstand for tvist, om museet i øvrigt opfyldte betingelserne for at være undtaget for afgiftspligt eller at størrelsen af den afgift, museet kunne have undladt at indbetale, svarer de påstævnte beløb. Der afsiges derfor dom i overensstemmelse med museets påstand.

Skatteministeriet har tabt sagen og skal derfor erstatte de udgifter, som sagen har påført museet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. Der er ikke oplyst andre udgifter, end retsafgiften og udgiften til advokat. Der er betalt retsafgift med 4.000 kr. Udgiften til advokat fastsættes i medfør af retsplejelovens § 316, stk. 1 til 90.000 kr. Det bemærkes at sagsøgte har oplyst at være "delvist momsregistreret".

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal inden 14 dage til H1 betale 1.260.389,00 kr., samt i sagsomkostninger 90.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter