Dato for udgivelse
19 Aug 2008 10:20
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Feb 2008 15:22
SKM-nummer
SKM2008.672.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
07-03291
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift + Ejendomsvurdering + Inddrivelse + Moms og lønsumsafgift + Skat + Told
Overemner-emner
Om kommunikation og information samt kampagner
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, medholdsvurdering
Resumé

En skatteyder fik i forbindelse med indgåelse af et forlig med Skatteministeriet i en for landsretten verserende skattesag af landsretten tillagt sagsomkostninger. Skatteyderen ansås imidlertid ikke ved det indgåede forlig at have fået medhold i sagen i overvejende grad og var derfor alene berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 %.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1


Klagen skyldes, at SKAT ikke fuldt ud har imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sag ved Østre Landsret, idet klageren er anset for ikke at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren indbragte en kendelse fra Landsskatteretten for Østre Landsret ved stævning af 24. maj 2006 mod Skatteministeriet.

Fra sagsøgerens side blev der principalt nedlagt påstand om, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 skulle nedsættes med 1.304.446 kr. Subsidiært blev der nedlagt påstand om, at indkomsten skulle nedsættes med 840.000 kr., og mere subsidiært med 464.446 kr. Den mest subsidiære påstand var, at sagen skulle hjemvises til ligningsmyndighederne.

Sagen var opstået på baggrund af, at kurator i konkursboet efter et af klageren ejet selskab i henhold til en regresforpligtelse havde opkrævet et beløb på 1 mio. kr. hos klageren. Opkrævningen skete til dækning af et beløb på 1.464.446 kr., der var opkrævet hos selskabet i anledning af en realiseret sikkerhedsstillelse. Klageren havde i sin indkomstopgørelse for indkomståret 1999 foretaget fradrag for 840.000 kr. som tab på regresforpligtelse. Beløbet var opgjort som 1 mio. kr. fratrukket et beløb på 160.000 kr., som klageren tidligere havde foretaget fradrag for. Skattemyndighederne havde nægtet fradrag for beløbet på 840.000 kr. og havde endvidere anset klageren for skattepligtig af den ikke opkrævede del af regresforpligtelsen, 464.446 kr., idet dette beløb blev anset for en skattepligtig gældseftergivelse. Ved Landsskatterettens kendelse af 3. marts 2006 blev skattemyndighedernes afgørelse stadfæstet.

Af udskrift af Østre Landsrets retsbog af 10. september 2007 fremgår, at der blev indgået forlig, således at Skatteministeriet anerkendte, at sagsøgeren ikke skulle beskattes af en gældseftergivelse på 464.446 kr. Sagsøgeren anerkendte til gengæld, at det var med rette, at han ikke havde fået godkendt fradrag for tab på 840.000 kr.

Ved forliget blev det overladt til landsretten at træffe afgørelse vedrørende sagsomkostningerne.

Kammeradvokaten anførte i sit indlæg over for landsretten, at det alt taget i betragtning forekom mest rimeligt, at sagens omkostninger ophævedes. På den ene side blev sagsøgerens skattepligtige indkomst nedsat i forhold til Landsskatterettens kendelse, hvorfor det havde været velbegrundet at indbringe kendelsen for domstolene. På den anden side havde sagsøgeren kun fået medhold i det ene af de to hovedtemaer i sagen, og rent økonomisk var der kun tale om en nedsættelse på ca. 1/3 af det beløb, der var nedlagt principal påstand om.

Klagerens advokat anmodede i sit indlæg til landsretten om, at der blev tillagt sagsøgeren sagsomkostninger, henset til at sagsøgerens skattepligtige indkomst blev nedsat i forhold til Landsskatterettens kendelse. Det havde dermed været velbegrundet at indbringe kendelsen for domstolene.

Retten bestemte, at Skatteministeriet skulle betale 17.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgeren. Retten angav, at sagsøgerens udgift til retsafgift på 2.000 kr. dækkedes af beløbet.

Klagerens repræsentant har på klagerens vegne ansøgt om omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med sagen for landsretten. Der er ansøgt om omkostningsgodtgørelse på i alt 62.558,00 kr., ekskl. moms.

Beløbet er opgjort således:

Faktura af 31. maj 2006, ekskl. moms

41.200,00 kr.

Retsafgift

2.000,00 kr.

Faktura af 17. november 2006, ekskl. moms

22.600,00 kr.

Faktura af 14. september 2007, ekskl. moms

13.758,00 kr.

Tilkendte sagsomkostninger

- 17.000,00 kr.

I alt, ekskl. moms

62.558,00 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har alene godkendt omkostningsgodtgørelse med 31.279,00 kr., svarende til 50 % af beløbet på 62.558,00 kr.

Udgangspunktet for medholdsvurderingen er sagens beløbsmæssige genstand, og udfaldet af sagen skal sættes i forhold til den skattepligtiges påstand ved den pågældende instans. Der henvises til vejledningen om Processuelle regler på SKATs område, afsnit K.5.1.

Ud fra en samlet vurdering har klageren ikke fået medhold i overvejende grad i sagen. Det fremgår af stævningen, at der principalt var nedlagt påstand om, at klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 skulle nedsættes med 1.304.446 kr. Ved forliget fik klageren medhold i en nedsættelse på 464.446 kr. De øvrige forhold i sagen kan ikke medføre, at klageren kan anses for at have fået overvejende medhold i sagen.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at omkostningsgodtgørelse godkendes med 100 %. Klageren må anses for at have fået medhold i sagen i væsentligt omfang.

Af retsplejelovens § 312, stk. 1, fremgår, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet.

Ved indgåelsen af det pågældende forlig blev det overladt til landsretten at træffe afgørelse vedrørende sagsomkostningerne. I det konkrete tilfælde har landsretten fundet, at Skatteministeriet skal anses for at være den tabende part, idet retten har bestemt, at Skatteministeriet i sagsomkostninger skulle betale 17.000 kr. til klageren. Når landsretten har fundet, at klageren således er den vindende part i relation til retsplejelovens § 312, stk. 1, må klageren tilsvarende anses for at have fået medhold i sagen i overvejende grad i relation til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Dette gælder specielt, når det i bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002) om fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor der opnås medhold i overvejende grad, er betonet, at der ikke alene skal ses på sagsgenstandens beløbsmæssige værdi. Hertil kommer, at ministeren under udvalgsbehandlingen (L 54 - bilag 26) udtalte, at i de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt den skattepligtige har fået medhold i overvejende grad eller ikke, skal SKAT lade tvivlen komme den skattepligtige til gode.

Der er ikke støtte for at anlægge en praksis, hvor den skattepligtige på den ene side anses for at være den vindende part i relation til en retssag, og på den anden side ikke anses for at have fået medhold i sagen i relation til spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse.

SKATs udtalelse

SKAT har i anledning af klagen over for Landsskatteretten supplerende udtalt, at for at få omkostningsgodtgørelse med 100 % er det ikke tilstrækkeligt, at der ved en appel er opnået en forandring af den appellerede afgørelse. Det er en betingelse, at der er givet medhold i overvejende grad.

Vedrørende retsplejelovens § 312, stk. 1, som klagerens repræsentant har henvist til, bemærkes, at det fremgår af retsplejelovens § 312, stk. 2, at retten dog kan bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Endvidere fremgår af stk. 5, at den part, der ved appel ikke opnår nogen forandring af den appellerede afgørelse, betragtes med hensyn til sagsomkostninger som tabende.

Klageren har alene fået medhold i den mere subsidiære påstand om, at hans skattepligtige indkomst skulle nedsættes med 464.446 kr. Klageren kan dermed ikke anses for at have fået medhold i overvejende grad i sagen.

Advokatens bemærkninger til SKATs udtalelse

En skattepligtig kan naturligvis godt have fået medhold i en sag i overvejende grad, selvom han har fået medhold i en mere subsidiær påstand. Det afgørende er, hvad han har fået medhold i.

Klagerens principielle standpunkt er, at tilkendelse af sagsomkostninger efter retsplejelovens § 312, stk. 1, indebærer, at den skattepligtige er den vindende part i sagen, hvilket medfører, at den skattepligtige derved også bør anses for at have fået medhold i overvejende grad i sagen. SKAT har ikke forholdt sig til dette standpunkt.

Retsplejelovens § 312, stk. 2 og 5, har ingen betydning for sagen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, fremgår:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er en direkte videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1. Denne bestemmelse fik sin nuværende formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 (fremsat ved lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002), hvor blandt andet bestemmelsens 2. pkt. om godtgørelse på 100 % blev indført.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår blandt andet:

"Ved en samlet vurdering af sagen sættes udfaldet af de punkter, der er blevet behandlet, i relation til de punkter, som har været fremme ved sagens start ved hver instans. Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser.

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.

Der kan ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte- eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt.

I vurderingen kan bl.a. indgå

- sagsgenstandens beløbsmæssige værdi

- på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller ved domstolene sagen er afgjort

- sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige eller for retstilstanden på området i øvrigt

- udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt

(punktets tyngde)"

Ministeren udtalte under udvalgsbehandlingen (L 54 - bilag 8), at domstolene ved lovforslaget i modsætning til de administrative klageinstanser ikke blev pålagt at afgive en udtalelse om medholdsgraden, og at medholdsvurderingen vedrørende en domstolssag skal foretages af den told- og skatteregion, der behandler ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.

Ministeren udtalte videre, at sagens beløbsmæssige genstand formentlig i praksis vil blive tillagt stor vægt ved medholdsvurderingen, men at der forekommer sager, hvor den beløbsmæssige værdi enten ikke kan opgøres eller kun kan opgøres med meget store vanskeligheder.

Forarbejderne må forstås således, at det ved vedtagelsen af lovforslaget var forudsat, at udgangspunktet for medholdsvurderingen vil være sagsgenstandens beløbsmæssige betydning for den skattepligtige, men at udgangspunktet dog fraviges, hvis andre forhold i sagen tilsiger det.

Østre Landsret har ved dom af 12. august 2005, offentliggjort i SKM2005.358.ØLR, fastslået, at vurderingen af, om en skattepligtig har vundet en sag fuldt ud eller i overvejende grad, skal foretages instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige har nedlagt for den pågældende instans.

Ud fra en beløbsmæssig betragtning anses en skattepligtig efter praksis for at have fået medhold i overvejende grad i en sag, såfremt der er opnået medhold med over 50 %. Der henvises blandt andet til Landsskatterettens kendelse af 30. november 2006, offentliggjort i SKM2007.94.LSR.

I den foreliggende sag kan ingen af de to punkter, der vedrører samme regresforpligtelse, anses for at have været af større betydning for klageren eller for at have større generel betydning for retstilstanden på området end det andet. Endvidere har ingen af punkterne betydning for klageren for andre indkomstår.

Der er derfor ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at vurderingen af medholdsgraden skal foretages ud fra sagsgenstandens beløbsmæssige betydning for klageren.

Ud fra en beløbsmæssig betragtning har klageren alene fået medhold i en nedsættelse af sin skattepligtige indkomst med 464.446 kr. i forhold til den nedlagte principale påstand om nedsættelse med 1.304.446 kr., svarende til en medholdsprocent på ca. 36 %.

Således som bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, efter en naturlig sproglig forståelse må forstås, kan klageren ikke ved dette udfald af sagen anses for at have fået medhold i sagen i overvejende grad.

Det er derfor med rette, at SKAT alene har godkendt omkostningsgodtgørelse med 50 % af de ansøgte beløb, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter