Dato for udgivelse
25 Mar 2008 11:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20. juni 2006
SKM-nummer
SKM2008.250.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-063808
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten + Transfer pricing
Emneord
Armslængderente
Resumé

Skatterådet tiltræder, at en rente på 4,34% ikke er i overensstemmelse med armslængdeprincippet i den konkrete sag, jf. ligningslovens § 2.

Hjemmel
SR.8.3.9.
Reference(r)
Ligningsloven § 2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-1 S.I.1.3.2

Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at en fast renteprocent på 4,34 ved B A/S' udlån af 650 mio. kr. til A A/S er i overensstemmelse med armslængderenten, jf. ligningslovens § 2?

Svar

Nej, se dog sagsfremstilling.

Beskrivelse af de faktiske forhold

B A/S er et 100% ejet datterselskab af A A/S. B A/S har på grund af nærmere oplyste forhold, opnået en betydelig likviditet, der ønskes anvendt til igangsætning af andre aktiviteter i koncernen.

Derfor påtænkes at etablere et 5 årigt stående lån fra B A/S til A A/S på 650 mio. kr.

Banken har skriftligt tilkendegivet, at denne vil kunne tilbyde et 5 årigt stående lån på 650 mio. kr. til en fast rente på 4,34 %. Banken har endvidere oplyst, at lånet vil kunne blive tilbudt uden krav om sikkerhedsstillelse. Forespørgslen om lån er dog ikke kreditmæssigt behandlet i banken.

I henhold til årsrapporten har A en egenkapitalandel på 82,3%.

Det er oplyst, at koncernen fremadrettet forventer en stabil indtjening, idet kunderne traditionelt er loyale overfor denne type virksomhed.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

For at sikre at forrentningen af udlånet sker på markedsvilkår er der indhentet lånetilbud fra koncernens bankforbindelse. Banken vil kunne tilbyde et 5 årigt stående lån på 650 mio. kr. til en fast rente på 4,34 %.

Det er rådgivers vurdering, at rentesatsen på 4,34% uden samtidig sikkerhedsstillelse, er baseret på koncernens soliditet og indtjeningsmuligheder. Koncernen er velkonsolideret med en egenkapitalandel på 82,3% i henhold til årsrapporten.

Der forventes en fortsat stabil indtjening i koncernen.

Rådgiver står uforstående overfor, at SKAT (Kontor for International Selskabsbeskatning) indstiller til, at der svares benægtende til, at en fast renteprocent på 4,34 ved B A/S' udlån af 650 mio. kr. til A A/S er i overensstemmelse med armslængderenten, jf. LL § 2.

Dette er begrundet i, at Kontoret for International Selskabsbeskatning vurderer, at en rentesats på 4,6% er i overensstemmelse med armslængderenten, hvilket er en minimal forskel i forhold til renteprocenten på 4,34, fastsat på basis af en skriftlig tilkendegivelse fra banken, som professionel aktør i markedet. Rådgiver stiller sig uforstående overfor, at den minimale regulering er afgørende for om renten er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet, når der henses til, at der i fastsættelsen af renten på 4,6% indgår et skønsmæssigt tillæg på 1%.

Det er herefter rådgivers opfattelse, at en fast renteprocent på 4,34 ved B A/S' udlån af 650 mio. kr. til A A/S er i overensstemmelse med armslængderenten, jf. LL § 2.

SKATs indstilling og begrundelse

Efter Ligningslovens § 2 skal interesseforbundne parter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.

Kontoret for International Selskabsbeskatning har fremlagt oplysninger om forrentning af et sikkert lån baseret på obligationer: f. eks. Danske Stat 6%, ink, stående lån 2011, eff. rente 3,66 pct. og Danske Stat 4%, ink, stående lån 2010, eff. rente 3,60 pct.

Kontoret for International Selskabsbeskatning oplyser, at renten afspejler bl.a. risikoen, og at renten derfor er højere jo større risikoen er. Således vil et lån uden sikkerhedsstillelse, som i den foreliggende sag, normalt indebære en højere rente end et lån med sikkerhedsstillelse. Værdien af sikkerheden vil variere afhængig af virksomhedens soliditet og lånets øvrige vilkår.

Den af forespørger angivne rente på 4,34 % er ca. 0,7% højere end renten på et tilsvarende lån baseret på statsobligationer.

Kontoret for International Selskabsbeskatning har endvidere fremsat følgende udtalelse:

"Forskellen i risiko - en statsobligation er forbundet med en lavere risiko end lånet i den foreliggende sag - betyder dog, at en armslængderente alt andet lige vil være højere end 3,6 - 3,66%. Henset til dette forhold, samt til de forventede omkostninger ved sikkerhedsstillelse i form af en ekstern garantistillelse (eksempelvis en bankgaranti), er det efter en konkret vurdering Kontoret for International Selskabsbeskatnings opfattelse, at en rentesats på 4,6%, svarende til obligationsrenten med et skønsmæssigt tillæg på 1% til dækning af risici, administrationsomkostninger og fortjeneste vil være i overensstemmelse med armslængderenten, jf. LL § 2. Det bemærkes i den forbindelse, at det er forudsat, at der foreligger forretningsmæssige grunde til, at låntager ikke har stillet sikkerhed i form af pantsætning af egne aktiver, eller at omkostningerne hertil i givet fald ikke ville have afveget væsentligt fra 1,0%.

Det er endvidere forudsat, at justeringer for de forhold, der i øvrigt har betydning for fastsættelse af armslængderenten - herunder forfaldstidspunkter, tidspunkt for rentetilskrivninger, fri adgang for tilbagebetaling før låneudløb, konsekvenser i tilfælde af misligholdelse m.v. - i den konkrete sag kan indeholdes i den skønsmæssigt fastsatte rentesats.

På baggrund af en konkret vurdering, er det derfor Kontoret for International Selskabsbeskatnings opfattelse, at en fast rentesats på 4,6% ved B A/S' udlån af 650 mio. kr. til A A/S er i overensstemmelse med armslængderenten, jf. LL § 2."

SKAT indstiller således, at spørgsmålet besvares med "nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs afgørelse og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter