Dato for udgivelse
25 Jan 2008 12:35
SKM-nummer
SKM2008.71.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
07-178797
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Afgift + Skat
Overemner-emner
Forældelse
Emneord
Formueretlig forældelse, fristberegning, tilbagesøgningskrav
Resumé

Med den nye forældelseslov, der trådte i kraft d. 1. januar 2008, ændres de  formueretlige forældelsesfrister på 5 år og 20 år til henholdsvis 3 år og 10 år. Det får bl.a. betydning, når en borger anmoder om genoptagelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26, 27, 31 og 32.

Med de nye frister i forældelsesloven vil der fra og med 1. januar 2008 oftere opstå situationer, hvor de formueretlige forældelsesfrister i praksis kan være til hinder for at imødekomme en anmodning om genoptagelse, der kan medføre, at en borger har et krav på tilbagebetaling af tidligere indbetalte beløb til SKAT. Det har derfor betydning at præcisere begyndelsestidspunktet for de formueretlige forældelsesfrister i forhold til en borgers tilbagesøgningskrav.  
Reference(r)
Lov om forældelse af fordringer nr. 522 af 6. juni 2007 (forældelsesloven) § 2
Henvisning
Vejledning om processuelle regler på SKATs område 2008-1 G.1.1.1
Henvisning
Vejledning om processuelle regler på SKATs område 2008-1 N.1

Baggrunden for denne meddelelse.

Forældelse af en skattepligtigs eventuelle krav på tilbagebetaling af skatter, afgifter og told er ligesom myndighedernes krav på betaling af skatter og afgifter betinget af

- at fristreglerne i skatteforvaltningsloven, henholdsvis Toldkodeksen, tillader en ansættelsesændring

- at det af ansættelsen afledte krav ikke er forældet efter de formueretlige forældelsesregler, jf. 3 og 10 års fristerne i forældelsesloven, lov nr. 522 af 6. juni 2007, der er trådt i kraft d. 1. jan. 2008.

Den 1. januar 2008 er de hidtidige formueretlige forældelsesregler ophævet, dvs. 1908-lovens 5 års frist og Danske Lovs 20 års frist. Disse bestemmelser har kun haft ringe betydning for en skattepligtigs tilbagesøgningskrav.

For anmodninger om genoptagelse inden udløbet af den ordinære ansættelsesfrist er årsagen hertil, at den ordinære ansættelsesfrist har været væsentlig kortere end 1908-lovens 5 års frist.

For anmodninger om ekstraordinær genoptagelse har der typisk være tale om, at 1908-lovens 5 års frist har været suspenderet, eller at det afledte tilbagesøgningskrav har været omfattet af 20 års fristen.

Med de nye 3 og 10 års frister i forældelsesloven vil der fra og med 1. januar 2008 oftere opstå situationer, hvor de formueretlige forældelsesfrister i praksis kan være til hinder for de skattepligtiges tilbagesøgningskrav. Det vil derfor fra 1. januar 2008 have fornyet betydning at fastslå begyndelsestidspunktet for de formueretlige forældelsesfrister i forhold til de skattepligtiges tilbagesøgningskrav.

Beregning af de formueretlige forældelsesfrister for tilbagesøgningskrav.

Både 3 års og 10 års fristen i den nye forældelseslov løber fra kravets forfaldstidspunkt, dvs. det tidligste tidspunkt, hvor kravet kan kræves betalt, jf. forældelseslovens § 2. I den forbindelse bemærkes, at efter grundlæggende obligationsretlige principper stiftes et krav på tilbagebetaling fra SKAT først på det tidspunkt, hvor det tilbagesøgte beløb er indbetalt til SKAT. Dette tidspunkt vil som udgangspunkt også være tilbagesøgningskravets forfaldstidspunkt, idet det dog er en yderligere forudsætning herfor, at tilbagesøgningskravet har kunnet opgøres endeligt.

For løbende indbetalinger af foreløbig skat foretages der en endelig opgørelse af skattekravet i forbindelse med udsendelsen af årsopgørelsen for det pågældende indkomstår. Og der er adgang til udbetaling af eventuel overskydende skat til og med d. 1. oktober i det efterfølgende år, jf. kildeskattelovens § 62, stk. 3. Som følge heraf vil 1. oktober i det efterfølgende år være forfaldstidspunkt for tilbagesøgning af oprindelig indbetalt personskat. For så vidt angår selskabsskat er det tilsvarende tidspunkt nærmere reguleret i selskabsskattelovens § 29 B, stk. 5.

Ved tilbagesøgning af skat, der er indbetalt som konsekvens af senere ansættelsesændringer, vil forfaldstidspunktet for det modsvarende tilbagesøgningskrav efter ovennævnte obligationsretlige principper være det tidspunkt,  hvor det tilbagesøgte krav er indbetalt til SKAT. Se mere om de formueretlige forældelsesreglers betydning for ansættelsesfristerne i afsnit N.1 i Vejledning om processuelle regler på SKATs område. 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter