Dato for udgivelse
23 Jan 2008 13:19
SKM-nummer
SKM2008.60.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
07-145607
Dokument type
SKAT-meddelelse
Emneord
Genoptagelse, ændring af praksis, selskaber, renteberegning
Resumé
SKAT har ændret fortolkning af beregning af rente efter selskabsskattelovens § 30, stk. 5 i de tilfælde, hvor et selskab eller forening m.v. har fået ændret skatteansættelsen som følge af, at SKAT har foretaget en nedsættelse, hvorefter selskaberne har fået tilbagebetalt overskydende skat. SKAT har hidtidig beregnet rente pr. påbegyndt måned frem til nedsættelsen. SKAT har ændret fortolkning således, at renten skal beregnes pr. påbegyndt måned frem til udbetalingen.  
Reference(r)
Selskabsskatteloven § 30, stk. 5
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-1 S.E.4.11
Redaktionelle noter
Ophævet pr. 31. juli 2008

1. Af selskabsskattelovens § 30, stk. 5 følger, at såfremt en nedsat skatteansættelse medfører, at en tidligere beregnet restskat nedsættes eller bortfalder, tilbagebetales beløbet og tillæg efter § 29 B, stk. 4, senest den 20. i den måned, der følger efter nedsættelsen. Medfører en nedsat skatteansættelse, at der fremkommer overskydende skat eller yderligere overskydende skat, tilbagebetales beløbet med godtgørelse efter § 29 B, stk. 5, senest den 20. i den måned, der følger efter nedsættelsen. Endvidere tilkommer der en rente i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv.

2. SKAT har hidtidig efter selskabsskattelovens § 30, stk. 5 beregnet rente pr. påbegyndt måned frem til nedsættelsen i de tilfælde, hvor et selskab eller forening m.v. har fået ændret skatteansættelsen som følge af, at SKAT har foretaget en nedsættelse, hvorefter selskaberne har fået tilbagebetalt overskydende skat.

3. SKAT har i november 2007 vurderet, at der ikke er hjemmel til denne fortolkning og beregning af renten skal beregnes pr. påbegyndt måned frem til udbetalingen.

4. Skattepligtige, hvor SKAT har foretaget en nedsættelse af skatteansættelse, hvorefter selskabet eller foreningen m.v. har fået tilbagebetalt overskydende skat og fået beregnet rente pr. påbegyndt måned frem til nedsættelsen og ikke frem til udbetalingen, kan søge genoptagelse af deres skatteansættelse.

5. Der kan ske genoptagelse af renteberegningen af skatteansættelser efter de ordinære regler i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 6.

6. Hvis fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til dagældende formulering af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse af renteberegningen på skatteansættelsen fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelse af praksis. For selskaber m.v. med indkomstår svarende til kalenderåret kan der således ske genoptagelse fra og med 2002.

7. Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, fremsættes senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i § 26.

Fristen regnes fra offentliggørelsen af denne SKAT-meddelelse på SKATs hjemmeside.                    

8. Genoptagelse kan ske efter anmodning fra en skattepligtig. Anmodning indgives til SKAT (et skattecenters opkrævningsmyndighed), jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3. Hvis et skattecenter umiddelbart har kendskab til sager, der ikke er afgjort i overensstemmelse hermed, skal skattecentret af egen drift iværksætte genoptagelse af sagen.

9. Denne SKAT-meddelelse bortfalder den 31. juli 2008.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter