Dato for udgivelse
08 Nov 2006 13:12
Dato for afsagt dom/kendelse
25 Oct 2006 13:55
SKM-nummer
SKM2006.669.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1826-1416
Dokument type
Kendelse
Emneord
Befordring, fradrag, rute, afstand, tidsforbrug
Resumé

Befordringsfradrag mellem hjem og arbejdsplads blev ud fra en konkret vurdering af trafikforholdene beregnet på grundlag af den af skatteyderen valgte rute, uanset at denne ikke var den korteste eller hurtigste rute.

Reference(r)

Ligningsloven § 9 C


Klagen vedrører ansættelsen af befordringsfradrag for indkomståret 2003, idet skattemyndighederne ikke har godkendt den af klageren anvendte transportvej.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnets afgørelse:

Befordringsfradrag, selvangivet 19.344 kr., godkendt med

14.976 kr.

Landsskatteretten ændrer ankenævnets afgørelse:

Befordringsfradrag, godkendt med 14.976 kr., forhøjes til

19.344 kr.

Sagens oplysninger

Klageren har i indkomståret 2003 været ansat ved A ApS, beliggende i X. Han har bopæl i Y.

Ifølge såvel Krak.dk som Carl Bros afstandssystem er den hurtigste rute mellem hjemmet i Y og arbejdspladsen i X ca. 71 km tur/retur. Denne rute går gennem Z og Æ til motorvejstafkørsel ved Æ. Skatteadministrationen har på baggrund af denne rute godkendt fradrag svarende til 72 km tur/retur pr. dag.

Klageren har beregnet sit befordringsfradrag på baggrund af en rute, der via amtsveje fører til motorvejsafkørsel ved Ø, hvorefter han fortsætter via motorvejen mod sin arbejdsplads. Denne rute giver en daglig transport på ca. 87 km tur/retur.

Det er kun transportvejen frem til motorvejsafkørsel ved Æ, der er omtvistet. Ved en kontrolmåling foretaget af klageren og skatteforvaltningen i fællesskab, er det konstateret, at tidsforbruget ved den af skatteforvaltningen anviste rute er 10 minutter 40 sekunder, mens det ved den af klageren anvendte rute er 11 minutter og 19 sekunder.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har godkendt befordringsfradraget, selvangivet med 19.344 kr., med 14.976 kr.

Som begrundelse for afgørelsen er der henvist til, at befordringsfradraget, jf. ligningslovens § 9C, skal beregnes på grundlag af den normale transportvej. Der er herved henvist til Ligningsvejledningen 2003, A.F.3.1.3.3.

Det er nævnets opfattelse, at den af Krak.dk og Carl Bros afstandssystems anbefalede rute over Z, Æ og motorvejsafkørsel ved Æ må anses som den normale transportvej, idet der bl.a. lægges vægt på, at der er tale om den hurtigste rute, at ruten følger de almindelige hovedfærdselsårer, samt at den er væsentligt kortere end den alternative rute.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for befordring med 19.344 kr., svarende til det selvangivne.

Til støtte for påstanden er det bl.a. anført, at klageren kan tage befordringsfradrag efter reglerne i ligningslovens § 9C, stk. 1-3 efter Ligningsrådets takster for den del af den daglige transport, der overstiger 24 km.

Fradraget kan foretages med et beløb, der beregnes på grundlag af den "normale transportvej" ved bilkørsel. Fradraget er i øvrigt uafhængigt af, om kørslen foretages i egen bil eller på anden måde og af udgifterne forbundet med transporten.

Det fremgår ikke direkte af ligningslovens § 9C, hvad der skal anses for den "normale" transportvej ved bilkørsel. Af bekendtgørelse nr. 512, 2004 er de nødvendige hensyn imidlertid angivet som:

  • De givne geografiske forhold
  • Det tidsmæssige forbrug
  • Økonomisk rimelighed

På baggrund af disse hensyn skal der udøves et skøn over, hvad der i en given situation anses som den normale transportvej.

Ved udøvelsen af skønnet skal skattemyndigheden lægge betydelig vægt på den skattepligtiges eget valg af transportvej, hvilket fremgår direkte af cirkulære nr. 72, 1996 til ligningsloven. Det hedder bl.a., at:

"Der kan således fortsat opstå spørgsmål om benyttelse af motorveje, omfartsveje, hovedveje og lign. frem for en måske kortere strækning ad mindre veje.

Ligningsmyndighederne skal i disse tilfælde lægge betydelig vægt på den skattepligtiges eget valg af transportvej, men må i øvrigt ud fra en samlet vurdering tage hensyn til de givne geografiske forhold, tidsmæssigt forbrug og økonomisk rimelighed."

Repræsentanten har indledningsvist bemærket, at klageren har anvendt den pågældende rute gennem 13 år, uden at myndighederne har anfægtet, at der er tale om den normale transportvej. Klageren må således allerede som følge heraf gives medhold i den nedlagte påstand i henhold til forventningsprincippet.

Repræsentanten har om de to alternative transportveje bl.a. anført, at den af skattemyndighederne anviste rute følger mindre kommuneveje, der fører gennem flere mindre byer med fartbegrænsninger og trafikchikaner, mens den af klageren valgte rute følger mere trafiksikre amtsveje. Repræsentanten har i denne forbindelse henvist til en samtale med ingeniør B fra amtets Vejvæsenets Planlægningskontor, der har bekræftet, at klagerens rute fører af de veje, som planlægningsmyndigheden ønsker, at biltrafikken skal anvende. De bedre, mere lige veje gør også, at klageren kan trykke lidt hårdere på speederen, hvorfor tidsforbruget ved brug af klagerens rute reelt er mindst. Brændstoføkonomien er bedre, da der kan holdes en konstant hastighed, og snerydning bliver foretaget hurtigere på den valgte rute end på de kommunale veje. Repræsentanten finder således, at klagerens valg af rute skal anerkendes som den normale transportvej.

Repræsentanten har om den foretagne tidsmåling bl.a. oplyst, at den blev gennemført sammen med en ansat ved skattemyndigheden. De to ruter blev gennemkørt tidligt om morgenen, hvor der ikke var nogen trafik. Målingen var derfor gennemført så objektivt korrekt som muligt. Tidsforbruget ved kørsel via skattemyndighedens rute havde været ca. 30 sekunder mindre end via klagerens - 16 km længere - rute. Der blev henvist til det vedlagte kortmateriale til beskrivelse af de to ruter samt til den udformede erklæring vedrørende kontrolkørslen.

Repræsentanten har i forhold til tidsspørgsmålet anført, at der er lagt for meget vægt på tidsforbruget ved brug af klagerens rute. Han fandt ikke, at der kan lægges afgørende vægt på dette ene forhold, idet skønnet skal foretages på baggrund af en samlet vurdering af alle de nævnte forhold i bekendtgørelsen, samt at disse øvrige forhold må veje tungere ved vurderingen af, hvad der er den normale transportvej. Han henviste herefter til en række Landsskatteretsafgørelser offentliggjorte i TfS 1979.21, TfS 1991.130 og TfS 1998.243.

Repræsentanten har afslutningsvis bemærket, at det omtvistede beløb udgør ca. 5.000 kr., mens differencen mellem de to ruter er 16 km dagligt. Dette ses at være inden for det område, hvor klageren frit kan vælge den mest optimale transportvej.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ligningslovens § 9C, stk. 1 har følgende ordlyd:

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Ligningsrådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund."

I Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, er normal transportvej ved bilkørsel defineret som den strækning, der skal tilbagelægges med bil under hensyntagen til:

  • de givne geografiske forhold
  • tidsforbrug og
  • økonomisk rimelighed.

Der kan fortsat opstå spørgsmål om benyttelse af motorveje, omfartsveje, hovedveje og lign. frem for en måske kortere strækning ad mindre veje.

Ligningsmyndighederne skal i disse tilfælde lægge betydelig vægt på den skattepligtiges eget valg af transportvej, men må i øvrigt ud fra en samlet vurdering tage hensyn til de givne geografiske forhold, tidsmæssigt forbrug og økonomisk rimelighed.

Efter en konkret vurdering af det under sagen oplyste, findes den af klageren valgte rute at måtte anses for den normale transportvej. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at der efter det oplyste er tale om en mere trafiksikker rute, samt at den kilometermæssige difference mellem de to ruter er beskeden. Der må derfor som udgangspunkt lægges særligt vægt på klagerens valg af transportvej. Det forhold, at den af klageren valgte rute også i meget begrænset omfang er tidsmæssigt længere end den af skattemyndighederne anviste rute, ses ikke at kunne føre til et andet resultat.

Befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9C, godkendt med 14.976 kr., forhøjes følgelig til 19.344 kr. i overensstemmelse med klageres påstand.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter