Dato for udgivelse
20 Sep 2006 11:56
Dato for afsagt dom/kendelse
28 Jun 2006 11:31
SKM-nummer
SKM2006.569.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1917-0257
Dokument type
Kendelse
Emneord
Rette indkomstmodtager, boksehonorar, periodisering
Resumé

En aftale om, at en bokser ikke skulle have udbetalt et honorar før afslutningen af en retssag, udskød ikke tidspunktet for beskatningen af honoraret.

Reference(r)
Statsskatteloven § 4
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-4: E.A.3.1.1.

Klagen vedrører, hvorvidt klageren skal betragtes som rette indkomstmodtager af et boksehonorar.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2002

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har forhøjet klagerens indkomst med 73.372 kr. Klageren har ikke selvangivet indtægten.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes

Sagens oplysninger

Klageren indgik den 1. september 2001 en bokser/manager kontrakt med B, der herefter fungerede som manager for klageren 

Ifølge kontraktens § 3 modtog manageren 1/3 af de beløb som bokseren indtjente ved de arrangementer manageren indgik efter fradrag af alle transport, trænings- og opholdsudgifter. 

Parterne underskrev den 1. oktober 2002 et tillæg til kontrakten. Det fremgår af dette tillæg, at:

"Dette er et tillæg til bokser/manager kontrakten indgået mellem A og B d. 01-09-2001.

Så længe det retslige opgør med C ikke er afsluttet vil der ikke bleve udbetalt nogen form for purse, evnt. kampe, da pengene først skal bruges til at afdække udgifterne med.

Når problemerne med C er afsluttet, vil der ved efterfølgende regnskabsårs afslutning, blive afregnet med A."

Klageren var den 9. november 2002 i kamp mod D. Der blev beregnet en nettoindtægt på 110.058 kr. Klageren indtægtsførte ikke sin del af honoraret, i alt. 73.372 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet skatteforvaltningens afgørelse og forhøjet klagerens indkomst med 73.372 kr.

Skatteankenævnet har henvist til, at § 3 i den oprindelige kontrakt af 1. september 2001, efter nævnets opfattelse, er udtømmende for så vidt angår opgørelsen af det resultat, som skal deles mellem bokseren og manageren.

Nævnet har anført, at tillægget af 1. oktober 2002 er en aftale om selve udbetalingen af honoraret til kontraktparterne.

Da der herefter ikke er rejst kritik af den talmæssige opgørelse, som er udarbejdet af den kommunale skattemyndighed, udgør beløbet til deling mellem parterne 110.058 kr.

Det er således nævnets opfattelse, at begge parter har erhvervet endelig ret til beløbet i 2002, og at aftalen vedrørende udbetalingen ikke udskyder beskatningstidspunktet.

Der er henvist til statsskattelovens § 4.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har fremsat påstand om, at klagerens indkomst nedsættes med 73.372 kr.

Repræsentanten har gjort gældende, at hele honoraret vedrørende kampen på 110.058 kr. skal indtægtsføres hos B.

Repræsentanten har anført, at klageren kontraktretligt set har fraskrevet sig retten til honorarer forud for indgåelsen af kontrakten vedrørende kampen mod D. Klageren har ikke modtaget honorar for kampen og først på det tidspunkt, hvor retssagen med C er afsluttet, vil det beløb, der skal udbetales til klageren kunne opgøres.

På den baggrund er det repræsentantens opfattelse, at klageren ikke har erhvervet endelig ret til beløbet. Først på det tidspunkt, hvor retssagen mod C er overstået, kan beløbet til klageren gøres op, og først på det tidspunkt, har klageren et retskrav på et nærmere angivet beløb.  

Repræsentanten har henvist til statsskattelovens § 4 samt ligningsvejledningens afsnit A.A.1.3.10.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter statsskattelovens § 4 betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter som skattepligtig indkomst. Indtægter skal som hovedregel medregnes ved indkomstopgørelsen, når der er sket endelig retserhvervelse.

Ved indgåelse af bokser/manager kontrakt af 1. september 2001 påtager B sig at være manager for klageren mod at modtage 1/3 af de indtægter, som klageren tjener på arrangementer indgået af B. Ved tillæg til kontrakten af 1. oktober 2002 aftaler parterne, at der ikke vil blive udbetalt honorar til klageren, før en retssag mod en tidligere promoter afsluttes, da eventuelle indtægter først skal medgå til dækning af sagsomkostninger i forbindelse med sagen.

Klageren har ikke ved indgåelse af tillæg til kontrakten givet et blankt afkald på indtægten over for den part, der skal udrede vederlaget. Tillægget anses derimod for at være en aftale inter partes om udbetaling af vederlaget.  Dette ændrer ikke på, at klageren i overensstemmelse med kontrakten har erhvervet ret til 2/3 af det vederlag, som er optjent i forbindelse med kampen mod D.

Under disse omstændigheder, er det rettens opfattelse, at klageren skal medregne 2/3 af det udbetalte honorar ved indkomstopgørelsen.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter