Dato for udgivelse
11 Dec 2001 13:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24. august 2001
SKM-nummer
SKM2001.606.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
2. afdeling, B-3789-99
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Vidne, vidneførsel, retssag, kommunal medarbejder
Resumé

Vidneførsel af en sagsbehandler i en kommunes skatteforvaltning til besvarelse af spørgsmål om baggrunden for skatteforvaltningens indkomst- og skatteansættelse fandtes ikke at være egnet som bevismiddel i retssager herom. Oplysningerne kan lige så godt eller mere betryggende opnås ved indhentelse af skriftlige erklæringer fra skatteforvaltningen. Anmodningen om vidneførsel blev derfor ikke taget til følge.

 

Reference(r)

Retsplejeloven § 168
Retsplejeloven § 169


Parter:
1) A
2) B
(advokat Henrik Bræmer)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)

Afsagt af landsdommerne:
Ebbe Christensen, Ulla Staal og Peter Lind Larsen (kst.)

Ingen var tilsagt eller mødt.

Der fremlagdes processkrift 1 og 2 af henholdsvis 2. maj og 21. august 2001 fra sagsøgernes advokat.

Endvidere fremlagdes processkrift A af 8. august 2001 samt skrivelse af samme dato fra Kammeradvokaten.

Det fremgår af sagen, at sagsøgerne under domsforhandlingen ønsker at afhøre sagsbehandler Flemming Vornøe, Ballerup Kommune, skatteforvaltningen, som vidne.

Kammeradvokaten har protesteret herimod og bemærket, at der ikke foreligger fornødent samtykke til den ønskede vidneførsel, jf. retsplejelovens § 169, stk. 1. Kammeradvokaten har i stedet henvist sagsøgernes advokat til at indhente uddybende skriftlige erklæringer fra Ballerup Kommune.

Advokat Henrik Bræmer har i processkrift 2 af 21. august 2001 bl.a. anført, at "... Flemming Vornøe's eneste funktion i relation til sagsøgerne [har] været, at foretage en indkomst og skatteansættelse. Alle forhold som Flemming Vornøe under vidneforklaring vil kunne blive stillet spørgsmål om, vil alene relatere sig til forhold hos sagsøgerne og ikke andre personer ..."

Efter votering afsagdes sålydende

K E N D E L S E :

Vidneførelse af en sagsbehandler i en kommunes skatteforvaltning til besvarelse af spørgsmål om baggrunden for skatteforvaltningens indkomst- og skatteansættelse findes ikke at være egnet som bevismiddel i retssager herom. Oplysningerne kan lige så godt eller mere betryggende opnås ved indhentelse af skriftlige erklæringer fra skatteforvaltningen, og sagsøgernes anmodning om vidneførelse af sagsbehandleren ved skatteforvaltningen tages derfor ikke til følge, jf. retsplejelovens § 168.

T h i   b e s t e m m e s :

Sagsøgernes anmodning om vidneførelse af Flemming Vornøe, Ballerup Kommune, tages ikke til følge.

Sagen udsat til den 12. september 2001 (skriftlig forberedelse) på sagsøgernes stillingtagen til forelæggelse af eventuelle uddybende spørgsmål til Ballerup Kommune.

Retten hævet.