Dato for udgivelse
05 Dec 2001 15:08
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22. august 2001
SKM-nummer
SKM2001.595.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
I 500/2000
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Menneskerettigheder, Menneskerettighedskonventionen, sagsbehandlingstid, finguld, momssvig
Resumé

T.4 havde anket landsrettens dom med påstand om frifindelse, subsidiært om formildelse, medens anklagemyndigheden havde påstået stadfæstelse. Højesteret tiltrådte af de af landsretten anførte grunde, at strafansvaret ikke var forældet, og fandt, at en behandlingstid på 10 3/4 år for en straffesag som udgangspunkt måtte formodes at indebære en krænkelse af kravet i art. 6 stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om "rettergang inden en rimelig frist". Efter det oplyste om sagen og dens forløb, fandt Højesteret imidlertid ud fra en samlet vurdering, at sagsbehandlingstiden ikke indebar en krænkelse af tiltaltes rettigheder efter Menneskeretskonventionens art. 6, stk. 1, ligesom det tiltrådtes, at der ikke forelå nogen krænkelse af art. 6, stk. 3, litra d. Højesteret lagde til grund, at der ved strafudmålingen var taget hensyn til sagens langstrakte forløb, og fandt af de grunde, som er anført af landsretten, ikke grundlag for at nedsætte straffen yderligere eller for at gøre straffen helt eller delvis betinget. Dommens bestemmelse om tillægsbøde blev stadfæstet af Højesteret med den ændring at forvandlingsstraffen på hæfte i 6 måneder blev ændret til fængsel i 4 måneder, og dommens bestemmelse om konfiskation, udvisning, erstatning og sagsomkostninger, blev ligeledes stadfæstet, idet det af tiltalte anførte ikke kunne føre til et andet resultat. Højesterets stadfæstede således landsrettens dom, hvorefter tiltalte blev straffet med 2 års fængsel, en tillægsbøde på 30.000.000 kr., udvisning af Danmark med indrejseforbud gældende indtil 1/1 2009 og konfiskation af 750 stk. Krügerrand svarende til 23.250 g finguld og 200.000 kr.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1
Straffeloven § 50, stk. 2
Menneskerettighedskonventionen art. 6, stk.1

Redaktionelle noter

Tidligere instanser: Københavns Byrets dom af 4. december 1998 og Østre Landsrets dom af 15. maj 2000. Dommene er offentliggjort i TfS 2000, 731.


Højesterets dom af 22. august 2001, a.s. I 500/2000

Afsagt af højesteretsdommerne:
Hermann, Hornslet, Torben Melchior, Lene Pagter Kristensen og Engholm Jacobsen

Parter:
Rigsadvokaten
mod
T.4
(advokat Niels Ulrik Heine e.o.)

Tidligere instanser :
I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byrets 5. afdeling den 4. december 1998 og Østre Landsrets 21. afdeling den 15. maj 2000.

Dommen er anket af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Domsforhandlingen i Østre Landsret som følge af tiltaltes anke af Københavns Byrets dom af 20. december 1999 er stillet i bero på udfaldet af nærværende sag.

Om sagens tidsmæssige forløb fremgår bl.a. yderligere:

I forbindelse med sagens efterforskning i 1991-1992 skulle det også afklares, hvorvidt der var grundlag for at rejse tiltale mod nogen for indsmugling af guld til Danmark. Der blev i den forbindelse i maj 1991 fremsendt retsanmodning til myndighederne i Schweitz. Anmodningen blev afslået, hvilket Københavns politi blev informeret om i august 1991. Da efterforskningen havde rettet sig mod en række personer og selskaber, skulle det endvidere afklares, hvem der skulle rejses tiltale imod, og over for hvem sigtelse skulle frafaldes.

Domsforhandlingen, som i december 1992 var blevet berammet til 20 retsdage i efteråret 1993, blev i oktober 1993 udsat dels på grund af forsvarernes ønske om at afhøre G.Y. i Israel, dels på grund af anklagerens sygdom. Domsforhandlingen blev i februar 1994 berammet til påbegyndelse den 1. september 1994, men blev denne dag på ny udsat bl.a. på grund af tiltaltes sygefravær. Københavns byrets 5. afdeling afslog på dette tidspunkt med henvisning til retsplejelovens § 705, stk. 1, at udskille nogen del af sagen bl.a. under hensyn til "det betydelige forøgede ressourceforbrug, som en opsplitning af sagerne vil indebære for vidner, interesserede parter, anklagemyndigheden, de tiltalte og deres forsvarere samt for retten". Ved sagens fornyede berammelse, som blev foretaget den 15. september 1994, blev ifølge retsbogen taget vidtgående hensyn til, at bl.a. tiltaltes forsvarer i samme periode var forsvarer i en anden større sag om økonomisk kriminalitet. Bl.a. tiltaltes forsvarer ønskede som følge heraf domsforhandlingen yderligere udsat, hvilket blev afslået ved Københavns byrets 5. afdelings kendelser af 31. oktober 1994 og 21. november 1994.

Ved domsforhandlingens påbegyndelse den 6. marts 1995, hvor tiltalte udeblev, nægtede retten at anerkende en lægeerklæring indsendt af tiltalte som dokumentation for lovligt forfald. Tiltalte mødte herefter op til de næste retsmøder i sagen, men under protest. Tiltalte fremkom endvidere med gentagne anmodninger om, at sagen for hans vedkommende skulle udskilles til senere foretagelse på grund af hans sygdom, og hans forsvarer tilkendegav i den forbindelse, at tiltalte var indforstået med den udsættelse af sagen, som dette ville forårsage. Efter fremlæggelse af yderligere lægeerklæringer imødekom Københavns byrets 5. afdeling hans begæring i et retsmøde den 21. april 1995. Der havde på dette tidspunkt været afholdt 24 retsmøder i sagen siden anklageskriftets udfærdigelse samt været behandlet 3 kæremål i Østre Landsret.

Domsforhandlingen fortsattes vedrørende tre af sagens fem tiltalte, som blev domfældt ved Københavns byrets dom af 25. september 1995, stadfæstet ved Østre Landsrets ankedom af 1. oktober 1997.

Københavns byrets 5. afdeling indkaldte til et retsmøde den 5. februar 1996 med henblik på forberedelse af den kommende domsforhandling vedrørende de resterende to tiltalte. Anklagemyndigheden fik til opgave at udarbejde en bevisfortegnelse efter drøftelse med forsvarerne, og retten traf på et retsmøde den 11. marts 1996 bestemmelse om, at sagen, som ansloges at ville vare 20 dage, nu skulle berammes. Sagens parter blev herefter forelagt en række datoer fra august til november 1996. Tiltaltes forsvarer protesterede imod, at sagen blev berammet til domsforhandling, forinden retten havde taget stilling til en af ham nedlagt påstand om sagens afvisning som følge af krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 1. Østre Landsret stadfæstede ved kendelse af 2. april 1996 rettens beslutning vedrørende sagens berammelse. Sagen blev herefter i et retsmøde den 24. maj 1996 berammet til foretagelse i perioden fra november 1996 til april 1997. Ved domsforhandlingens start den 4. november 1996 var medtiltalte sygemeldt til den 21. november 1996 efter et trafikuheld. Sagen blev herefter udsat, hvilket gentog sig i retsmøder den 27. november 1996, 16. december 1996, 6. januar 1997, 7. marts 1997 og 4. april 1997 på grundlag af tidsbegrænsede sygemeldinger. Uanset anklagerens og forsvarernes samstemmende begæring om udsættelse traf retten i et retsmøde den 11. april 1997 bestemmelse om, at sagen nu skulle berammes til domsforhandling. Denne indledtes den 4. juni 1997 med en procedure om den af tiltalte nedlagte afvisningspåstand, som byretten ved kendelse af 9. juni 1997 afviste at tage til følge. Byrettens kendelse blev stadfæstet ved Østre Landsrets kendelse af 8. august 1997. Sagen fortsattes i Københavns byret den 11. august 1997 med procedure om et processuelt spørgsmål, og domsforhandlingen blev i oktober 1997 videreført alene for tiltaltes vedkommende, da medtiltalte fortsat var sygemeldt. Der blev i perioden fra den 5. februar 1996 og indtil afsigelsen af byrettens dom den 4. december 1998 afholdt 40 retsmøder og behandlet 3 kæremål i Østre Landsret.

I forbindelse med ankens behandling i Østre Landsret blev afholdt 16 retsmøder. Landsretten afsagde dom den 15. maj 2000.

Tiltalte ansøgte den 22. maj 2000 Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe Østre Landsrets dom for Højesteret. Tilladelse hertil blev givet den 25. september 2000, og sagen blev, efter at ankemeddelelsen var forkyndt for tiltalte den 13. oktober 2000, af Rigsadvokaten oversendt til Højesteret ved skrivelse af 9. november 2000. Den 13. december 2000 blev domsforhandlingen i Højesteret berammet til afholdelse den 22. juni 2001, idet tiltaltes forsvarer ikke var i stand til at møde på flere af retten foreslåede datoer i marts og april 2001. Retten har efterfølgende forsøgt at få domsforhandlingen fremskyndet, men enten anklager eller forsvarer har ikke kunnet møde på de foreslåede tidspunkter.

Efter at domsforhandlingen var afholdt den 22. juni 2001, oplyste en af de deltagende dommere, at han var blevet opmærksom på, at der for hans vedkommende forelå et forhold, omfattet af retsplejelovens § 60, stk. 1, nr. 2. Ved kendelse af 29. juni 2001 besluttede Højesteret derfor at gennemføre en ny domsforhandling under medvirken af andre dommere. Denne domsforhandling fandt sted den 15. august 2001.

Tiltalte har til støtte for frifindelsespåstanden principalt gjort gældende, at strafansvaret er forældet, og har gentaget sine anbringender herom. Tiltalte har subsidiært gentaget sit anbringende om, at sagens tidsmæssige udstrækning indebærer en sådan krænkelse af Menneskerettighedskonventionens art. 6, stk. 1, at dette må føre til frifindelse. Tiltalte har endvidere påberåbt sig, at der foreligger krænkelse af art. 6, stk. 3, litra d, som følge af, at byretten afslog nogle begæringer fra ham om yderligere efterforskningsskridt.

Tiltalte har til støtte for sin påstand om formildelse gentaget anbringenderne om, at der foreligger krænkelse af art. 6, stk. 1, og stk. 3, litra d, og har derudover gjort gældende, at der ikke har været. hjemmel til at bringe straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., i anvendelse, da denne bestemmelse ikke er citeret i anklageskriftet, jf. herved retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3.

Tiltalte har endvidere bestridt, at betingelserne for konfiskation har været til stede.

Tiltalte har endelig gentaget sit anbringende om, at udvisningen af ham er i strid med EF-Traktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Anklagemyndigheden har gjort gældende, at sagen er fremmet behørigt, hvorfor der hverken er indtrådt forældelse eller sket krænkelse af Menneskerettighedskonventionens art. 6, stk. 1. Der er heller ikke indtrådt forældelse af andre grunde. Anklagemyndigheden har endvidere bestridt, at der er sket krænkelse af art. 6, stk. 3, litra d. Der har været hjemmel til at anvende straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt. At anklagemyndigheden ikke har påstået strafskærpelse, skyldes således alene, at der nu er gået mere end 10 år, siden forholdene blev begået.

Anklagemyndigheden har endelig fastholdt, at det er med rette, at tiltalte er blevet idømt en tillægsbøde, og at der er sket konfiskation og udvisning.

Højesterets bemærkninger.

Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af landsretten, at strafansvaret ikke er forældet.

En behandlingstid på 10 3/4 år for en straffesag må som udgangpunkt formodes at indebære en krænkelse af kravet i art. 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om "rettergang inden en rimelig frist". Det må derfor påhvile myndighederne at godtgøre, at tidsforbruget har været rimeligt begrundet, og at sagen er blevet fremmet med behørig omhu uden "døde" perioder. Ved vurderingen heraf må der tages hensyn til sagens karakter og betydning, dens kompleksitet, og den tiltaltes og myndighedernes adfærd.

Efterforskningen i sagen angik fra starten et ikke ukompliceret sagskompleks, som involverede en række personer og selskaber med forbindelser til udlandet. Det måtte derfor nødvendigvis tage en vis tid at bearbejde efterforskningsmaterialet og overveje tiltalerejsningen i sagen. Tiltalen endte med at omfatte 5 tiltalte med bopæl i udlandet og med hver sin beskikkede forsvarer. Dette vanskeliggjorde i sig selv en hurtig berammelse af domsforhandlingen, som var anslået til at vare 20 dage. De udsættelser af domsforhandlingen, som fandt sted frem til den 21. april 1995, hvor tiltaltes og en medtiltalts sag blev udskilt, beroede for størstedelens vedkommende på forsvarernes ønske om yderligere efterforskning og på de tiltaltes sygefravær. At tiltaltes sag blev udskilt og udskudt, skyldtes gentagne anmodninger fra tiltalte selv, som på det pågældende tidspunkt havde været sygemeldt i længere tid. Det kan derfor ikke bebrejdes myndighederne, at tiltaltes sag under disse omstændigheder blev stillet i bero et vist stykke tid. Efter at sagen mod de tilbageværende tre tiltalte var blevet afgjort af byretten i september 1995, blev tiltaltes sag taget op på ny i begyndelsen af 1996. Der blev løbende siden marts 1996 gjort forsøg på at få sagen berammet, og de udsættelser, som løbende fandt sted fra november 1996 indtil juni 1997, beroede alene på medtiltaltes sygefravær. Hensynet til såvel parter, vidner som retten talte med betydelig vægt imod at udskille medtiltaltes sag til særskilt behandling, sålænge der ikke var grundlag for at forvente, at medtiltaltes sygdom var af længere varighed. Da de lægeerklæringer, som retten modtog, alene angik nærmere afgrænsede perioder, må udsættelserne anses for at have været rimeligt begrundede i dette hensyn. Der har endelig ikke været perioder under sagens domsforhandling i byretten, landsretten eller Højesteret eller under behandlingen ved Procesbevillingsnævnet, hvor sagen har ligget stille som følge af myndighedernes forhold.

Højesteret finder herefter ud fra en samlet vurdering, at sagsbehandlingstiden ikke indebærer en krænkelse af tiltaltes rettigheder efter Menneskerettighedskonventionens art. 6, stk. 1.

Det tiltrædes, at der ikke foreligger nogen krænkelse af art. 6, stk. 3, litra d.

Højesteret finder, at retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, under de foreliggende omstændigheder, hvor der i anklageskriftet for de samme faktiske forhold var rejst tiltale efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2 - med et strafmaksimum på fængsel i 8 år - ikke er til hinder for at anvende straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., og tiltræder af de af landsretten anførte grunde, at dette er sket.

Højesteret lægger til grund, at der ved udmåling af straffen er taget hensyn til sagens langstrakte forløb, og finder af de grunde, som er anført af landsretten, ikke grundlag for at nedsætte straffen yderligere eller for at gøre straffen helt eller delvis betinget.

Dommens bestemmelse om tillægsbøde stadfæstes med den ændring, at forvandlingsstraffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, if. § 33, stk. 1, sammenholdt med § 31 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 om bl.a. afskaffelse af hæftestraffen.

Højesteret stadfæster endelig dommens bestemmelser om konfiskation, udvisning, erstatning og sagsomkostninger, idet det af tiltalte anførte ikke kan føre til et andet resultat.

Med hensyn til sagens omkostninger for Højesteret forholdes som nedenfor bestemt under hensyn til forløbet i forbindelse med domsforhandlingen den 22. juni 2001.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at forvandlingsstraffen for tillægsbøden fastsættes til fængsel i 4 måneder.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret, dog at statskassen skal betale 15.000 kr. med tillæg af moms af salæret til forsvareren.

Den idømte erstatning skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.