Fra den 1. januar 2021 er Storbritannien ikke længere et land i EU, og der vil derfor gælde andre regler for handel med Storbritannien, både når du rejser som turist, og når du handler på nettet.

Nedenfor kan du læse, hvad det betyder for dig som privatperson.

Når du køber en vare på nettet fra Storbritannien fra 1. januar 2021, skal du være opmærksom på varens pris og oprindelse. Begge dele har indflydelse på, hvilke ekstra udgifter, der kommer oven i prisen for selve varen.   

Told

Aftalen mellem EU og Storbritannien giver dig mulighed for, at du ikke skal betale told af den vare, du køber i Storbritannien.

Hvis du køber varer for mere end 1.150 kr. og kan dokumentere, at varerne har oprindelse i Storbritannien, skal du som hovedregel ikke betale told af din vare.   

Hvis du køber varer for mere end 1.150 kr., og varerne ikke har oprindelse i Storbritannien, skal du betale told. Hvor meget du skal betale i told, afhænger af den specifikke vare.   

Hvis du køber varer for mindre end 1.150 kr., skal du ikke betale told.

Læs mere om internethandel uden for EU.

Moms 

Du skal betale moms af alle varer, der er købt i lande uden for EU. Momsen beregnes af både varens pris, fragten og tolden. Dansk moms er 25 %.

Den 1. juli 2021 trådte EU’s e-handelspakke i kraft. Aftalen betyder bl.a., at du som borger i EU skal betale moms af alle varer, der er købt i lande uden for EU. Det gælder også varer med en værdi på under 80 kr., som tidligere var fritaget for moms. De nye momsregler skal bl.a. være med til at sikre lige konkurrence mellem virksomheder i og uden for EU.

Læs mere om internethandel uden for EU.

Læs mere om de nye momsregler.

Læs mere om hvordan din punktafgiftsbetaling påvirkes af de nye momsregler.

Hvornår har varen oprindelse i Storbritannien? 

For at en vare kan have oprindelse i Storbritannien, skal den enten være fuldt ud fremstillet eller tilstrækkeligt bearbejdet i Storbritannien. I handelsaftalen står det beskrevet, hvornår disse betingelser er opfyldt, og der er mulighed for, at du ikke skal betale told.

For fødevarer som fx mælk eller kød er det nemt at afgøre, om det er tilfældet. Men for andre varer er det straks sværere. Køber du sko, tøj eller elektronik i en britisk netbutik, kan det være svært at vurdere varernes oprindelse. Tag fx en vare som et kamera. Det består af mange forskellige dele, som kan komme fra hele verden, og selvom varen bliver solgt fra en britisk netbutik, er det langt fra sikkert, at varen har oprindelse i Storbritannien.

Hvis du vil undgå at betale told af varer fra Storbritannien, der koster mere end 1.150 kr., skal du derfor sikre dig, at de har oprindelse i Storbritannien.

Hvornår skal jeg betale told? Tre eksempler  

Lad os se på tre eksempler, hvor spørgsmålet om oprindelsesland afgør, om der kommer told på varerne, hvis du har købt for mere end 1.150 kr.

Eksempel 1: 

Du køber en rejsetaske i kalveskind. Tasken er fremstillet i Storbritannien af britisk kalveskind. Skal du betale told? 

Nej, du skal ikke betale told. Varen har oprindelse i Storbritannien.

Eksempel 2: 

Du køber et par sko, som er fremstillet i Kina, i en britisk netbutik. Skal du betale told?  

Ja, da skoene er fremstillet i Kina, og du har købt for mere end 1.150 kr., skal du betale told. Hvor meget du skal betale i told, afhænger af hvilket materiale skoen er lavet af.

Eksempel 3:  

Du bestiller et jakkesæt over nettet hos en skrædder i London. Det færdige jakkesæt består af stof fra andre dele af verden, men er færdigsyet i London. Har jakkesættet oprindelse i Storbritannien, og kan jeg dermed undgå at betale told? 

Svaret kan både være ja og nej. Når jakkesættet ikke er fuldt ud fremstillet i Storbritannien, er der helt specifikke krav til, hvordan materialer uden oprindelse i EU eller i Storbritannien er tilstrækkeligt be- eller forarbejdet til, at du ikke skal betale told. I dette eksempel er en sammensyning af metervarer fra andre dele af verden formentlig ikke nok til at bestemme, om der skal betales told af varen.

Sådan dokumenterer du varernes oprindelse  

Hvis du som køber kan dokumentere, at varen har oprindelse i Storbritannien, skal du som hovedregel ikke betale told. Dokumentationen består af en såkaldt “udtalelse om oprindelse" (statement on origin) fra sælger, hvor netbutikken erklærer, at varen, du har købt, har oprindelse i Storbritannien. Udtalelsen om oprindelse vil typisk være påført fakturaen eller et andet handelsdokument. Du vil formentlig som forbruger selv skulle anmode om en udtalelse, da det ikke er sikkert, netbutikken reklamerer med det.

Hvis du er i tvivl, om varen har oprindelse i Storbritannien, anbefaler vi, at du enten: 

  • kontakter toldvejledningen på telefon 72221202 eller  
  • spørger netbutikken, om varerne har oprindelse i Storbritannien. Hvis svaret er ja, er det vigtigt, at du får butikken til at sende en udtalelse om oprindelse med varerne. 

Varer til reparation eller ombytning 

Skal du sende din vare til reparation i Storbritannien, skal du kun betale told og moms af reparationsomkostningerne - plus fragt. Det kræver dog, at du sender din vare under en særlig procedure, som hedder passiv forædling. Vi anbefaler, at du kontakter transportøren eller Toldstyrelsen, inden du sender varen til reparation.

Læs mere om varer til reparation eller ombytning.

Returvarer og defekte varer 

Hvis du vil returnere varer, der er købt på nettet i Storbritannien, kan du søge om at få momsen og eventuel betalt told tilbage.  

Læs mere om, hvordan du returnerer varer. 

Få hjælp til at beregne din told

Med vores toldberegner kan du beregne, hvor meget du skal betale i told.

Told og moms

Det er forskelligt fra vare til vare, om der er told på din vare og hvor meget. Det afhænger af varens type, hvor den kommer fra, og hvad den er lavet af. Hvis du køber varer på nettet fra Storbritannien, og den samlede pris er på mere end 1.150 kr. eksklusiv fragt, kan der komme told på din vare. Du skal både betale told af varens pris og af fragten.

Du skal altid betale told og moms af spiritus, vin, øl, tobaksvarer (fx cigaretter), parfume og eau de toilette, uanset hvor meget du køber.

Det er forskelligt fra vare til vare, om der er told på din vare og hvor meget. Det afhænger af varens type, hvor varen er produceret, og hvad den er lavet af.

Ved hjælp af vores toldberegner kan du se, om der er told på din vare og hvor meget.  

Udover told og moms skal du betale særlige afgifter på varer som spiritus, vin, øl, tobaksvarer, slik, dæk, engangsservice og mineralolier, når du køber dine vare over nettet i Storbritannien. Det gælder, uanset hvor meget du køber.

Læs mere om og beregn, hvad du skal betale i særlig afgift.

Du skal betale moms af alle varer, der er købt i lande uden for EU. Momsen beregnes af både varens pris, fragten og tolden. Dansk moms er 25 %.

Dokumentationen for at din vare er produceret i Storbritannien, består af en såkaldt “udtalelse om oprindelse" (statement on origin) fra eksportøren som i dette tilfælde oftest vil være butikken. Når butikken udsteder udtalelsen om oprindelse, giver det dig mulighed for at importere varen uden told.  

Udtalelsen om oprindelse vil ofte være påført fakturaen eller et andet handelsdokument.  

Det er butikkens opgave som eksportør at udfærdige dokumentation, men du kan ikke være sikker på, at de gør det på eget initiativ. Derfor anbefaler vi, at du anmoder butikken om en udtalelse om oprindelse.   

Vær opmærksom på, at en udtalelse om oprindelse ikke er nødvendig, hvis der ikke er told på varen.

Transport og toldbehandling 

Toldbehandling betyder, at de varer du har købt, er angivet til Toldstyrelsen, så du kan betale eventuel told, moms og afgifter af varerne. I praksis vil det normalt være transportøren (fx PostNord eller GLS), som angiver varerne til toldbehandling for dig.  

Det er normalt transportøren, der har din pakke, når den er under toldbehandling. Det vil sige den virksomhed, der fragter varen hjem til dig.

De varer, du køber, skal angives til Toldstyrelsen, så du kan betale eventuel told, afgifter og moms af varerne. I praksis vil det normalt være den transportør, du vælger, når du accepterer sælgerens leveringsbetingelser i forbindelse med købet (fx PostNord eller GLS), som angiver varerne for dig.

Transportøren opkræver sit udlæg for told, afgifter og moms hos dig som køber og vil derudover ofte opkræve et gebyr for sit arbejde med at toldangive din vare. Toldstyrelsen har ikke indflydelse på gebyret eller dets størrelse.

Transportøren giver dig besked, når pakken er klar til levering. I praksis betaler transportøren eventuel told, moms og afgifter på dine vegne. Nogle transportører kræver, at du skal betale det udlæg som de har haft for eventuel told, moms og afgifter, samt et eventuelt transportørgebyr, inden du kan få pakken. Andre transportører udleverer din pakke til dig først og sender efterfølgende en regning til dig for deres udlæg samt eventuelt et transportørgebyr.  

Levering og returnering

Selvom netbutikken har adresse i Storbritannien, kan din vare godt blive sendt fra et lager i et andet land - enten inden for eller uden for EU. Det kan have betydning for, om du skal betale told og moms af din vare. Om du skal betale told eller moms og hvor meget afhænger nemlig af, hvor varerne bliver sendt fra, og hvilket land varerne har oprindelse i. Det er derfor altid en god idé at læse leveringsbetingelserne. Hvis det ikke er oplyst, hvor din vare bliver sendt fra, kan du spørge virksomheden.  

Hvis du vil returnere en vare, der er købt på nettet i Storbritannien, kan du søge om at få told og moms tilbage. Se, hvordan du får told og moms tilbage.

Hvad gør jeg, hvis jeg skal sende en vare til reparation? 

Hvis du skal sende din vare til reparation i Storbritannien, kræver det, at du sender varen under en særlig procedure kaldet passiv forædling. Vi anbefaler, at du kontakter transportøren eller Toldstyrelsen, inden du sender varen til reparation.

Læs mere om varer til reparation.

Du kan læse mere om internethandel inden for EU og internethandel uden for EU.

Du kan også se Toldstyrelsens kampagnesite om told ved handel med Storbritannien fra 1. januar 2021.

Som hovedregel skal du betale told og afgifter, når du ankommer til Danmark fra et land uden for EU, hvis du har købt varer for over:  

  • 3.250 kr., hvis du ankommer til Danmark med fly eller skib
  • 2.250 kr., hvis du ankommer med andre transportformer. 

Hvis varerne, du har købt, har oprindelse i Storbritannien, og du kan dokumentere det, skal du dog ikke betale told, hvis du har købt for mindre end 1.200 euro. Du skal dog betale moms og andre afgifter af varerne.  

Hvis du har købt varer i et land uden for EU og på vej hjem mellemlander med fly i et EU-land, gælder reglerne for varer købt i landet uden for EU. Reglerne gælder kun for varer, du fysisk har med dig.  

Læs mere om rejser uden for EU.

Alkohol og tobak 

Hvis du vil undgå at betale told og afgifter, er der grænser for, hvor meget du må tage med hjem, når du rejser uden for EU. Det gælder fx tobak og alkohol.  

Læs mere om, hvor meget du må tage med hjem.

Hvis du flytter til Danmark 

Når du som privatperson flytter til Danmark fra Storbritannien, har du mulighed for at indføre dine personlige ejendele, uden at du skal betale told.

Læs mere om flytning til Danmark.  

    Når du får tilsendt en gave fra en anden privatperson fra et land uden for EU, skal du som regel betale told og moms, hvis gavens værdi er over 360 kr.

    Læs mere om gaver sendt fra lande uden for EU.

    Har du spørgsmål om told?