Dato for udgivelse
02 Nov 2001 19:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11. april 2001
SKM-nummer
SKM2001.494.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
K. afdeling, B-1234-00
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Gensidig bistand, EF-fordringer, indsigelse, cigaretafgift
Resumé

Landsretten fastslog, at inddrivelse af et i Tyskland opstået krav på cigaretafgifter kunne inddrives her i landet i medfør af lov om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer, uanset at rekvisitus havde fremsat en række indsigelser mod det af de tyske myndigheder opgjorte krav.

Reference(r)

Rådets direktiv af 15/3-76 (76/308-EØF) art. 7, stk. 2 litra b,
Rådets direktiv af 15/3-76 (76/308-EØF) art. 12
LBK nr. 629 af 15. september 1986 om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer


Parter:
Skatteministeriet, Told og Skattestyrelsen v/Told- og Skatteregion Sønderborg,
mod
A

Tidligere instans:
Herning Byrets kendelse af 28. april 2000, FS 3993/98

Afsagt af landsdommerne:
Lars E. Andersen, Eva Staal og Tina van Steen (kst.) med sidstnævnte som retssekretær.

Der fremlagdes:

Processkrift af 23. marts 2001 med bilag fra advokat Thorkil Dahl.
Skrivelse af 23. marts 2001 fra advokat Thorkil Dahl.
Skrivelse af 26. marts 2001 fra advokat Tom Holsøe.
Telefax af 2. april 2001 fra advokat Thorkil Dahl.
Sagens øvrige bilag var til stede.

Det må lægges til grund, at indkærede har modtaget afgiftskendelsen af 9. juni 1997 fra Zollamt Frankfurt (Oder). Afgørelsen indeholder klagevejledning, hvorefter indsigelser skal indgives skriftligt eller tages til protokol inden en måned fra det tidspunkt, indkærede blev gjort bekendt med kendelsen.

Indkærede har ikke påklaget afgørelsen til de relevante tyske myndigheder. Ved afgiftskendelsens fremsendelse meddeltes indkærede en frist til betaling, og fuldbyrdelse i henhold til Rådets direktiv af 15. marts 1976 (76/308-EØF) art. 7, stk. 2, litra b, har således været forsøgt, før sagen fremsendtes til de danske myndigheder. Betingelserne for fremsættelse af anmodningen om inddrivelse i direktivets artikel 7 er således opfyldt.

Det fremgår af direktivets artikel 12, at indkæredes indsigelser mod inddrivelsen ikke kan prøves af fogedretten, men at fogedsagen kan udsættes med henblik på, at indkærede selv indbringer sagen for den kompetente instans i Tyskland. Indkærede har imidlertid under kæresagen frafaldet en påstand herom. Direktivets betingelser for at inddrive afgiftsbeløbet hos indkærede må herefter anses for opfyldt.

En inddrivelse af beløbet hos indkærede strider endvidere ikke mod dansk ordre public, og det, som indkærede i øvrigt har anført, kan heller ikke medføre, at fogedforretningen ikke skal fremmes. Det bemærkes herved, at beløbet ikke kan betragtes som en bøde. Landsretten tager herefter kærendes påstand til følge.

T h i    b e s t e m m e s:

Udlægsforretningen skal fremmes.

Kæreafgiften skal betales tilbage til kærende.

Kæremålets omkostninger ophæves.

Der tillagdes den for indkærede beskikkede advokat, advokat Thorkil Dahl, i salær 35.000 kr. + moms, der endeligt udredes af statskassen.