Dato for offentliggørelse
21 Jan 2011 12:03
Moms og lønsumsafgift
Resumé

SKAT udgiver 2 gange årligt en lønsumsafgiftsvejledning, som er en samling af de gældende regler på området. Vejledningen er opbygget efter lønsumsafgiftslovens systematik.

Vejledningens formål er at være en hjælp i det praktiske arbejde med regler vedr. lønsumsafgift, for både SKATs medarbejdere, virksomheder og deres revisorer, advokater m.fl. i arbejdet med at sikre en korrekt afregning af lønsumsafgift.

Vejledningen er udtryk for SKATs opfattelse af gældende praksis og giver en udførlig beskrivelse af reglerne. Der er i teksten bl.a. henvist til de love og bekendtgørelser, der er relevante for lønsumsafgiftsloven.

Hvad er nyt?

For virksomheder omfattet af metode 2 (finansielle virksomheder), er afgiftssatsen fra 1. januar 2011 10,5 pct. af virksomhedens lønsum, se E.1.1.

Fra og med 1. januar 2009 er uddannelser omfattet af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser fri for lønsumsafgift. Fritagelsen omfatter dog ikke professionshøjskolers udbud af kurser og andre aktiviteter som indtægtsdækket virksomhed. Se B.1.4.13.

SKAT har i SKM2010.445.SKAT bestemt, at pengeinstitutter, forsikringsvirksomheder, pensionskasser og realkreditinstitutter kan holde den del af lønsummen uden for lønsumsafgiftsgrundlaget, der kan henføres til virksomhedens investeringsaktiviteter vedrørende egne midler, når investeringsaktiviteten ikke udgør økonomisk virksomhed. Se B.1.1.7.

SKAT har i SKM2010.712.SKAT meddelt, at praksis om at andelsboligforeninger er omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed ikke kan opretholdes efter at Landsskatteretten i SKM2010.792.LSR har fundet, at en andelsboligforenings levering af brugsrettigheder til andelshaverne mod betaling af boligafgift må sidestilles med udlejning af fast ejendom, der er fritaget for moms i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Se B.1.1.5, B.1.2 og B.1.4.7.

ISBN-nummer
978-87-7121-023-1