Virksomheder har pligt til at indberette oplysninger til Skattestyrelsen, hvis de får statsstøtte på over 500.000 euro (3.727.850 kr. i 2018) pr. støtteordning. Statsstøtten kan være modtaget som fx godtgørelse af afgift eller anvendelse af lempet afgiftssats på miljø- og energiområdet.

Virksomheder skal indberette fra 1. august 2019 til 1. september 2019 for støtte modtaget i perioden 1. januar 2018 til 31. december 2018. Skattestyrelsen sender oplysningerne videre til det nye EU-statsstøtteregister.

Indberet statsstøtte

Virksomheden skal indberette for hver enkelt støtteordning, hvor lempelsen pr. ordning er over 500.000 euro.

Ikke alle afgiftslempelser eller afgiftsgodtgørelse er omfattet af kravet om indberetning. Om en ordning er omfattet af kravet om indberetning, afhænger af om en ordning er statsstøttegodkendt og efter hvilke retningslinjer.

Følgende statsstøtteordninger er omfattet af kravet om indberetning inden for Skattestyrelsens område:

Godtgørelse for el anvendt til procesformål

Denne ordning vedrører momsregistrerede virksomheders mulighed for at opnå en delvis godtgørelse af elafgift anvendt til proces. Godtgørelsen fremgår af § 11, stk. 1, og nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, jf. § 11 c i lov om afgift af elektricitet.

Se også afsnit E.A.4.6.3.2 i Den juridiske vejledning.

Elpatronordningen

Denne ordning giver momsregistrerede virksomheder ret til - på visse betingelser - at benytte en lempet afgiftssats for fjernvarme, der produceres af afgiftspligtige brændsler eller af afgiftspligtig elektricitet. Ordningen fremgår af § 11, stk. 16-17, lov om afgift af elektricitet, § 7, stk. 6 og 7, lov om afgift af kuldioxidafgift, lov om afgift af mineralolieprodukter m.v.  § 9, lov om afgift af naturgas og bygas § 8, og lov om § 7, stk. 3 og 4, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks.

Se også afsnit E.A.4.3.9.5 i Den juridiske vejledning.

Landstrøm til skibe

Ordningen udgør en godtgørelse for elafgift af elektricitet ved levering af strøm fra et aftagenummer på land til visse typer skibe. Ordningen fremgår af § 11 b i lov om afgift af elektricitet.

Se også afsnit E.A.4.3.8 i Den juridiske vejledning.

Godtgørelse for brændsel anvendt til proces for CO2-kvoteomfattende virksomheder

Efter denne ordningen kan momsregistrerede virksomheder få tilbagebetalt CO2-afgiften af varme, der leveres fra en produktionsenhed med tilladelse til udledning af CO2 efter lov om CO2-kvoter, til virksomheden, og som anvendes til procesformål. Ordningen følger af § 9 b i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.

Se også afsnit E.A.4.6.8.4 i Den juridiske vejledning.

Bundfradraget for ikke-CO2-kvoteomfattet forbrug

Støtteordningen udgøres af et særligt fradrag i § 9 c, stk. 1 i lov om af kuldioxidafgift, hvorefter momsregistrerede virksomheder uden tilladelse til udledning af CO2 efter lov om CO2-kvoter, som anvender bestemte typer afgiftspligtige brændsler, kan opnå et bundfradrag i virksomhedens betaling af afgifter af disse brændsler, der anvendes til procesformål.

Se også afsnit E.A.4.6.5.2 i Den juridiske vejledning.

Godtgørelse for landbrugsdiesel anvendt som motorbrændstof

Støtteordningen udgøres af en godtgørelsesordning for motorbrændstof, der udelukkende anvendes til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl. Ordningen fremgår af § 11, stk. 3, i lov om energiafgift af mineralolieprodukter.

Se også afsnit E.A.4.6.11.3 i Den juridiske vejledning.

Lempet afgift for biogas til varmefremstilling

Støtteordningen udgøres af en lempet afgiftssats for biogas til varmefremstilling. Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om afgift af naturgas og bygas, at afgiften for biogas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ pr. Nm3 udgør 9,8 øre pr. Nm3, mens den almindelige sats udgør 219,9 øre pr. Nm3 i 2018.

Se også afsnit E.A.4.4.11.1.4 i Den juridiske vejledning.

Tilbagebetalingsmulighed for afgift af biogas, der anvendes til procesformål

Støtteordningen udgøres af en lempet afgiftssats for biogas til procesformål. Det fremgår af gasafgiftslovens § 10, stk. 1-5, og stk. 15, at godtgørelsen af afgiften for biogas, som anvendes til proces, nedsættes med 4,9 øre pr. Nm3 gas med en nedre brændværdi på 39,6 MJ. Afgiften for anden gas til procesformål nedsættes med 4,5 kr./GJ.

Se også afsnit E.A.4.4.11.2.3 i Den juridiske vejledning.

Godtgørelse for spildevandsafgift

Støtteordningen udgøres af en godtgørelsesordning for den del af afgiften, der vedrører afgiftspligtig udledning af spildevand, når en vis del af afgiften kan henføres til forarbejdningen af fisk, krebsdyr, bløddyr og andre hvirvelløse dyr eller dele heraf, fremstillingen af cellulose eller fremstillingen af rør- og roesukker på baggrund af sukkerroer og sukkerrør. Ordningen fremgår af § 11, stk. 1, i lov om afgift af spildevand.

Se også afsnit E.A.7.13.8 i Den juridiske vejledning.

Bundfradrag i svovlafgiften

Støtteordningen udgøres af et særligt bundfradrag, der fremgår af § 33, stk. 1-9, i lov om afgift af svovl.

Se også afsnit E.A.7.11.7.2 i Den juridiske vejledning.

Godtgørelse for el anvendt til opladning af registrerede eldrevne køretøjer

Støtteordningen udgøres af en tilbagebetaling af afgift af elektricitet forbrugt af en virksomhed i forbindelse med opladning af batterier til registrerede elbiler mv. Ordningen fremgår af § 21 i lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer.

Se også afsnit E.A.4.6.3.2 i Den juridiske vejledning.

Lav en intern opgørelse over, hvilke støtteordninger og beløb (afgiftslempelser) som virksomheden har fået fra den 1. januar til 31. december 2018.

Virksomheden skal indberette for hver juridisk enhed med et cvr-nummer (uanset evt. fælles momsregistreringer eller delregistreringer).

Hvad skal indberettes og hvornår

Indberetning til Skattestyrelsen skal ske i perioden 1. august 2019 til 1. september 2019, hvis det samlede støttebeløb er 500.000 euro eller over pr. ordning. Støtten skal opgøres samlet pr. ordning for hele perioden.

Afgiftsregistrerede virksomheder (virksomheder, der er registreret for den pågældende afgift og afregner afgift), medregner og indberetter støtten efter afgiftsperioden. Hvis en virksomhed indberetter til en lavere afgiftssats eller modregner godtgørelse, for december 2019, skal støtten indberettes på perioden for 2019. Også selv om selve indberetningen først sker i januar 2020.

Virksomheder, som får afgiftsgodtgørelse via momsangivelsen, indberetter støtten efter momsperioden. Hvis en virksomhed modregner afgiftsgodtgørelse på momsangivelsen for december 2019, skal godtgørelsen indberettes på perioden for 2019. Også selv om selve momsangivelsen for perioden først sker i januar 2020 eller senere.

Virksomheder, som får godtgørelse efter ordningen om fremskyndet tilbagebetaling eller anvender blanket 23.023, medregner og indberetter støtten efter godtgørelsesperioden.

Indberetningspligten for 2016 vedrørte alene perioden 1. juli 2016 - 31. december 2016, og når et støttebeløb oversteg 500.000 euro. Indberetningspligten følger efter 2016 hele kalenderår, og når et støttebeløb overstiger 500.000 euro. Dvs. der kan være virksomheder, som ikke var omfattet af kravet om indberetning for 2016, men vil være omfattet af kravet om indberetning for 2017 og fremadrettet.

Virksomheden skal indberette følgende oplysninger:

  • Støttemodtagerens navn, adresse, cvr-nummer mv.

  • Titlen på støtteordningen

  • Virksomhedens størrelse (SMV eller stor virksomhed). Betegnelsen SMV omfatter virksomheder, der beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på højst 50 mio. euro og /eller en samlet årlig balance på højst 43 mio. euro

  • Støttebeløbets størrelse (nominelt støttebeløb i danske kroner)

  • Årstal som støtten vedrører. Datoen for tildelingen af støtte skal angives som den 31. december i det kalenderår, som afgiftslempelsen vedrører

Virksomheden skal indberette oplysningerne digitalt.

Udregn om du er omfattet af reglerne 

Virksomheder skal indberette oplysninger, hvis de får statsstøtte på mere end 500.000 euro pr. støtteordning. 

Der omregnes fra danske kroner til euro efter den kurs, der gælder den første arbejdsdag i oktober i indberetningsåret (se kurs i Den Europæiske Unions Tidende). Indberetningen for støtte i 2018 omregnes efter kursen den 1. oktober. Satsen er 7,4557 kr./euro, så 500.000 euro svarer i 2018 til 3.727.850 kr.

Det præcise beløb, som virksomheden indberetter, bliver ikke offentliggjort i EU-statsstøtteregisteret. Det skyldes, at statsstøttebeløb skal offentliggøres i følgende intervaller (mio. euro):

  • 0,5-1
  • 1-2
  • 2-5
  • 5-10
  • 10-30
  • 30 og derover. 

Desuden offentliggøres fx oplysninger om:

  • virksomhedens navn
  • cvr-nummer
  • støtteordningens formål.

Oplysningerne skal offentliggøres i Europa-Kommissionens statsstøtteregister senest 1 år fra indberetning af støttebeløbet til Skattestyrelsen.

Det er besluttet i EU-Kommissionen, at de danske myndigheder skal indberette tildelt statsstøtte til Europa-Kommissionen. Formålet er at skabe åbenhed omkring statsstøtte til virksomheder på over 500.000 euro.

Oplysningerne offentliggøres i det webbaserede EU-statsstøtteregister. Reglerne trådte i kraft den 1. juli 2016.

Læs nyhed hos Skatteministeriet: Øget åbenhed om statsstøtte til virksomheder.

Hjemlen til at indhente de nødvendige oplysninger, oversendelse til EU's register mv. er indsat i de relevante love ved lov nr. 1558 af 13. december 2016.