Dato for udgivelse
04 Mar 2005 11:52
SKM-nummer
SKM2005.106.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/05-4061-01241
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
EF-voldgiftskonventionen, tynd kapitalisering
Resumé

Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse er sager om tynd kapitalisering omfattet af EF-voldgiftskonventionen.

Reference(r)
Bekendtgørelse nr. 1253 af den 7/12-2004 (Bekendtgørelse om ikrafttræden af dele af lov nr. 171 af 15. marts 2000 (EF-voldgiftskonventionen - ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud))
Henvisning

Ligningsvejledningen 2005-1 S.I.2.13.2.


EF-voldgiftskonventionen er trådt i kraft pr. 18/12-2004 og har virkning fra den 1/11-2004, jf. BEK nr. 1253 af den 7/12-2004.

Told- og Skattestyrelsen er som kompetent myndighed blevet stillet det spørgsmål, om sager vedrørende tynd kapitalisering er omfattet af EF-voldgiftskonventionen.

Spørgsmålet om, hvorvidt tynd kapitaliseringsregler er omfattet af OECD-modellens artikel 9, der stort set har samme anvendelsesområde som EF-voldgiftskonventionen, drøftes for tiden i OECD. De fleste lande er af den opfattelse, at dette er tilfældet. Nogle OECD-lande har dog stillet spørgsmål ved, om det er hensigtsmæssigt og muligt at anvende OECD-modellens artikel 9 på regler om tynd kapitalisering. OECD arbejder videre med spørgsmålet.

Told- og Skattestyrelsen er på baggrund heraf indtil videre indstillet på at behandle sager om tynd kapitalisering efter EF-voldgiftskonventionens regler. En betingelse for, at en sag om tynd kapitalisering kan behandles efter EF-voldgiftskonventionen, er imidlertid, at den anden stats kompetente skattemyndighed er af den samme opfattelse. Det må afklares fra sag til sag.

Som allerede nævnt arbejdes der i OECD på at opnå en bred enighed om dette spørgsmål, og den fortolkning, som denne TSS-meddelelse giver udtryk for, vil derfor senere kunne blive ændret.

Afslutningsvis kan det oplyses, at Told- og Skattestyrelsen vil forespørge de øvrige kompetente skattemyndigheder i EU, om de er af den opfattelse, at reguleringer efter regler om tynd kapitalisering kan behandles efter EF-voldgiftskonventionen. I takt med at svarene modtages, vil de blive offentliggjort.