Dato for udgivelse
21 Dec 2016 11:29
SKM-nummer
SKM2016.621.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
16-1726597
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning + Transfer pricing
Emneord
Obligatorisk, automatisk, udveksling, oplysninger, grænseoverskridende, bindende, svar, forhåndstilsagn, APA, prisfastsættelsesordninger, ensidig, bilateral, multilateral, EU, EU-Kommissionen
Resumé

Rådets direktiv 2015/2376/EU af 8. december 2015 om ændring af direktiv 2011/16/EU indebærer obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger inden for EU om grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger.

Hjemmel

Rådets direktiv 2015/2376/EU af 8. december 2015 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet.

Lov nr. 1554 af 13. december 2016 om ændring af chokoladeafgiftsloven, ligningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love.

Reference(r)

Rådets direktiv 2015/2376/EU af 8. december 2015 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet

Lov nr. 1554 af 13. december 2016 om ændring af chokoladeafgiftsloven, ligningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love § 7.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit A.A.3.14.

Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit C.F.8.1.2.

Redaktionelle noter

Denne ophæver SKM2015.159.SKAT pr. den 31. december 2016.


Obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger

Rådets direktiv 2015/2376/EU af 8. december 2015 om ændring af direktiv 2011/16/EU gennemfører obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet.

Ændringsdirektivet er implementeret i dansk ret ved lov nr. 1554 af 13. december 2016 om ændring af chokoladeafgiftsloven, ligningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love § 7.

Grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger

Ændringsdirektivet indebærer, at medlemsstaterne automatisk skal udveksle oplysninger, til alle de øvrige medlemsstater og i et vist omfang EU-Kommissionen, om grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger, når betingelserne herfor er opfyldt.

Grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger er defineret som enhver aftale, meddelelse eller andet instrument eller tiltag med tilsvarende virkninger, også hvis udstedt, ændret eller fornyet i forbindelse med en skatterevision, der opfylder en række nærmere oplistede betingelser.

De grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger skal være forud for de grænseoverskridende transaktioner eller for de aktiviteter i en anden jurisdiktion, som potentielt skaber et fast driftssted, eller forud for indgivelse af en selvangivelse, som dækker den periode, hvor transaktionen eller rækken af transaktioner eller aktiviteter fandt sted.

Skatteyder skal kunne påberåbe sig disse, og de kan omfatte enhver materiel form - uanset om de er bindende eller ikke, og hvordan de er udstedt.

Der skal ikke ske automatisk udveksling af oplysninger om grænseoverskridende forhåndstilsagn, som udelukkende vedrører og involverer skatteanliggender for en eller flere fysiske personer.

Grænseoverskridende forhåndstilsagn (bindende svar mv.)

Der skal være tale om en grænseoverskridende transaktion eller et spørgsmål om, hvorvidt aktiviteter, som udøves af en person i en anden jurisdiktion, skaber et fast driftssted.

Den grænseoverskridende transaktion kan omfatte, men er ikke begrænset til, foretagelse af investeringer, levering af varer, tjenesteydelser eller finansielle midler eller anvendelse af materielle eller immaterielle aktiver.

Eksempler på grænseoverskridende forhåndstilsagn:

  • Ordninger eller afgørelser, der fastslår, om der findes eller ikke findes et fast driftssted.
  • Ordninger eller afgørelser, der fastslår, om der findes eller ikke findes faktiske omstændigheder med potentiel indvirkning på et fast driftssteds skattegrundlag.
  • Ordninger eller afgørelser, der fastslår en hybrid enheds skattemæssige status i én medlemsstat vedrørende en person, der er hjemmehørende i en anden jurisdiktion.
  • Ordninger eller afgørelser om beregningsgrundlaget for afskrivning på et aktiv i én medlemsstat, som er erhvervet fra et koncernselskab i en anden jurisdiktion.

Der kan fx også være tale om grænseoverskridende forhåndstilsagn vedrørende:

  • Spørgsmål relateret til transaktioner mellem en hovedaktionær i et medlemsland og dennes selskab etableret i et andet medlemsland.
  • Spørgsmål relateret til stiftelsen af et selskab eller en erhvervsdrivende fond i et andet medlemsland.
  • Spørgsmål relateret til investeringer i et andet medlemsland (fx en I/S-lignende konstruktion).
  • At udenlandske kommanditister i et K/S udøver virksomhed gennem et fast driftssted i Danmark.

Forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger (APA'er)

Forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger fastsætter forud for grænseoverskridende transaktioner mellem forbundne foretagender et passende sæt af kriterier for fastsættelsen af interne afregningspriser for disse transaktioner eller fastsætter tildeling af fortjeneste til et fast driftssted.

Eksempler på forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger:

  • Ensidige forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger og/eller afgørelser.
  • Bilaterale eller multilaterale forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger og afgørelser.

Som udgangspunkt er oplysninger om både ensidige og bilaterale eller multilaterale forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger omfattet af pligten til udveksling.

Ændringsdirektivet indeholder dog visse modifikationer for så vidt angår bilaterale eller multilaterale forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger med tredjelande.

Hvilke oplysninger skal udveksles?

Der skal udveksles et nærmere fastsat sæt af basisoplysninger, der vil være tilgængeligt for alle EU-medlemsstater. Et begrænset sæt af basisoplysninger vil også være tilgængeligt for Europa-Kommissionen.

Bl.a. følgende oplysninger skal udveksles:

  • Identifikation af personen, bortset fra en fysisk person, og i givet fald den gruppe af personer, som den tilhører (skal ikke meddeles Europa-Kommissionen).
  • Et resumé af indholdet af det grænseoverskridende forhåndstilsagn eller den forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordning, herunder en beskrivelse af de relevante forretningsaktiviteter eller transaktioner eller række af transaktioner i abstrakte vendinger, der ikke medfører videregivelse af en erhvervsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed, en fremstillingsmetode eller oplysninger, hvis videregivelse ville stride mod almene interesser (skal ikke meddeles Europa-Kommissionen).
  • Datoerne for udstedelse, ændring eller fornyelse samt oplysninger om gyldighedsperioden.
  • Beløbet for transaktionen eller rækken af transaktioner, hvis der henvises til et sådant beløb.
  • Beskrivelse af det sæt af kriterier, der anvendes til at fastsætte interne afregningspriser eller selve den interne afregningspris i tilfælde af en forhåndsgodkendt prisfastsættelsesordning (skal ikke meddeles Europa-Kommissionen).
  • Identifikation af den metode, der anvendes til at fastsætte interne afregningspriser eller selve den interne afregningspris i tilfælde af en forhåndsgodkendt prisfastsættelsesordning.
  • Identifikation af eventuelle andre medlemsstater, som sandsynligvis vil blive berørt af det grænseoverskridende forhåndstilsagn eller den forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordning.
  • Identifikation af enhver person, bortset fra en fysisk person, i eventuelle andre medlemsstater, som sandsynligvis vil blive berørt af det grænseoverskridende forhåndstilsagn eller den forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordning, med angivelse af, hvilke medlemsstater de berørte personer har tilknytning til (skal ikke meddeles Europa-Kommissionen).

På baggrund af de udvekslede oplysninger kan en medlemsstats skattemyndighed beslutte, om myndigheden vil anmode om yderligere oplysninger, herunder den fulde tekst til et grænseoverskridende forhåndstilsagn eller en forhåndsgodkendt prisfastsættelsesordning.

Hvornår og hvordan skal udveksling ske?

Oplysninger om grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger, der er udstedt, ændret eller fornyet efter den 31. december 2016, skal udveksles inden for tre måneder efter udgangen af den halvdel af det kalenderår, hvor det blev udstedt, ændret eller fornyet (dvs. 30. september og 31. marts).

Oplysninger om grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger, der er udstedt, ændret eller fornyet inden for en periode på fem år før den 1. januar 2017, skal udveksles før den 1. januar 2018, dog med visse undtagelser.

Forinden udveksling af oplysninger vil spørgeren blive orienteret om myndighedernes forpligtelse til at udveksle oplysninger.

For at have retsgyldig virkning i modtagerlandene skal oplysningerne udveksles via Kompetent Myndighed i Århus.