Dato for udgivelse
15 Dec 2016 07:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 Jul 2016 07:13
SKM-nummer
SKM2016.598.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 37A-934/2015
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Fradrag og afskrivninger
Emneord
Kapitalindkomst, gæld, bodelingsoverenskomst
Resumé

Sagen omhandlede spørgsmålet om fordelingen af et rentefradrag, der relaterede sig til to tidligere ægtefællers fælles gæld. Landsskatteretten havde ved den indbragte afgørelse fundet, at sagsøgeren med henvisning til indholdet af en indgået bodelingsoverenskomst ikke var berettiget til fradrag for renterne for tiden efter skilsmissen.

Sagsøgeren rejste under sagen en række formalitetsindsigelser mod skattemyndighedernes behandling af sagen. Retten fandt det imidlertid ikke godtgjort, at skattemyndighedernes afgørelse led af væsentlige formelle mangler, hvorfor retten ikke tog sagsøgerens påstand om hjemvisning og ugyldighed til følge.

For så vidt angår sagens materielle spørgsmål, udtalte retten, at parterne ved bodelingsoverenskomsten havde aftalt, at sagsøgerens tidligere ægtefælle skulle overtage det fælles hus, parrets andelsbolig og den fælles gæld til banken. Bodelingen skete under forudsætning af, at banken godkendte overdragelsen af gælden. Uagtet at en sådan godkendelse ikke forelå, overtog den tidligere ægtefælle huset og solgte andelslejligheden, ligesom sagsøger ikke længere betalte renter og afdrag på den fælles gæld. Retten fandt herefter, at parterne i det indbyrdes forhold havde fulgt bodelingsoverenskomsten. Da sagsøgerens ægtefælle i det indbyrdes forhold således havde overtaget den tidligere fælles gæld, fandt retten, at fradragsretten tilkom ham.

Endelig havde sagsøgeren gjort gældende, at hun var omfattet af reglerne om en forkortet ligningsfrist, og at SKATs afgørelse i sagen derfor var afsagt for sent. Hertil udtalte retten, at det forhold, at sagsøgeren med sin tidligere mand indgik en bodelingsoverenskomst, hvorefter den tidligere ægtefælle overtog gælden, udgjorde en ændring af grundlaget for sagsøgers skatteansættelse. Sagsøgeren eller skattemyndighederne kunne derfor efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 1, begære ekstraordinær genoptagelse. Uanset om sagsøgeren var omfattet af den kortere frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, var skatteansættelsen af sagsøgeren derfor sket rettidigt.

Skatteministeriet blev herefter frifundet

Reference(r)

Kildeskattelovens § 24 A

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1

Henvisning

Den juridiske Vejledning 2016-2, afsnit A.A.7.3.1

Den juridiske Vejledning 2016-2, afsnit A.A.7.4.5

Den juridiske Vejledning 2016-2, afsnit A.A.8.2.1.1.4

Den juridiske Vejledning 2016-2, afsnit C.A.11.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.A.8.3.1

Redaktionelle noter

Se til Østre Landsrets dom SKM2017.467.ØLR, af den 31/5-2017


Parter

A

(Advokat, Lisbeth Pedersen)

mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten, v/advokat Camilla Bjerg Nielsen)

Afsagt af byretsdommer

H. Fog-Petersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 6. februar 2015, vedrører spørgsmålet om sagsøger i 2008 og 2009 kan anvende et fradrag for en renteudgift vedrørende gæld, der i.h.t. en bodelingsoverenskomst var overtaget af den tidligere ægtefælle, og hvori der til gældsovertagelsen var knyttet et vilkår om, at bestemmelsen skulle godkendes af banken.

Sagsøger har principalt nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT, subsidiært Landsskatteretten.

Sagsøger A har subsidiært nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende,

  • at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstår 2008 og 2009 skal være som selvangivet,

  • at sagsøger alene har ukomplicerede økonomiske forhold, hvorfor der gælder en forkortet ligningsfrist jf. dagældende BEK. nr. 1095 af 15. november 2005 skal betale kr. med tillæg af procesrente fra den

  • at sagsøger ikke selv har anmodet om genoptagelse af indkomstår 2008 og 2009

  • at Landsskatterettens kendelse af 23/12 2014 og SKATs afgørelse af 30/3 2012 er ugyldige.

Over for sagsøgers principale påstand har sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt påstand om frifindelse

Over for sagsøgerens subsidiære påstand om, at den skattepligtige indkomst for indkomståret 2008 og 2009 skal være som selvangivet, nedlægges følgende påstande:

Principalt: Afvisning
Subsidiært: Frifindelse

Overfor sagsøgerens subsidiære påstand om, at sagsøgeren har ukomplicerede økonomiske forhold og derfor er omfattet af den forkortede ligningsfrist, nedlægges følgende påstande:

Principalt: Afvisning
Subsidiært: Frifindelse

Overfor sagsøgerens subsidiære påstand om, at sagsøgeren ikke selv har anmodet om genoptagelse, nedlægges følgende påstande:

Principalt: Afvisning
Subsidiært: Frifindelse

Overfor sagsøgerens subsidiære påstand om, at Landsskatterettens og SKATs afgørelser er ugyldige, nedlægges følgende påstand:

Frifindelse

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Skatteankenævnet traf afgørelse 4. oktober 2013, hvilken afgørelse sagsøger indbragte for Landsskatteretten, der den 23. december 2014 traf afgørelse i sagen:

"...

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2008: Fradrag for renteudgifter

 

84.496 kr.

 

187.841 kr.

 

84.496 kr.

2009: Fradrag for renteudgifter

 

0 kr.

 

115.977 kr.

 

0 kr.

Møde mv.
Der har været afholdt møde med klagerens repræsentant. Repræsentanten har anmodet om adgang til at udtale sig ved et retsmøde. I henhold til skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, kan Landsskatteretten undlade at imødekomme denne anmodning, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for overflødig. Under henvisning til denne bestemmelse, har Landsskatteretten ikke imødekommet begæringen om retsmøde, idet sagen må anses for tilstrækkeligt oplyst på det foreliggende grundlag.

Faktiske oplysninger
Klageren er den 30. juli 2008 blevet skilt fra NR.

Klageren har tidligere optaget lån i F1-bank, konto nr. X1 og X2, i fællesskab med klagerens daværende ægtefælle. Renteudgiften på lånene indberettes med 50 % til hver for indkomstårene 2008 og 2009.

Der er fremlagt en pantsætningserklæring, hvoraf fremgår, at der er pantsat et ejerpantebrev på 1 mio. kr. med pant i andel samt brugsret til lejligheden Y1. Pantsætningserklæringen er dateret og underskrevet den 15. juli 2005 af NR, og som debitor, A.

Ifølge indgået bodelingsoverenskomst af 11. juli 2008 fremgår bl.a., at NR pr. 11. juli 2008 overtager "vor hidtil fælles hus beliggende Y2", samt "vor hidtil fælles andelsbolig beliggende Y1".

Af bodelingsoverenskomsten fremgår endvidere, at NR pr. 11. juli 2008 som enedebitor overtager al fællesgæld i F1-bank, samt at det forudsættes, at F1-bank skriftligt bekræfter at være indforstået hermed.

SKAT har ikke modtaget bekræftelse på, at F1-bank er indforstået med NRs overtagelse af gælden.

Klageren har til SKAT oplyst, at hun ikke har betalt renteudgifter vedrørende lånet.

Klageren har modtaget printselvangivelser for 2008 og 2009, hvor renteudgifter var fortrykt med 50 % til hende.

NR rettede i 2011 henvendelse til SKAT for at få fradrag for 100 % af renteudgifterne til F1-bank. SKAT har imødekommet hans anmodning, jf. forslag til afgørelse af 9. januar 2012, der er fulgt op af en årsopgørelse.

Klageren har oplyst, at hun søgte telefonisk rådgivning hos SKAT i sommeren 2009, da hun fik meddelelse om overskydende skat. Klageren forklarede efter det oplyste SKATs medarbejder om bodelingsoverenskomsten og øvrige forhold. Klageren fik ved denne lejlighed at vide, at det er banken som automatisk indberetter oplysninger til SKAT, og at hun - så længe hun står som meddebitor på lånet - helt legalt får halvdelen af rentefradraget. Der ligger ikke et notat herom hos SKAT.

Klageren har ifølge SKATs vurderingsoplysningssystem stået som medejer af ejendommen beliggende Y2, fra 1. januar 2008 til 11. juli 2008. Klageren har ikke stået som ejer af Y1.

Om ejendommen på Y2, fremgår, at ejendommen den 6. november 2009 blev tinglyst med en overtagelsesdato den 4. juni 2009, og at ejendommen var overdraget af klageren til hendes tidligere ægtefælle for 1 mio. kr.

Den 3. december 2009 blev ejendommen tinglyst med en overtagelsesdato den 11. juli 2008, svarende til datoen for bodelingsoverenskomsten, og at ejendommen var overdraget fra klageren til hendes tidligere ægtefælle for 0 kr.

Pr. 11. juli 2008 er ejendommens offentlige vurdering angivet til 3.000.000 kr.

Om Y1, fremgår af kontoudtog fra F1-bank af 30. juni 2009, at der er afregnet et beløb på 363.875 kr. i forbindelse med salg af lejligheden.

Klagerens repræsentant har den 10. september 2012 bedt om et møde med Skatteankenævnet.

Skatteankenævnet har den 30. august 2013 fremsendt forslag til afgørelse vedlagt sagsfremstilling.

Den 10. september 2013 har klagerens repræsentant fremsendt bemærkninger til forslag til afgørelse. Der er ikke i dette brev fremsat anmodning om møde med Skatteankenævnet.

Skatteankenævnets afgørelse
Efter kildeskattelovens § 24 A er der fradragsret for renteudgifter for den af ægtefællerne, der hæfter for betalingen.

Med udgangspunkt i ægtefællers sambeskatning, vil skattemyndighederne under ægteskabets beståen normalt henholde sig til den fordeling af kapitalindtægter og -udgifter, som ægtefællerne har foretaget.

Når sambeskatningen er ophørt, fordi parterne er blevet separeret eller skilt, skal kapitalindkomsten/-udgiften som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen hos den ægtefælle, den vedrører, uanset hvem der måtte have oppebåret indtægterne eller afholdt udgifterne.

Da klageren og hendes ægtefælle blev skilt i 2008, ophørte sambeskatningen ved skilsmissen, og da de begge hæftede solidarisk for betalingen af den omhandlede gæld, er udgangspunktet, at hver af parterne er berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne vedrørende gæld, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra c, medmindre det dokumenteres, at fradragsretten er overgået til den ene ægtefælle alene.

Der er fremlagt bodelingsoverenskomst, hvoraf fremgår, at klagerens ægtefælle pr. 11. juli 2008 overtager den fælles gæld i F1-bank som enedebitor. Nævnet mener derfor, uanset at banken ikke har godkendt ægtefællen som enehæftende, at fradragsretten til renterne er overgået til ægtefællen fra tidspunktet for bodelingsoverenskomsten. Det er herefter nævnets opfattelse, at gælden er blevet overdraget til ægtefællen alene fra dette tidspunkt.

Nævnet har henvist til afgørelserne fra Landsskatteretten i TfS 1995,640 og TfS 1995,787 samt oplysningerne i Den juridiske Vejledning, afsnit C,A.11.2.2.

Nævnet kan derfor alene godkende fradrag for 50 % af renterne indtil tidspunktet for bodelingsoverenskomsten.

Nævnet har endvidere anført, at en uformel forhåndstilkendegivelse som altovervejende hovedregel ikke er bindende for SKAT. Det fremgår af Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOU nr. 1992.212.

Nævnet mener ikke, at klageren kan støtte ret på en påstået telefonisk tilkendegivelse fra SKAT. Klageren har ikke dokumentation for, at SKAT telefonisk har oplyst, det, som klageren oplyser, ligesom det ikke er sandsynliggjort, at tilkendegivelse er afgivet på et fuldstændigt og korrekt grundlag.

Nævnet mener derfor ikke, at klageren har en retsbeskyttet forventning om fradragsret for 50 % af renterne i 2008 og 2009.

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig samt at hendes skattepligtige indkomst for indkomstårene 2008 og 2009 skal nedsættes til det selvangivne.

Som det fremgår af SKATs forslag til afgørelse, er der alene henvist til en bodelingsoverenskomst mellem klageren og hendes tidligere ægtefælle. Det er ikke oplyst, hvordan SKAT er kommet i besiddelse af bodelingsoverenskomsten eller i hvilken anledning.

Som det fremgår af SKATs afgørelse, er der tilsvarende alene henvist til en bodelingsoverenskomst mellem klageren og hendes tidligere ægtefælle. Derudover er der henvist til en enkelt afgørelse fra Landsskatteretten, TfS 1995,640, hvorefter det oplyses, at som følge af denne kendelse kan fradraget godkendes hos klagerens tidligere ægtefælle, selvom debitor ikke har accepteret ham som enedebitor. Derudover er det oplyst, at der er lagt vægt på, at klagerens tidligere ægtefælle efter SKATs oplysninger har betalt samtlige ydelser på lånene, og som eneejer har solgt andelslejligheden. Yderligere er anført, at der ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde en ændring. Dette er positivt forkert, da klageren har fremsendt materiale, der understøtter hendes opfattelse af sagen, herunder uenigheden og urigtigheden af SKATs afgørelse.

Klageren er ikke på noget tidspunkt forud for fremsendelsen af forslag til afgørelse oplyst om, hvorvidt der er sket genoptagelse for hendes tidligere ægtefælle vedrørende de to indkomstår. De i SKATs afgørelse nævnte oplysninger har ej heller været gjort tilgængelig for hende forud for modtagelsen af afgørelsen. Ved modtagelsen af afgørelsen har det ikke været muligt at imødegå det af SKAT anførte.

Det er gjort gældende, at SKAT ved sit forslag og sin afgørelse sætter skøn under regel. Herved indtræder der ugyldighed.

Yderligere er det gjort gældende, at SKAT inddrager usaglige forhold, hvilket tenderer til embedsmisbrug og konkret udgør magtfordrejning, idet SKAT retsstridigt benytter beføjelse til at opnå andre formål end dem, som lovgivningsmagten har ønsket realiseret ved at tillægge forvaltningen beføjelsen. Magtfordrejning er forbudt i dansk ret.

Samtlige forvaltningsmyndigheder, herunder SKAT, skal iagttage retsgrundsætninger, der udover forbuddet mod at forfølge usaglige formål (forbud mod magtfordrejning), også omfatter en ulovbestemt lighedsgrundsætning; kravet om proportionalitet mellem indgreb og formål, og pligten til at træffe afgørelse i hvert enkelt tilfælde, dvs. ikke at sætte sit skøn under en regel.

Lighedsgrundsætningen er et helt grundlæggende ulovbestemt forvaltningsretligt princip, som skal sikre, at der som udgangspunkt træffes identiske afgørelser i forhold til skatteydere med identiske omstændigheder. Eller sagt på en anden måde må en myndighed ikke udøve usaglig forskelsbehandling. Lighedsgrundsætningen skal tilsidesættes i det omfang, at der ved ensartet behandling opstår en urimelig forskelsbehandling. Som en direkte følge af lighedsgrundsætningen kan skatteydere støtte ret på SKATs afgørelsespraksis, den juridiske vejledning og andre offentliggjorte praksisbeskrivelser. Problemet i denne sag er blot, at SKAT vilkårligt kan ændre f.eks. Den juridiske Vejledning således, at praksis fremtræder som værende anderledes, end den reelt er. Dette er bl.a. tilfældet i denne sag.

En skatteyder må som det mindre i det mere kunne forvente at få en afgørelse, der viser, hvilket materielt grundlag, der er inddraget ikke bare en bemærkning om, at SKAT er i besiddelse af en bodelingsoverenskomst og øvrige oplysninger. Der er tale om en uanstændig og uværdig behandling, der på ingen måde kan rummes inden for principperne for god forvaltningskik.

Det er gjort gældende, at klageren som led i SKATs fremsendelse af forslag til afgørelse ikke er blevet partshørt eller har fået adgang til det materiale, som SKAT enten har indhentet eller modtaget fra tredjemand, hvorved SKAT har tilsidesat de væsentlige retsgarantier, som klageren efter lovgivningen er tillagt på det skatteretlige område, ligesom forholdet medfører, at garantiforskriften efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3, er tilsidesat.

Det er yderligere gjort gældende, at en skatteyder som det mindre i det mere kunne forvente at få en afgørelse, der viser, hvilket materielt grundlag, der er inddraget, og en henvisning til at SKAT fra tredjemand har modtaget eller indhentet noget materiale kan aldrig udgøre en afgørelse efter skatteforvaltningsloven, der opfylder skatteforvaltningslovens § 22, stk. 1, in fine, jf. forvaltningslovens § 22, jf. § 2, stk. 1 og 2.

Høring efter skatteforvaltningslovens § 20 sker i form af et forslag til afgørelse, der skal opfylde forvaltningslovens krav til begrundelse, herunder med henvisning til retsregler og de hovedhensyn der har været bestemmende for en eventuel skønsudøvelse.

Selvom der også over for Skatteankenævnet er redegjort for de faktiske og juridiske materielle forhold, der berettiger til en opretholdelse af det af klageren selvangivne, har Skatteankenævnet ikke forholdt sig til det anførte. Dette udgør tilsvarende en myndighedsfejl, hvorved der indtræder ugyldighed.

Det er uomtvistet i denne sag, at debitor ikke har accepteret klagerens tidligere ægtefælle som enedebitor, hvorfor klageren stedse har hæftet over for debitor. Det følger direkte af kildeskattelovens § 24 A, 2. pkt., at

“kapitaludgifter [skal medtages] hos den ægtefælle, som hæfter for betalingen. Kan det ikke afgøres, hvem af ægtefællerne, en kapitaludgift vedrører, skal hver at ægtefællerne medtage halvdelen af denne. "

Da det er uomtvistet, at klageren overfor debitor (banken) i indkomstårene 2008 og 2009 har hæftet for kapitaludgiften, er hun berettiget til skattemæssigt at fradrage renteudgifter som sket. Der kan i den forbindelse henvises til følgende afgørelser:

TfS 1987, 97-LSR fradrag for renteudgifter med 50 % til hver part.

TfS 1991, 60-LSR M kunne kun fratrække 50 % af renteudgifterne i 1983-1986, da tidligere samleverske stadig var meddebitor på fælles banklån. M havde betalt alle ydelserne.

Det er gjort gældende, at afgørelserne er relevante for denne sag, idet de faktiske forhold er identiske.

TfS 1995, 627-LSR trods aftale om, at M betalte terminsudgifter og kunne fratrække alle renteudgifter, kunne M alene fratrække 50 %, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, idet den indgåede rentefordelingsaftale ikke kunne tillægges skattemæssig betydning.

Det er gjort gældende, at afgørelsen er relevant for denne sag, idet de faktiske forhold er identiske.

TfS 1995, 254-LSR fradrag for renteudgifter med 50 % til hver part.

TfS 1999, 899-LSR ejendom ejet af klager. Klageren hæftede solidarisk med tidligere ægtefælle for gælden. Parterne var derfor lige berettigede til fradrag for renteudgifter, da klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at tidligere ægtefælle ikke længere hæftede for gælden.

Det er gjort gældende, at afgørelsen er relevant for denne sag, idet de faktiske forhold er identiske.

Det forhold, at der måtte være indgået en bodelingsoverenskomst, hvorefter klagerens tidligere ægtefælle civilretligt overtager samtlige aktiver og passiver, afskærer ikke klageren fra skattemæssigt at fradrage kapitaludgiften som sket, idet klageren uomtvistet og dokumenteret fortsat hæftede over for kreditor indtil et af to forhold indtrådte, hvilket er a) indfrielse af lån eller b) salg af ejendommene. Først efter indfrielse af lån og/eller et salg, ville klageren være frigjort for en solidarisk hæftelse. SKAT har ikke løftet bevisbyrden for, at debitor har frigjort  klageren.

Havde klageren som led i bodelingen påtaget sig en renteudgift uden at være meddebitor for gælden, ville SKAT ikke have godkendt, at hun skattemæssigt fik fradrag derfor. Som følge af dette forhold tilsidesætter SKAT lighedsgrundsætningen, hvorved klageren ikke behandles på samme måde som andre med tilsvarende eller modsatrettede forhold.

Som følge af ovenstående er det gjort gældende, at klageren har fradragsret for de pågældende renteudgifter som selvangivet for indkomstårene 2008 og 2009.

Det følger yderligere af Skat 1988.9.531, at genoptagelse af tidligere indkomstår vedrørende ægtefællers ansættelser i forbindelse med separation og skilsmisse med henblik på en ændret fordeling f.eks. af prioritetsrenter vedrørende fast ejendom ikke imødekommes (ej heller administrativt), da ægtefællerne under ægteskabets beståen er blevet beskattet beløbsmæssigt korrekt.

Også som følge af ovenstående er der tale om, at SKAT har truffet en mod klageren ugyldig afgørelse. Tilsvarende er gjort gældende, at SKAT i forhold til klagerens tidligere ægtefælle også har truffet en ugyldig afgørelse.

Det må have stået SKAT klart, at hvis SKAT imødekom klagerens tidligere ægtefælles begæring, ville dette få en konkret betydning for hendes skatteansættelse, hvorfor SKAT burde have sikret, at klageren i 2011 også henset til at bodelingen er fra 2009 var blevet orienteret og partshørt om skatteændringen for klagerens tidligere ægtefælle. Ved ikke at iagttage dette forhold har SKAT de facto tilsidesat forvaltningslovens § 19, stk. 1, der er en garantiforskrift, idet klageren har haft en konkret og væsentlige interesse i udfaldet af en ændret skatteansættelse for hendes tidligere ægtefælle. Det fremgår yderligere af forvaltningslovens § 16, stk. 3, at hvor det har betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser, skal der sendes afskrift eller kopi af sagens dokumenter.

Endvidere følger det direkte af skatteforvaltningslovens §§ 36 og 40, at der er en udvidet partsadgang vedrørende afgørelser truffet af SKAT også i forhold til andre skatteydere.

Det følger direkte af skattestyrelseslovens § 37 A, at der er gensidig klageadgang over en ændring af en ægtefælles eller tidligere ægtefælles skatteansættelse for et indkomstår.

Hvordan skal klageren kunne klage over sin tidligere ægtefælles begæring, når man ikke kender til det, og når man først får indsigt i, hvad formålet med begæring fra klagerens tidligere ægtefælle var ved modtagelsen af skatteankenævnets forslag til afgørelse?

Det er gjort gældende, at SKATs afgørelse alene er baseret på oplysninger fra en tidligere ægtefælle i den sag, som SKAT har afgjort uden at inddrage klageren. Det er gjort gældende, at SKAT har handlet ansvarspådragende, og har påført klageren et formuetab for 2008 og 2009 svarende til den skattemæssige værdi af den manglende fradragsret for renteudgifterne samt den kreditrente, som klageren mister ved at have indbetalt den pålignede skat. Begge krav udgør et formuetab for klageren.

Det følger direkte af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. in fine, at hvis SKAT agter at træffe en afgørelse, skal den selvangivelsespligtige og andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Yderligere er skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, tilsidesat.

Det fremgår specifikt af skatteankenævnets sagsfremstilling, side 2, afsnit 8, at klagerens tidligere ægtefælle i 2011 kontaktede SKAT for at få 100 % fradrag af renteudgifterne til F1-bank, samt at SKAT imødekom denne begæring.

Klageren har som anført ikke på noget tidspunkt fået nogen henvendelse fra SKAT vedrørende hendes tidligere ægtefælles begæring i 2011 eller meddelelse om, at SKAT uden at orientere eller høre klageren, imødekom den tidligere ægtefælles begæring.

SKAT kan ikke træffe en afgørelse, før en part er hørt, og der skal ske høring, når:

-       Parten er ubekendt med, at nogle oplysninger i sagen er i SKATs besiddelse,

-       og oplysningerne er til ugunst for parten,

-       og anses for et være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Høring efter skatteforvaltningsloven er ubetinget, hvorfor denne ikke kan tilsidesættes, og den har været særlig påkravet i denne sag, da klageren ikke - hvilket SKAT har været bekendt med - har haft samme folkeregisteradresse som hendes tidligere ægtefælle.

Hvis der hos SKAT måtte være forhold, som viser sig at være til gunst for klageren, skal SKAT egenhændigt inddrage disse. Er der forhold, som måtte være til ugunst for klageren, skal SKAT egenhændigt sikre, at hun bliver partshørt herom, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Sker dette ikke, er der tale om tilsidesættelse af en garantiforskrift, der automatisk medfører ugyldighed af den af SKAT trufne afgørelse.

Manglende partshøring er yderligere et brud på SKATs forpligtelser efter officialmaximen, der indebærer, at SKAT af egen drift skal fremfinde forhold, der er til gunst for skatteyderen.

Tilsidesættelse af officialmaksimen og garantiforskrift, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, ved at unddrage dig indsigt i materiale, der er til gunst eller ugunst for klageren, er et brud på den for klageren værende retssikkerhed på det skatteretlige område.

Allerede som følge af officialmaksimen stilles der mindre krav til skatteyderen. Dette element har indgået i de politiske overvejelser med gennemførelsen af omkostningsdækningsloven og efterfølgende ændringer. Et vigtigt element i den forbindelse har været, at skattemyndighederne ikke blev presset over i en rolle som skatteyderens modpart.

Det er et centralt element i retssikkerhedsbegrebet, at SKAT har pligt til at påse, at en skatteyder hverken betaler for meget eller for lidt i skat/afgift. Mener skatteyderen, at SKAT opkræver for meget i skat/afgift, skal skatteyderen have adgang til at få spørgsmålet prøvet i det administrative rekurssystem og eventuelt ved domstolene.

Uanset ovenstående er det et grundlæggende princip, at tvister i skattesager og/eller afgiftssager skal afgøres så hurtigt i forløbet som muligt, da dette er ressourcebesparende for SKAT og skatteyderen/den afgiftspligtige og dette betyder, at SKAT skal medvirke til at få en korrekt løsning uden at indtage en rolle som skatteyderens modpart. Dette er desværre ikke tilfældet i denne sag, da SKAT har overset og tilsidesat klagerens interesser ved ikke at inddrage hende i sin ægtefælles begæring i 2011.

Reguleringer af klageren må de facto være en afledt konsekvens af, at SKAT imødekom hendes tidligere ægtefælles begæring om at få ændret skatteansættelsen for 2008 og 2009 uden at hun er blevet gjort bekendt med det fulde grundlag for den positive afgørelse for den tidligere ægtefælle, herunder begæringen men også de talmæssige opgørelser mv.

Hvis ovenstående er sædvanlig praksis hos SKAT, er det klagerens opfattelse, at det er i strid med alt, hvad SKAT som offentligt myndighed skal stå for. Det er i strid med den retssikkerhed, som SKAT skal værne om på vegne af skatteyderne. SKAT er som nævnt ikke modpart til en skatteyder.

Det er for klageren af afgørende betydning for at kunne varetage sine interesser, at hun ved, hvordan SKAT har forholdt sig over for den tidligere ægtefælle, herunder i forhold til begæringen og de talmæssige opgørelser mv.

Særligt voldte bemærkningen i skatteankenævnets afgørelse, side 2, afsnit 8, om, at klagerens tidligere ægtefælles skattesag inddrages, problemer, da klageren ikke på noget tidspunkt har haft mulighed for at forholde sig hertil.

Yderligere volder bemærkningen i skatteankenævnets afgørelse, side 3, afsnit 3, problemer, idet der er lagt vægt på et for klageren udokumenteret forhold, nemlig at den tidligere ægtefælle ifølge SKATs oplysninger har betalt samtlige ydelser på lånene, samt har solgt andelslejligheden som ejer.

I skatteankenævnets forslag til afgørelse var der inddraget et forhold om, at klageren ikke havde gjort gældende, at der var uenighed om den opgjorte rente, og Skatteankenævnet stadfæster på dette grundlag SKATs afgørelse. Det blev for skatteankenævnet gjort gældende, at dette forhold ikke kan inddrages som kriterium for afgørelse af klagen, da dette forhold ikke af SKAT er inddraget i hverken forslag til afgørelse eller SKATS afgørelse, samt at hvis Skatteankenævnet lagde dette til grund, ville der være tale om en afgørelse, der i det hele er ugyldig.

Det blev yderligere for Skatteankenævnet gjort gældende, at hvis Skatteankenævnet forsøger at retfærdiggøre en opretholdelse af en ulovlig afgørelse fra SKAT ved at inddrage andre forhold end de, som kan udledes af SKATs afgørelse for at komme frem til, at SKATs afgørelse er gyldig, er der tale om, at Skatteankenævnet udøver magtfordrejning. Skatteankenævnet har udeladt dette forhold i sin afgørelse, men har ikke forholdt sig til noget af det andet af klageren anførte.

Det er gjort gældende, at SKATs afgørelse er behæftet med flere mangler, der hver for sig og samlet er konkret væsentlige, hvorved afgørelsen er ugyldig. Var klageren blevet partshørt om sin tidligere ægtefælles begæring og ændrede skatteansættelse, ville SKAT formentlig ikke have truffet den oprindelige afgørelse over for klageren, og dermed har SKAT tilsidesat en for klageren værende garantiforskrift, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, ligesom klageren ikke ville have lidt et formuetab som følge af SKATs ansvarspådragende handling.

Klageren har søgt aktindsigt i sin ægtefælles skattesag fra 2011 vedrørende 2008 og 2009, men dette er blevet afslået ved brev af 22. oktober 2013. Som det fremgår afvises begæringen med henvisning til, at klageren ikke længere har folkeregisteradresse med sin tidligere ægtefælle.

Skatteforvaltningslovens § 18 lyder som følger:

§ 18. Ægtefæller og forhenværende ægtefæller har hver især ret til ved henvendelse til told-og skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse af indkomst-eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.

Det er klagerens opfattelse, at SKATs afgørelse er truffet af samme sagsbehandler, som følge af en konsekvensændring ved, at SKAT gav den tidligere ægtefælle medhold i sin begæring om ændring af renteudgifterne for 2008 og 2009. Som følge heraf foreligger der speciel inhabilitet, da afgørelsen mod klageren blev truffet, og derfor er retsvirkningen, at afgørelsen er ugyldig.

Der blev i forbindelse med indgivelse af supplerende klageindlæg i forbindelse med skatteankenævnets behandling af klagen anmodet om personligt fremmøde, jf. skatteforvaltningslovens § 36, stk. 6. Hverken klageren eller hendes rådgiver er blevet givet mulighed for at møde frem for Skatteankenævnet og over for nævnet udtale sig mundtligt. Retten til fremmøde er en garantiforskrift, og nægtelse eller forglemmelse heraf medfører ugyldighed.

Der er henvist til SKM2001.244.LSR, SKM2012.224.LSR, SKM2012.438.LSR og SKM2013.259.BR

Repræsentanten har endelig gjort opmærksom på, at hverken SKAT, skatteankenævnet eller Skatteankestyrelsen har taget stilling til, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Det betyder, at SKAT ikke gyldigt har kunnet ændre skatteansættelsen for klageren vedrørende indkomstårene 2008 og 2009. Dette forhold medfører i sig selv ugyldighed.

Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af kildeskattelovens § 24 A, at ved opgørelsen af en ægtefælles skattepligtige indkomst og kapitalindkomst medregnes kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, hos den af ægtefællerne, der efter ægteskabslovgivningen har rådighed over kapitalgodet eller, for så vidt angår kapitaludgifter, hæfter for betalingen.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for renteudgifter, udover hvad der er godkendt af skatteankenævnet. Retten har lagt vægt på, at det fremgår af bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008, at klagerens tidligere ægtefælle pr. denne dato overtager bl.a. ejendommen Y2, og andelslejligheden Y1, som enedebitor. Overtagelsen er betinget af, at F1-bank skriftligt bekræfter at være indforstået med overtagelsen. Det fremgår af sagen, at F1-bank ikke har fritaget klageren for gældsforpligtelsen, hvorfor hun fortsat som solidarisk hæftende debitor i princippet er berettiget til fradrag for renteudgifter af gælden.

Retten finder imidlertid, at klageren på trods af den manglende gældsfritagelse har anerkendt, at hendes tidligere ægtefælle har overtaget ejendommen Y2, idet han ifølge tingbogsoplysninger har overtaget ejendommen i forbindelse med bodelingen med virkning fra 11. juli 2008, jf. overtagelsesdatoen på tinglysningsdokumenter.

Retten finder herefter, at klageren i det indbyrdes forhold til sin tidligere ægtefælle er fritaget for gældsforpligtelsen, således at den tidligere ægtefælle alene hæfter for gælden. Efter det oplyste har klageren heller ikke betalt hverken gæld eller renteudgifter.

Vedrørende repræsentantens påstand om ugyldighed som følge af ikke iagttagelse af den korte ligningsfrist, finder retten i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, at der er tale om en ekstraordinær ansættelse, idet der med SKATs afgørelse i klagerens tidligere ægtefælles skattesag er indtrådt en ændring i det offentligretlige grundlag for klagerens ansættelse. Som følge heraf finder den korte ligningsfrist i medfør af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 ikke anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 3, hvoraf fremgår, at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

For så vidt angår forventningsprincippet finder retten efter det oplyste, at klageren ved SKATs mundtlige tilkendegivelse ikke kan antage at have opnået en forventning af retsbeskyttet karakter, idet der sædvanligvis ikke lægges vægt på mundtlige tilkendegivelser.

For så vidt angår manglende møde med skatteankenævnet ses klageren ikke at have anmodet herom efter udsendelse af forslag til afgørelse med sagsfremstilling, og retten finder derfor, at SKAT har været berettiget til at anse klagerens tidligere fremsatte begæring om møde for bortfaldet. Der foreligger derfor ikke ugyldighed som følge af manglende møde.

For så vidt angår manglende partshøring i klagerens tidligere ægtefælles skattesag henhører dette ikke under behandlingen af klagerens sag. Der foreligger derfor ikke ugyldighed i klagerens sag som følge af manglende partshøring.

Klageren har tillige anført, at der er tale om magtfordrejning m.v. på grund af manglende aktindsigt i klagerens egen sag. Retten finder, at SKAT ses at have opfyldt klagerens begæring om aktindsigt, hvorfor klageren må anses for at have været i stand til at varetage sine interesser i sagen.

Vedrørende klagerens indsigelse om, at en medarbejder ved SKAT er anmodet om ikke at behandle/befatte sig med klagerens sag, henhører sådanne forhold under SKAT, idet bemærkes, at der ikke ses at foreligge inhabilitet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Sagsøger har ikke afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i påstandsdokument af 31. maj 2016 anført følgende:

Principalt: Sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT, subsidiært Landsskatteretten.

Subsidiært: Sagsøgte tilpligtes at anerkende,

  • at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstår 2008 og 2009 skal være som selvangivet,

  • at sagsøger alene har ukomplicerede økonomiske forhold, hvorfor der gælder en forkortet ligningsfrist jf. dagældende bek.. nr. 1095 af 15. november 2005,

  • at sagsøger ikke selv har anmodet om genoptagelse af indkomstår 2008 og 2009,

  • at Landsskatterettens kendelse af 23/12 2014 og SKATs afgørelse af 30/3 2012 er ugyldige.

ANBRINGENDER:

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende:

  • at sagsøger behørigt har selvangivet for indkomstår 2008 og 2009,

  • at SKAT ikke i 2012 kan foretage ændringer for sagsøger vedrørende indkomstår 2008 og 2009, idet sagsøger er omfattet af en forkortet ligningsfrist jf. dagældende BEK. nr. 1095 af 15. november 2005,

  • at den af SKAT foretagne ændring vedrørende renteudgifter for 2008 og 2009 er ulovhjemlet og dermed ugyldig,

  • at Folketingets Ombudsmands afgørelse 2014-6 af 19/5 2014, bilag 2, dokumenterer at både SKAT og Landsskatterettens afgørelser lider af konkret væsentlige, objektiv konstaterbare myndighedsfejl, hvorfor disse er ugyldige,

  • at Folketingets Ombudsmands afgørelse 2014-6 af 19/5 2014, bilag 2, alene kan medføre, at sagen hjemvises til fornyet afgørelse ved Landsskatteretten med omkostningsgodtgørelse for at genoprette det brud, der er sket på sagsøgers retssikkerhed og grundlæggende rettigheder på det skatteretlige område og for at reparere/udbedre, herunder at bevare sagsøgers ankeadgang ved domstolene,

  • at såfremt sagen ikke hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten, kan sagsøgte alene i sagen tage bekræftende til genmæle over for de nedlagte påstande,

  • at Landsskatterettens afgørelse er ugyldig som følge af manglende adgang for sagsøger til personligt fremmøde, hvilket fremmøde er lovfæstet ikke alene i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, men også bkg 2013-12-13 nr. 1428 om forretningsorden for Landsskatteretten § 4, stk. 3, hvorfor sagen skal hjemvises til fornyet afgørelse ved Landsskatteretten med omkostningsgodtgørelse for at genoprette det brud, der er sket på sagsøgers retssikkerhed og grundlæggende rettigheder på det skatteretlige område og for at reparere/udbedre, herunder at bevare sagsøgers ankeadgang ved domstolene.

  • at sagens parter har rådigheden over sagens genstand og form, hvilket retten ikke kan tilsidesætte,

  • at enhver myndighedsafgørelse kan underkastes domstolsprøvelse jf. GRL § 63, stk. 1,

  • at en part og dennes advokat ikke må føje tredjemand eller retten som led i sagens førelse, og at Staten efter FN's regler om Basic Principles on the Role of Lawyers, punkt 16 og 17, yder beskyttelse til advokater som led i udøvelsen af advokatvirksomhed, og dermed varetagelse af klientens interesser,

  • at det ikke er muligt at afhjælpe en forkert afgørelse eller sagsbehandlingsfejl ved efterfølgende sagsbehandlingsfejl jf. TfS 1999.291Ø, og derfor kan Landsskatteretten ikke reparere på de fejl, som SKAT har forøvet som led i den af SKAT trufne afgørelsen til skade for sagsøger, og i hvilken forbindelse SKAT aktivt har forsøgt at hindre sagsøger i at få indsigt i det faktiske grundlag, ligesom SKAT har aflyst et af sagsøger begæret møde til klarlægning af det faktiske grundlag jf. bilag 5,

  • at Landsskatteretten har været forpligtet til at iagttage legalitetsprincippet, herunder at fristreglerne ikke blev brugt til ulempe for sagsøger, hvilket dog ikke er sket, hvorved Landsskatteretten ikke i tilstrækkeligt omfang har indhentet oplysninger vedrørende sagens faktiske og juridiske grundlag til at Landsskatteretten har kunnet træffe en materiel korrekt afgørelse,

  • at SKAT aktivt og længe har hindret, at sagsøger har fået indsigt og er blevet partshørt om sagens faktiske grundlag jf. bilag 4, 5 og 7, hvorved der er sket tilsidesættelse af garantiforskrifter, der medfører ugyldighed jf. hertil også sag C-419/14 WebMindLicenses kft mod Nemzeti Adóés Vámhivatal Kiemelt Adóés Vám Fõigazgatóság, og da Landsskatteretten ikke har inddraget de ved aktindsigt frembragte oplysninger, er der grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Landsskatteretten således, at Landsskatteretten kan træffe en korrekt kendelse, subsidiært at SKATs afgørelse og Landsskatterettens kendelse kendes ugyldig,

  • at Landsskatteretten ikke har behandlet de fremsatte indsigelser om manglende habilitet for SKATs medarbejder jf. bilag 8 og 9, selvom Landsskatteretten anser sig selv for rette klageinstans i forhold til sådanne indsigelser jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2 og SKM2013.318.LSR, og hvorved Landsskatterettens kendelse lider af en myndighedsmangel, der bør medføre hjemvisning af sagen til fornyet behandling, subsidiært at Landsskatterettens kendelse kendes ugyldig,

  • at renteudgifter betales i takt med tilskrivning på kassekreditten, hvorved sagsøger har løbende har betalt 50% af disse som følge af sin solidariske hæftelse for gælden overfor pengeinstitut, og hverken SKAT eller sagsøgers tidligere ægtefælle har fremlagt dokumentation for, at sagsøger har været frigjort over for pengeinstitut, og at SKATs afgørelse af marts 2012 strider mod den i efteråret 2012 af Skatterådet trufne bindende svar SKM2012.716.SR, der fastslår det modsatte resultat, idet tidligere ægtefæller ikke gyldigt kan indgå aftale om, at den ene ægtefælle - når begge ægtefæller hæfter for gælden - skattemæssigt kan fradrage de fulde renteudgifter

  • at sagsøgers ægtefælle ikke på noget tidspunkt i 2008 og 2009 har haft økonomisk råderum til at betale renteudgifter med godt kr. 200.000 til kr. 300.000 årligt jf. bilag 10-13, hvorfor den fortsatte opretholdelse af kassekreditten beroede på sagsøgers hæftelse over for pengeinstitut til kassekredittens indfrielse den 29/10 2009

  • at sagsøgers ægtefælle først efter indfrielse af kassekredit i efteråret 2009 påbegyndte tinglysning af bodelingsoverenskomst jf. bilag 14, og i hvilken forbindelse sagsøgers tidligere ægtefælle flere gange forsøgte at snyde sagsøger, herunder ved at satse på, at sagsøger ikke bemærkede, at det som led i tinglysningen forsøgtes tinglyst, at sagsøger skulle have modtaget kr. 1 mio., jf. bilag 14, side 2 nederst, og yderligere har angivet værdien af sagsøgers andel af huset til kr. 3 mio.,

  • at den første dato for tinglysning er retvisende i forhold ophør af sagsøgers hæftelse, idet denne jf. bilag 14, side 4, er den 6/11 2009, og efter indfrielse af kassekreditten den 29/10 2009,

  • at endelig tinglysning og dermed synliggørelse af overgang af ejendomsretten først er sket i forbindelse med tinglysning den 5/1 2010, med godkendelse af Tinglysningen den 25/1 2010, og at først i denne forbindelse er sagsøger endeligt frigjort i forhold til den faste ejendom udadtil og over for tredjemand, herunder pengeinstitut,

  • at Landsskatteretten har begået en myndighedsfejl ved at inddrage SFL § 27, stk. 1, nr. 1 som hjemmelsgrundlag for SKATs afgørelse og opretholdelse deraf, hvorved legalitetsprincippet tilsvarende er tilsidesat, idet SFL § 27, stk. 1, nr. 1, efter lovforarbejderne alene kan finde anvendelse på sagsøgers tidligere ægtefælle og ikke sagsøger, og der er således tale om forkert retsanvendelse fra Landsskatterettens side, der bør medføre, at sagen hjemvises til fornyet behandling, subsidiært at Landsskatteretten kendelse kendes ugyldig,

  • at Landsskatteretten ved ikke at påse, at fristreglerne ikke blev anvendt til skade for sagsøger tilsvarende har tilsidesat legalitetsprincippet, hvorved Landsskatterettens kendelse lider af en myndighedsfejl, der bør medføre hjemvisning af sagen, subsidiært at Landsskatterettens kendelse kendes ugyldig,

  • at afskæring af fremmøde for Landsskatteretten efter SFL § 44, stk. 3, skulle have været truffet ved afgørelse, der af sagsøger burde have været indbragt for domstolen, og hvorved der af Landsskatteretten er begået en myndighedsfejl, der begrunder, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling, subsidiært at Landsskatterettens kendelse kendes ugyldig,

  • at den manglende mulighed for fremmøde for Landsskatteretten udgør en krænkelse af sagsøgers rettigheder efter EMRK art. 6, stk. 1, og EU chartret art. 47, hvilke konventioner begge skal sikre effektiv adgang til domstolsprøve, hvorved sagsøger ikke har opfattelsen af, at have fået prøvet sin sag ved en neutral og upartisk domstol,

  • at det er dokumenteret, at der fra både SKATs og Landsskatterettens side er udøvet konkret væsentlige, objektiv konstaterbare myndighedsfejl, der skal medføre, at både SKATs afgørelse og Landsskatterettens kendelse er ugyldige.

  • at det i en årrække har været fast praksis, at der ikke skete genoptagelse af tidligere efter en separation / skilsmisse ikke skulle imødekommes jf. Skat 1988.9.531, idet ægtefællerne under ægteskabets beståen var blevet beskattet beløbsmæssigt korrekt, og at forholdet i denne sag er et brud på dette princip og mange domme og afgørelser afsagt af både Skatterådet, Landsskatteretten og domstolene.

  • at retten omtvisteligt må lægge til grund, at vedkommende sagsbehandler hos SKAT, SP, er gået langt længere end rimeligt ved ikke at oplyse, at hun også har været den sagsbehandler, der har truffet afgørelse om, at sagsøgers tidligere ægtefælle i 2012 fik de fulde rentefradrag for 2008 og 2009, selvom det ikke er blevet dokumenteret, at banken havde frigivet sagsøger fra en solidarisk hæftelse.

  • at der jf. de fremlagte bilag 4-6 har været tvivl hos SKAT om, hvordan forholdet skulle vurderes, og hvis SKAT havde partshørt sagsøger i 2011 ifm. den af sagsøgers tidligere ægtefælle indgivne begæring om yderligere rentefradrag jf. bilag 10-13, ville der have været fremkommet oplysninger, som kunne have ført til en anderledes afgørelse,

  • at det af bilag 5 kan udledes samtlige de bestræbelser, som SKAT efter officialmaximen må antages at have udøvet i forhold til sagsøger, og ingen af disse opfylder de pligter, som SKAT er underlagt jf. hertil bilag 1, Folketingets Ombudsmands afgørelse i 2014-6 af 19/5 2014, hvorfor SKAT ikke har kunnet træffe en materiel korrekt afgørelse, idet der ikke er inddraget det forhold, at sagsøger har været omfattet af den forkortede ligningsfrist.

  • at det af brev fra SKAT af 10/8 2012, bilag 19, kan udledes, at SKAT ikke imødekommer den efter forvaltningsloven lovfæstede pligt til at besvare en aktindsigt/ begæring om egen access. Når bilag 19 sammenholdes med bilag 4, kan det udledes, at sagsbehandleren hos SKAT aktivt modvirker, at sagsøger kan få indsigt i det faktiske grundlag, hvorpå en forhøjelse af hendes indkomst er sket på baggrund af.

  • at EU-Domstolen senest i sag C-419/14 WebMindLicenses kft mod Nemzeti Adó-és Vámhivtal Kiemelt adó-és Vám Föigazgatóság, bilag 20, har fastslået ugyldighed hvis der ikke sker høring - og høring skal ske FØR der træffes en afgørelse af SKAT.

  • at først efter påklaget til Skatteankenævn af den manglende besvarelse af aktindsigt mv. fik sagsøger adgang til visse oplysninger, men da var skaden sket, idet der var truffet en bebyrdende afgørelse for sagsøger, hvilket er i strid med gældende ret.

  • at det af bilag 9 fremgår, at det i forbindelse med sagens behandling hos Landsskatteretten er gjort gældende, at der har foreligget inhabilitet for SKAT, men at Landsskatteretten ikke har realitetsbehandlet dette, og det er urimeligt, at sagsøger skal indbringe en sag for domstolene for at få prøvet dette spørgsmål.

  • at Landsskatteretten i SKM2013.318.LSR har fastslået, at i forhold indsigelser om inhabilitet er det kun Landsskatteretten, der jf. Forvaltningslovens § 7, stk. 2, er rette klageinstans, hvorfor det yderligere er uforståeligt, hvorfor Landsskatteretten ikke har forholdt sig til indsigelse, og derfor skal domstolen i denne sag lade spørgsmålet undergå den retlige prøvelse, som følger af Grundlovens § 63.

  • at sagsøgers tidligere ægtefælle jf. bilag 10-13 overhovedet ikke haft råd til selv løbende at afholde/betale de til kassekreditten tilskrevne renter som følge af en personlig indkomst før skat på i bedste fald var på kr. 100.000 - om nogen, og at dette forhold konkret har været årsagen til, at banken har fastholdt sagsøger som solidarisk hæftende, og i det det ikke kan være rimeligt, at sagsøger skulle udsættes for inddrivelse af kravet som følge af sin tidligere ægtefælles muligt økonomiske forlis for at kunne opretholde retten til de af banken indberettede renteudgifter.

  • at Skatteankenævnet jf. brev af 20/8 2013, bilag 21, bilagt udkast til afgørelse, side 12 (forslagets side 10 af 11) ville lægge til grund - uden at det var gjort gældende af nogen af parterne - havde til hensigt at afgøre sagen på baggrund af et anbringende om, at der ikke uenighed omkring den opgjorte rente, hvorfor Skatteankenævnet ville stadfæste SKATs afgørelse.

  • at det af bilag 21, side 2, fremgår, at der er anmodet om personlig fremmøde, og at der senest 15 dage før mødet vil blive fremsendt en indbydelse, hvilken indbydelse aldrig er modtaget.

  • at det af brev af 10/9 2013, bilag 22, med bemærkninger til Skatteankenævnets forslag gøres gældende, at SKATs afgørelse talmæssigt og opgørelsesmæssigt er behæftet med fejl, der medfører, at afgørelsen er ugyldig.

  • at når bilag 23 og bilag H sammenholdes fremgår, at Skatteankenævnets afgørelse, herunder den tilhørende sagsfremstilling og begrundelse, ikke opfylder forvaltningslovens § 22 jf. § 24, hvorfor Skatteankenævnet afgørelse også af denne grund er ugyldig.

  • at det kan ikke udelukkes, at Skatteankenævnets afgørelse ville have været fået et andet udfald, hvis sagsøger på et langt tidligere tidspunkt var blevet partshørt omkring det retlige grundlag, herunder særligt fået indsigt i bilag 10-13 på et langt tidligere tidspunkt, og derfor er det nu domstolen der skal foretage den retlige prøvelse også af dette forhold jf. GRL § 63,

  • at det af bilag 23 kan udledes, at SKAT ikke som en del af begrundelsen eller som et anbringende har gjort gældende, at forholdet var omfattet af SFL § 27, stk. 1, nr. 1, hvorfor der er tale om en selvstændig opfindelse fra Landsskatterettens side.

  • at intet af det i sagsøgtes processkrift A kan føre til en anvendelse af SFL § 27, stk. 1, nr. 1, idet denne som anført kun kan bruges på sagsøgers tidligere ægtefælles egen begæring.

  • at det fastholdes, at da sagsøger ikke har anmodet om genoptagelse vedrørende fradragsretten til renteudgifter, kan der IKKE ske nogen forhøjelse ved at fjerne de af sagsøger indberettede rentefradrag, idet den forkortede ligningsfrist endeligt gør op med SKATs adgang til at foretage ændringer / forhøjelse af sagsøger.

  • at hvis sagsøger havde begæret dele af det selvangive genoptaget, var det kun de pågældende dele af en sådan begæring om genoptagelse, der omfattes af den almindelige frist i SFL § 26, hvilket medfører, at dette også kun gør sig gældende for sagsøgers tidligere ægtefælle - ikke for sagsøger, da det er uomtvistet at sagsøger ikke har fremsat nogen begæring om genoptagelse af sine skatteansættelser for 2008 og 2009.

  • at det som domstolen i denne sag også skal tage stilling til er, hvilken betydning det har, at bodelingsoverenskomsten først endeligt blev tinglyst i starten af 2010, hvorved den forud for dette tidspunkt ikke har været synlig for tredjemand, herunder i forhold til banken, dvs. at sagsøger også har stået som adkomsthaver til ejendommen frem til ultimo 2009 / primo 2010.

Sagsøgte har i påstandsdokument af 31. maj 2016 anført følgende:

1.1 Skatteministeriets afvisningspåstande
Det er Skatteministeriets overordnede opfattelse, at dele af sagsøgerens (samlede) påstande er uegnede til at danne grundlag for en dom.

Det følger af fast retspraksis, jf. fx U.2005.2134, at domstolene kan afvise påstande (og sagen som helhed), såfremt sagsøgerens påstande er uegnede til at danne grundlag for behandling af sagen, herunder fordi sagsøgeren savner retlig interesse i en prøvelse af påstanden, eller fordi påstanden er uklar og ubestemt.

Til støtte for de enkelte nedlagte afvisningspåstande bemærkes nærmere:

Ad den subsidiære påstand, "at" nr. 1: Denne del af sagsøgerens påstand indebærer, at domstolene i princippet skal tage stilling til samtlige forhold omfattet af sagsøgerens selvangivelse. Eftersom de administrative afgørelser i sagen alene omfatter størrelsen af sagsøgerens rentefradrag for gælden i F1-bank, kan domstolene ikke tage stilling til samtlige forhold i sagsøgerens selvangivelse, jf. tillige skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. Dette led af sagsøgerens påstand er derfor for bred, og påstanden må afgrænses til at vedrøre spørgsmålet om rentefradraget.

Da "at" nr. 1 i sagsøgerens subsidiære påstand ikke er tilstrækkeligt afgrænset til at danne grundlag for domstolsprøvelse, skal denne del af sagsøgerens påstand afvises.

Ad den subsidiære påstand, "at" nr. 2: Denne del af sagsøgerens påstand er et anbringende til støtte for, at sagsøgeren er berettiget til rentefradraget på kr. 103.345 for 2008 og på kr. 115.977 for 2009.

Denne del af sagsøgerens påstand kan således ikke afgøres særskilt, ligesom sagsøgeren heller ikke har retlig interesse i at få rettens stillingtagen til, om sagsøgeren generelt er omfattet af anvendelsesområdet for dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Det relevante er således alene, om skattemyndighederne konkret har været afskåret fra at foretage den omhandlede forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst som følge af de nævnte særlige regler.

Dette spørgsmål indgår imidlertid som en del af rettens prøvelse af, om SKAT har været afskåret fra at foretage den omhandlede forhøjelse af sagsøgerens indkomst for 2008 og 2009.

"At" nr. 2 i sagsøgerens subsidiære påstand skal derfor afvises.

Ad den subsidiære påstand, "at" nr. 3: Denne del af sagsøgerens påstand savner mening. Det er således i det hele uklart, hvad sagsøgeren i den forbindelse ønsker at opnå, hvilken relevans påstanden har, hvilke anbringender sagsøgeren gør gældende til støtte for denne del af påstanden, og hvorfor sagsøgeren skulle have retlig interesse i at få prøvet dette spørgsmål.

"At" nr. 3 i sagsøgerens subsidiære påstand skal derfor afvises.

1.2 Sagsbehandlingsfejl
Sagsøgeren har under retssagen fremsat en række formalitetsindsigelser vedrørende både SKATs, Skatteankenævnets, Skatteankestyrelsens og Landsskatterettens sagsbehandling. Sådan som Skatteministeriet forstår sagsøgerens påstande og synspunkter udgør disse synspunkter om sagsbehandlingsfejl anbringender til støtte for både sagsøgerens principale hjemvisningspåstand og sagsøgeren påstand om ugyldighed i den subsidiære påstand, "at" nr. 4.

En stillingtagen til, hvorvidt sagen skal hjemvises til Landsskatteretten som følge af væsentlige sagsbehandlingsfejl, vil indebære en vurdering af, om skattemyndighedernes afgørelser er ugyldige. Såfremt Skatteministeriet frifindes for sagsøgerens hjemvisningspåstand, vil sagsøgeren således ikke kunne få medhold i, at afgørelserne er ugyldige, jf. den subsidiære påstand, "at" nr. 4.

Det er på den baggrund Skatteministeriets opfattelse af de to dele af sagsøgerens samlede påstand er overlappende, og at den subsidiære påstand, "at" nr. 4, derfor er overflødig.

Til støtte for Skatteministeriets frifindelsespåstande gøres det imidlertid overordnet gældende, at der ikke er begået sagsbehandlingsfejl, subsidiært at eventuelle sagsbehandlingsfejl ikke konkret er væsentlige, og at de som følge heraf ikke kan føre til ugyldighed og/eller hjemvisning. Der kan i den forbindelse henvises til fx U.2007.225/2 og SKM2012.12.ØLR.

Om de enkelte formalitetsindsigelser skal der herudover bemærkes følgende:

1.2.1 Afgørelsens begrundelse
Der foreligger ikke begrundelsesmangler som følge af, at SKAT eller Skatteankenævnet i sine afgørelser (bilag E og H) ikke omtalte problemstillingen vedrørende den forkortede ligningsfrist.

Sagsøgeren gjorde først ved e-mail af 7. november 2014 (bilag 18) til Landsskatteretten opmærksom på, at sagsøgeren havde enkle økonomiske forhold, og at SKATs afgørelse derfor efter sagsøgerens opfattelse ikke var truffet rettidigt, jf. reglerne om forkortet ligningsfrist for i bekendtgørelse nr. 1095 af 2005.

Hverken SKAT, Skatteankenævnet eller Landsskatteret havde derfor på noget tidligere tidspunkt i behandlingen af sagsøgerens sag modtaget indsigelser om, at sagsøgeren var omfattet af reglerne om den forkortede ligningsfrist. Det er derfor også naturligt, at SKAT og Skatteankenævnet i deres begrundelser ikke henviste til disse regler.

Såfremt retten måtte finde, at de tidligere afgørelser lider af en begrundelsesmangel, fremhæves det, at Landsskatteretten i sin afgørelse udtrykkeligt tog stilling til den rejste indsigelse (bilag A, s. 10, 6. afsnit). Landsskatterettens afgørelse er også derudover tilstrækkelig begrundet. Rekursmyndighedens afgørelse har således repareret på eventuelle begrundelsesmangler i de tidligere afgørelser, og der foreligger derfor ikke ugyldighed, der kan give grundlag for hjemvisning.

1.2.2 Partshøring
SKAT (og rekursmyndighederne) har foretaget tilstrækkelig partshøring, jf. forvaltningslovens § 19 samt skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20.

Som anført i afsnit 3.2. traf SKAT den 30. marts 2012 (bilag E) afgørelse på baggrund af indholdet af den indgåede bodelingsoverenskomst. SKAT havde forud herfor fremsendt forslag til afgørelse (bilag I), hvor bodelingsoverenskomsten er omtalt. Sagsøgeren er således blevet parthørt om denne afgørende faktiske oplysning, inden SKAT traf afgørelse over for sagsøgeren.

SKAT har ikke derudover modtaget oplysninger, som sagsøgeren burde være partshørt over. Sagsøgeren har da heller ikke angivet andre konkrete faktiske oplysninger, som sagsøgeren efter hendes opfattelse skulle have været partshørt over, herunder har hun ikke angivet hvilken konkret betydning den manglende partshøring over de pågældende oplysning har haft.

Skattemyndighederne har således foretaget tilstrækkelig partshøring.

1.2.3 Inhabilitet
Der foreligger ikke inhabilitet hos den konkrete sagsbehandler hos SKAT, SP.

Sagsøgeren henviser ikke til en konkret bestemmelse, men da sagsbehandleren på sagen klart ikke er omfattet af de specifikke tilfælde oplistet i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1-4, må det antages, at sagsøgeren gør gældende, at sagsbehandleren var inhabil i medfør af opsamlingsbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 5, der omhandler tilfælde, hvor der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Efter retspraksis lægges der blandt andet vægt på, om der er en risiko for, at afgørelser i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn, jf. fx U.1999.689.

Sagsøgeren har ikke henvist til konkrete omstændigheder, der kunne være egnede til at vække tvivl om sagsbehandlerens habilitet.

Det kan hertil tilføjes, at der ikke foreligger inhabilitet ved, at den samme sagsbehandler har truffet afgørelse i både sagsøgerens og den tidligere ægtefælles sag. Som anført sendte SKAT samme dag (den 9. januar 2012) forslag til afgørelse til både sagsøgeren (bilag I) og den tidligere ægtefælle (bilag 13). Der er således ikke tale om, at den samme sagsbehandler forudgående havde truffet afgørelse til fordel for den tidligere ægtefælle.

SKAT foretog altså på samme tid en vurdering af, hvorvidt parterne hver skulle have 50 pct. af rentefradraget, eller om sagsøgerens tidligere ægtefælle skulle have 100 pct. Afgørelserne skulle afgøres på baggrund af de samme faktiske oplysninger og var derfor nært forbundne. Det var således naturligt og i overensstemmelse med habilitetsreglerne, at den samme skattemedarbejder behandlede begge parters sager, og den konkrete sagsbehandler havde ikke en forudindtaget interesse i at træffe afgørelse til ugunst for sagsøgeren.

Det er i øvrigt ikke korrekt som f.eks. anført i processkrift 1, s. 4, at Landsskatteretten ikke har behandlet sagsøgerens indsigelse om inhabilitet. Efter at Landsskatteretten havde fastslået, at det tilkommer SKAT at beslutte, hvilken medarbejder der skal behandle en konkret sag, uanset om sagsøgeren har anmodet om en anden sagsbehandler, udtalte Landsskatteretten således, "at der ikke ses at foreligge inhabilitet" (bilag 1, s. 11, 2. afsnit).

1.2.4 Afskæring af retsmøde for Landsskatteretten
Landsskatteretten har ikke begået sagsbehandlingsfejl ved at afslå sagsøgerens begæring om retsmøde.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, kan Landsskatteretten undlade at efterkomme sagsøgerens anmodning om afholdelse af retsmøde, hvis afholdelse heraf må anses for overflødig.

Landsskatteretten har udtrykkeligt henvist til denne bestemmelse i sin afgørelse af 23. december 2014 og anført, at sagen må anses for tilstrækkeligt oplyst på det foreliggende grundlag (bilag A, s. 1).

Landsskatterettens adgang til at afskære retsmøde har blandt andet været et tema i Højesteret dom TfS 2000, 901, hvor Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten ville have medført et andet udfald af sagen, ligesom skatteyderen ikke i øvrigt havde påvist omstændigheder, der gav grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn vedrørende spørgsmålet om afholdelse af retsmøde. Det var derfor ikke en sagsbehandlingsfejl, at Landsskatteretten havde undladt at efterkomme sagsøgerens begæring om afholdelse af retsmøde.

Tilsvarende har sagsøgeren ikke i denne sag påvist omstændigheder, der giver grundlag for at tilsidesætte skønnet foretaget af Landsskatteretten vedrørende spørgsmålet om afholdelse af retsmøde, herunder er der ikke grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde ville have medført et andet udfald af sagen, idet det fremhæves, at sagsøgeren da også allerede havde haft lejlighed til at udtale sig under kontormøde den 23. april 2014.

I øvrig gælder der ikke efter skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, et krav om, at Landsskatterettens beslutning om afskæring af retsmøde skal træffes ved en selvstændig afgørelse forud for den materielle afgørelse i sagen. Beslutningen om at afskære retsmøde har karakter af en procesledende beslutning og er derfor ikke en forvaltningsretlig afgørelse. Der gælder derfor heller ikke et krav om, at beslutningen skal kunne indbringes for domstolene ved en selvstændig retssag. Sagsøgeren kan således som et led i den anlagte retssag få prøvet, om Landsskatterettens beslutning om at afskære retsmøde udgør en sagsbehandlingsfejl, og i så fald hvad retsvirkningen heraf skal være.

1.2.6 Møde i Skatteankestyrelsen
Det forhold at sagsøgeren ikke som omtalt i forslag til afgørelse af 30. august 2013 (bilag 21) blev indkaldt til møde i Skatteankenævnet medfører ikke ugyldighed, idet der ikke i den konkrete sag er tale om en væsentlig mangel.

Der henvises herved til, at Skatteankenævnets afgørelse er materielt korrekt, at sagsøgeren var blevet partshørt over Skatteankenævnets forslag til afgørelse, og at sagsøgeren gjorde brug af sin mulighed for at komme med skriftlige bemærkninger, jf. indlægget af 10. september 2013 (bilag 22). Disse bemærkninger har Skatteankenævnet udtrykkelig taget stilling til i sagsfremstillingen til den endelige afgørelse (bilag 23).

Derudover har sagsøgeren og dennes repræsentant under klagesagen hos Landsskatteretten haft lejlighed til at udtale sig i et kontormøde i Skatteankestyrelsen den 23. april 2014, uden at der derved fremkom nye faktiske oplysninger, der kunne få betydning for sagens udfald. Sagsøgeren har heller ikke i øvrigt for Landsskatteretten eller under den verserende retssag henvist til forhold, som hun var blevet afskåret fra at redegøre for eller forholde sig til, som følge af at der ikke blev afholdt møde i Skatteankenævnet. Det manglende møde i Skatteankenævnet har derfor ikke ugyldighedsvirkning for de foretagne forhøjelser. Der henvises herved til SKM2013.259.BR og retsanvendelsen i SKM2012.224.LSR.

Det bemærkes i øvrigt, at manglende møde i Skatteankenævnet alene ville kunne få betydning for gyldigheden af Skatteankenævnets afgørelse og således ikke af den endelige administrative afgørelse fra Landsskatteretten, som er til prøvelse i denne sag, jf. tillige SKM2013.259.BR.

1.2.6 Officialmaksimen
Sagsøgeren er fremkommet med en række overordnede bemærkninger vedrørende skattemyndighedernes oplysning af sagen. Sagsøgeren har ikke nærmere redegjort for hvilke forhold i sagen, som skattemyndighederne efter sagsøgerens opfattelse ikke tilstrækkeligt har oplyst, og Skatteministeriet har således ikke mulighed for at imødegå dette synspunkt nærmere.

Det fremhæves dog, at skriftvekslingen under retssagen ikke indeholder nye faktiske oplysninger i forhold til sagsøgerens indlæg for Landsskatteretten, som skattemyndighederne burde have afdækket. Der er derfor heller ikke grundlag for at finde, at skattemyndighederne i sin sagsbehandling har tilsidesat officialmaksimen.

1.2.7 Indsigelse vedrørende aktindsigt
Sagsøgeren har under skriftvekslingen anført en række bemærkninger vedrørende SKATs behandling af sagsøgerens aktindsigtsanmodning, jf. f.eks. processkrift 1, s. 3-4.

Hertil bemærkes, at denne sag ikke omhandler sagsøgerens aktindsigtsanmodning, som er afgjort ved en selvstændig afgørelse (bilag 7), der efter det oplyste ikke er indbragt for domstolene, og som i øvrigt vedrører aktindsigt i sagsøgerens tidligere ægtefælles skattesag og ikke i sagsøgerens egen sag.

Det fremhæves dog også, at sagsøgerens anmodning om aktindsigt er imødekommet, idet sagsøgeren jo netop har fået aktindsigt i interne notater og korrespondance hos SKAT, jf. de af sagsøgeren fremlagte bilag 3-6, og i afgørelsen over for den tidligere ægtefælle, jf. de af sagsøgeren fremlagte ekstraherede bilag 11 og 13.

Sagsøgerens bemærkninger vedrørende SKATs behandling af aktindsigtsanmodningen er derfor uden betydning for denne retssag.

Skattemyndighedernes afgørelser lider således ikke af væsentlige formelle mangler, og Skatteministeriet skal som følge heraf frifindes for sagsøgerens principale hjemvisningspåstand samt den subsidiære påstand om ugyldighed.

1.3 Fordeling af rentefradrag
Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren ikke er berettiget til fradrag for renteudgifter på gælden i F1-bank, der vedrører perioden efter separationen og indgåelsen af bodelingsoverenskomsten.

I henhold til kildeskattelovens § 24 A tilkommer fradragsretten for renteudgifter den af ægtefællerne, der hæfter for betalingen. Under ægteskabets beståen, hvor fordelingen af fradrag sjældent har betydning, vil skattemyndighederne dog normalt acceptere den fordeling, som ægtefællerne har foretaget, jf. tillige Den juridiske vejledning pkt. C,A.11.2.2.4 (tidligere Ligningsvejledningen, pkt. A.E.1.1.4).

Efter separationen og skilsmissen gælder de særlige skatteregler for ægtefæller ikke, jf. kildeskattelovens § 4, stk. 3, og sagsøgerens indkomst skal derfor herefter opgøres efter de almindeligt gældende skatteregler.

Det betyder, at rentefradraget i den konkrete sag efter juli 2008 skal fordeles i overensstemmelse med sædvanlige regler vedrørende fradrag for renteudgifter, herunder kravet om at renteudgiften skal påhvile den skattepligtige, der ønsker rentefradraget.

I forhold til solidarisk hæftende debitorer er det fastslået i praksis, jf. U.2004.3008, at der ved aftale mellem debitorerne kan ske en forskydning af hæftelsen indbyrdes mellem parterne med den konsekvens, at rentefradragsretten forskydes, uanset at begge debitorer fortsat hæfter over for kreditoren i gældsforholdet, jf. tillige Den juridiske vejledning pkt. C,A.11.2.2.4.

Denne praksis gælder også for tidligere ægtefæller, hvis der i forbindelse med en skilsmisse/separation indgås en aftale mellem parterne, fx i en bodelingsoverenskomst, der medfører, at der i det indbyrdes forhold ikke hæftes ligeligt for en fælles gæld.

Som det fremgår af bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008 (bilag B), blev det udtrykkelig aftalt mellem parterne, at den tidligere ægtefælle overtog parrets fælles hus, parrets fælles andelsbolig og parrets fælles gæld til F1-bank.

At overdragelsen af parrets fælles gæld i henhold til ordlyden af bodelingsoverenskomsten skete under forudsætning af, at banken var indforstået hermed, kan ikke tillægges betydning i denne sammenhæng. Parterne agerede således uanset den manglende bekræftelse fra banken i overensstemmelse med det aftalte. Herunder fremgår det af sagen, at den tidligere ægtefælle overtog parrets fælles ejendom i Y3 pr. 11. juli 2008 (bilag C), at den tidligere ægtefælle solgte andelslejligheden på Y4 som eneejer, og at sagsøgeren ikke længere betalte renter og ydelser på lånene.

Uanset at betingelsen i bodelingsoverenskomstens § 3.2 ikke blev opfyldt, valgte parterne altså at agere i henhold til den indgåede aftale og undlod dermed at tilpasse bodelingsoverenskomsten i anledning af den ikke opfyldte betingelse.

Som sagens faktiske omstændigheder viser, har parterne således ikke i det indbyrdes forhold tillagt det betydning, at F1-bank ikke har tiltrådt gældsovertagelsen, jf. bodelingsoverenskomstens § 3.2.

Det faktum, at sagsøgeren fortsat hæftede for gælden over for banken, kan under disse omstændigheder ikke medføre, at sagsøgeren er berettiget til 50 pct. af rentefradraget, idet hæftelsen og pligten til at betale renterne i det indbyrdes forhold mellem parterne påhvilede den tidligere ægtefælle.

Der kan i den forbindelse blandt andet henvises til TfS 1995.640, hvor kreditinstituttet havde afvist den mellem parterne aftalte gældsovertagelse, og TfS 1995.787, hvor banken end ikke var blevet forelagt bodelingsoverenskomsten, hvorefter den ene ægtefælle overtog den samlede gæld. I begge sager fandt Landsskatteretten på trods heraf, at den part, der i det indbyrdes forhold havde overtaget den fælles gæld, blev tillagt fradragsretten.

Sagsøgerens bemærkninger vedrørende den tidligere ægtefælles økonomi, herunder korrespondancen med Statsforvaltningen (bilag 10 og bilag 10-1) og de øvrige ændringer i hans skatteansættelse (bilag 13), er uden betydning i forhold til, om sagsøgeren har ret til rentefradraget. Parterne har således indbyrdes aftalt, at den tidligere ægtefælle skulle overtage aktiverne og gælden, ligesom parterne har ageret i henhold til bodelingsoverenskomsten. Hertil kommer, at sagsøgeren også efterfølgende er blevet løst fra gældsforpligtelsen, uden at betale hverken gæld eller renter.

Det bestrides derudover, at den indbragte afgørelse er et brud på skattemyndighedernes faste praksis (cf. sagsøgerens processkrift 2, s. 1, afsnit 1-2). Skat 1988.9.531, som sagsøgeren henviser til, og som er et ministersvar til Folketingets skatte-og afgiftsudvalg, omhandler en ganske anden situation end situationen omfattet af denne sag.

Ministersvaret omhandler den situation, hvor to ægtefæller har aftalt én fordeling af rentefradraget under ægteskabet (der ikke er i overensstemmelse med hæftelsesforholdene og ejerforholdene), fx 50/50, og hvor den ene ægtefælle efter en skilsmisse ensidigt anmoder om at ændre denne tidligere aftale mellem ægtefællerne, sådan at ægtefællen for tiden mens ægteskabet bestod nu får det fulde fradrag. Ifølge ministersvaret er der i en sådan situation ikke mulighed for bagudrettet at ændre den fordeling, som blev aftalt under ægteskabet.

Ministersvaret forholder sig derimod ikke til spørgsmålet om fordeling af rentefradrag for tiden efter separation/skilsmisse, som den foreliggende sag omhandler.

Det kan således konstateres, at ministersvaret ikke omhandler situationen, som denne sag vedrører, og ministersvaret er derfor allerede som følge heraf uden betydning.

1.3.1 Den beløbsmæssige opgørelse
Særligt for så vidt angår indkomståret 2008 gøres det gældende, at SKATs beløbsmæssige opgørelse af det godkendte rentefradrag på kr. 84.496 er korrekt (bilag E).

SKAT har godkendt fradrag for 50 pct. af den del af rentetilskrivningen på de to konti, som ligger før skilsmissen og den indgåede bodelingsoverenskomst.

Sagsøgeren har trods Skatteministeriets opfordring (F) ikke redegjort for en anden beløbsmæssig fordeling af fradraget mellem sagsøgeren og den tidligere ægtefælle vedrørende indkomståret 2008.

Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at SKATs beløbsmæssige opgørelse er fejlbehæftet, og at sagsøgeren som følge heraf er berettiget til et højere rentefradrag.

1.4 Forkortet ligningsfrist
Det gøres overordnet gældende, at SKATs afgørelse af 30. marts 2012 er truffet rettidigt, og at SKAT derfor ikke som følge af de skatteretlige fristregler var afskåret fra at foretage den omhandlede ændring.

Ændringer af skatteyderens skatteansættelse skal varsles senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb og foretages senest den 1. august i det fjerde år, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, dvs. i den konkrete sag 1. maj/1. august 2012 for så vidt angår indkomståret 2008, og 1. maj/1. august 2013 for så vidt angår indkomståret 2009.

SKAT har derfor med sit forslag til afgørelse af 9. januar 2012 (bilag I) og afgørelse af 30. marts 2012 (bilag E) overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

I dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 er der imidlertid med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 5. pkt. fastsat kortere frister for personer med enkle økonomiske forhold. Den med bekendtgørelsen fastsatte forkortede frist gælder dog ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Dette følger af bekendtgørelsens § 3.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 (tidligere skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1), kan der på skattemyndighedernes initiativ ske ekstraordinær genoptagelse, såfremt der er indtrådt ændringer i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen.

Af forarbejderne til bestemmelsen (L192 af 1999), de generelle bemærkninger, fremgår, at bestemmelsen indebærer en lempelse af den hidtil gældende regel i blandt andet skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, der for så vidt angår ændringer på skattemyndighedernes initiativ fastslog en ret for skattemyndighederne til at foretage ændringer i skatteansættelsen uden for de ordinære frister, hvis "en forpligtelse eller en erhvervelse, der er lagt til grund for skatteansættelsen, efterfølgende viser sig at give anledning til en højere skatteansættelse".

I denne sag foreskriver de formelle registreringsforhold, at sagsøgeren er berettiget til et rentefradrag. Som følge af parternes civilretlige disposition i form af den indgåede bodelingsoverenskomst viste det sig imidlertid, at sagsøgeren (i det indbyrdes forhold) alligevel ikke har været forpligtet til at betale renterne og ej heller faktisk har betalt dem. Bodelingsoverenskomsten og den som følge heraf foretagne ændring af den tidligere ægtefælles skatteansættelse for så vidt angår rentefradraget, udgør således en ændring af grundlaget for sagsøgerens skatteansættelse.

Det fremgår i øvrigt udtrykkelig af § 27, stk. 1, at ændringer i skatteansættelsen - herunder ændringer efter stk. 1, nr. 1 - kan foretages "efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told-og skatteforvaltningens bestemmelse" (fremhævet her). Det er derfor uden betydning, om det er skatteyderen eller skattemyndighederne, der har taget initiativ til ændringen (cf. sagsøgerens processkrift 1, s. 7, afsnit 2).

Ændringen af sagsøgerens rentefradrag er derfor omfattet af anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1. Som følge heraf er sagsøgeren ikke omfattet af den forkortede ligningsfrist, selvom hun i øvrigt måtte have enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 2005, § 3. Ændringen af sagsøgerens skatteansættelse er derfor foretaget rettidigt i overensstemmelse med fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Landsskatteretten har i sin kendelse begrundet, hvorfor A ikke er omfattet af den forkortede ligningsfrist. Retten finder derfor ikke, at en eventuel manglende begrundelse i SKATS og Skatteankenævnets afgørelser kan føre til hjemvisning af sagen.

Den 9. januar 2012 skrev SKAT til A og bad om hendes bemærkninger til ændringen i hendes rentefradrag fra anden halvdel af indkomstårene 2008 og i 2009. Retten finder herefter, at SKAT ikke har tilsidesat sin høringspligt.

Efter det foreliggende finder retten ikke, at A har godtgjort, at den sagsbehandler, der har behandlet hendes og hendes tidligere mands forhold, er inhabil. Retten har bl.a. lagt vægt på, at afgørelserne er truffet samtidig.

Retten finder ikke, at det forhold, at sagsøger ikke blev indkaldt til møde i Landsskatteretten, kan føre til afgørelsens ugyldighed. Retten har herved lagt væk på, at sagsøger ikke har påvist forhold, der ville gøre at afholdelse af møde i sagen ville have ført til et andet resultat, ligesom sagsøgte ikke har godtgjort, at der i øvrigt foreligger omstændigheder, der bevirker, at retten bør tilsidesætte Landsskatterettens skøn om ikke at afholde retsmøde.

Heller ikke det forhold, at sagsøger ikke er blevet indkaldt til møde i Skatteankenævnet kan føre til ugyldighed. Retten har herved lagt vægt på, at sagsøger ikke har redegjort for forhold, som, fordi hun ikke fik lejlighed til at give møde for Skatteankenævnet, ikke kom til Skatteankenævnets kundskab.

Da sagsøger ikke har redegjort for, hvilke forhold der ikke er oplyst for skattemyndighederne, finder retten ikke, at skattemyndighederne har tilsidesat officialmaksimen.

Retten finder ikke, at spørgsmålet om aktindsigt vedrører nærværende sag.

Efter det ovenfor anførte finder retten det ikke godtgjort, at skattemyndighedernes afgørelse lider af væsentlige formelle mangler, hvorfor retten ikke tager sagsøgers påstand om hjemvisning og ugyldighed til følge.

Ved bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008 aftalte parterne, at sagsøgers tidligere ægtefælle skulle overtage det fælles hus, deres andelsbolig og deres gæld til F1-bank. Bodelingen skete under forudsætning af, at F1-bank godkendte fordelingen af gælden.

Uagtet en sådan godkendelse ikke forelå, overtog den tidligere ægtefælle ejendommen i Y3 og solgte andelslejligheden på Y4, ligesom sagsøger ikke længere betaler renter og afdrag på den fælles gæld. Retten finder herefter, at parterne i det indbyrdes forhold har fulgt bodelingsoverenskomsten. Da sagsøgers ægtefælle i det indbyrdes forhold således har overtaget den tidligere fælles gæld, finder retten, at fradragsretten tilkommer ham.

Retten finder ikke, at sagsøger har godtgjort, at den beløbsmæssige opgørelse af fradraget for indkomståret 2008 er forkert, og sagsøger har derfor ikke krav på et højere fradrag.

Det forhold, at A med sin tidligere mand indgik en bodelingsoverenskomst, hvorefter den tidligere ægtefælle overtog gælden, udgør en ændring af grundlaget for sagsøgers skatteansættelse. A eller skattemyndighederne kunne derfor efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 1 begære ekstraordinær genoptagelse. Uanset om sagsøger er omfattet af den kortere frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, er skatteansættelsen af sagsøger derfor sket rettidigt.

Under henvisning til det ovenfor anførte frifindes Skatteministeriet for sagsøgers påstande.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt et passende beløb til dækning af udgiften til advokatbistand kr. 22.000. Retten har ved fastsættelsen taget hensyn til sagens værdi, forløb og udfald.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøger, A, sagens omkostninger til sagsøgte med kr. 22.000

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter