Indhold

Dette afsnit beskriver formålet med og lovgrundlaget for fortoldning, og det giver en kort forklaring på, hvad varebestemmelser er. SKATs samarbejde med Danmarks Statistik er også kort beskrevet.

Afsnittet indeholder:

  • Formålet
  • Lovgrundlaget.

Formålet

Fortoldningsproceduren anvendes til at bringe varer under en toldprocedure f.eks. i fri omsætning i EU.

Ved fortoldning findes grundlaget for beregning af det told- og importafgiftsbeløb (i det følgende afsnit kun benævnt told), samt moms, der hviler på de indførte varer. Toldbeløbet opkræver SKAT på EU's vegne.

Varebestemmelser

Endvidere sikres det, at de regler, der er fastsat i EU eller i Danmark, overholdes i forbindelse med indførslen, se afsnit F.A.11 om varebestemmelser.

Varebestemmelser er særlige kontrolforanstaltninger, der gælder for indførsel og udførsel af varer.

Varebestemmelser er begrundet i bl.a. hensyn til:

  • den offentlige orden og sikkerhed,
  • beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed,
  • beskyttelse af planter,
  • beskyttelse af nationale skatter af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, eller 
  • beskyttelse af industriel og
  • kommerciel ejendomsret.

SKAT medvirker ved løsning af en lang række af disse kontrolforanstaltninger. Kontrollen knytter sig til regler, der administreres af andre ministerier (ressortmyndigheder) end Skatteministeriet. Ressortmyndigheden er ansvarlig for fastsættelse af regler og vejledning til borgerne. SKAT medvirker ved kontrollen af overholdelsen af forskrifterne.

Danmarks Statistik - Udenrigshandelsstatistikken

Desuden udgør fortoldningen en del af grundlaget for udenrigshandelsstatistikken.

SKAT og Danmarks Statistik har et tværmyndighedssamarbejde omkring udenrigshandels-statistikken i forhold til lande uden for EU (Extrastat), hvor indsamling af de statistiske data i forbindelse med import og eksport af varer fra virksomheder i Danmark alene er placeret hos SKAT.

Lovgrundlaget

EU's toldlovgivning

Toldkodeks

Reglerne om fortoldning findes i afsnit IV i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførsel af en EF-toldkodeks TK.

Gennemførelsesbestemmelser

Reglerne findes også i afsnit VI og VII i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser GB til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførsel af en EF-toldkodeks.

Dansk toldlovgivning

Toldloven

Reglerne om fortoldning findes i kapitel 4 i Toldloven TDL

Bekendtgørelse

Reglerne om fortoldning findes også i kapitel 1 i Skatteministeriets Bekendtgørelse om Toldbehandling TBEK.

Se også

Se også afsnit F.A.2 om toldlovgivning generelt.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter