Indhold 

Dette afsnit handler om fradragsret i tilfælde, hvor en lønmodtager afholder udgifter til advokatbistand i forbindelse med krav om merløn mv.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Praksis
  • Fradragstidspunkt 
  • Ovesigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Der er fradrag for udgifter til advokatbistand, forudsat bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen og ikke vedrører grundlaget for indkomsterhvervelsen/formuesfæren, jf. SL § 6.

Eventuelt fradrag for udgifter til advokatbistand er omfattet af bundgrænsen på 6.200 kr. årligt i 2019. Se mere om bundgrænsen mv. i LL § 9, stk. 1 og C.A.4.3.1.1 om fradrag for lønmodtagere.

Se endvidere afsnit C.A.1.1.

Praksis

SKM2001.473.LSR

Udgifter til advokatbistand i forbindelse med krav om merløn, vedrørte erhvervelsen af indtægter, som skulle medregnes ved indkomstopgørelsen, og ikke selve indkomstgrundlaget. Der var derfor fradrag herfor. 

SKM2003.439.LSR

Udgifter til advokatbistand i forbindelse med krav om forhøjelse af førtidspension, der var skattepligtig, vedrørte selve indkomstgrundlaget og var derfor ikke fradragsberettiget.

Det er ikke en betingelse for fradrag for udgifter til advokatbistand, at lønmodtageren får medhold i retssagen. Se SKM2001.473.LSR,

Fradragstidspunkt

Se om fradragstidspunktet, afsnit C.A.1.2.2 Fradragstidspunkt.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2006.383.LSR

En skatteyder fik i indkomståret 2002 udbetalt en ménerstatning og erstatning for erhvervsevnetab vedrørende en ulykke, som skete i 1992.

Klageren anmodede om genoptagelse af skatteansættelsen med henblik på at få fradrag for advokatudgifter i de skattepligtige renteindtægter.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke var berettiget til fradrag for advokatudgifter i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten lagde vægt på, at advokatudgifterne vedrørte en erstatningssum, der ikke var undergivet almindelig indkomstbeskatning.

Renterne af erstatningssummen måtte anses for et accessorium til erstatningen, og da hverken erstatningen eller renterne vedrørte indkomsterhvervelsen, kunne de omhandlede advokatudgifter ikke anses for en driftsomkostning, jf. Lsr 81.001. Der var således heller ikke fradragsret for den del af advokatudgifterne, der forholdsmæssigt kunne henføres til rentebeløbet.

SKM2003.439.LSR

En skatteyder der var blevet tilkendt forhøjet almindelig førtidspension påklagede afgørelsen til Det sociale Nævn med henblik på forhøjelse af førtidspensionen. Skatteyderen afholdt i den forbindelse udgifter til advokatbistand og ønskede fradrag for denne udgift med henvisning til, at de omhandlede advokatomkostninger vedrørte erhvervelse af retten til skattepligtig pension, hvorfor der var tale om en udgift, som var fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6 a.

Landsskatteretten fandt at sådanne omkostninger var indkomstopgørelsen uvedkommende, da de vedrørte selve grundlaget for indkomsterhvervelsen. Omkostningerne var derfor ikke fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6.

SKM2001.473.LSR

En lønmodtager der var blevet opsagt, anlagde retssag mod arbejdsgiveren, med krav om erstatning, dels på grund af formelle mangler i forbindelse med opsigelsen og dels på grund af et krav om merløn, men fik ikke medhold på grund af passivitet.

Landsskatteretten tog stilling til spørgsmålet om fradrag for de afholdte udgifter til advokatbistand og fastslog, at der ville være fradrag såfremt bistanden vedrørte erhvervelsen af indtægter, som skulle medregnes ved indkomstopgørelsen, eller afholdelsen af udgifter, som kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men at såfremt bistanden vedrørte rene formuedispositioner eller formuesfæren/indkomstkilden, kunne udgifterne ikke fradrages.

Landsskatteretten fandt herefter ikke at der var fradrag for den del af advokatudgifterne der vedrørte kravet om erstatning som følge af formelle mangler ved opsigelsen, idet de var tale om en tort-lignende erstatning, der efter praksis ville være skattefri. Derimod fandt Landsskatteretten, at kravet på erstatning for merløn, ville være at anse for almindelig skattepligtig indkomst, hvorfor advokatudgifterne for så vidt angik dette beløb måtte anses for fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6 a.