Dato for udgivelse
03 May 2016 08:43
SKM-nummer
SKM2016.183.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
14-4857227
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Når man ønsker en sag genoptaget
Emneord
Ekstraordinær genoptagelse, moms, ugyldighed.
Resumé

Sagen vedrørte spørgsmål om ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar vedrørende udgifter til bespisning. Da det afledte krav måtte anses for at være forældet i henhold til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, fandt Landsskatteretten allerede af den grund, at der ikke var grundlag for genoptagelse af momstilsvaret.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2,
Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1 og 4,
Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 og
Skatteforvaltningsloven § 34a, stk. 1 og 4
Forvaltningsloven § 22 og
Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og 2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning, afsnit A.A.8.2.2.2.2.8.

Den Juridiske Vejledning, afsnit A.A.8.2.2.2.3.

Den Juridiske Vejledning, afsnit A.A.8.3.2.2.3.

Den juridiske vejledning 2016-1, A.A.8.3.2.1.3.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2, A.A.8.3.2.2.3

Den juridiske vejledning 2016-2 A.A.8.2.2.2.2.8.

Den juridiske vejledning 2016-2 A.A.8.2.2.2.3.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1, D.A.11.5.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1, D.A.11.5.7.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1, D.A.4.3.3


Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra H1-1 om ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar for perioden fra 1994/95 til 1997/98 i henhold til SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, herunder vedrørende udgifter til mødebespisning. 

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
I forbindelse med klagen til Landsskatteretten har selskabets repræsentant oplyst følgende:

"(...)

Fakta om virksomheden
H1-1 er en [...] fødevarevirksomhed med afsætning og produktion af [...] i det meste af verden. Moderselskabet er H1, et andelsselskab ejet af [...].

I 1998/99 blev H2 fusioneret med H1 og i 2001/02 blev H3 fusioneret ind i H1.

I vores oprindelige ansøgning om genoptagelse af momskrav vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler har vi henvist til, at ansøgningen sker på vegne af H1, men at momskravet endvidere omfatter de virksomheder, som i perioden er fusioneret ind, hvilket er henholdsvis H2 og H3. I december 2010 skete en omstrukturering af koncernen. H1 blev omdannet til et aktieselskab, hvorefter aktiviteten samt samtlige rettigheder og forpligtigelser blev overdraget til H1-1. På den baggrund er nærværende klage samt de forudgående korrespondancer med SKAT udarbejdet på vegne af H1-1.

(...)"

Ved dom af 11. december 2008 fastslog EU-domstolen i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, at gratis levering af kantineydelser i visse tilfælde ikke er omfattet af reglerne om udtagningsbeskatning. Det gælder for bespisning af forretningsforbindelser under møder i virksomhedens lokaler, når måltiderne serveres med henblik på formål af strengt erhvervsmæssig karakter, og det gælder for bespisning af personalet under møder i virksomhedens lokaler, når virksomhedens behov - såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt - gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisning.

Som følge af EU-domstolens dom blev tidligere praksis ændret. Den tidligere praksis, som bl.a. fremgik af SKM2003.322.TSS og SKM2005.83.LSR, indebar, at der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, og at der ved udtagning af kantineydelser fra egen kantine til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden skulle beregnes udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2.

SKAT tilkendegav ved styresignalet SKM2010.622.SKAT praksisændringens omfang og udtalte sig efterfølgende om dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT.

Virksomheder, der efter den hidtidige praksis ikke havde taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som havde beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kunne anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret i henhold til ovenstående styresignaler.

Selskabets repræsentant anmodede herefter om tilbagebetaling af moms for perioden fra 1994/95 til 2009/2010. Den 23. april 2012 traf SKAT en afgørelse vedrørende selskabets repræsentants anmodning om genoptagelse af selskabets momstilsvar i henhold til styresignalerne. SKAT imødekom alene tilbagebetalingsanmodningen delvist. Bl.a. imødekom SKAT ikke den del af anmodningen, som vedrørte tilbagebetaling af 910.676 kr. og 86.193 kr. for perioden fra 1994/95 til 1997/98 vedrørende moms af bespisningsudgifter (afgørelsens punkt 1). Selskabet påklagede ikke denne afgørelse til Landsskatteretten.

Af SKATs afgørelse af 23. april 2012 fremgår følgende under punkt 1:

"De faktiske forhold 

For H2 og H3 er momskravet på 910.676 kr. opgjort skønsmæssigt på grundlag af de afholdte mødeomkostninger i H1 for den tilsvarende periode sammenholdt med omsætningen i henhold til offentliggjorte årsrapporter for selskaberne for perioden.

For H3 er der ikke fremlagt dokumentation for kravet på 86.193 kr.

Virksomhedens bemærkninger

For H2 er det oplyst, at der ikke findes råbalancer, kontospecifikationer eller andre specifikationer til regnskabet som dokumentation for kravet på 910.676 kr.

For H3 er der ikke fremlagt dokumentation for kravet på 86.193 kr. fra 1994/1995 til 1995/1996.

Retsregler og praksis

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter for, at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår endvidere af SKM2011.829SKAT og SKM2010.622SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

SKATs bemærkninger og begrundelse

Virksomheden skal gennem regnskabet mv. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for denne periode indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af fx specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. For eksempel, hvis virksomheden kan dokumentere et krav vedrørende de seneste 5 år, så kan de ikke blot anvende kravet for den periode, som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden slet ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der efter SKATs opfattelse ikke ske tilbagebetaling.

Da virksomheden ikke har indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation kan dokumentationskravet ikke anses for opfyldt."

Ved skrivelse af 1. maj 2014 anmodede selskabets repræsentant SKAT om genoptagelse af punkt 1 benævnt "Moms af bespisningsudgifter på 910.676 kr. og 86.193 kr." i SKATs afgørelse af 23. april 2012. SKAT imødekom imidlertid ved den påklagede afgørelse ikke anmodningen.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet selskabets repræsentants anmodning om genoptagelse af punkt 1 benævnt "Moms af bespisningsudgifter på 910.676 kr. og 86.193 kr." i SKATs afgørelse af 23. april 2012. 

SKAT har anført følgende begrundelse herfor i sin afgørelse:

"Reglerne om ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift findes i skatteforvaltningslovens § 32.

(...)

SKAT traf afgørelse den 23. april 2012 for virksomhedens anmodning om genoptagelse. Afgørelsen blev truffet på baggrund af styresignalerne SKM2010.622 SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Den af SKAT trufne afgørelse blev ikke påklaget til Landsskatteretten af virksomheden.

Landsskatteren har efterfølgende truffet afgørelse i genoptagelsessager truffet af SKAT i henhold til SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT. Landsskatteretten har således blandt andet den 14. april 2014 i sagerne [...] og [...] truffet afgørelse i to sager, hvor to virksomheder havde påklaget SKATs afgørelse om dokumentationskrav i henhold til SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Sagerne afgjort af Landsskatteretten vedrørende disse virksomheder, er konkret begrundet. Det er følgelig SKATs opfattelse, at hidtidig praksis udmeldt i SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT  ikke er underkendt ved disse afgørelser fra Landsskatteretten.

SKAT kan derfor ikke imødekomme virksomhedens anmodning om genoptagelse af afgørelsen af 23. april 2012, jfr. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1.

Efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4 kan SKAT efter anmodning give tilladelse til ekstraordinær genoptagelser, når der foreligger særlige omstændigheder.

Det er SKATs opfattelse, at virksomheden ikke har fremlagt nye oplysninger af betydning for bedømmelsen af virksomhedens genoptagelseskrav efter SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT. Det forhold, at andre virksomheder har påklaget afgørelser fra SKAT og Landsskatteretten i disse sager efter en konkret vurdering har givet disse virksomheder medhold, kan ikke karakteriseres som særlige omstændigheder. SKAT kan derfor ikke imødekomme virksomhedens anmodning om genoptagelse, jfr. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4."

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af SKATs afgørelse af 23. april 2012 er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, og subsidiært jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4. Mere subsidiært er nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse af 1. august 2014 er ugyldig.

Selskabets repræsentant har anført følgende i klagen til Landsskatteretten:

"(...)

Lovhenvisning og praksis

(...)

16 kendelser fra Landskatteretten omkring dokumentationskrav ved tilbagebetaling af momskrav for bespisning af forretningsforbindelser og ansatte fra perioden 1. oktober 1994 og frem. Følgende journalnumre fra foråret/sommeren 2014 er alle sager med tilsvarende problemstilling om tilbagebetalingskrav og dokumentation som i nærværende sag:

[...]

Landsskatteretten ændrer i alle ovennævnte afgørelser SKATs oprindelige afgørelse om tilbagebetaling af moms. De faktuelle forhold i disse sager stemmer overens med de faktuelle forhold i nærværende sag, dog med den undtagelse at sandsynliggørelsen af og dokumentationen for kravet i nærværende sag er stærkere end i flere af de ovennævnte 16 kendelser, hvor virksomhederne modsat i denne sag ikke i alle tilfælde havde opbevaret regnskabsmateriale for perioder ældre end 5 år.

Landsskatteretten finder det i alle afgørelserne sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af virksomhedernes aktiviteter i genoptagelsesperioden, at virksomhederne har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort i alle sagerne. Der er herved henset til, at virksomhederne har taget hensyn til aktivitetsniveauet i de omhandlede perioder. Virksomhederne har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Af særlig relevans skal fremhæves SKM2014.706.LSR. I sagen ændrer Landsskatteretten SKATs oprindelige afvisning af det fremsatte tilbagebetalingskrav. Det fremgår af afgørelsen, at den nødvendige dokumentation for og sandsynliggørelse af tilbagebetalingskravet for den del af perioden, som angik 1994-2005 ikke kunne baseres på eksisterende regnskabs- og bogføringsmateriale. I stedet var tilbagebetalingskravet baseret på de faktiske omkostninger for årene 2006-2010, fratrukket 5% pr. år som følge af en skønnet lavere aktivitet i årene 1994-2005. Landsskatteretten henviser ved ændringen af SKATs afgørelse for det første til, at en konkret stillingtagen til den fremlagte dokumentation og sandsynliggørelse er nødvendig i hvert enkelt tilfælde. Dernæst konstaterer Landsskatteretten, at det anførte skøn over de afholdte aktiviteter kan anses for at udgøre tilstrækkelig dokumentation og sandsynliggørelse for tilbagebetalingskravet. Dette særligt, da sandsynliggørelsen tager hensyn til aktivitetsniveauet i den pågældende periode.

Påstande

Påstand (...): Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af SKATs afgørelse af 23. april 2012 er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1 og nr. 4

Det gøres gældende, at Landsskatterettens praksis i de 16 oplistede kendelser er udtryk for ny praksis i forhold til den praksis, SKAT tidligere har praktiseret. Dette gør sig gældende i forhold til den nødvendige dokumentation for og sandsynliggørelse af tilbagebetalingskravet. Endvidere er de 16 kendelser udtryk for en stadfæstelse af, at der netop skal foretages et konkret skøn og stillingtagen i hver enkelt sag.  H1-1 har dermed et retskrav på genoptagelse af sagen. Dette retskrav bunder netop i lighedsprincippet.

Efter vores vurdering skal der derfor ske ekstraordinær genoptagelse af afgørelsen af 23. april 2012 og momstilsvaret på 910.676 kr. vedrørende H2 og 86.193 kr. vedrørende H3 efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1.

At der er tale om en ny praksis, som begrunder ekstraordinær genoptagelse af SKATs afgørelse af 23. april 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, følger af en række omstændigheder.

SKATs hidtidige praksis - som er anvendt i afgørelsen af 23. april 2012 - er underkendt ved en række ensartede landskatteretskendelser i 2014, jf. de ovenfor oplistede 16 kendelser. Landsskatteretten præciserer netop i kendelserne, at virksomheder alene er forpligtiget til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år, jf. bogføringslovens § 10, stk. 1 og momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, (daværende bestemmelse, nu § 93), men at tilbagebetaling alligevel skal ske, hvis kravet er dokumenteret og sandsynliggjort på anden vis. Det betød i de nylige 16 kendelser fra Landsskatteretten, at genoptagelsesperioden i disse sager vedrørende momsfradrag for bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler var langt ud over denne 5-årige opbevaringsperiode. Landsskatteretten har med disse afgørelser underkendt Skatteministeriets opfattelse omkring tilbagebetaling af moms, i de tilfælde hvor virksomheder ikke har opbevaret regnskabsmateriale for perioder ældre end 5 år.

Kendelserne ændrer hidtidig praksis, som beskrevet i SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT. Den danske praksis på området var i forvejen blevet underkendt af EU-domstolen i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, der var hele årsagen til disse genoptagelsessager helt tilbage til 1. oktober 1994.

Uanset disse mange kendelser fra Landsskatteretten, der ikke er indbragt for domstolen af Skatteministeriet, er det i denne sag fortsat SKATs opfattelse, at den hidtidige praksis ikke er underkendt ved disse afgørelser fra Landsskatteretten. SKAT vil derfor ikke imødekomme vores anmodning om genoptagelse af SKATs afgørelse af 23. april 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1.

SKATs styresignaler SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT har efter vores opfattelse ikke i tilstrækkelig grad taget højde for bestemmelserne om opbevaring af regnskabsmateriale, jf. bogføringslovens § 10, stk. 1 og momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1. EU-domstolen fastslog med sag C-371/07, at den danske stat i en årrække havde anlagt en fejlagtig praksis omkring virksomheders momsfradragsret for sådanne udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte. SKATs styresignaler SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT burde på den baggrund havde taget højde for og sikret sig, at virksomheder, der helt efter gældende regler ikke havde opbevaret tilstrækkelig regnskabsmateriale for perioderne ældre end 5 år, stadig skulle have mulighed for at anmode om genoptagelse af tidligere momsperioder, så længe kravet kan sandsynliggøres på anden vis, jf. kendelserne fra Landsskatteretten.

I tråd hermed fastslår Landsskatteretten netop i de 16 kendelser, at det ikke er en nødvendighed, at virksomheden har opbevaret regnskabsmateriale ud over den 5-årige opbevaringsperiode, som det ellers har været Skatteministeriets opfattelse, jf. styresignalerne, for at kunne sandsynliggøre kravet for den pågældende periode.

Derfor kontaktede vi i foråret 2014 vi igen SKAT på baggrund af de første afgørelser fra Landsskatteretten [...], der omhandler helt tilsvarende problemstilling omkring dokumentationskrav og opgørelse af momskrav for perioder, der ligger udover den 5-årige periode, hvor der er pligt til opbevaring af regnskabsmateriale. Landsskatteretten har i begge sager ændret SKATs afgørelse og bemærker bl.a., at de fremsatte styresignaler SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT alene gengiver SKATs opfattelse. Landsskatteretten præciserer i sine afgørelser, at det alene skal sandsynliggøres, bl.a. ved vurdering af selskabets aktiviteter i genoptagelsesperioden, at selskabet har afholdt fradragsberettigede udgifter til bespisning af ansatte og forretningsforbindelser i den pågældende periode. Herudover skal kravets størrelse også sandsynliggøres og foretages på baggrund af et realistisk skøn.

SKAT afviste i denne sag alligevel udbetaling af det fremsatte krav med henvisning til manglende fremlæggelse af råbalancer, kontospecifikationer mv. SKAT foretog i forbindelse med afgørelsen i 2012 ikke en konkret vurdering af, om det rent faktisk var sandsynligt, at H2 i perioden 1994-1998 og H3 i perioden 1995/96 havde afholdt sådanne fradragsberettigede udgifter til bespisning af ansatte og forretningsforbindelser. SKAT forholdt sig endvidere ikke til, om opgørelsen af momskravet var lavet ud fra et realistisk skøn.

Opsummerende er der som beskrevet tale om ny praksis fra Landsskatteretten. Denne nye praksis begrunder en genoptagelse af sagerne behandlet i denne klage, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1; en genoptagelse, som SKAT har nægtet.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4 kan SKAT herudover efter anmodning fra virksomheden give tilladelse til ændring af afgiftstilsvaret som følge af, at der er særlige omstændigheder. Bestemmelsen i nr. 4 kan eksempelvis anvendes, hvis ikke den omfattes af nr. 1, men hvor det anses for urimeligt at opretholde opgørelsen af afgiftstilsvaret. De alvorlige formelle mangler forbundet med sagsbehandlingen, jf. bemærkningerne i relation til påstand 3 nedenfor, samt de fakta, som ligger bag manglerne, som har ført til materielt forkerte afgørelser, er netop udtryk for en sådan urimelighed. I denne genoptagelsessag er der efter vores opfattelse yderligere tale om en række særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes H1-1 som virksomhed, og der er endvidere ikke tale om et glemt momsfradrag hos virksomheden, som efter gældende praksis ikke berettiger til ekstraordinær genoptagelse.

I SKATs afgørelse af 1. august 2014 henviser SKAT til, at der ikke er fremlagt nye oplysninger af betydning for bedømmelsen af virksomhedens genoptagelseskrav, hvorfor SKAT ikke imødekommer anmodningen om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4. Efter vores vurdering er der kommet nye relevante oplysninger i form af de 16 kendelser fra Landsskatteretten. Disse kendelser fra Landsskatteretten fastlægger nogle helt nye dokumentationskrav i forhold til de retningslinjer, som SKAT tidligere har rettet sig efter i styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Som det også fremgår af SKM2014.489.SKAT omkring anvendelsesområdet for styresignaler, er styresignaler udgivet af SKAT Jura medvirkende til at fastlægge gældende praksis og sikre ensartet regelanvendelse. Det præciseres, at et styresignal eksempelvis altid skal udsendes i forbindelse med, at SKATs praksis er blevet underkendt som følge af en endelig afgørelse fra Landsskatteretten. Der skal også udsendes et styresignal, når det konstateres, at praksis ikke er ensartet. Efter vores opfattelse er 16 kendelser fra Landsskatteretten, der alle underkender SKATs opfattelse, et udtryk for, at praksis ikke har været ensartet på dette område. SKAT burde på baggrund af disse 16 kendelser fra Landsskatteretten have udsendt et nyt styresignal som opfølgning på SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, der præciserer retningslinjerne omkring dokumentationskrav for ældre perioder.
Endvidere skal byretsdommen SKM2013.846.BR fremhæves. Heri fandt retten efter en samlet vurdering, at der forelå nogle særlige omstændigheder, der medførte, at det var urimeligt at fastholde et skønnet afgiftstilsvar, og SKAT på den baggrund burde have givet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4. Under rettens begrundelse præciseres det bl.a., at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4, der tidligere var omfattet af skattestyrelseslovens § 35, kan finde anvendelse, såfremt myndighederne har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse og SKATs skøn over momstilsvaret anses for udøvet på et forkert grundlag. Det kan endvidere lægges til grund, om skatteansættelsen har en væsentlig betydning for den skattepligtige.

Efter vores vurdering er der flere sammenlignelige omstændigheder i byretsdommen og nærværende sag om anmodning om ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret hos H1-1.

I denne sag om genoptagelse af momstilsvaret for gamle momsperioder i årene 1994-1998 fastholder SKAT på tilsvarende vis momstilsvaret, selvom vi med vores opgørelse af momstilsvaret for henholdsvis H2 og H3 i de enkelte regnskabsår har sandsynliggjort, at SKATs skøn på 0 kr. medfører et åbenbart urimeligt resultat. Et manglende momsfradrag på ca. 1 mio.kr. må efter vores opfattelse også anses som væsentlig betydning for H1-1 uanset selskabets størrelse.

Det er endvidere en særlig omstændighed, at vi i disse genoptagelsessager vedrørende momsfradrag for bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler har med meget gamle momsperioder at gøre. Krav om opbevaring af regnskabsmateriale helt tilbage til 1. oktober 1994, der ligger langt ud over den normale opbevaringsperiode på 5 år, for at kunne dokumentere det eksakte momskrav, er efter vores opfattelse helt urimeligt at fastholde af SKAT, specielt på baggrund af de 16 kendelser fra Landsskatteretten, der alle underkender SKATs opfattelse heraf.

Der er i denne sag også den særlige omstændighed, at der alene mangler regnskabsmateriale vedrørende momskravet på de selskaber (H2 og H3), der er fusioneret med H1 for mere end 10 år siden. Efter vores vurdering er det et urimeligt krav fra SKATs side at fastholde, at kontospecifikationer eller lignende fremlægges for de pågældende år, såfremt der ønskes tilbagebetaling af moms, der fejlagtigt er indbetalt til SKAT efter daværende praksis, som efterfølgende er blevet underkendt af EU-domstolen. I henhold til præmis 86 og 87 i EU-dommen C-147/01 Webers Wine World Handels GmbH må en national lovgiver ikke fastsætte procedurer, som umuliggør og forringer mulighederne for tilbagesøgning af afgift, som er opkrævet med urette.

Vi har som nævnt udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet, der er sandsynliggjort og lavet ud fra et realistisk skøn for de enkelte perioder og efter samme principper for samtlige år. Men SKATs sagsbehandlere har i denne sag opsat nogle procedurer, som i princippet har forringet mulighederne for tilbagesøgning og genoptagelse af momstilsvaret for de ældre perioder vedrører de fradragsberettigede udgifter, der oprindeligt er afholdt af H2 og H3. SKATs sagsbehandler har ved behandling af vores anmodning ikke villet forholde sig til den beløbsmæssige opgørelse af momskravet, men alene afvist det med henvisning til manglende dokumentation.

Efter vores vurdering skulle SKAT i denne sag have givet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4, da der foreligger en række særlige omstændigheder, der berettiget til genoptagelse, og det samtidig er urimeligt, at SKAT fastholder sin oprindelige afgørelse vedrørende første punkt i afgørelsen fra 23. april 2012, som nægter tilbagebetaling af moms på i alt 996.869 kr.

(...)

Opgørelsen af momskravet fremgår af vedlagt bilag 4. Ved opgørelse af momskravet er der taget udgangspunkt i de faktiske resultatopgørelser og omsætningstal for de enkelte perioder i henholdsvis H2 og H3. De faktiske omsætningstal er sammenholdt med omsætningstallene i H1 for samme perioder, da aktiviteten og medarbejderantal mv. var sammenlignelige. Denne dokumentation og sandsynliggørelse må anses for mindst at være på højde med den dokumentation, som er set i andre tilsvarende sager, som f.eks. den ovenfor nævnte SKM2014.706.LSR, idet dokumentationen er baseret på faktiske regnskabstal for perioden 1994/95-1997/98, og det er overvejende sandsynliggjort, at virksomheden med deres aktiviteter har afholdt momsbelagte udgifter til bespisning af forretningsforbindelser mv. i egne lokaler i perioden.

Momskravet må efter en konkret vurdering anses som realistisk og i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, når der er tages højde for aktivitetsniveau, antal ansatte og omsætning mv. i den pågældende periode. Vi har i dette tilfælde udarbejdet en væsentlig mere specificeret opgørelse af momskravet for de enkelte perioder, end vi har set i andre sager, som SKAT har godkendt. Vores dokumentation i dette tilfælde er baseret på faktiske regnskabstal for perioden 1994/95-1997/98, og det er overvejende sandsynliggjort, at virksomheden med deres aktiviteter har afholdt momsbelagte udgifter til bespisning af forretningsforbindelser mv. i egne lokaler i perioden.

Momskravet må efter en konkret vurdering anses som realistisk og i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, når der er tages højde for aktivitetsniveau, antal ansatte og omsætning mv. i den pågældende periode.

Påstand (...): SKATs afgørelse (...) af 1. august 2014, skal tilsidesættes som ugyldig
Til støtte herfor gøres det gældende, at afgørelsen af 23. april 2012 er behæftet med så væsentlige formelle mangler, at afgørelsen ikke er materielt korrekt.

Ved sagsbehandlingen har SKAT ganske undladt at forholde sig til og inddrage sagens konkrete forhold. Således har SKAT undladt at inddrage karakteren og tyngden af den fremlagte dokumentation og sandsynliggørelse. Endvidere er der ikke taget stilling til, om den fremlagte dokumentation reelt har kunnet dokumentere eller i nødvendigt omfang sandsynliggøre det opgjorte krav på tilbagebetaling. Den nødvendige og påkrævede helhedsvurdering er dermed ikke foretaget. I stedet er det nødvendige skøn sat under regel, idet SKAT afviser tilbagebetalingskravet med den simple begrundelse, at der ikke er fremlagt regnskabsmateriale som dokumentation for kravet.

(...) De 16 kendelser stadfæster en allerede eksisterende praksis, ifølge hvilken der uden tvivl skal foretages en konkret helhedsvurdering, og hvor varierende dokumentation og en sandsynliggørelse af kravets størrelse efter en konkret vurdering kan være tilstrækkelig til, at SKAT er forpligtet til at imødekomme en anmodning om tilbagebetaling. At der er tale om 16 kendelser og ikke blot en enkelt, synliggør i den grad de alvorlige og formelle mangler (...).

Yderligere kan der efter 16 kendelser fra Landsskatteretten næppe være tvivl om, at afgørelsen af 1. august 2014 ydermere er et brud på lighedsgrundsætningen. Sagens genstand og de relevante retskilder åbner netop op for et skøn, idet anmodningen om tilbagebetaling netop var baseret på dokumentation og sandsynliggørelse af samme karakter som i de 16 kendelser, hvor der konkret blev taget stilling til det fremlagte materiale. Skønnet blev i den oprindelige sag af 23. april 2012 sat under regel, idet der ikke blev foretaget en konkret helhedsvurdering og taget stilling til den fremlagte dokumentation eller sandsynliggørelse. De efterfølgende 16 kendelser bekræfter imidlertid, at der netop skulle foretages en sådan konkret helhedsvurdering. At afvise det fremsatte tilbagebetalingskrav efter Landsskatterettens afsigelse af de 16 kendelser uden at have foretaget en sådan konkret helhedsvurdering er i strid med lighedsgrundsætningen, idet H1-1 ikke tildeles sammen rettigheder som de øvrige berørte virksomheder. I den forbindelse bemærkes, at der ikke ses at være forskelle i fakta i de 16 kendelser og fakta i nærværende sag, som kan begrunde denne forskelsbehandling - bortset fra det væsentlige moment, at tilbagebetalingsanmodningerne i samtlige 16 kendelser imødekommes, hvilket indtil videre ikke er tilfældet i nærværende sag.

(...)"

Det er i forbindelse med sagens behandling i Skatteankestyrelsen, i tilknytning til den subsidiære påstand, særligt henvist til lighedsprincippet, herunder at SKAT ikke har forvaltet praksis, herunder SKM2011.829.SKAT, i henhold til lighedsprincippet.

SKATs bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse
SKAT har erklæret sig enig i Skatteankestyrelsens indstilling om at afgørelsen stadfæstes.

Selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse
Selskabets repræsentant har fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

"(...)

Ekstraordinær genoptagelse - skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1

(...)

Skatteankestyrelsen synes at være af den opfattelse, at der i det foreliggende tilfælde ikke er tale om en praksisændring, fordi Landsskatteretten i hver eneste af de 16 oplistede sager tilsidesætter det af SKAT foretagne skøn efter en individuel og konkret vurdering. Det synes at fremgå, at en sådan individuel og konkret vurdering ikke kan være udtryk for en praksisændring. Det er på ingen måde tilfældet.

En praksisændring er netop kendetegnet ved, at en myndighed eller anden instans foretager en ændret retlig fortolkning eller en ændret vægtning af de hensyn, som indgår i en samlet skønsmæssig, men også individuel og konkret vurdering af et givent retsspørgsmål. Foretager Landsskatteretten en sådan ændret vægtning af de hensyn, som indgår i den skønsmæssige vurdering, og indbringer SKAT ikke denne ændrede skønsmæssige vurdering for domstolene, så er der tale om en praksisændring - et forhold der ikke kan være tvivl om i dette tilfælde, hvor der netop er tale om en tilsidesættelse af det af SKAT udøvede skøn i mindst 16 sammenlignelige sager.

Den vægtning af relevante hensyn, som SKAT opstiller i SKM2011.829.SKAT tilsidesættes dermed af Landsskatteretten, som opstiller en mildere bevisbedømmelse end SKAT ifølge SKM2011.829.SKAT. Det er denne ændrede bevisbedømmelse og ændrede vægtning af relevante hensyn, som udgør praksisændringen og ikke - som det også synes at fremgå af den foreløbige vurdering af sagen - virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år.

Allerede derfor er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1 opfyldt.

Skatteankestyrelsen bemærker bl.a., at det i ingen af de anførte afgørelser fra Landsskatteretten er tilfældet, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for, uden inddragelse af andre relevante faktorer.

Vi skal præcisere, at det heller ikke er tilfældet i denne sag, at H1-1 blot har ganget et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for. Kravet er opgjort med udgangspunkt i faktiske regnskabstal for de enkelte regnskabsår og meget mere specificeret med inddragelse af andre relevante faktorer end det eksempelvis er tilfældet i J-nr. [...], hvor Landskatteretten den 24. juni 2015 har truffet afgørelse om, at SKAT skal genoptage afgiftstilsvaret for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1999. Landsskatteretten ændrer således SKATs afgørelse selvom der ikke blev fremlagt yderligere dokumentation og egentlig regnskabsmateriale for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1999, hvor virksomheden blot havde opgjort momskravet som en procentsats af omsætning, der i øvrigt også var opgjort skønsmæssigt.

I sagen journalnr. [...] bemærker Landsskatteretten - som i de øvrige 16 afgørelser - at styresignaler, herunder SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, gengiver SKATs opfattelse. Det er således alene SKATs praksis og ikke Landsskatterettens praksis, at der bl.a. skulle foreligge råbalancer, kontospecifikationer eller andre specifikationer til regnskabet som dokumentation for kravet på i alt 996.869 kr. for perioden 94/95 - 97/98, som var tilfældet i denne sag. Med henvisning til SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT mente SKATs sagsbehandler i denne sag, at dokumentationskravet ikke var opfyldt, da H1-1 ikke havde indsendt en specificeret opgørelse af kravet med tilhørende dokumentation i form af råbalancer, kontospecifikationer eller andre specifikationer til regnskabet.

Efter vores opfattelse er denne praksis fra SKATs sagsbehandler i denne sag ikke i overensstemmelse med Landsskatterettens praksis i de i alt 17 tilsvarende sager.

Hvornår SKATs praksis konkret kan anses for at være tilsidesat afhænger af, hvilken af de 16 sager der lægges vægt på. Under alle omstændigheder må praksis anses for ændret ved Landsskatterettens journalnr. [...], idet Landsskatteretten i denne sag, som er baseret på en stort set nøjagtig gengivelse af både de faktiske forhold og de tidsmæssige aspekter i forhold til forældelse også afviser den af SKAT foretagne vægtning af relevante hensyn.

Vi henviser til vedlagte bilag hvor vi har sammenlignet de faktiske forhold i denne sag med Landsskatterettens afgørelse Journalnr. [...].

Ekstraordinær genoptagelse - skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4
Spørgsmålet er, om særlige omstændigheder kan begrunde en genoptagelse.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen kan en genoptagelse tillades i de tilfælde, hvor en konkret bedømmelse af forholdene taler herfor, hvor genoptagelse ikke kan ske efter bestemmelens øvrige punkter, som f.eks. en praksisændring, og hvor det i øvrigt må anses for at være urimeligt, hvis afgørelsen opretholdes eller, hvor skattemyndighederne må anses for at have begået en fejl.

Skatteankestyrelsen bemærker, at SKAT efter en konkret vurdering har afvist selskabets anmodning om genoptagelse og, at selskabet ikke har påklaget SKATs oprindelige afgørelse til Landsskatteretten.

I den forbindelse bemærkes, at det netop er det massive antal sager, hvor Landsskatteretten tilsidesætter SKATs skønsmæssige vurdering, og lighedsgrundsætningen, som i kombination med sagens konkrete forhold begrunder, at der er tale om særlige omstændigheder, som kan begrunde en genoptagelse. SKAT afviste netop kravet i første omgang, alene med henvisning til, at der ikke er fremlagt regnskabsmateriale som dokumentation for kravet. Landsskatterettens håndtering af de øvrige sager vedrørende tilsvarende problemstillinger er netop udtryk for, at et krav om fremlagt regnskabsmateriale netop ikke kan opstilles.

At sagen ikke oprindeligt blev påklaget til myndighederne betyder ikke, at selskabet ikke var af den opfattelse, at der ikke bestod et krav mod myndighederne, men derimod at selskabet ud fra helt andre og mere praktiske overvejelser valgte ikke at påklage sagen til Landsskatteretten. At selskabet ikke påklager afgørelsen i første omgang har ingen betydning for, om der foreligger særlige omstændigheder - det har derimod den store sagsmængde og det forhold, at en manglende genoptagelse vil afskære selskabet fra en bevisbedømmelse i overensstemmelse med den praksis og vægtning af relevante hensyn, som Landsskatteretten gennem en længere og vedvarende praksis har vist; dette i givet fald i strid med lighedsgrundsætningen.

På den baggrund er også betingelserne for en ekstraordinær genoptagelse i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4 opfyldt.

Forældelse - skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4
Der henvises til skatteforvaltningslovens 34 a, stk. 4 som begrundelse for, at kravet er forældet. Ifølge skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4 gælder der en 10-årig forældelsesfrist for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse.

I den forbindelse skal vi først og fremmest henvise til Landsskatterettens journalnr. [...], idet Landsskatteretten i denne sag, der omhandler en tilsvarende problematik, hvor SKAT modtog et krav om tilbagebetaling i 2010, hvor SKAT i 2012 afviste kravet om tilbagebetaling for fordringer tilbage fra 1994, hvor SKAT knap et år senere modtager en anmodning om genoptagelse, men også her afviser kravet om tilbagebetaling for årene 1994 og frem til 2000. Landsskatteretten godkender tilbagebetaling af det opgjorte momskrav for perioden 2000 - 2004, og pålægget SKAT at genoptage afgiftstilsvaret for perioden fra 1994 - 1999 til trods for udløbet af fristen, idet klager i sagen havde føje til at tro, at nye oplysninger kunne føre til en genoptagelse. Selskabet havde i sagen ikke fremsendt nye oplysninger vedrørende perioden 1994 - 1999, og SKAT mente på den baggrund ikke at betingelserne for at genoptage momstilsvaret var opfyldt, men det havde ifølge Landsskatterettens afgørelse ingen betydning for genoptagelse af momskravet for denne periode.

Tilsvarende forventning har gjort sig gældende hos klager i nærværende sag allerede fordi SKAT oprindeligt afviste kravet udelukkende med henvisning til en manglende dokumentation for kravet.

Det tidligste tidspunkt, hvorfra kravet kan regnes, er fra stiftelsen af det for meget indbetalte momsbeløb, dvs. i perioden 1994-1998. Selv i det tilfælde, hvor der tages udgangspunkt i dette tidligste tidspunkt for forældelsen, skal kravet ikke anses for at være omfattet af fristreglen i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

På det tidspunkt, hvor kravet opstod, var kravet omfattet af den daværende fristregel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7 og § 32, stk. l, nr. 1. Denne fristregel var 20 år. Kravet ville dermed tidligst falde for fristreglen i skatteforvaltningsloven i 2014. I disse tilfælde fandt 1908-lovens 5-årsregel ikke anvendelse.

Vi er allerede derfor ikke enige i, at kravet skulle være forældet. Dette baseres på to forskellige forhold.

For det første så må SKATs realitetsbehandling af sagen i 2010 uden påberåbelse af forældelse anses som en erkendelse af en fordring, som alene afvises, fordi dokumentationen ikke lever op til de af SKAT umiddelbart opstillede krav, jf. f.eks. U1998.709.VLD, hvor så simpelt et forhold som fremsendelse af et brev med forslag til forlig blev anset som en erkendelse af gælden efter de tidligere gældende regler. Det betyder, at der fra tidspunktet for SKATs første afvisning af kravet løber en ny forældelsesfrist. Uanset om denne skal anses for at være en ny og absolut 10-årig forældelsesfrist efter de gældende regler i skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4, som løber fra afbrydelsestidspunktet, så er fristen i stk. 4 ikke udløbet på tidspunktet for sagens genoptagelse i 2014.

I den forbindelse henvises til, at den dagældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4 ophævedes med virkning fra 1. januar 2008, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007. Ifølge overgangsbestemmelserne til ophævelsesloven indtræder forældelsen af fordringer stiftet før ophævelsen af den dagældende § 27, stk. 4 tidligst den 1. januar 2011, jf. lovens § 48, uanset ordlyden af den gældende § 34a, stk. 4 i skatteforvaltningsloven. Dermed løber den 10-årige forældelsesfrist, som erstatter den tidligere 20-årige forældelsesfrist, fra afbrydelsen af forældelsen efter de tidligere gældende regler.

Kravet, der første gang blev gjort gældende overfor SKAT med udgangen af 2010, var dermed ikke forældet på daværende tidspunkt. Kravet var ydermere ikke forældet i 2014, hvor kravet igen blev rejst.

Kravet bestod for det andet på det tidspunkt, hvor SKAT udsendte SKM2011.829.SKAT. Styresignalet angav en række krav om dokumentation. Det primære krav var, at der skulle tages udgangspunkt i egentligt regnskabsmateriale til dokumentation for, at der var afholdt udgifter og først derefter kunne kravets størrelse fastsættes ved en sandsynliggørelse:

"Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet."
Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.
Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:
Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for "repræsentation" og bespisning af ansatte for "kost til ansatte" vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis "repræsentation" og "kost til ansatte".
Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen."

Ved de nu mindst 17 afgørelser, der er henvist til ovenfor og i den tidligere korrespondance, har Landsskatteretten slået fast, at de af SKAT opstillede kriterier ikke kan danne udgangspunkt for en vurdering af tilbagebetalingsadgangen. Et sådant udgangspunkt ville under alle omstændigheder hindre virksomhedens adgang til at søge beløbet tilbage fra skattemyndighederne og vil dermed stride mod både med det EU-retlige effektivitetsprincip, men også lighedsprincippet, idet indtil flere virksomheder nu har fået tilbagebetalt momsen på baggrund af dokumentation for kravets størrelse, som klart afviger fra de krav, som SKAT oprindeligt opstillede i styresignalerne fra 2010 og 2011.

Ugyldighed
Vi fastholder i øvrigt det tidligere bemærkede om ugyldighed.

(...)"

Landsskatterettens afgørelse
Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, fremgår:

"En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...)."

Af skatteforvaltningslovens § 32 stk. 1, nr. 1 og 4, og stk. 2 fremgår:
"Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:
1) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteforvaltningen, et motorankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.
(...)
4) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede giver tilladelse til ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.
(...)
Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 2. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.
(...)".

Af skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 1 og 4, fremgår:

"Krav afledt af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. §§ 26 og 27, og fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. §§ 31 og 32, samt fastsættelse af vurdering af fast ejendom, jf. § 33, forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-4.
(...)
Stk. 4. Forældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. § 27, stk. 1, og ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. § 32, stk. 1, samt for ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. § 33, stk. 3-5 samt stk. 7 og 8."

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabets repræsentant den 1. maj 2014 anmodede om genoptagelse af punkt 1 i SKATs afgørelse af 23. april 2012, og at SKAT ved den påklagede afgørelse ikke har imødekommet anmodningen om genoptagelse heraf.

Landsskatteretten finder imidlertid, at repræsentantens anmodning af 1. maj 2014 i relation til frist- og forældelsesreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 31, 32 og 34a må anses for en ny anmodning om ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar for perioden fra 1994/95 til 1997/98 i medfør af skatteforvaltningslovens § 32. Det bemærkes herved, at SKATs afgørelse af 23. april 2012 ikke blev påklaget, og at fristen for ordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 31 var udløbet den 1. maj 2014.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4, at forældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar, jf. § 32, stk. 1. Det indebærer, at det afledte krav for perioden fra 1994/95 til 1997/98 var forældet på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om genoptagelse i maj 2014.

Da selskabet som følge af forældelse ikke har krav på tilbagebetaling af moms for de omhandlede perioder, er der allerede af den grund ikke grundlag for at genoptage selskabets momstilsvar for de omhandlede perioder.

Selskabets repræsentant har nedlagt mere subsidiær påstand om, at SKATs afgørelse af 1. august 2014 skal tilsidesættes som ugyldig.

I henhold til forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Det følger af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke, afgørelsen er truffet. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

SKAT har i sin afgørelse af 1. august 2014 henvist til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1 og 4. SKAT har konkret forholdt sig til det i anmodningen om genoptagelse anførte, herunder om de af Landsskatteretten trufne afgørelser og givet en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. 

Den påklagede afgørelse er derfor ikke behæftet med sagsbehandlingsfejl.

Landsskatteretten bemærker til den af selskabets repræsentant nedlagte principale påstand, at retten i de af selskabets repræsentants anførte afgørelser fra Landsskatteretten, hvor SKAT har henvist til SKM2011.829.SKAT, efter en individuel og konkret vurdering i hver enkelt sag, herunder af det individuelle skøn i hver sag, har ændret SKATs afgørelse. På baggrund heraf anses Landsskatteretten ikke for at have ændret på de dokumentationskrav, som følger af SKM2011.829.SKAT. Landsskatteretten har således alene fundet, at det udøvede skøn og sandsynliggørelsen heraf efter en individuel og konkret vurdering i hver enkelt sag var tilstrækkelig til, at kravet kunne imødekommes. 

Hertil bemærkes, at det følger af styresignalet, at for perioder, der er ældre end 5 år, er det ikke en forudsætning for opfyldelse af dokumentationskravet, at bilagsmateriale foreligger, samt at dokumentationskravet efter en konkret vurdering bl.a kan anses for opfyldt gennem specifikationer til regnskabsmaterialet, mødekalendere og korrespondance. Der er herefter ikke tale om, at kravet skal dokumenteres eller sandsynliggøres på en bestemt måde.

Det fremgår endvidere af styresignalet, at såfremt virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for. Hertil bemærker Landsskatteretten, at det i ingen af de anførte afgørelser fra Landsskatteretten er tilfældet, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for, uden inddragelse af andre relevante faktorer.

De af Landsskatteretten trufne afgørelser ses herefter ikke at have tilsidesat styresignalet, hvorfor SKATs krav til nødvendig dokumentation og sandsynliggørelse af tilbagebetalingskrav for mødebespisning i henhold til SKM2011.829.SKAT ikke ses ændret.

Til det af repræsentanten anførte vedrørende Landsskatterettens afgørelse af 24. juni 2015, sagsnr. [...], bemærkes, at denne ikke er sammenlignelig med nærværende sag, herunder vedrørende forældelsesspørgsmålet, idet de faktiske forhold i sagen var anderledes, idet selskabet i den anførte afgørelse havde haft føje til at tro, at SKAT ville genoptage afgiftstilsvaret for hele den omhandlede periode, og der var således ikke indtrådt forældelse på tidspunktet for genoptagelsesanmodningen.

Landsskatteretten bemærker til den af selskabets repræsentant nedlagte subsidiære påstand, at der ikke anses at foreligge særlige omstændigheder, der kan begrunde en genoptagelse af afgiftstilsvaret med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4. SKAT har foretaget en konkret vurdering af selskabets genoptagelsesanmodning og på baggrund heraf ikke fundet grundlag for at imødekomme anmodningen. Hertil bemærkes, at selskabet ikke har påklaget SKATs afgørelse til Landsskatteretten.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter allerede under henvisning til, at det afledte krav er forældet i medfør af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.