Indhold

Dette afsnit handler om borgerenes frist for anmodning om ordinær genoptagelse

Afsnittet indeholder:

  • Reglen
  • Krav til anmodningen
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Reglen

Hvis en borger/virksomhed ønsker ansættelsen af indkomst eller af ejendomsværdiskat ændret, skal der senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb anmodes om genoptagelse af ansættelsen. En anmodning om genoptagelse vedrørende indkomståret 2015 skal således senest indgives den 1. maj 2019. Se SFL § 26, stk. 2.

Bestemmelsen blev med sin nugældende formulering indsat ved L 175 fra 2003 på baggrund af Fristudvalgets anbefalinger. Se Betænkning 1426/2003 og SSL § 34, stk. 2. Ved L 110 blev bestemmelsen uændret overført til SFL § 26, stk. 2.

Anmodningsfristen i SFL § 26, stk. 2, omhandler det tidspunkt, hvor anmodningen senest skal være kommet frem til Skatteforvaltningen. Det er ikke tilstrækkeligt, at anmodningen er afsendt på fristdagen.

Det er borgerens ansvar, at anmodningen modtages af Skatteforvaltningen senest på det angivne tidspunkt. Borgeren bærer således risikoen for, at Skatteforvaltningen rettidigt modtager anmodningen fra Post Danmark. Hvis fristdagen er en lørdag, søn- eller helligdag, vil modtagelse den førstkommende hverdag være rettidig.

Hvis en anmodning om genoptagelse indleveres i xen ekspedition i Skatteforvaltningenx, skal den for at være rettidig, afleveres senest ved normal lukketid for den pågældende dag. Hvis en anmodning ligger i en xaf Skatteforvaltningens postkasserx ved tømningen dagen efter fristdagen, er der en formodning for, at anmodningen er lagt i postkassen efter normal lukketid.

Ved digital genoptagelse er fristen 1. maj kl. 23.59.

Genoptagelse af gaveafgift omfattes ikke af bestemmelsen. Se SFL § 26, stk. 9. Se C.A.6.2.

Ved kontrollerede transaktioner og ved selskabers omstruktureringer er fristen forlænget til 1. maj i det sjette år efter indkomstårets udløb. Se A.A.8.2.1.5 og A.A.8.2.1.8.

Der findes ingen frister for, hvornår Skatteforvaltningen senest skal tage stilling til anmodningen om genoptagelse, eller for, hvornår der senest kan ske ansættelsesændring på baggrund af en eventuel genoptagelse.

Krav til anmodningen

Der er ingen formkrav til en anmodning om genoptagelse. Anmodningen kan derfor fremsættes mundtligt. Anmodningen skal suppleres af et skriftligt grundlag, der sandsynliggør, at ansættelsen er forkert.

En anmodning skal være tilstrækkeligt konkretiseret. Vestre Landsret har afgjort, at en oplysning om, at der var igangsat undersøgelser, og at en anmodning om genoptagelse af et afgiftstilsvar kunne forventes, ikke var en tilstrækkelig konkretiseret anmodning. Se SKM2007.275.VLR.

Det må antages, at en anmodning om genoptagelse af ansættelsen, der fremsættes inden fristens udløb, er rettidig, også for et andet forhold end det, anmodningen oprindelig og rettidigt var begrundet med. Det er en forudsætning, at der inden fristens udløb er fremsendt dokumentation også for det "andet forhold". Vestre Landsret har fastslået dette vedrørende den parallelle bestemmelse om genoptagelse af en ejendomsvurdering i SFL § 33, stk. 2. Se SKM2010.785.VLR.

Vedrørende kravene til anmodningen skal der henvises til en dom fra Byretten, hvor en borgers bror indenfor de ordinære genoptagelsesfrist flere gange over for skattemyndighederne havde oplyst, at ansættelserne var forkerte. Byretten fandt ikke, at der på det grundlag var anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for 2000 og 2001, idet der ikke inden fristen i SSL § 34, stk. 2, var fremlagt nye oplysninger, der kunne begrunde en ændring. Kendelsen ved Landsskatteretten var afsagt med dissens. Se SKM2008.322.BR.

Helt ubegrundede anmodninger om genoptagelse kan afvises. Hvis det utvivlsomt skønnes, at en anmodning om genoptagelse udelukkende er ledsaget af oplysninger, der tidligere har dannet grundlag for sagen, vil Skatteforvaltningen efter omstændighederne kunne undlade at træffe en ny afgørelse. Skatteforvaltningen skal i stedet henvise til den tidligere trufne afgørelse og klagevejledningen heri.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKM2010.785.VLR

Anmodning om genoptagelse inden fristens udløb ansås for rettidig også for et andet forhold, der først efter fristen var anført som begrundelse for genoptagelse. Der var dog inden fristens udløb fremsendt dokumentation også for det andet forhold.

Afgørelsen vedrører den parallelle bestemmelse i SFL § 33.

Byretsdomme

SKM2015.241.BR

Genoptagelsesanmodning indgivet rettidigt, men berostillet. Nye oplysninger indkommet efter genoptagelseanmodningen skulle medtages i behandlingen.

 

SKM2008.322.BR

Genoptagelse nægtet. Ikke anmodet om genoptagelse inden fristen, hvor den skattepligtiges bror inden fristen havde oplyst, at den skattepligtiges ansættelser var forkerte.