Dato for udgivelse
29 Jun 2015 12:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 May 2015 08:19
SKM-nummer
SKM2015.455.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, B-1494-14
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Luftfartsselskab, udenrigsflyvning, flytrafik, skoleflyvninger, beregningsgrundlag, præjudiciel, forelæggelse
Resumé

Sagen vedrørte, om et dansk flyselskabs skoleflyvninger, som var indenrigsflyvninger, skulle medregnes ved opgørelsen af flyselskabets "samlede flytrafik", og i den forbindelse om selskabet "hovedsagelig fløj i udenrigstrafik", og således opfyldte betingelserne for at kunne modtage momsfri leverancer af fly og af brændstof mv. til sine fly i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 10-12, jf. den dagældende momslovs § 34, stk. 2 (nu stk. 3). Det var ubestridt, at såfremt omsætningen og antal fløjne kilometer i forbindelse med skoleflyvningerne skulle medregnes, opfyldte selskabet ikke lovens betingelser for at blive anset for "hovedsagelig at flyve i udenrigstrafik". I så fald havde selskabet ikke krav på at modtage momsfri leverancer af og til selskabets fly, herunder fly anvendt til skoleflyvningerne. Selskabet drev virksomhed med udenrigs- og indenrigstaxaflyvninger ved siden af virksomhed som pilotskole.

Sagen vedrørte konkret selskabets momsmæssige status i 2011, for hvilket år selskabet anmodede SKAT om bekræftelse på ret til momsfritagelse som et "udenrigsluftfartsselskab".

Landsretten tiltrådte, at den dagældende momsloves § 34, stk. 2, der sammen med bestemmelserne i § 34, stk. 1, nr. 10-12, blev indsat i momsloven som konsekvens af EU-Domstolens dom i G3-sagen (sag C-382/02), i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd må forstås således, at også selskabets skoleflyvninger som en del af selskabets samlede flytrafik skulle medregnes ved bedømmelsen af, om selskabet i 2011 hovedsagelig fløj i udenrigstrafik. Landsretten fandt, at dette også er bedst stemmende med den omstændighed, at en momsfritagelse for et luftfartsselskab i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 10-12, omfatter alle leverancer af og til selskabets fly uanset flyenes anvendelse.

Landsretten fandt endvidere, at denne fortolkning var i overensstemmelse med såvel ordlyden af momssystemdirektivets artikel 148, stk. 1, litra e-g, som den fortolkning heraf, der er kommet til udtryk i EU-Domstolens dom i G3-sagen. Landsretten imødekom ikke selskabets begæring om forelæggelse af et præjudicielt spørgsmål for Domstolen om fortolkningen af direktivet, hvorved landsretten bemærkede, at det ikke kunne lægges til grund, at de danske skattemyndigheders fortolkning af direktivbestemmelsen adskiller sig væsentligt fra fortolkningen i andre medlemsstater. (Stadfæstelse af SKM2014.519.BR).

Reference(r)

Momsloven § 34, stk. 2
Momsloven § 34, stk. 1, nr.10-12
Momssystemdirektivet artikel 148, litra e-g

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 D.A.10.1.4.4


Parter

H1 A/S
(advokat Robert Mikelsons)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Afsagt af landsretsdommerne

Ulla Langholz, Bo Østergaard og Claus Forum Petersen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 5. maj 2014 (BS 18A-230/2013) er anket af H1 A/S med påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at H1 A/S ikke skal medtage skoleflyvning ved opgørelsen af dets "samlede flytrafik" i kalenderåret 2011, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 10, jf. stk. 2, som affattet ved lov nr. 524 af 17. juni 2008 om ændring af momsloven (Flymoms), således at sagen hjemvises til SKAT til behandling under hensyn hertil.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

H1 A/S har i forbindelse med hovedforhandlingen for landsretten fremsat begæring om præjudiciel forelæggelse af følgende spørgsmål for EU-Domstolen:

"...

Skal artikel 148, litra e, i momssystemdirektivet (Rådets direktiv 2006/112/EF) fortolkes således, at den del af et luftfartsselskabs flyvning, der foretages som led i undervisningen på selskabets flyskole, og som ikke har til formål at transportere personer eller gods, skal indgå i opgørelsen af, hvorvidt luftfartsselskabet mod betaling hovedsageligt flyver i udenrigstrafik?

..."

Skatteministeriet har protesteret imod begæringen om præjudiciel forelæggelse.

Supplerende sagsfremstilling

Af den britiske "VAT Notice 744C: ships, aircraft and associated services" fremgår blandt andet:

"...

3.5.3 What is an "international" route?

An international route is any route that is not a domestic route within UK airspace, UK airspace boundary is normally twelve nautical miles from the coast. However, routes wholly within the VAT Fiscal territory of the UK and Isle of Man are also to be treated as UK domestic flights.

Routes between the UK to the Channel Islands and oil rigs outside the twelve mile limit are international routes.

Routes which leave UK airspace in the course of a UK domestic route are not international routes, for example, Northern Ireland to Wales crossing the Irish Republic.

3.5.4 What does "chiefly" mean?

"Chiefly" means that the international route operations of an airline must exceed its UK domestic route operations. While turnover from the respective operations will be particularly significant, other information may also be taken into account that indicates the relative importance of the type of operations undertaken. Whatever method is adopted, the result must be fair and reasonable and capable of verification by HMRC.

However, where pertinent to a method, HMRC consider that:

-

non-operational use, for example, testing flights are not counted either way

-

normal positioning flights should be counted by reference to the next flight for which the aircraft is being positioned, but positioning flights as a result of an emergency diversion should be counted by reference to the original routing of the diverted flight.

..."

Af den tyske Umsatzsteuer-Anwendungserlass pkt. 8.2. (3) fremgår blandt andet:

"...

Von den Beförderungen im internationalen Luftverkehr im Sinne des § 8 Abs. 2 Nr. 1 UStG sind die Beförderungen zu unterscheiden, die sich ausschließlich auf das Inland erstrecken (Binnenluftverkehr). Die Frage, welcher der beiden Verkehre überwiegt, bestimmt sich nach der Höhe der Entgelte für die Personen- und Güterbeförderungen im Luftverkehr.

..."

Procedure

Parterne har vedrørende hovedsagen for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

H1 A/S har vedrørende spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse navnlig gjort gældende, at de danske skattemyndigheders fortolkning af momssystemdirektivets art. 148, litra e, adskiller sig væsentligt fra fortolkningen i andre EU-medlemsstater, herunder Storbritannien og Tyskland. Der vil således ved andre medlemsstaters nationale retter herske tvivl om afgørelsen, hvorfor acte clair-doktrinen ikke kan anvendes som argument imod forelæggelse. Eftersom de danske skattemyndigheders fortolkning er i modstrid med indholdet af momssystemdirektivet, EF-domstolens dom i G3-sagen, den almindelige sproglige forståelse af begrebet og fortolkningen i Storbritannien og Tyskland, er det nødvendigt for hovedsagens afgørelse, at fortolkningsspørgsmålet forelægges for EU-Domstolen.

Skatteministeriet har heroverfor gjort gældende, at der ikke foreligger rimelig tvivl om forståelsen af momssystemdirektivets art. 148, litra e. Det følger af en almindelig ordlydsfortolkning af bestemmelsen, at der skal lægges vægt på selskabets samlede flytrafik, herunder også skoleflyvninger. Dette understøttes af EF-domstolens dom i G3-sagen, hvorefter det er selskabets "anden virksomhed" der skal indgå i vurderingen. Det følger endvidere af dommen, at der er overladt medlemsstaterne en ganske vid margin for fastlæggelsen af de nærmere kriterier for, hvornår et luftfartselskab hovedsageligt flyver udenrigsflyvninger. De danske skattemyndigheders fortolkning af direktivbestemmelsen adskiller sig ikke væsentligt fra fortolkningen i andre medlemsstater, herunder Storbritannien og Tyskland.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder, at momslovens § 34, stk. 2, (nu stk. 3), der sammen med bestemmelserne i § 34, stk. 1, nr. 10-12, blev indsat i momsloven som konsekvens af EF-Domstolens dom i G3-sagen, i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd må forstås således, at også H1 A/S' skoleflyvninger som en del af selskabets samlede flytrafik skal medregnes ved bedømmelsen af, om selskabet i 2011 hovedsagelig fløj i udenrigstrafik. Landsretten finder, at dette også er bedst stemmende med den omstændighed, at en momsfritagelse for et luftfartsselskab i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 10-12, omfatter alle leverancer af og til selskabets fly uanset flyenes anvendelse.

Denne fortolkning findes endvidere at være i overensstemmelse med såvel ordlyden af momssystemdirektivets art. 148, litra e-g, som den fortolkning heraf, der er kommet til udtryk i EF-Domstolens dom i G3-sagen, og som der er redegjort for i byrettens dom. Landsretten finder således, at der ikke foreligger nogen rimelig tvivl om forståelsen af direktivbestemmelsen, og har derfor ikke fundet grundlag for at tage H1 A/S' anmodning om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen til følge. Det bemærkes herved, at landsretten ikke finder at kunne lægge til grund, at de danske skattemyndigheders fortolkning af direktivbestemmelsen adskiller sig væsentligt fra fortolkningen i andre medlemsstater, herunder Storbritannien og Tyskland.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

H1 A/S skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 60.000 kr. Beløbet angår til udgifter til advokatbistand inkl. moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 A/S betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.