Dato for udgivelse
26 Mar 2015 13:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 Jan 2015 13:36
SKM-nummer
SKM2015.221.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Hillerød, BS 42-162/2014
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Parallelimport, køretøj, forhandlervirksomhed, hæftelse, efteropkrævning
Resumé

En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på kr. 413.729, svarende til 26 pct., i forhold til køretøjets vejledende udsalgspris i Danmark. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde oplyst en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Der var enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den manglende registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. Spørgsmålet var, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod købere, der i god tro har købt deres bil hos en bilforhandler.

Retten fandt, at køberen ikke var i god tro i henhold til SKATs administrative praksis. Retten lagde vægt herved vægt på, at køberen var bekendt med sælgerens indkøbspris for køretøjet i Tyskland og ikke havde anført omstændigheder, som kunne give ham grundlag for at tro, at sælgeren kunne opnå en så stor rabat på denne pris, at det ville være muligt at afholde dansk registreringsafgift, moms og sælgeravance inden for den pris, køberen betalte til sælgeren, samt at omstændighederne ved aftaleindgåelsen ikke kunne anses for sædvanlige.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 19, stk. 2 (dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 E.A.8.1.10


Parter

A
(advokat Simon B. Clark)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Robert Andersen)

Afsagt af byretsdommer

Lene Faursby Ahlers

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 13. februar 2014, vedrører om sagsøger ved købet af en parallelimporteret bil i medfør af den dagældende registeringsafgiftslovs § 19, stk. 2 var i god tro om, at der var betalt korrekt registreringsafgift for bilen, som han købte af G1 ApS.

Sagsøger, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at der ikke efteropkræves registreringsafgift hos sagsøger for det i sagen omhandlede køretøj.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten traf den 14. november 2013 følgende afgørelse:

"...

Sagen drejer sig om hæftelse efter den dagældende registeringsafgiftslovs § 19, stk. 2.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har afkrævet klageren en yderligere registreringsafgift på 825.405 kr. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

...

Sagens oplysninger

Klageren står registreret som ejer af en Mercedes, reg.nr. ... og stel nr. ... og hæfter derfor ifølge SKAT for registreringsafgiften.

Køretøjet er importeret til Danmark og blev den 7. februar 2007 anmeldt til afgiftsberigtigelse, jf. registreringsafgiftslovens § 9, stk. 2. Afgiften blev beregnet ud fra en faktura med urigtigt indhold. Fakturaen viser en pris på € 19.400, hvorefter afgiften blev beregnet til 292.641 kr.

SKAT har fremlagt en kopi af en faktura fra G2 GmbH, der viser at bilens faktiske pris er € 62.594 ex. tysk moms. Afgiften på det korrekte grundlag er herefter beregnet til 1.118.046 kr.

Der er efter SKATs opgørelse unddraget registreringsafgift på 825.405 kr.

Klageren har overfor Landsskatteretten forklaret, at kontakten og forhandlingen med G1 ApS ved OF er foregået som beskrevet i politiets afhøringsrapport af 7. januar 2007.

Det fremgår af afhøringsrapporten, at:

"...

Afhørte forklarede, at han gennem flere år har været ejer af Mercedes biler, der bla. var købt igennem aut. Mercedes (G3) i ...2.

Bilerne er købt af sælger NP, der senere blev sælger af kopimaskiner. Det var NP, der fortalte, at han havde købt en ny bil igennem fa. G1 på ...3.

Afhørte var interesseret i køb af en anden bil og derfor undersøgte han markedet. Tog kontakt til Mercedes (G4) i ...4 hvor han undersøgte prismarkedet på en Mercedes modeller.

Afhørte erindrede, at prisniveauet var fra ca. 1,2 million til omkring 2 million, alt efter hvilke udstyr der var monteret i bilen.

A tog kontakt til OF telefonisk og aftalte hvilke ønske han havde om køb af bil.

OF faxede efterfølgende en oversigt over en mulig bil. Oversigten er fra et firma G2 i Tyskland, hvor bilens udstyr er beskrevet. Bilens pris er ligeledes anført til euro 74.488,-

Afhørte undersøgte, at der var tale om en lang model samt at garantien ligeledes var gældende i Danmark.

Telefonisk aftaler de, at OF skulle komme til afhørtes bopæl i ...1 medbringende en salgsslutseddel, således at handlen kunne igangsættes.

- Fax fra OF vedr., bilens fra G2 vedlagt, pris nedskrevet med pen til 1.173.000,- alt. incl.

- Salgsslutseddel - aftale nr. ... - vedr., køretøjet med pris angivet til kr. 1.043.000,- 11-0300338.

..."

Salgsslutseddelen blev accepteret af afhørte den 24. Jan. 2007 og afleverede en check på kr. 560.000,- kr. rate 1 svarende til 74.500,- euro, der skulle dække indkøb af bilen i Tyskland.

Efter en uge meddeler OF til afhørte, at han skal betale kr. 483.000,- - rate 2- til dækning afbetaling af den danske registreringsafgift.

Den 7. februar 2007 kommer OF til afhørtes adresse med køretøjet, der nu var indregistreret på danske nummerplade.

Da afhørte fik køretøjet, fremstod det helt ny med en speedometervisende ca. 300 km.

OF skulle have restbeløbet på den aftalte købspris kr. 1.173.000,- modregnet rate 1 og rate 2. Dette beløb er kr. 130.000, som er OF's avance for at sælge køretøjet.

Afhørte forklarede, at OF skulle have haft en faktura/kvittering med for restbeløbet, men da han ikke havde denne med, blev der på afhørtes kontor udfærdiget en kvittering for dette beløb.

Rate 1 og 2 er udbetalt på en check, og afhørte kan ikke huske om restbeløbet blev udbetalt i kontanter.

(...)

Ved aflevering af bilen var der en anden person som hentede ham. Afhørte er ikke bekendt med hvem denne person er, da han var placeret i en bil på vejen.

Afhørte er ikke vidende, om at der skulle være andre personer impliceret i denne handel.

(...)

SKATs afgørelse.

SKAT har afkrævet klageren en yderligere registreringsafgift på 825.405 kr.

Efter den dagældende registeringsafgiftslovs § 19, stk. 2 hæfter ejeren eller den, i hvis navn bilen registreres, for betaling af registreringsafgiften, da sælger ikke er registreret i henhold til registreringsafgiftslovens § 14.

Hæftelsesbestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, forstås således, at det objektive forhold, at en person er ejer af bilen, i sig selv er tilstrækkeligt til, at der hæftes for betaling efter registreringsafgiftsloven. Ejerens gode tro med hensyn til manglende betaling af afgift på tidspunktet for købet af bilen er således uden betydning.

I afgørelse fra Landsskatteretten af 25. maj 2010, journal.nr. 09-00792, anføres der i bemærkningerne og begrundelserne, at

"...

Efter administrativ praksis opkræves der imidlertid ikke efterbetaling af afgift hos en for bruger som i god tro køber et køretøj, som ikke er korrekt afgiftsberigtiget, hos en forhandler.

samt

Retten finder ikke, at klageren har været i god tro ved købet. Der er herved lagt særlig vægt på, at der alene er dokumentation for betaling af 339.000 kr. mod en skønnet handelspris på 648.000 kr., samt at der ikke foreligger en underskrevet købsaftale, hvilket må anses for usædvanlig i forholdet mellem en forbruger og en professionel handlende indenfor den pågældende branche.

..."

Det er således af Landsskatteretten fastslået, at ejeren eller den, i hvis navn bilen registreres, hæfter for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, da sælger ikke er registreret i henhold til registreringsafgiftslovens § 14.

Efter den udmeldte administrative praksis opkræves der imidlertid ikke afgift hos forbrugere, der i god tro har erhvervet et køretøj hos en forhandler.

Klageren hæfter således for registreringsafgiften efter Landsskatterettens kendelse, journal-nr. 09-00792. Det er opkrævningen, der skal vurderes ud fra forbrugerens gode tro og omfatter bl.a. følgende kriterier:

I. Købet foretages af en forbruger

En forbruger er efter Nudansk ordbog defineret som "en person, en persongruppe som erhverver varer og tjeneste ydelser med henblik på at tilfredsstille egne behov."

For at være omfattet af den administrative praksis, skal køberen af køretøjet altså være en person.

Klageren opfylder dette kriterium.

II. Købet foretages hos en forhandler

En forhandler er efter Nudansk ordbog defineret som "person eller virksomhed, der køber og sælger en bestemt vare."

Landsskatteretten har i to afgørelser lagt vægt på, at køretøjet skal erhverves hos en for handler. I afgørelsen af 25. maj 2010, journal-nr. 09-00792 blev forhandlerbegrebet angivet som en "professionel handlende indenfor den pågældende branche".

Da Landsskatterettens afgørelser således udvider kredsen af forhandlere til ikke alene at være forhandlere registreret efter registreringsafgiftslovens § 14, er det SKAT opfattelse, at de forhandlere, der ikke er registreret, overfor omverdenen skal fremstå som professionelle forhandlere af køretøjer.

Klageren i nærværende sag har erhvervet køretøjet hos G1 ApS, som Landsskatteretten i afgørelse af 27. juli 2010, journal-nr. 09-02518, ikke anså som en forhandler i den forstand, som er omfattet af praksis.

Klageren er derfor ikke omfattet af den udmeldte administrative praksis og hæfter således for den unddragne registreringsafgift

III. Køber skal være i god tro

Såfremt G1 ApS havde været at anse som en forhandler, der kan sidestilles med en efter registreringsafgiftslovens § 14 registreret forhandler, ville SKAT fastholde, at klageren hæfter for den manglende registreringsafgift, idet de atypiske forhold omkring klagerens anskaffelse af et køretøj til mere end 1.100.000. kr., medfører, at det er SKATs individuelle vurdering, at klageren ikke er omfattet af den kreds af bilkøbere, hvor der ikke efteropkræves registreringsafgift, jf. den udmeldte administrative praksis.

SKAT har bla. henvist til, at klageren har anskaffet køretøjet hos virksomheden G1 ApS, der i perioden 2, oktober 2006 til 4. oktober 2008 alene har været registreret for moms, selskabsskat og import og dermed ikke har været registreret med virksomhed i registreringsafgiftslovens § 14's forstand.

SKAT har endvidere henvist til, at klageren ifølge salgsslutseddel, Aftale nr.: ..., har erhvervet køretøjet for 1.043.000 kr. Klageren har oplyst til Politiet under afhøringen den 7. januar 2009, at han har set "angebot" fra G2. Prisen på fakturaen er € 74.488. Anskaffelsesprisen omregnet til danske kr. udgør (kurs 7,45) eller DKK 554.935. Klageren foretog en bankoverførsel den 30. januar 2007 på 560.000 kr. til afhentning af Mercedes. Der er således 5.000 kr. til sælgers hjemtagelsesomkostninger. Restbeløbet på 483.000 kr. blev overført den 30. januar 2007. Beløbet skal dække moms, registreringsafgift og fortjeneste. Der betaltes yderligere 130.000 kr. ved leveringen af bilen.

Af salgsslutseddel fremgår det, at momsen er angivet til 0 kr. og at bilen levers fabriksny. Klageren har betalt 1.173.000 kr. for en ny bil, hvor vejledende nyvognspris iflg. den danske importør, oplyst til Politiet den 12. juni 2008 er 1.586.729 kr.

SKAT har anvendt prisen inkl. registreringsafgift, da klageren har erhvervet et køretøj, hvor ekstraudstyret ikke er eftermonteret på vegne af sælger og efter en særskilt aftale mellem klageren og sælger, jfr. dagældende registreringsafgiftslov § 8, stk. 3. Denne pris skal holdes op mod anskaffelsessummen på 1.173.000 kr.

På baggrund af de atypiske forhold omkring klagerens anskaffelse af et køretøj til mere end 1,1 mio. kr., er det SKATs individuelle vurdering, at klageren ikke er omfattet af den kreds af bilkøbere, hvor der ikke efteropkræves registreringsafgift.

SKAT fastholder at ændringen er lovhjemlet af ovennævnte grunde og at klageren hæfter for registreringsafgiften, jf. § 14 og 19, stk. 2 i den dagældende Lov om Registreringsafgift.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at klageren ikke hæfter for betaling af registreringsafgift, og at der derfor ikke efteropkræves registreringsafgift hos klageren. Repræsentanten har redegjort for sagens faktiske forhold i klageskrivelsen.

Til støtte for påstanden har repræsentanten gjort gældende, at klageren netop er omfattet at den kreds af godtroende forbrugerkøbere, der ikke skal hæfte for et krav for registreringsafgift. Der skal således i nærværende sag foretages en vurdering af klagers gode/onde tro.

Det fremgår af SKATs brev af 30. april 2008, at det forhold, at der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende bilkøber, som har købt en bil hos en registreret autoforhandler, er i fuld overensstemmelse med registreringsafgiftsloven § 19, stk. 2, jf. § 14.

Det fremgår videre, at efter registreringsafgiftslovens § 14, vil § 19, stk. 2, ikke komme i anvendelse, idet forhandleren med sin sikkerhedsstillelse hæfter for registreringsafgiften. Det er ubestridt, at G1 ApS ikke var registreret efter registreringsafgiftslovens § 14.

Den gode tro skal derimod vurderes, når en bilkøber køber en bil fra en forhandler, som ikke er registreret efter registreringsafgiftslovens § 14.

Landsskatterettens afgørelse, SKM2011.326.LSR, bekræfter dette synspunkt.

G1 ApS var registreret i CVR under korrekt branchekode mv., og når man som bilkøber slår virksomheden op på CVR mv., så fremstod virksomheden som en registreret autoforhandler.

Hertil kommer, at G1 ApS var registreret for moms, selskabsskat og import. Klageren foretog forud for købet en simpel internet-søgning af G1 ApS, hvorefter søgeresultatet hurtigt viste, at der var tale om en registreret forhandler med et angivet CVR-nr.

Dette betyder således også, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har foretaget en registrering af selskabet under branchekoden med angivelse af import af biler.

G1 ApS var forhandler af biler og fremstod også som sådan for klageren og for den sags skyld ligeledes for SKAT og for resten af samfundet.

Klageren har således ikke haft nogen anledning til at tro, at G1 ApS ikke var registreret fuldstændig som foreskrevet, og altså således også efter registreringsafgiftslovens § 14.

Det er selvsagt meget vanskeligt - praktisk talt umuligt - for klageren at orientere sig om, hvorvidt der er sket en sådan registrering.

Klageren har ikke haft nogen mulighed for, overhovedet at have noget kendskab til den helt særlige afgiftsmæssige betydning af spørgsmålet om en registrering efter § 14, ligesom klageren ikke bar haft mulighed for at vide, om en sådan registrering var sket.

Det er således repræsentantens opfattelse, at klageren på ingen måde kan eller burde være vidende om, at G1 ApS var en ikke-registreret virksomhed, som dette forstås efter dagældende registeringsafgiftslovs § 14. Oplysninger om registrering af virksomhed og de dertil hørende regler i registreringsafgiftslovens § 19, fremgår ingen steder af salgsslutseddelen.

Derimod fremstår det ganske klart, at G1 ApS var registreret med et CVR-nr., som en autoriseret forhandler.

Klageren har således ikke haft nogen anledning til at tro, at G1 ApS ikke var registreret fuldstændig som foreskrevet, og altså således også efter registreringsafgiftslovens § 14.

Tilsvarende har spørgsmålet om, hvorvidt G1 ApS var en registreret virksomhed eller ej, aldrig været genstand for drøftelser mellem klageren og OF. Som det også fremgår entydigt og klart af salgsslutseddelens bestemmelser afholder G1 ApS samtlige omkostninger til registreringsafgifter samt øvrige skatter og afgifter.

Der er intet, der indikerer, at klageren kunne eller burde have været vidende om, at G1 ApS ikke var en registreret virksomhed, eller at klageren kunne risikere at ende med at skulle betale en yderligere afgift for indregistreringen af bilen. Salgsslutseddelen fremstår som udarbejdet af en professionel erhvervsdrivende, og klageren har ikke haft grundlag for at anfægte sælgerens identitet eller troværdighed. Klageren har således også angående dette forhold handlet i god tro til, idet han har haft en berettiget forventning om, at bilen var endeligt afgiftsberigtiget ved købet.

Der er heller ikke adgang til nogen offentlige registre eller andet, hvor man som almindelig forbruger kan få kendskab til, om en autoforhandler er registreret i forhold til den helt særlige og ganske ukendte regel i opkrævningslovens § 14.

Når der således er tale om, at en sælger, der ikke registreret efter registreringsafgiftslovens § 14, sælger et køretøj til en køber, så kan køberen kun hæfte for betaling af registreringsafgift, hvis der kan påvises ond tro fra købers side.

Hvis køberen således er i god tro, kan denne ikke hæfte for betaling af registreringsafgift. Det må påhvile den myndighed, der ønsker at pålægge en borger hæftelse for et særdeles væsentlig beløb at påvise, at borgeren er i ond tro.

I nærværende sag medfører dette således også, at det er SKAT, der skal kunne dokumentere, at klageren ikke har været i god tro i forbindelse med bilkøbet.

Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Herudover henvises i SKATs kendelse til nogle tidligere afsagte kendelser fra Landsskatteretten vedrørende hæftelsesreglen i registreringsafgiftslovens § 19, stk. 1.

I kendelsen af 6. marts 2009 (LSR 09-00022) ses ikke at være foretaget den foreskrevne vurdering af spørgsmålet om god tro - helt i strid med SKATs brev af 30. april 2008.

I Landsskatterettens kendelse af 18. juni 2009 (SKM2009.464.LSR) er der foretaget den påkrævede konkrete vurdering baseret på sagens samlede omstændigheder.

Til forskel fra nærværende klagesag, var der dog i sagen ikke handlet fra en forhandler.

Kendelsen adskiller sig derfor væsentlig fra nærværende sag. Det udslagsgivende i nærværende klagesag er jo netop, at klageren har handlet fra en autoriseret forhandler med et CVR-nr., og at omstændighederne i forbindelse med købet i øvrigt har været ganske sædvanlige.

Det er således repræsentantens opfattelse, at de refererede kendelser fra Landsskatteretten ikke understøtter SKATs afgørelse i nærværende sag. Dels fordi de to af kendelserne netop ikke inddrager den påkrævede vurdering af køberens gode tro, og dels fordi omstændighederne i sidstnævnte kendelse på et særdeles væsentligt punkt adskiller sig fra nærværende klagesag.

Endelig henvises i SKATs kendelse til dommen refereret i SKM2002.415.ØLR. Omstændighederne i den nævnte sag var, at et sagsøgende selskab - der selv drev handel med biler og også stod som anmelder af bilerne ved afgiftsberigtigelsen blev tilpligtet at betale for en yderligere afgift ved en omvurdering.

Der var således ikke tale om, at man som privatperson og forbruger som køber af en bil, og uden at have været involveret i selve afgiftsberigtigelsen, kommer til at skulle betale et afgiftskrav.

Som det med al tydelighed fremgår, er der ingen sammenhæng mellem omstændighederne i den refererede dom og omstændighederne i nærværende sag.

Den nyeste afgørelse på området er fra 25. januar 2010 (LSR 09-00792), hvor der rent faktisk foretages en konkret vurdering af køberens gode/onde tro.

Udfaldet af afgørelsen er således konkret begrundet, bla. ud fra, at det ikke kunne dokumenteres, at hele købesummen for bilen var betalt.

Det er jo ikke et forhold, der volder vanskeligheder i nærværende sag.

Der må derfor på ny henvises til Landsskatterettens afgørelse af 18. juni 2009 (SKM2009.464.LSR), samt Landsskatterettens nylige kendelse af 25. januar 2010 (LSR 09-00792), som direkte har taget stilling til hæftelsesproblematikken i relation til dagældende registeringsafgiftslovs § 19.

Det er således også denne afgørelse, der har størst retskildemæssig betydning for så vidt angår den generelle juridiske vurdering af, om der skal foretages en vurdering af købers gode/onde tro.

Afgørelsen er dog netop en konkret afgørelse foretaget på baggrund af omstændigheder, der adskiller sig meget væsentligt fra nærværende sag, hvorfor selve afgørelsens konklusion ikke konkret har nogen form for præjudicerende virkning på nærværende sag.

Det står imidlertid således fast, at der skal foretages en vurdering af klagers gode/onde tro. For så vidt angår den konkrete vurdering af klagers gode/onde tro, har repræsentanten anført følgende:

Vedrørende det oplyste om, at bilen er solgt til en pris under den vejledende nyvognspris, er det anført, at klageren som privat forbruger ikke har noget grundlag for at vurdere markedsprisen for bilen.

Klageren købte bilen af en forhandler, der fremstår som professionel erhvervsdrivende og som troværdig og pålidelig, hvorfor klageren naturligvis har tiltro til, at den pris, som bilen købes til, afspejler sælgerens reelle indkøbspris med tillæg af en vis avance.

Det bør i den forbindelse understreges, at klageren næppe kunne forestille sig, at sælgeren ville videresælge bilen til en pris, der var lavere end markedsværdien, idet dette jo så ville medføre et tab for sælgeren.

Tværtimod må dette understøtte, at klageren har været i god tro både ved selve købet såvel som efterfølgende, det han under hele forløbet således har haft en begrundet opfattelse af, at han blot havde indgået en god handel.

Klageren har ingen særlig viden om moms eller om almindelige vilkår for bilhandler i forbindelse med parallelimport i bilbranchen, hvorfor klageren ikke har grundlag for at vurdere, om den samlede købesum er tilstrækkelig til at dække registreringsafgift, moms og avance.

Det forhold, at der ikke var anført en betalt moms på slutsedlen, har klageren ikke opfattet som om, der slet ikke skulle betales moms. Derimod er den naturlige forståelse, at alle andre omkostninger er betalt af sælgeren forud for leveringen, og at den på slutsedlen angivne købesum således er det endelige beløb, som klageren skal betale.

Der er herudover intet usædvanligt i den valgte fremgangsmåde, hvor der betales med banknoteret check.

Det forhold, at klageren underskriver en salgsslutseddel, hvorpå der angives sælgers CVR nr., må tværtimod tale for, at klageren har handlet i god tro.

Hertil kommer, at klageren ikke har foretaget en forudbetaling, hvilket bl.a. understøtter, at G1 ApS har optrådt som en forhandler, samt at klageren har handlet i god tro. Klageren har ingen forudsætninger for at vurdere om afregningsmetoden, angivelse af moms, eller de angivne vilkår for handlen er i overensstemmelse med lovgivningen eller praksis på området.

Det er ubestridt, at klageren ikke har haft adgang til nogle former for dokumentation for det faktiske indkøb og betaling af bilen i Tyskland og derfor kan det ikke tillægges vægt i vurderingen af klagers gode tro.

Samlet set må det efter repræsentantens opfattelse således konkluderes, at klageren har handlet i tiltro til, at OF driver en almindelig respektabel og hæderlig forretning, og at de samlede vilkår omkring salget, er almindelige i branchen.

Efter sagens opstart har klageren undersøgt markedet for biler på det danske marked. Fastsættelsen af markedsværdien af biler er næppe nogen eksakt videnskab, og man kan næppe som almindelig forbruger bare antage, at listeprisen reelt afspejler den pris, som man som forbruger ved et kontantkøb må antage at skulle betale.

Således fremstår listeprisen i dag mere som et markedsføringsredskab for forhandlere til at pumpe fiktive rabatter op i forhold til de reelle markedspriser. De reelle markedspriser kan identificeres ved at kigge på bilernes beskatningsgrundlag, da dette er udtryk for den værdi, forhandler og SKAT i fællesskab har vurderet bilen til. En god retningslinje for mulige rabatter er således beskatningsgrundlaget for leasingbiler.

Repræsentanten har fremlagt et bilag over beskatning på leasingbiler fra Mercedes og BMW på langt over 40 % under listepris.

Der kan derfor ikke i nærværende sag tages udgangspunkt i vejledende priser, da de ikke viser et retvisende billede.

Repræsentanten har yderligere fremlagt en oversigt over beskatningsgrundlaget for en række forskellige bilmærker. Som det fremgår, er beskatningsgrundlaget helt ned til 50 % af vejledende listepris, forstået på den måde, at bilkøberen har betalt afgifter svarende til 2/3 af beskatningsgrundlaget.

I tillæg hertil er der fremlagt udskrifter mv., hvoraf det med al tydelighed fremgår, at hvis en bil har kørt blot nogle tusinde kilometer, så betragtes bilen som en brugt bil, hvorfor der kan opnås meget store besparelser ved købet.

Som der er redegjort for ovenfor, så kan den besparelse, klageren opnår på købet af sin bil, ikke i sig selv være grundlag for at indikere ond tro eller grov uagtsomhed. Besparelsen er simpelthen procentmæssigt ikke stor, endsige større eller bemærkelsesværdig i forhold til de priser, som andre almindelige forbrugere kan opnå hos både autoriserede forhandlere og parallelimportører.

Repræsentanten har i den forbindelse fremlagt udskrifter fra dr.dk (Rabatten) samt magasinet Penge, hvor der er redegjort for, hvordan forhandlere har mulighed for at opkøbe biler, der står oplagret til en reduceret pris, og på den måde tilbyde slutbrugerne bilen til en tilsvarende reduceret pris. Her dokumenteres det, at store procentmæssige besparelser ikke kun er forbeholdt biler i den dyrere ende, men også små biler med meget små marginaler. Der er således intet i den af OF oplyste fremgangsmåde, der på nogen måde skulle få klageren til at tvivle på, at bilen kunne leveres fuldt afgiftsberigtiget.

På baggrund af den ugennemsigtige prisdannelse på markedet kan det næppe forventes, at klageren som privat forbruger er bedre til at vurdere markedsværdien for en bil end den professionelle erhvervsdrivende, som bilen købes af.

Med henvisning til det vedlagte bilagsmateriale:

-

Om store forskelle på beskatningsgrundlag og listepriser på leasingbiler,

-

om mulighed for meget store besparelser på let brugte biler,

-

bilens reelle beskatningspris var den købt hos den danske importør,

-

tilsvarende bilmodellers markedspris og beskatningspris,

-

samt det forhold at der rent faktisk er forhandlere, der opkøber oplagrede biler og sælger dem til reducerede priser,

er den pris som klageren betaler for bilen, på ingen måde så lav, at det kan medføre, at klageren burde have været mere påpasselig.

Der er således ingen ond tro fra klagerens side.

I forlængelse af ovenstående har repræsentanten understreget, at klageren ikke har været i kontakt med en tysk forhandler.

Det eneste, klageren kan forholde sig til, er den pris, som OF præsenterer for ham. Klageren har netop ingen forudsætninger for at vurdere om denne pris er den "rigtige", eller om prisen virker i overensstemmelse med prisen fra den tyske forhandler.

Klageren har jo heller ikke haft kendskab til den af OF udarbejdede falske faktura, eller til at denne er anvendt ved afgiftsberigtigelsen.

Det skal understreges, at det er sælgeren, OF, der har udarbejdet den falske faktura og har stået for indregistreringen af bilen.

Det væsentligste er den samlede pris, som klageren ender med at betale, og om denne pris med rimelighed kan antages at være af nogenlunde tilsvarende størrelse, som den pris, enhver anden forhandler ville kunne hjemtage bilen for.

Det forhold, at politiet utvetydigt anerkender, at der ikke er begået nogen strafbare forhold, taler med al tydelighed ligeledes for, at klageren har været i god tro om samtlige omstændigheder i forbindelse med købet.

Hertil kommer, at der - som der også er redegjort for - er store besparelser på markedet for biler i denne prisklasse.

I tillæg til det ovenfor beskrevne har repræsentanten fremhævet, at SKAT selv ved indregistreringen har foretaget en prøvelse af bilen værdi. Og herudover har SKAT anført, at intet er til hinder for køretøjets registrering som anført.

Klageren har således en berettiget forventning om, at registreringen og afgiftsberigtigelsen er gennemført.

Dette bestyrkes af følgende udtagelse fra SKAT i et interview til Tv den 17. juni 2010, her udtaler NJ, afdelingsleder i SKATs afdeling for økonomisk kriminalitet, at SKAT har en klar procedure som siger "Er der tegn på fusk, får ejeren et nej," ved forsøg på indregistrering.

I forbindelse med denne registrering havde SKAT bilen til syn ved indregistrering, uden at der blev sagt det simple, men effektive "nej".

Repræsentanten har i forlængelse heraf anført, at SKAT dagligt foretage adskillige afgifisberigtigelser, sådan at medarbejderen hos SKAT kan siges at have en helt særlig ekspertise i vurdering af bilers værdi og beregning af afgiftsgrundlag.

Men sagsbehandleren undrer sig til trods for dette ikke over den af sælgeren OF dokumenterede værdi på bilen i form af en købspris på 19.400 euro, jf. SKATs bilag 6 til SKATs kendelse.

Repræsentanten har understreget, at denne værdi på 19.400 euro er fejlagtig, og således alene er baseret på den forfalskede faktura, som OF præsenterede ved afgiftsberigtigelsen.

Den korrekte pris for bilen var ifølge SKATs kendelse opgjort til 62.594 Euro eksklusiv tysk moms, idet der er lagt vægt på en faktura fra G2 Gmbh.

Ved afgiftsberigtigelsen lader sagsbehandleren hos SKAT således bilen afgiftsberigtige på baggrund af en faktura med en angivet pris, der kun udgør 31 % af den egentlige købspris og for SKAT tilgængelige listepris.

Eller formuleret med andre ord, så udgør besparelsen - såfremt der tages udgangspunkt i den værdi, der fremgår af den forfalskede faktura i forhold til den egentlige pris, 69 %. SKAT har til trods for denne difference bare ladet afgiftsberigtigelsen gå igennem.

Dette understøtter således i sagens natur, at klageren - uden tilsvarende særlige forudsætninger - heller ikke bør undre sig over bilens pris ved købet.

Som sagen fremstår nu, virker det som om, at SKAT vil forsøge at påstå, at en almindelig borger og forbruger bør have et større kendskab til prisfastsættelse på bilen, end SKATs egen særligt uddannede medarbejder med omfattende erfaring indenfor området.

I forlængelse heraf skal det anføres, at SKAT ved notat af 24. november 2006 - det vil altså sige inden klagerens køb af bilen og OF's indregistrering af bilen - har udarbejdet en instruks vedrørende parallelimport afmotorkøretøjer. Instruksen omhandler SKATs sagsbehandling i forbindelse med indregistrering af motorkøretøjer, og SKATs pligt til at holde øje med eventuelt lave priser, som bilen bliver afgiftsberigtiget på baggrund af. Det følger af denne instruks, at hvis der er en forskel på ca. 20 pct. mellem den fakturerede pris og mindstepriser i standardpriser på køretøjet, så skal der ske en indberetning til "økokrim".

Til trods for denne meget klare instruks, har SKAT ikke fundet anledning til at stoppe nogle af de indregistreringer, som OF har foretaget på baggrund af falske fakturaer.

Dette må selvsagt betyde, at medarbejderen hos SKAT- der er professionel og hver dag beskæftiger sig med mange afgifisberigtigelser - ikke har fundet, at der har været noget mistænkeligt ved indregistreringerne eller de på fakturaerne falske priser.

Dette er selvom differencen mellem bilens værdi ifølge den forfalskede faktura og den egentlige værdi er på 69 %.

Det kan også tolkes således, at SKAT bevidst vælger at se bort fra den almindelige forbrugers retssikkerhed (i dette tilfælde klagerens) og vælger at gennemføre indregistreringen vel vidende, at den er forkert, men at SKAT altid kan foretage en efteropkrævning af manglende registreringsafgift hos den på daværende tidspunkt ejer.

Det kan selvsagt aldrig have været hensigten, at den paragraf skulle fungere som en sikkerhedsventil for SKATs manglende evne eller lyst til at udføre deres arbejde korrekt og pligtopfyldende. Som minimum må denne fremgangsmåde være udtryk for en grov omgåelse af god forvaltningsskik.

Den besparelse, som klageren opnår - set som klagerens købspris på 1.043.000 kr. i forhold til den vejledende listepris på 1.586.729 kr., udgør 543.729 kr., svarende til 34 %, af den vejledende listepris.

Klagerens besparelse er således langt mindre end den difference, der er imellem den af SKAT påståede korrekte pris, og den pris, som bilen afgiftsberigtiges på baggrund af. Denne difference var, jf. ovenfor, på 69 %.

Det skal i den forbindelse understreges, at det er SKAT selv, der har ladet afgiftsberigtigelsen gå igennem med de oplyste værdier.

Dette understøtter i sagen natur, at klageren som almindelig borger - ikke har eller burde have nogen anledning til at være mistroisk overfor de af OF oplyste priser, som skulle betales ved den endelige levering i Danmark.

Hertil kommer, at det fortsat anføres, at listeprisen på ingen måde kan anvendes som udtryk for bilens reelle markedspris.

Repræsentantens indlæg af 29. august 2013

Repræsentanten har vedrørende Højesterets dom afsagt den 26. juni 2013 bemærket, at Østre Landsrets dom af 11. september 2012 (SKM2012.655.ØLR) hermed er blevet stadfæstet. Der er med disse domme taget stilling til, at der i hver enkelt sag foretages en konkret vurdering af, hvorvidt en pågældende forbrugerkøber er omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves manglende registreringsafgift fra en godtroende forbrugerkøber, der har købt en bil fra en forhandler.

Der er også med dommene gjort op med Landsskatterettens tidligere antagelser om, at alene af den grund, at der ikke tale om en forhandler, så foretages der ikke en vurdering af den pågældende købers gode tro. Vurderingen af forhandleren er således en integreret del af vurderingen af god tro, og på baggrund af de ovennævnte domme hhv, Østre Landsret og Højesteret, står det klart, at G1 A/S konkret var en forhandler.

Det tidligere anførte i stævningen, hvorefter klageren i nærværende sag således har været i god tro og derfor er omfattet af SKATs administrative praksis fastholdes derfor.

Derudover har repræsentanten fremlagt udskrift vedrørende G5 A/S, hvoraf konceptet vedrørende denne forhandlervirksomhed beskrives. Det står således klart, at man i den virksomhed har valgt at skære omkostningerne væk bl.a. ved ikke at have opmagasineret biler, således at bilerne kun bilerne kun bliver hentet hjem på bestilling. Tilsvarende gør sig gældende i nærværende sag, idet G1 A/S netop har kunnet spare på omkostningerne - og dermed den endelige købspris for klageren - ved at undlade at have omkostninger til varelager og showroom mv. Dette medfører dog i sagens natur ikke, at G1 A/S ikke skulle være en forhandler.

I øvrigt har repræsentanten bemærket, at klageren på ingen måde skulle være vidende om, at SKAT efterfølgende måtte anse G1 A/S for ikke at være omfattet af forhandlerbegrebet, som denne kom til udtryk i SKATs administrative praksis.

Herudover fastholdes det i stævningen anførte således, at klageren til stadighed har været i god tro om samtlige omstændigheder i forbindelse med købet af bilen.

Til støtte for anbringendet om, at klagerens køb er foregået på sædvanlige vilkår, har repræsentanten anført, at det var ganske sædvanligt, at bilkøb eller andre aftaler vedrørende brug af biler foregik via intemettet - udenom en traditionel forhandler med et showroom. Repræsentanten har henvist til udskrift fra G5 A/S, hvori det netop beskrives, at biler hjemtages efter bestilling og at der ikke er et showroom eller lager, hvilket gør, at omkostninger nedbringes.

Det gøres tillige gældende, at forhandler-begrebet er et dynamisk begreb, der udvikles over tid på baggrund af den generelle samfundsudvikling og de tekniske muligheder.

Herudover er det gjort gældende, at klageren havde kendskab til, at OF igennem G1 ApS i en lang periode havde drevet virksomhed med import at køretøjer, hvorfor G1 klart i klagerens øjne fremstod som en forhandler.

Repræsentanten har desuden fremlagt kopi af udklip fra Børsen af 8. februar 2008, hvoraf det fremgår, at en Mercedes sælges til 1.250.000 kr., idet der er angivet en listepris på 1.700.000 kr.

Det kan således lægges til grund, at der vedrørende den bil var mulighed for en besparelse på 450.000 kr., svarende til ca. 26 % af listeprisen.

Repræsentanten har gjort gældende, at klageren med rette gik ud fra, at der var muligheder for store besparelser på markedet for biler i tilsvarende prisklasse, hvorfor klagerens konkrete besparelse ikke forekom bemærkelsesværdig stor.

Det er endelig gjort gældende, at klageren er omfattet af SKATs administrative praksis, idet han bar været i god tro, hvorefter han ikke skal efteropkræves den manglende registreringsafgift på den i sagen omhandlede bil.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det følger af den tidligere registeringsafgiftslovs § 19, stk. 2 (nu § 20), jf. § 1, at afgiften ved den første registrering af et motorkøretøj i Danmark påhviler ejeren eller den, i hvis navn køretøjet indregistreres.

Som følge heraf hæfter klageren ifølge registreringsafgiftstoven for, at der er betalt korrekt registreringsafgift ved registreringen af køretøjet, idet det lægges til grund for sagens afgørelse, at indregistreringen af bilen er foretaget af G1 ApS for klageren som ejer. Det bemærkes herved, at anmeldelsen er sket den 7. februar 2007, og at klageren ifølge det oplyste betalte for bilen i 3 rater med første rate ved accepten af salgsslutsedlen den 24. januar 2007 og sidste rate ved leveringen den 7. februar 2007.

Denne lovmæssige ordning er til gunst for borgerne fraveget ved SKATs praksis, hvorefter SKAT i tilfælde, hvor et motorkøretøj er erhvervet hos en bilforhandler af en køber, der er i god tro med hensyn til, at der er betalt korrekt registreringsafgift, ikke stiller krav om efterbetaling hos køberen.

Hovedbetingelsen for, om klageren er omfattet af den beskrevne administrative praksis er således, om klageren var i god tro ved erhvervelsen af den pågældende bil.

På baggrund af, at klagerens købspris på 1.173.000 kr. sammenholdt med den vejledende udsalgspris på 1.586.729 kr. samt de oplysninger, der foreligger om klagerens anskaffelse af det eksklusive køretøj, herunder om kontakten mellem parterne, betalingen og den manglende faktura, kan klageren ikke anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 1.

Klageren er som følge heraf ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om hæftelse stadfæstes herefter, idet det bemærkes, at der ikke er taget stilling til afgiftens størrelse.

..."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaringer af sagsøger.

A har i det væsentligste forklaret, at han er murer og har en større entreprenørvirksomhed med 20-40 ansatte. Han har ikke tidligere været involveret i skattesager.

Da der kom børnebørn, talte hans kone og han om, at det ville være rart med en bil, hvor der var plads til børnebørnene og en barnevogn.

Han så på en Mercedes og syntes, at den passede til formålet. Listeprisen var 1,2-1,8 mio. kr. alt efter udstyr.

Han have tidligere købt biler af sin gode kammerat NP, da denne var ansat som sælger hos Mercedes (G3) i ...2. NP var nu sælger af kopimaskiner. Han kontaktede NP, som fortalte, at han selv havde købt en bil af G1. NP skabte forbindelsen til G1 ved OF. Han fortalte OF, hvilket udstyr det var vigtigt for ham, der var i bilen. OF vente tilbage med en mulig bil. Prisen var lidt over den pris, som de havde forventet at betale. Han syntes det var dyrt at give 1,1 mio. kr. for en bil.

NP forsikrede ham om, at han kunne stole på OF, og at det hele var iorden.

Han talte 2-3 gange med OF. Han mødtes med OF i en bank i ...4, hvor slutsedlen blev skrevet under og OF fik udleveret en banknoteret check med første rate af betalingen for bilen.

Han valgt en Mercedes fordi det er en rigtig stor bil, men det kunne også have været en Mercedes-1.

Han kunne ikke selv vælge farve på bilen, udstyr eller indtræk i bilen, kun opsætte et ønske om, hvad der som minimum skulle være af udstyr blandt andet soltag, xenonlygter og sportspakke.

OF ringede til ham, da OF havde bilen. Ved afleveringen hos sagsøger betalte han enten kontant eller ved check restbeløbet på 130.000 kr., som dækkede OF's avance og udgifter. OF havde ikke medbragt en faktura på beløbet, hvorfor sagsøger fik sin kontormand til at skrive en slutkvittering til fuld og endelig afgørelse af deres mellemværende, som OF skrev under på. Han vidste godt på forhånd, at OF skulle have denne betaling ved afleveringen.

Han havde fået forevist slutsedlen for advokat NN. Det var kontormanden, som spiller tennis med advokat NN, som forviste slutsedlen for advokaten. Advokaten havde ingen bemærkninger til slutsedlen.

Udstyrslisten, som er fremlagt som underbilag 9 til bilag 2, modtog han pr. faxe fra OF for, at han kunne se, hvilket udstyr der var med og for at se om det var ok. Denne blev fremsendt til ham efter, han havde indgået aftalte med OF om, at OF skulle finde en bil til ham. Han studsede ikke over, at den på bilaget anførte pris var det samme beløb, som han betalte i første rate til OF.

Bilen havde kørt ca. 1.200 km, da han modtog den.

Vedrørende prisen havde han talt med NP om OF's tilbud. NP havde sagt, at OF kunne få en stor rabat, da der var tale om udstillingsmodeller, og fordi han selv hentede dem i Tyskland.

Sagsøger havde fuld tillid til NP, som selv havde købt bil af OF.

Han studsede dog lidt over forløbet og var noget urolig, indtil han modtog bilen. Men der var jo tale om et firma. Han havde ikke selv undersøgt noget om firmaet, men det havde NP.

Han har set, at bilannoncer, hvor det fremgik, at ved dyre biler kunne man opnå store rabatter på 8-10 % hos danske bilforhandlere.

Han vidste ikke, hvad der skulle betales i registreringsafgift for bilen. Han har ikke ved tidligere bilkøb hæftet sig ved størrelsen af registreringsafgiften, hvis den har været oplyst.

Han tænkte ikke over, at han ved købet fik en besparelse på 25 %, da han ikke kendte prisen i Danmark for en bil med lignende udstyr.

Han vidste ikke, om OF eftermonterede noget af udstyret. Han tænkte ingenting i forhold til den oplyste pris i fakturaen/ordrebekræftelsen fra den tyske forhandler. Han havde jo indgået en aftale om pris for bilen med OF og kendte intet til OF's mulighed for at opnå rabatter.

Da han fik bilen, var den indregistreret og så regnede han med, at der var styr på det.

Han har ikke tidligere købt bil på denne måde.

Da han modtog opkrævningen af yderligere registreringsafgift fra SKAT, ringede han til sin advokat og NP. NP beroligede ham, da han mente, at de jo havde gjort, hvad de skulle i forhold til SKAT.

Da han var til afhøring hos politiet, fortalte han sandheden. Han blev positivt overrasket, da sagen hurtigt blev frafaldet af politiet.

Parternes synspunkter

Sagsøger, A, har under sagen i påstandsdokument af 4. december 2014 anført følgende:

"...

Anbringender

Det gøres overordnet gældende, at sagsøger netop er omfattet af den kreds af godtroende købere, der ikke skal hæfte for et krav for registreringsafgift.

Det gøres således gældende, at G1 ApS er en forhandler, og at OF på vegne af dette selskab har ageret som en forhandler.

G1 ApS har alle sædvanlige karakteristika for en forhandler, idet der bla. anvendes et CVR nr. og korrekt brancheangivelse, samt at denne virksomhed var registreret for både selskabsskat og moms.

Herudover skal også henvises til det fremlagte bilag 10 hvoraf det bla. fremgår, at igennem en årerække har forbrugernes adfærdsmønster ændret sig radikalt. Eksempelvis kommer kunderne meget mindre i butikkerne før de køber bil, og at mange forbrugere således generelt fravælger at kigge på biler via bilforhandlernes udstillingslokaler og faste forretningssteder.

Der henvises til bilag 5, kopi af udskrift vedrørende G5 A/S, hvori det netop beskrives, at biler hjemtages efter bestilling, og at der ikke er et showroom eller lager, hvilket gør, at omkostninger nedbringes.

G1 ApS kan på tilsvarende vis anses som en forhandler.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at Byretten netop i dommen af 16. januar 2014, jf. SKM2014.197.BR, klart har tilkendegivet, at Retten ikke er bundet af SKATs opfattelse af forhandlerbegrebet.

Herudover skal det bemærkes, at det fremgår af præmisserne i dommen af 26. august 2014 fra Byretten [SKM2014.803.BR.red.SKAT], at:

"...

Højesteret fandt således ikke, at SKATs lempelige praksis ikke fandt anvendelse allerede på grund af omstændighederne ved forhandleren og parternes aftaleindgåelse, men lod disse forhold indgå i vurderingen af den gode tro.

På dette grundlag findes forhandleren også i nærværende sag at være en forhandler omfattet af SKATs ovenfor nævnte praksis.

..."

I forlængelse heraf gøres det gældende, at netop præmisserne i "Prøvesagen" (SKM2013.447.HR, som er en stadfæstelse af SKM2012.655.ØLR), ikke kan tages til indtægt for, at samtlige bilkøbere, der har købt hos G1 ApS definitorisk ikke er i god tro, blot fordi SKAT har den opfattelse, at G1 ApS ikke er en forhandler.

Tværtimod skal der foretages en samlet vurdering af sagens samtlige omstændigheder, og at der, som en integreret del af denne vurdering, skal foretages en vurdering af, om G1 ApS ud fra sagsøgers subjektive betragtning fremstod som en forhandler.

Det gøres gældende, at sagsøgers opfattelse var, at G1 ApS var en forhandler på lige fod med andre automobilforhandlere, og at sagsøger som følge heraf som udgangspunkt med rette kunne gå ud fra, at der var betalt samtlige omkostninger til både moms og registreringsafgift.

Dette klare udgangspunkt er der ikke nogle af sagens øvrige faktiske forhold, der kan ændre på.

Det kan i den forbindelse, tillige - også med henvisning til præmisserne i dommen af 26. august 2014 fra Byretten - anføres, at det ikke i sig selv kan medføre

"...

ond tro om korrekt afgiftsberigtigelse, at moms ikke er anført særskilt, da priser i forbindelse med forbrugerkøb modsat handelskøb sædvanligvis angives inklusiv moms.

..."

For så vidt angår den af sagsøger betalte pris, gøres det gældende, at den besparelse, som sagsøger opnåede ikke var iøjnefaldende stor i forhold til, hvad der kunne opnås fra andre forhandlere.

Der henvises i den forbindelse til det fremlagte bilag 7, hvorefter besparelser på 20 % ikke er usædvanlige.

Det skal desuden gøres gældende, at den procentuelle besparelse, som sagsøger har opnået, er langt mindre end den difference, som der var mellem bilens egentlige indkøbspris og den pris, som SKAT lod afgiftsberigtigelsen ske på baggrund af.

Det skal i forlængelse heraf særligt anføres, at SKAT dagligt foretager adskillige afgiftsberigtigelser sådan, at medarbejderen hos SKAT kan siges at have en helt særlig ekspertise i vurdering af bilers værdi og beregning af afgiftsgrundlag.

Afgiftsberigtigelsen hos SKAT er foretaget af G1 ApS v/OF, der i den forbindelse har anvendt en forfalsket faktura fra G6 med en angivet værdi på bilen til 19.400 EUR.

Ifølge SKATs kendelse (bilag 2) er den korrekte værdi af bilen angivet til 62.594 Euro eksklusiv tysk moms, idet der er lagt vægt på en faktura fra G2.

Afgiftsberigtigelsen er altså sket på baggrund af den forfalskede faktura, hvor værdien udgør ca. 31 % af den værdi, som bilen har ifølge fakturaen fra G6.

Differencen mellem den anvendte værdi - på baggrund af den forfalskede faktura - og den egentlige værdi, er altså 69 %.

Til trods herfor - og til trods for SKATs eget notat af 24. november 2006, jf. bilag E - lod SKAT afgiftsberigtigelsen gå igennem.

Den vejledende udsalgspris for en bil svarende til den omhandlede er ifølge SKATs kendelse angivet til 1.586.729 kr.

Sagsøger har således - hvis der tages udgangspunkt i den fiktive vejledende udsalgspris opnået en besparelse på (1.586.729 kr. - 1.173.000 kr.) = 413.729 kr.

Den besparelse som sagsøger opnåede udgjorde således kun omkring 26 %.

Denne besparelse skal holdes op imod den ovennævnte difference ved afgiftsberigtigelsen, der som nævnt udgør mere end 69 % - omtrent dobbelt så meget.

Dette understøtter således i sagens natur, at sagsøger - uden tilsvarende særlige forudsætninger som SKAT for at vurdere bilens pris - heller ikke bør undre sig over bilens pris ved købet.

Sagsøger havde intet grundlag for at vurdere, om der i den af ham betalte pris kunne indeholdes både moms og udgifter, udover at han kunne forholde sig til den samlede pris, hvor besparelsen ikke virkede iøjnefaldende stor sammenlignet med bilmarkedet generelt.

Hertil kommer, at det står fast, at den vejledende udsalgspris på ingen måde kan anvendes som udtryk for bilens reelle markedspris.

Der henvises i den forbindelse til de fremlagte bilag 4 og bilag 11-18.

Det er således både generelt og konkret dokumenteret, at der er store besparelser at opnå.

Også ud fra dette sammenligningsgrundlag var det på købstidspunktet sagsøgers opfattelse, at den opnåede besparelse ikke var usædvanlig stor, idet der mange andre steder på bilmarkedet kunne opnås besparelser.

Hertil kommer, at der blev betalt med banknoterede checks, og at sagsøger tillige sørgede for at papirarbejdet var i orden derved, at der blev udarbejdet og underskrevet en salgsslutseddel, bla. med angivelse af G1 ApS' CVR nr.

Samtlige af sagens faktiske omstændigheder peger således på, at sagsøger var i god tro ved købet. Sagsøger er som følge heraf omfattet af SKATs administrative praksis og skal ikke hæfte for den manglende registreringsafgift.

..."

Sagsøgte, Skatteministeriet, har i påstandsdokument af 4. december 2014 anført følgende:

"...

Anbringender

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren som den førstegangsindsregistrerede ejer af den i sagen omhandlede bil hæfter for den for lidt betalte registreringsafgift af bilen efter den dagældende registeringsafgiftslovs § 19, stk. 2, og at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han opfylder betingelserne for at være omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende bilkøber, der har købt bilen hos en forhandler.

Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden og skal godtgøre, at han er omfattet af SKATs administrative praksis og dermed ikke hæfter i overensstemmelse med loven.

1. Sagsøgeren har ikke købt køretøjet af en forhandler

Det gøres i første række gældende, at sagsøgeren ikke kan anses for at have købt bilen af en forhandler og allerede af den grund ikke er omfattet SKATs praksis.

Det er således en selvstændig og nødvendig betingelse for at være omfattet af SKATs særlige gunstige administrative praksis, at køretøjet er købt hos en forhandler, hvilket indebærer et krav om, at sælgeren fremstod som en forhandler af biler. Herom bemærkes følgende:

Det er vedvarende og i samtlige beskrivelser vedrørende SKATs praksis anført, at praksis omfatter køretøjer, som er købt hos en forhandler (autoforhandler/forhandlervirksomhed).

Det er som følge heraf en forudsætning for anvendelse af praksis, at køretøjet kan anses for købt hos en forhandler, og det er i overensstemmelse hermed, at SKAT og Landsskatteretten som rekursinstans har anvendt praksis.

SKATs administrative praksis har den baggrund, at en almindelig bilkøber normalt må kunne forvente af en forhandler, at denne har betalt den afgift af køretøjet, der kræves efter loven, jf. hertil bemærkningerne om praksis i forarbejderne til ændringslov nr. 481 af 30. maj 2012 og SKM2013.447.HR.

Praksis bygger på det normaltilfælde, hvor en forbruger indfinder sig på en forhandlers faste forretningssted for at se og eventuelt prøvekøre en eller flere af de biler, forhandleren udstiller, og herefter indgår en aftale med forhandleren om køb af en bil. Der skal derfor ved vurderingen af, om der er tale om en forhandler efter SKATs praksis, lægges vægt på om en sælger har sædvanlige forhandlerkarakteristika, herunder om der findes et fast udstillingssted, om der findes nogle udstillingsmodeller, om der annonceres eller på anden måde reklameres, og om virksomheden i øvrigt udadtil præsenteres som forhandler.

Det, at køretøjet er købt af en forhandler, er med andre ord en grundforudsætning for, at en køber kan være i god tro omkring afgiftens korrekte betaling. Det bemærkes, at det afgørende ikke er, om køberen vidste eller kunne vide, at sælgeren ikke var formelt registreret efter registreringsafgiftslovens § 14, men om sælgeren fremstod som en sædvanlig forhandler af biler, som man normalt kan have tillid til.

Det er ikke godtgjort, at der eksisterer en administrativ praksis, hvorefter også købere af køretøjer hos ikke-forhandlere ikke efteropkræves registreringsafgift. Det påhviler den skatte-/afgiftspligtige, der hævder eksistensen af en sådan praksis at dokumentere denne, jf. eksempelvis SKM2011.587.HR.

Højesterets og landsrettens domme i prøvesagerne kan ikke tages til indtægt for, at Højesteret og landsretten har taget afstand fra en udlægning af administrativ praksis, hvorefter det er en særskilt og nødvendig betingelse, at køretøjet er købt hos en forhandler.

Der er heller ikke grundlag for at tage dommene til udtryk for, at Højesteret og landsretten fandt, at sælgeren i de pågældende sager (OF / G1 ApS) kunne anses for en forhandler i administrativ praksis' forstand.

Dommene er udtryk for, at Højesteret og landsretten ikke har fundet det nødvendigt at tage stilling til, om sælgeren i de pågældende sager kunne anses for en forhandler i administrativ praksis' forstand, idet køberne klart var i ond tro omkring afgiftens betaling og derfor allerede af denne grund ikke var omfattet af praksis.

Det er væsentligt at holde for øje, at SKATs praksis er udtryk for en fravigelse til gunst for borgerne - af en klar og ubetinget lovbestemmelse om, at køberen af en bil hæfter på objektivt grundlag for betalingen af den lovpligtige registreringsafgift, uanset god tro og uanset hvem køretøjet købes af. Ved anvendelsen af en sådan ulovbesternt administrativ praksis til gunst for borgerne kan der ikke stilles betingelser til, i hvilket omfang SKAT har valgt at lade denne administrative undtagelse til en klar lovbestemt hæftelsesregel række, for så vidt SKATs begunstigende praksis i øvrigt hviler på saglige hensyn. Endvidere kan betingelserne for anvendelse af en sådan praksis ikke underlægges en udvidende fortolkning, som går ud over de rammer, som praksis selv sætter.

Påberåbelsen af SKATs administrative praksis i nærværende tilfælde, hvor sagsøgeren ikke kan anses for at have købt køretøjet af en forhandler, vil medføre, at praksis vil få et videre omfang, end hvad der er accepteret i den administrative praksis. Dette er der ikke grundlag for, idet en ulovbestemt administrativ praksis ikke kan udstrækkes længere, end hvad der følger af rammerne for den pågældende administrative praksis, jf. princippet i eksempelvis højesteretsdommene i SKM2013.731.HR, SKM2011.669.HR, SKM2010.166.HR og SKM2009.229.HR.

Det gøres gældende, at sagsøgerens sælger ikke fremstod som en forhandler af biler i administrativ praksis' forstand - hverken udadtil eller over for sagsøgeren. Dette støttes bla. på følgende:

"...

at

sælgeren ikke har haft noget udstillingssted eller nogen biler på lager, endsige et forretningssted som sagsøgeren har besøgt i forbindelse med købet af køretøjet,

at

sælgeren drev virksomheden fra en privat villa på ...3,

at

sælgeren ikke har markedsført sig professionelt, eksempelvis ved annoncering via hjemmeside, blade, aviser, telefonbøger eller lignende,

at

kontakten mellem parterne foregik på en for forhandlere usædvanlig måde, og at sælgeren ikke har opkrævet moms ved salget, hvilket naturligvis er uforeneligt med lovgivningen ved professionelle forhandleres salg til forbrugere og over for sagsøgeren har indikeret, at sælgeren ikke anså sig selv for at drive selvstændig økonomisk virksomhed med salg afbiler, jf. momslovens § 3, stk. 1.

..."

Sagsøgerens sælger manglede således en lang række af de karakteristika, som bilforhandlere almindeligvis har, og som må kræves for, at sælgeren med nogen rimelighed kan betragtes som forhandler i relation til SKATs administrative praksis.

Det kan heroverfor ikke føre til andet resultat, at G1 ApS har været registreret med en branchekode i CVR-registret for detailhandel med personbiler.

Sagsøgerens henvisning til andre virksomheder vedrører ikke sammenlignelige virksomheder. Virksomheden i bilag 5, G5 A/S, har således f.eks., modsat sælgeren i nærværende sag, en hjemmeside og professionelt markedsføringsmateriale, mens de i bilag 10 omtalte forhandlere netop adskiller sig fra sælgeren i nærværende sag ved at markedsføre sig professionelt via en hjemmeside på og på internettet i øvrigt.

Sagsøgeren har i replikken, side 4, 5. afsnit, anført, at sagsøgeren på baggrund af en e-mail fra en skattemedarbejder (bilag 9) ud fra et "forventningsprincip" har krav på, at der foretages en konkret vurdering af sagsøgerens gode tro "med den forudsætning, at G1 ApS konkret er omfattet af forhandlerbegrebet i SKATs administrative praksis".

Dette bestrides. Den pågældende e-mail er ikke en afgørelse til sagsøgeren, endsige en afgørelse i det hele taget, som sagsøgeren kan støtte ret på, og sagsøgeren kan heller ikke støtte ret på e-mailen ud fra et retligt forventningsprincip.

Den pågældende e-mail er fra efter sagsøgeren købte den i sagen omhandlede bil. Allerede derfor kan sagsøgeren ikke have en retsbeskyttet berettiget forventning om, at SKAT anså sagsøgerens sælger som en bilforhandler i henhold SKATs praksis om ikke at efteropkræve registreringsafgift, idet sagsøgeren ikke har disponeret på baggrund af den pågældende e-mail, jf. eksempelvis SKM2013.163.ØLR.

Endvidere er den pågældende e-mail ikke adresseret til sagsøgeren, og den kan også af denne grund ikke danne grundlag for en retsbeskyttet berettiget forventning hos sagsøgeren.

Dertil kommer, at det er uklart, hvilke forudsætninger skattemedarbejderen har lagt til grund for det i e-mailen anførte, herunder hvad skattemedarbejderen konkret er blevet spurgt om.

2. Sagsøgeren var ikke i god tro om den manglende afgiftsbetaling

Uanset om G1 ApS måtte anses for en forhandler, har sagsøgeren ikke godtgjort, at sagsøgeren i øvrigt var i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift af køretøjet. Også af denne selvstændige grund er sagsøgeren ikke omfattet af SKATs praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

Sagsøgeren var gjort bekendt med, at bilens indkøbspris var ca. € 75.000 (svarende til kr. 558.750) inkl. moms i Tyskland, € 62.594 uden tysk moms (svarende til kr. 466.325). Sagsøgeren fik således fremsendt tilbuddet fra OF's tyske sælger, hvoraf prisen vedrørende det i sagen omhandlede køretøj med ekstraudstyr fremgik. Og sagsøgeren vidste, at den første ratebetaling på kr. 560.000, "svarende til 74.500 euro", skulle dække OF's indkøb af køretøjet i Tyskland. Sagsøgeren har da også efter sagens opstart erkendt, at han kendte køretøjets tyske indkøbspris, jf. bilag B, side 1, midt for.

Sagsøgeren har, ligesom køberne i prøvesagerne og i den seneste dom fra Østre Landsret, ikke anført omstændigheder, som kunne give ham grundlag for at tro, at hans sælger kunne opnå en sådan rabat på købsprisen i Tyskland, at det ville være muligt at afbolde dansk registreringsafgift og moms inden for den købspris på kr. 1.173.000, som sagsøgeren betalte, ligesom der heller ikke ville være plads til en eventuel avance til sælgeren.

Sammenholdt med den tyske pris ekskl. moms på € 62.594, svarende til kr. 466.325. må sagsøgeren have indset, at der, ud af den samlede købesum på kr. 1.173.000, højst var kr. 706.000 til dækning af både dansk registreringsafgift og moms samt avance til sælgeren. Eftersom det er almindelig kendt, at de danske bilafgifter komparativt set er høje og tilsvarende er almindelig kendt, at registreringsafgiften udgør 180 pct. af (hovedparten) af bilens pris, må det have stået sagsøgeren klart, at handlen ikke hang sammen og måtte være baseret på, at der ikke blev betalt fuld registreringsafgift.

Dertil kommer, at sagsøgeren ikke havde grundlag havde for at tro, at den anden ratebetaling på kr. 483.000, som sælgeren oplyste skulle dække betaling af registreringsafgift, var tilstrækkelig til at dække registreringsafgift af den tyske pris på € 75.000 (svarende til kr. 558.750) inkl. moms i Tyskland, endsige af prisen uden tysk moms (€ 62.594 svarende til kr. 466.325).

Hertil kommer, at omstændighederne ved virksomheden og parternes aftaleindgåelse, lige som i prøvesagerne, ikke kan anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, idet sælgeren ikke markedsførte sig, og kontakten mellem parterne foregik på en "lukket og usædvanlig måde", jf. landsrettens præmisser i prøvesagen tiltrådt af Højesteret.

Sagsøgeren kan på den baggrund ikke anses for at have været i god tro, jf. retsanvendelsen i dommene i prøvesagerne og den seneste dom af 26. november 2014 fra Østre Landsret [SKM2015.204.ØLR.red.SKAT]. De væsentligste faktiske momenter, som Højesteret og landsretten har lagt vægt på i disse sager, er tilsvarende til stede i nærværende sag, og retsanvendelsen i dommene fører derfor til samme resultat i nærværende sag.

Dertil kommer de øvrige omstændigheder ved sagsøgerens køb af køretøjet, som er påfaldende og bidrager til at bringe sagsøgeren i ond tro om, at alt var gået korrekt til ved salget af køretøjet: der blev ikke opkrævet moms ved købet, registreringsafgiften var ikke nærmere specificeret i slutsedlen, og sagsøgeren fik ved købet af køretøjet en betragtelig besparelse, som i forhold til den vejledende udsalgspris på kr. 1.586.729 udgør kr. 413.729, svarende til en besparelse på 26 pct.

Hvis ikke andet må omstændighederne have fået sagsøgeren til at undersøge forholdene nærmere. Det gjorde sagsøgeren imidlertid ikke, og han må derfor anses for at have været i ond tro om registreringsafgiftens fulde betaling.

Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgeren troede, at det var tale om en lettere brugt demobil, det er tværtimod dokumenteret, at bilen blev købt som fabriksny, og at sagsøgeren derfor af denne eller andre grunde havde konkret grundlag for at tro, at køretøjets markedspris var nævneværdig lavere end den officielle vejledende udsalgspris.

Bilag 7 dokumenterer ikke som anført af sagsøgeren, at det ikke er usædvanligt for en køber at opnå op til 20 pct. rabat i forhold til den vejledende udsalgspris/listeprisen. Bilagets bevisværdi bestrides, og det kan under ingen omstændigheder tillægges betydning som en sagkyndig erklæring.

I øvrigt kan sagsøgeren i sagens natur ikke have været bekendt med bilag 7, da han købte bilen, hvorfor bilaget under alle omstændigheder ikke kan indgå i den konkrete vurdering af sagsøgerens gode tro på købstidspunktet.

Det bemærkes, at bilag 7 også var fremlagt og blev påberåbt i den seneste sag, Østre Landsret har afsagt dom i den 26. november 2014, og hvor SP fra G7 afgav forklaring, uden at det førte til andet resultat.

De som bilag 4 og 11-18 fremlagte bilag dokumenterer heller ikke, at appellanten kunne have været i god tro om, at det var muligt at opnå en købspris, der lå væsentligt under den pris, som OF faktisk opnåede.

Dertil kommer, at det under alle omstændigheder er uden betydning for afgørelsen af nærværende sag, om det var muligt at opnå rabatter, idet sagsøgeren kendte bilens indkøbspris i Tyskland.

Det forhold, at sagsøgeren viste slutsedlen til sin advokat, uden at denne havde bemærkninger hertil eller købet, kan ikke føre til andet resultat, jf. også SKM2013.139.BR, hvor en køber også påberåbte sig, at han havde rådført sig med en advokat, uden at dette førte til andet resultat. Det er i øvrigt udokumenteret, hvad sagsøgeren nærmere har rådført sig om med sin advokat.

Det omstændighed, at SKAT selv afgiftsberigtigede køretøjet på grundlag af den lave tyske pris, som fremgik af den falske faktura, der blev fremvist til SKAT, er uden betydning for vurderingen af sagsøgerens gode tro. SKAT blev således besveget ved fremvisningen af den falske faktura, som man havde krav på at få afgiftsberigtiget køretøjet på baggrund af. Der er tale om et masseadministrationsområde, hvor SKAT har indrettet sig på, at der bliver afgivet korrekte oplysninger ved afgiftsberigtigelsen, og der foregik udover enkelte stikprøvekontroller ikke en mere intensiv prøvelse ved afgiftsberettigelsen end, at det blev kontrolleret, at fakturaen fremstod korrekt. Det bemærkes, at forholdet også blev påberåbt under prøvesagerne for såvel landsretten og Højesteret, uden at dette førte til et andet resultat.

At politiet indstillede efterforskningen af appellanten vedrørende eventuel overtrædelse af registreringsafgiftsloven (bilag 3) kan heller ikke føre til andet resultat. I den ene af prøvesagerne i sagskomplekset, som blev indbragt for Højesteret, skete der frifindelse af bilkøberen i en sideløbende straffesag, uden at dette blev tillagt betydning for den afgiftsretlige godtrosvurdering. Den strafferetlige vurdering om ansvar for afgiftssvig er en anden end den civilretlige vurdering af appellantens hæftelse for registreringsafgift, herunder er bevisbyrden væsensforskellig. jf. også eksempelvis SKM2011.211.HR.

..."

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter den tidligere registeringsafgiftslovs 19, stk. 2 (nu 20) jf. § 1 hæfter sagsøger for, at der er betalt korrekt registreringsafgift.

Den objektive hæftelse for registreringsafgiftens betaling er fraveget af SKAT til gunst for borgerne således, at SKAT i tilfælde, hvor bilen er købt hos en bilforhandler af en køber i god tro med hensyn til, at der er betalt korrekt registreringsafgift, ikke stiller krav om efterbetaling.

Parterne er enige om, at nærværende sag alene omhandler, hvorvidt sagsøger er omfattet af SKATs administrative praksis.

Hovedbetingelsen for at være omfatte af denne praksis er, at sagsøger var i god tro ved erhvervelsen af bilen. jf herved SKM2013.447.HR.

Sagsøger købte bilen, en Mercedes Benz, med ekstraudstyr for en endelig pris på 1.173.000 kr. Ifølge slutsedlen af 24. januar 2007 og synsrapporten blev bilen leveret fabriksny.

Det er endvidere oplyst, at den pågældende bil med ekstraudstyr havde en vejledende udsalgspris i Danmark på 1,6 mio. kr.

Sagsøger har forklaret, at han har set, at den vejledende udsalgspris ligger mellem 1,2 mio. til 1,9 mio. kr. alt efter udstyr.

I følge den fremlagte kvittering af 24. januar 2007 for betaling af 1. rate stor 560.000 kr. fremgik det, at denne rate skulle gå til betaling af bilen i Tyskland. Dette beløb svarer til købsprisen i telefax fra den tyske sælger G2 om pristilbud af 9. januar 2007 på den bil, som sagsøger købte.

Retten lægger herefter til grund, at sagsøger var bekendt med indkøbsprisen i Tyskland.

Sagsøger har ikke anført omstændigheder, som kunne give han grundlag for at tro, at G1 ApS kunne opnå så store rabat ved køb af bilen i Tyskland, at det ville være muligt at afholde dansk registreringsafgift og moms inden for den pris, som han selv betalte. Ligesom der heller ikke ville være plads til en avance til G1 ApS.

Hertil kommer, at omstændighederne ved aftale indgåelsen ikke kan anses for at være sædvanlige.

Vedrørende sagens omkostninger skal sagsøger til sagsøgte betale sagens omkostninger ved sagens behandling med 45.000 kr. til dækning af sagsøgtes udgift til advokatbistand. Der er herved lagt vægt på de værdier sagen angår, og den medgåede tid.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale til sagsøgte, Skatteministeriet, sagens omkostninger med 45.000 kr.