Dato for udgivelse
11 Sep 2014 14:59
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Aug 2014 12:52
SKM-nummer
SKM2014.629.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
14-0721854
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Miljøafgifter
Emneord
Pose med hank forsegling
Resumé

Skatterådet bekræfter, at der ikke skal svares afgift efter emballageafgiftsloven af en forseglingsplastpose med hank, der som følge af sikkerhedskrav anvendes ved udlevering af taxfree-varer fra butikker i lufthavne.

Skatterådet bekræfter, at der ikke skal svares afgift efter emballageafgiftsloven af en forseglingsplastpose med hank, som anvendes til forsendelsesemballage ved webordrehandel.

Reference(r)

Emballageafgiftsloven § 2 a

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit E.A.7.1.6.


Spørgsmål

  1. Skal der betales afgift af forseglingsplastpose, som skal anvendes ved udlevering af taxfree-varer fra butikkerne i lufthavne?
  2. Skal der betales afgift af forseglingsplastpose med hank, som anvendes til forsendelsesemballage ved webordrehandel?

Svar

  1. Nej
  2. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger sælger plastposer, og har i den forbindelse brug for at vide, hvorvidt der skal betales afgift på forseglingslufthavnsposer og på forseglingsemballageposer.

Spørger har fremsendt et eksemplar af en lufthavnspose. Posen måler udvendigt (i hele centimeter) 44 cm i bredden og 60 cm i højden tillagt 8 cm i fuld bredde til hank. Posen lukkes ved at fjerne beskyttelsesfolie øverst i posen, hvorefter posen kan klistres sammen. Posen kan ikke umiddelbart åbnes igen uden at bryde plasten.

Posen er bl.a. påtrykt "Do not open until final distination" og "Contents may be confiscated if bag is tampered with".

Spørger har fremsendt et eksemplar af en emballagepose til webordrehandel. Posen måler udvendigt (i hele centimeter) 60 cm i bredden, 59 cm i højden, tillagt 7 cm i fuld bredde bunden, som ombukkes, når posen lukkes, og 7 cm i fuld bredde i toppen, hvor hanken er placeret. Posen lukkes ved at fjerne to strimler af beskyttelsesfolier i bunden af posen, hvorefter posen kan klistres sammen. Posen er svejset i toppen inden stykket, hvor hanket er placeret.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det afgiftspligtige vareområde vedrørende bæreposer i § 2 a i emballageafgiftsloven afgrænses til, at der svares afgift af poser fremstillet af papir eller plast m.v., med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 liter.

Derudover er der i Den juridiske vejledning vedrørende bæreposer suppleret med en bemærkning om, at hvis posen med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende, er den afgiftspligtig.

Spørger finder dog ikke, at den omhandlede lufthavnspose med rimelighed kan erstattes af en stofpose, et bærenet eller en almindelig taske, idet EU-kommissionen har vedtaget en forordning om begrænsning af væsker i håndbagage under flyrejser.

Regler beskriver bl.a. under hvilke forhold flypassagerer må medbringe væsker i håndbagagen ved flyrejser - og ifølge disse regler er det nødvendigt, at taxfree-butikkerne anvender en pose med forseglingslukke ved udlevering af varerne, idet varerne indkøbes efter security-check i lufthavnen, nemlig i taxfree-butikkerne.

Flypassagerer i transit i en EU-lufthavn skal eventuelt igennem endnu et security-check, og væsken skal derfor være pakket i en forseglet pose, der er forsynet med bevis for, hvor væsken er købt, og at den er købt inden for det seneste døgn.

Denne kan umuligt erstattes af en stofpose eller lignende pga ICAO's krav til gennemsigtighed, limkvalitet, svejsekrav og trykkrav for at højne flysikkerheden.

Emballagen er derfor at betragte som en sikkerhedsemballering og ikke en bærepose.

Når henses til dette, er den omhandlede lufthavnspose ikke afgiftspligtig efter § 2 a i emballageafgiftsloven.

Med hensyn til en forseglet emballagepose til f.eks. webordrehandel, mener spørger heller ikke, at denne med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

Denne emballage kan heller ikke erstattes af en stofpose eller lignende - en stofpose kan ikke lukkes eller forsegles så varerne er sikret under transporten.

Man kunne fjerne håndtaget, og så var den fritaget, men denne emballage må kunne sidestilles med en plastpose til f.eks. bleer eller hundefoder med håndtag - formålet og brugen er den samme - man kan transportere sine varer hjem fra butikken eller posthuset.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Skal der betales afgifts af forseglingsplastpose, som skal anvendes ved udlevering af taxfree-varer fra butikkerne i lufthavne?

Lovgrundlag

Emballageafgiftslovens § 2 a

"Der svares tillige afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l. "

Forarbejder

Bemærkninger (lovforslag nr. 299 af 19. maj 1993)

"(...).

Lovforslaget tager sigte på at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

For at afgrænse afgiftspligtige poser i forhold til f.eks. de traditionelle affaldsposer, fryseposer og de brune papirsposer foreslås det kun at afgiftsbelægge poser med hank (eller forberedt til hank) eller lignende.

Det foreslås endvidere, at der fastsættes et mindstemål, således at små poser, der mere kan betragtes som emballage, ikke afgiftspålægges.

En pose, der opfylder disse kriterier er også afgiftspligtig, selv om den bruges som en almindelig emballage, pose og lign., f.eks. til frugt eller grønt hos detailhandleren. Derimod vil poser, der indeholder f.eks. mel, sukker, hunde- og kattemad, toiletpapir og køkkenruller, og som normalt er lukkede, ikke være omfattet af afgiftspligten, selv om de er forsynet med hank.

(...)"

Praksis

I SKM2002.512.LSR vurderede Landsskatteren afgiftspligten af en affaldspose med snørelukning. Her fandt Landsskatteretten, at snørelukningen hovedsageligt havde til formål at fungere som lukning af posen. At posen - efter sammenbinding af snøren - kunne bæres i snøren medførte ikke, at posen kunne få en funktion, som med rimelighed kunne erstattes af stofposer mv.

I SKM2004.485.LSR vurderede Landsskatteretten afgiftspligten af en plastpose med en snørelukkeordning. Posen blev solgt både som affaldspose og pose til brug ved salg af tøj. Her fandt Landsskatteretten, at der hverken på grundlag af lovens ordlyd eller forarbejderne er grundlag for at lægge vægt på den påtænkte eller faktiske konkrete anvendelse af en given pose. Landsskatteretten fandt, at posen var afgiftspligtig, da posen var konstrueret således, at posen havde en funktion, der med rimelighed kunne erstattes af stofpose mv.

Sikkerhedskrav

De forseglede poser kan anvendes i lufthavne som følge af sikkerhedskrav, jf. fx forordning nr. 358/2010.

Begrundelse

Der skal betales afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 liter, jf. emballageafgiftslovens § 2 a.

Lufthavnsposen er fremstillet af plastik, er med hank og har et rumindhold op til hank på mere end 5 liter, hvorfor posen er omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 a. Poser med et rumindhold under 5 liter op til hank er ikke omfattet af afgiftspligten.

Lufthavnsposen har en udformning og konstruktion, som med rimelighed kan erstattes af en stofpose mv.

Det at posen anvendes som følge af sikkerhedskrav, kan efter SKATs vurdering ikke medføre, at lufthavnsposen ikke er omfattet af afgiftspligten, da posen opfylder betingelsen for afgiftspligt efter emballageafgiftslovens § 2 a, og da den faktiske anvendelse ikke kan tillægges betydning.

Dette bekræftes også af Landsskatteretten i SKM2004.485.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der hverken på grundlag af lovens ordlyd eller forarbejderne er grundlag for at lægge vægt på den påtænkte eller faktiske konkrete anvendelse af en given pose. Landsskatteretten fandt som følge heraf, at en plastpose med snørelukning beregnet til bl.a. affald, var afgiftspligtig efter emballageafgiftsloven.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Skal der betales afgift af forseglingsplastikpose med hank, som anvendes til forsendelsesemballage ved webordrehandel?

Lovgrundlag

Se spørgsmål 1.

Forarbejder

Se spørgsmål 1.

Praksis

Se spørgsmål 1.

Begrundelse

Der skal betales afgift af en pose fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 liter, jf. emballageafgiftslovens § 2 a.

Posen til webordrehandel er fremstillet af plastik, er med hank, og rumindholdet op til hank er på mere end 5 liter, og posen er efter SKATs vurdering omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Posen til webhandel har en udformning og konstruktion, som med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

Det at posen kan anvendes ved webordrehandel, og at posen klæbes sammen i bunden, samt at posen er lukket i toppen, kan efter SKATs vurdering ikke medføre, at posen ikke er omfattet af afgiftspligten, da posen opfylder betingelserne for afgiftspligt efter emballageafgiftslovens § 2 a, og da den faktiske anvendelse ikke kan tillægges betydning.

Dette bekræftes også af Landsskatteretten i SKM2004.485.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der hverken på grundlag af lovens ordlyd eller forarbejderne er grundlag for at lægge vægt på den påtænkte eller faktiske konkrete anvendelse af en given pose. Landsskatteretten fandt som følge heraf, at en plastpose med snørelukning beregnet til bl.a. affald, var afgiftspligtig efter emballageafgiftsloven.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kunne ikke tiltræde SKATs indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 1.

Det er Skatterådets opfattelse, at der ikke skal betales afgift efter emballageafgiftslovens § 2 a, af den i spørgsmål 1 omhandlede forseglingsplastpose med hank, som anvendes ved udlevering af taxfree-varer fra butikkerne i lufthavne. Dette er begrundet i, at disse forseglingsplastposer skal anvendes i lufthavne som følge af sikkerhedskrav. Skatterådet forudsætter, at poserne efter brug ikke kan genbruges. Herudover tager bestemmelsen i emballageafgiftslovens § 2 a sigte på at afgiftsbelægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Skatterådet finder ikke, at forseglingsplastposen med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

Skatterådet besvarede spørgsmål 1 med "Nej" .

Skatterådet kunne ikke tiltræde SKATs indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 2.

Det er Skatterådets opfattelse, at der ikke skal betales afgift efter emballageafgiftslovens § 2 a, af den i spørgsmål 2 omhandlede forseglingsplastpose med hank, som anvendes til forsendelsesemballage ved webordrehandel. Dette er begrundet i, at forseglingsplastposen af hensyn til afsender og modtager skal kunne lukkes i forbindelse med fremsendelse af varer, og det skal være synligt, hvis posen har været åbnet under forsendelsen. Skatterådet forudsætter, at poserne efter brug ikke kan genbruges. Herudover tager bestemmelsen i emballageafgiftslovens § 2 a sigte på at afgiftsbelægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Skatterådet finder ikke, at forseglingsplastposen anvendt ved webordrehandel med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

Skatterådet besvarede spørgsmål 2 med "Nej" .