Dato for udgivelse
11 Aug 2014 14:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16 Jun 2014 12:58
SKM-nummer
SKM2014.566.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Helsingør, BS 1-513/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Forhandlervirksomhed, efteropkrævning, køretøj, bilforhandler
Resumé

En køber af en luksusbil havde ved købet opnået en besparelse på 34 pct. i forhold til listeprisen. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.

Byretten nåede frem til, at køberen i sagen ikke havde dokumenteret, at bilen var købt af en bilforhandler, idet der ikke havde været kontakt mellem sælger og køber på en firmaadresse eller via et firmas mailadresse, idet sælgeren hverken havde et udstillingssted eller biler på lager, idet sælgeren ikke havde markedsført sig og idet sælgeren ikke havde opkrævet moms ved salget. Retten nåede endvidere frem til, at køberen heller ikke havde været i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, da køberen havde opnået en besparelse på 34 pct. i forhold til den sædvanlige pris i Danmark og da køberen var bekendt med prisniveauet for bilen i Tyskland og vidste, at der i Danmark betales registreringsafgift med 180 pct. af bilens værdi.

Af disse grunde var køberen ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 1
Registreringsafgiftsloven § 19, stk. 2 (dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 E.A.8.1.10


Parter

A
(advokat Simon B. Clark)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Esben Lyshøj Jensen)

Afsagt af byretsdommer

Ulla Ingerslev

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 21. marts 2011, vedrører spørgsmålet, om sagsøger skal betale en efteropkrævet registreringsafgift som køber af en bil, der er parallelimporteret til Danmark.

Sagsøgeren, A's påstand er, at Skatteministeriet skal anerkende, at der ikke efteropkræves registreringsafgift hos sagsøgeren for det i sagen omhandlede køretøj.

Sagsøgte, Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen vedrører prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 14. december 2010, ifølge hvilken A hæfter for efterbetaling af registreringsafgift på 652.653 kr. jf. dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2, i forbindelse med køb af en bil af mærket BMW.

Størrelsen af den skyldige afgift er nedsat til 483.372 kr. ved Landsskatterettens afgørelse, der ifølge sagsøgeren er truffet den 11. april 2011.

Sagen har været udsat i længere tid på afgørelse af to prøvesager i Østre Landsret og dernæst på Højesterets afgørelse i den ene prøvesag, offentliggjort som SKM2013.447.HR.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

A har forklaret, at han er uddannet biløkonom fra G6. Han har tidligere arbejdet indenfor bilbranchen, men arbejder i dag med IT og har været selvstændig i 4 år.

I 2006 kom BMW med den meget smukke coupemodel. Han kontaktede i december 2006 en BMW forhandler for at prøve en, men det kunne ikke lade sig gøre, og der var 8-10 måneders leveringstid på en bil af den model, og han slog derfor ønsket ud af hovedet. Han talte derfor ikke med BMW om konkrete biler, men han vidste, at bilens pris startede ved 775.000 kr. i vejledende udsalgspris.

Efter nogen tid talte han med sin bekendt OR, der også var glad for biler. OR sagde, at han havde en kontakt, G1, der måske kunne skaffe en bil. OR havde selv købt en bil af G1 nogle måneder tidligere, og det var gået fint. OR tog den første kontakt til G1 ved NF, og derefter havde han selv telefonisk kontakt med NF, der også kom til et møde på sagsøgerens kontor. NF sagde, at han importerede mange biler til Danmark, og at han havde bilfindere i Tyskland. Den bilmodel, sagsøgeren ønskede, var sendt ud til forhandlere som demobiler, og han ville have mulighed for at skaffe en sådan.

NF kontaktede senere OR og sagde, at han havde fundet en bil til sagsøgeren, dog ikke i den ønskede farve. Sagsøgeren havde ønsket en bil, der var sølvmetal med brunt læderindtræk, men den NF kunne skaffe, var sort-sort. NF kunne kun skaffe den bestemte bil, men sagsøgeren kunne få den med det samme og skulle derfor ikke vente 8-10 måneder.

Han afventede et tilbud fra G1, og han fik et tilbud på en demobil, hvilket blev understreget for ham. NF sagde, at han kunne få den for 770.000 kr., og han lovede, at den ikke havde kørt ret mange km. Da han så slutsedlen, undrede han sig over, at der stod, at den havde kørt 1500 km. Han ved ikke, om han på forhånd kendte OR's korrespondance med NF om bilens kilometerantal, men han fik af OR at vide, at bilen ville have kørt 7-800 km.

Han modtog den liste over udstyr på bilen og med en håndskrevet pris, der er fremlagt som bilag 2, underbilag 20-22. Han kan ikke huske, om han modtog den pr. mail eller fax. Han hæftede sig ikke ved det beløb, der stod på listen. Det var underordet for ham, hvad G1 skulle give for bilen, han tænkte kun over, hvad han selv skulle give, for han havde lånt pengene til bilen i sit hus.

NF sagde, at han havde en kæmpe flådeaftale med BMW og andre bilforhandlere, han var velklædt og vidste meget om biler. Sagsøgeren tjekkede virksomheden på nettet, så godt han kunne. Han så blandt andet, at virksomheden var registreret, og i kraft af sit arbejde havde han adgang til G7 markedsdata, hvor han kunne se, at virksomheden var aktiv. Den var 1 år gammel, der var aflagt regnskab udarbejdet af revisor, og virksomhedens aktivitet var bilhandel.

Han gik ikke ud fra, at G1 havde et salgssted, fordi NF havde bilfindere. Han vidste selv fra sin tid hos G8, at de anvendte bilfindere, når de skulle skaffe brugte biler.

Han betalte 770.000 kr. og sikrede sig, da han betalte, at kontonummeret tilhørte G1.

Han vidste, at bilen havde en listepris i Danmark på 1.162.000 kr., og at han sparede 30-34 %, men det var en demobil, og BMW er kendt for at give kæmpestore rabatter. Han opfattede derfor intet odiøst ved prisen. Den vejledende udsalgspris er en pris før rabatter. Han var i bilbranchen i 90'erne, før man begyndte at liberalisere priserne. Det blev et morads af priskrig og rabatter, og der kunne gives meget store rabatter på dyre biler.

Når de dengang tog brugte biler hjem, og de skulle afgiftsberigtiges, vidste han, at SKAT var opmærksom på alt udstyr. Han troede derfor også, at SKAT tjekkede dette ved registreringen. Han havde ikke troet, at SKAT sløsede med afgiftssystemet, og at det var så nemt for forhandlere at fuske.

Han vidste ikke, at NF brugte den falske faktura. Hvis NF havde vist ham den falske faktura, ville han ikke have købt bilen.

Han opfattede ikke den vejledende udsalgspris som markedsværdien, og han regnede ikke på markedsværdien. Han havde krav til, at der skulle være automatgear, læder og metallak. Det yderligere udstyr havde han ikke ønsket, og det var i øvrigt en demobil. Bilen havde kørt 2700 km, da han fik den. Det havde han kraftige indvendinger imod, men han fik ikke noget ud af sine indvendinger og var nødt til at acceptere forholdet. Det var vigtigt for ham, at bilen ikke havde været indregistreret tidligere. Bilen var ikke slidt. Det var en smuk bil, men han tror, at kilometerantallet og det forhold, at bilen havde levet et hårdt liv, før han fik den, var skyld i, at der skulle gennemføres to store garantireparationer på bilen indenfor kort tid. Det blev udført hos BMW's autoriserede forhandler, G2. Det bestod dels i reparation af bilens software dels af udskiftning af knastaksel m.v. Han var også nødt til at skifte bagdækkene efter 25.000 km. Normalt holder de 60-65.000 km. Han har overvejet, om bilen måske har været brugt som banebil for kunder, så forhandlere og kunder kunne køre i den.

Han fandt det ikke underligt, at der på slutsedlen stod 0 kr. i moms og leveringsomkostninger. Det er kun aktuelt for firmabiler at udspecificere moms og afgifter, og der stod i teksten, at hans pris inkluderede moms og afgifter. Da han solgte biler, udspecificerede de heller ikke momsen, men de tillagde dog et beløb til leveringsomkostninger.

NF sagde, at der i Tyskland var masser af disse biler, fordi BMW havde et kvotesystem, og deres hjemmemarked var meget vigtigt. Derfor fik Danmark stort set ingen biler, og derfor var der ingen demobiler i Danmark.

Han kan ikke huske, om han selv havde mailkorrespondance med NF. Meget af korrespondancen gik gennem OR. De virkede som gode venner. Måske videresendte OR et par mails til ham. Intet ved disse mails undrede ham. Når han som det fremgår af bilag A rykkede OR for en faktura, var det, fordi det var nemmest at kontakte OR, fordi OR ofte så NF.

Han solgte bilen i 2008 som anført i bilag 7, idet han skulle skilles og havde behov for at skaffe penge. HL bød ham 700.000 kr. for den, men han syntes, at han måtte få prisen op. Han fik derfor presset HL op på 730.000 kr. mod, at den bil, han købte i stedet også blev skrevet lidt op. Han ved ikke, hvad den bil, han købte, var værd. Han fik ved handlen 70.000 kr. kontant. Bilag 20 vedrører den bil, han havde købt ved bilag 7. Han solgte den til G2 få måneder efter købet, fordi han og hans kone skulle dele hele boet. Han fik 600.000 kr. for den, kontant indbetalt på sin konto 4-5 dage senere, og han leasede til gengæld en tredje bil hos G2. Det var ikke en god pris, men det var den pris, han kunne opnå ved at lease en bil. Der blev ikke udarbejdet en slutseddel på denne handel. Han har skiftet bank, og han har derfor ikke haft mulighed for at fremlægge en kontoudskrift som dokumentation for, at han modtog beløbet på 600.000 kr.

De tilbud, der fremgår af annoncerne fremlagt som bilag14, er egentlig ikke så gode. Priserne kunne nok presses endnu længere ned.

Han mener stadig ikke, at den pris, han betalte til G1, var forkert. Han var heller ikke mistænksom i forhold til NF, der var veltalende og ydede god service. Han mødte også NF's bror, da han fik bilen leveret.

Han er blevet afhørt af politiet. En aften kom nogle civilklædte betjente, der sagde, at han skyldte staten penge. Han blev kaldt på politigården og afhørt om forløbet ved købet af bilen. Det var i 2007. Politiet spurgte, om han kendte bestemte personer. Han sagde, at bilen var til garantireparation, hvilket politiet studsede over, og de sagde, at han jo så ikke vidste noget om noget ulovligt. Få dage senere fik han et brev om, at der ikke ville blive en straffesag mod ham.

Det er korrekt, at betalingen fandt sted i to rater. Han tænkte, at første rate dækkede NF's avance, udgifter til afhentning af bilen m.v.

Han har tidligere købt bil flere gange, da han var i bilbranchen, havde han firmabil, men han har også leaset biler, første gang i 2005. Han har haft mange biler, nogle købt privat, nogle af autoriserede forhandlere og nogle af ikke-autoriserede forhandlere. Han har tidligere betalt biler, inden han hentede dem, og inden han fik en registreringsattest. Han kender til de danske regler for registreringsafgift.

Han undrede sig ikke over prisen og overvejede ikke, hvordan afgiften skulle berigtiges overfor SKAT. Han mente ikke, at NF havde vist ham den pris, NF skulle give, men kun den pris, sagsøgeren skulle betale. Han mente, at NF havde sin avance hjemme ved den første betaling, der fandt sted. Han regnede ikke med, at den pris, der stod i hjørnet, var den pris, NF gav for bilen, for så tjente han ikke noget.

NF sagde, at han nemt kunne skaffe mellem 25-29 % rabat, fordi de talte demobiler. Han troede, at NF havde fået en meget stor rabat.

Bilen blev leveret med nummerplader og dansk registreringsattest. Han havde overført alle beløb, inden han fik bilen, og havde ingen sikkerhed ud over slutsedlen og det forhold, at han kendte OR.

Det viste sig efterfølgende, at OR havde anbefalet NF til rigtig mange mennesker, der er kommet i fedtefadet.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument af 5. maj 2014 gjort gældende:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at sagsøger var i god tro ved købet af bilen og således er omfattet af SKATs administrative praksis.

Det gøres således gældende, at sagsøgers køb er foregået på sædvanlige vilkår, og at det er ganske sædvanligt, at bilkøb eller andre aftaler vedrørende brug af biler foregår via internettet - udenom en traditionel forhandler med et showroom.

Der henvises til bilag 8 udskrift vedrørende G3 A/S, hvori det netop beskrives, at biler hjemtages efter bestilling og at der ikke er et showroom eller lager, hvilket gør, at omkostninger nedbringes.

G1 ApS kan på tilsvarende vis anses som en forhandler.

Det skal den forbindelse fremhæves, at Byretten netop i dommen af 16. januar 2014, jf. SKM2014.197.BR, klart har tilkendegivet, at retten ikke er bundet af SKATs opfattelse af forhandlerbegrebet.

I forlængelse heraf bemærkes, at netop præmisserne i "Prøvesagen" (SKM2013.447.HR, som en stadfæstelse af SKM2012.655.ØLR), ikke kan tages til indtægt for, at samtlige bilkøbere, der har købt hos G1 ApS ikke er i god tro, blot fordi SKAT har den opfattelse, at G1 ApS ikke er en forhandler.

Det kan lægges til grund, at for sagsøger har G1 ApS fremstået som en sædvanlig forhandler.

Sagsøger har på intet tidspunkt haft kontakt til SKAT, og hans handlinger i forhold til bilkøbet i har således alene bestået i at have betalt det af G1 v/NF krævede beløb.

Det gøres også gældende, at alle øvrige omstændigheder i forbindelse med købet af bilen var sædvanlige, herunder også, at den pris, som sagsøger betalte, ikke var usædvanlig.

Til støtte for anbringendet om, at sagsøger var i køb [god.red.SKAT] tro, bl.a. på grund af, at hans pris fra G1 ApS ikke var usædvanlig, er fremlagt bilag 9, der er en kopi af telefax fra 19. februar 2008 fra VR som repræsentant for G4 til jurist SP fra FDM's juridiske afdeling. Det bekræftes i telefaxen, at købere, der regelmæssigt køber et vist antal af nye biler fra den samme producent, sædvanligvis opnår en særlig rabat - en såkaldt flåderabat, der kan være op til 20 % af den normale listepris. Det fremgår tillige, at en privatperson på tilsvarende vis også kan opnå en rabat. Oversættelse af bilaget er fremlagt som bilag 9a.

I forlængelse heraf skal det anføres, at SKAT ved notat at 24. november 2006 - det vil altså sige inden sagsøgers køb af bilen og G1 ApS v/NF's indregistrering af bilen - SKAT udarbejdet en instruks vedrørende parallelimport af motorkøretøjer (bilag 11).

Instruksen omhandler SKATs sagsbehandling i forbindelse med indregistrering af motorkøretøjer, og SKATs pligt til at holde øje med eventuelt lave priser, som bilen bliver afgiftsberigtiget på baggrund af.

Det følger af denne instruks, at hvis det er en forskel på ca. 20 % mellem den fakturerede pris og mindstepriser i standardpriser på køretøjet, så skal der ske en indberetning til "Økokrim".

Til trods for denne meget klare instruks, har SKAT ikke fundet anledning til at stoppe nogle at de indregistreringer, som G1 ApS v/NF har foretaget på baggrund af falske fakturaer.

Dette må selvsagt betyde, at medarbejderen hos SKAT - der er professionel og hver dag beskæftiger sig med mange afgiftsberigtigelser - ikke har fundet, at det har været noget mistænkeligt ved afgiftsberigtigelserne eller de på fakturaerne falske priser, der kunne føre til, at afgiftsberigtigelsen skulle afvises - eller der blot skulle kræves sikkerhed fra anmelder. SKAT og dermed sagsøgte må bære en del af skylden ved, at NF har fået gennemført registreringen af Sagsøgers bil, idet SKAT netop ikke har levet op til egne retningslinjer i forbindelse med indregistreringen, jf. bilag 11.

...

Den korrekte pris for bilen var ifølge SKATs kendelse af 3. december 2009 (bilag 2) angivet til 1.162.315 kr.

Ved afgiftsberigtigelsen lader sagsbehandleren hos SKAT således bilen afgiftsberigtige på baggrund af en faktura med en angivet pris, der udgør ca. 32 % af den egentlige købspris.

Eller formuleret med andre ord, så udgør differencen - såfremt der tages udgangspunkt i den værdi, der fremgår af den forfalskede faktura forhold til den egentlige pris - over 68 %.

SKAT har til trods for denne difference og selvom medarbejderen er en professionel ansat, der udfører netop disse type arbejdsopgaver dagen lang og har adgang til et meget stort sammenligningsmateriale, bare ladet afgiftsberigtigelsen gå igennem.

Dette understøtter således i sagens natur, at Sagsøger - uden tilsvarende særlige forudsætninger - heller ikke bør undre sig over bilens pris ved købet.

Den besparelse, som Sagsøger opnår - set som forskellen mellem Sagsøgers købspris på 770.000 kr. og den vejledende listepris på 1.162.315 kr. - er 392.315 kr.

Dette svarer til en besparelse - set i forhold til den vejledende listepris - på ca. 34 %.

En besparelse på omkring 34 % et langt fra urealistisk, hvilket understøttes af, at SKAT selv lader afgiftsberigtigelsen gå igennem med en meget større difference.

Hertil kommer, at det fortsat anføres, at listeprisen på ingen måde kan anvendes som udtryk for bilens reelle markedspris.

Sagsøgers besparelse er således også relativt set ikke usædvanlig stor.

Der er som bilag 12 fremlagt en artikel fra Berlingske Tidende, Dine Penge, fra 3. maj 2008, netop redegør for, at skatteværdien netop er et udtryk for, hvad en leasingforhandler har betalt for bilen.

Sagsøger var blevet fortalt, at G1 ApS kunne opnå rabatter i udlandet, og artiklen understøtter den gængse opfattelse blandt almindelige forbrugere om, at der er gode rabatter at opnå.

Det fremgår også af artiklen, en KP fra DAF (Dansk Automobilhandler Forening) netop udtaler, at "man skal være detektiv for at finde frem til den rigtige pris på en ny bil i dag". Hvilket ifølge KP netop skyldes, at "bilimportørerne har fået lov til at operere med den såkaldte mindstebeskatningspris, der er et udtryk for nye bilers fabrikspris, i al hemmelighed".

Der er desuden som bilag 13 fremlagt artikel fra www... af 30. december 2009 med oplysninger om mærkbare fald på et bilmærke, der er nært sammenligneligt med bilen i nærværende sag. Derudover er der som bilag 14-19 fremlagt materiale i form af annoncer, der kan dokumentere, at der var kraftige rabatter på mange forskellige mærker af biler, der alle er i den dyrere ende.

Selve det forhold, at der opnås en besparelse i størrelsesordenen som i denne sag, medfører altså ikke, at der skulle være handlet i ond tro, idet sagsøger netop var klar over, at der var gode rabatter at få.

Afsluttende gøres det således gældende, at sagsøger har taget samtlige forholdsregler for at sikre, at han ikke senere kunne klandres for noget.

Der er desuden ikke andre forhold ved bilkøbet, der fremstår usædvanlige eller på nogen måde skulle have fået sagsøger til at være mistroisk overfor forhandleren eller købet generelt.

Efter den konkrete vurdering af sagsøgers gode tro, gøres det gældende, at sagsøger er omfattet af SKATs begunstigende forvaltningsakt, som denne er fastslået i "Prøvesagen", SKM2013.447.HR, idet han under hele forløbet har været i god tro.

Dette medfører sammenfattende, at sagsøger ikke kan komme til at hæfte for et afgiftskrav, og at der således ikke kan efteropkræves registreringsafgift hos sagsøger.

..."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 2. maj 2014 gjort gældende:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren hæfter på objektivt grundlag for den for lidt betalte registreringsafgift i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2, og at sagsøgeren ikke er omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende bilkøber, der har købt bilen hos en forhandler.

Det bestrides, at sagsøgeren havde videresolgt bilen, inden SKAT gjorde kravet om betaling af registreringsafgift gældende mod sagsøgeren. SKAT fremsendte første gang agterskrivelse den 16. november 2007, dvs. inden sagsøgeren videresolgte bilen. Afgiftskravet er derfor rejst, mens sagsøgeren stadig var ejer af bilen.

Selv hvis sagsøgeren havde videresolgt bilen inden SKAT havde rejst krav mod ham om efterbetaling af registreringsafgift, ville det alligevel ikke medføre ophør af sagsøgerens hæftelse efter § 19, stk. 2, jf. SKM2013.447.HR, hvor køberen også havde videresolgt bilen, inden afgiftskravet blev rejst.

Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at han er omfattet af SKATs særlige administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift og dermed ikke hæfter efter den objektive hæftelsesregel i lovens § 19, stk. 2.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Sagsøgeren har ikke købt bilen af en forhandler.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke kan anses for at have købt køretøjet af en forhandler, og at sagsøgeren allerede af den grund ikke er omfattet SKATs administrative praksis.

Det er en selvstændig og nødvendig betingelse for at være omfattet af SKATs særligt gunstige administrative praksis, at køretøjet er købt hos en forhandler, hvilket indebærer et krav om, at sælgeren fremstod som en forhandler. Dette støttes på følgende:

De beskrivelser, der foreligger vedrørende SKATs administrative praksis, opstiller det som en klar forudsætning, at køretøjet er købt af en forhandler.

SKATs administrative praksis har den baggrund, at det forekommer urimeligt at lade en almindelig bilkøber hæfte på objektivt grundlag for en manglende betaling af registreringsafgift, som skyldes en forhandler, hvis forbrugeren har været i god tro om registreringsafgiftens betaling. Praksis bygger således på et normaltilfælde, hvor en forbruger indfinder sig på en forhandlers faste forretningssted for at se og eventuelt prøvekøre en eller flere af de biler, forhandleren udstiller, og herefter indgår en aftale med forhandleren om køb af en bil. Den forbruger, som er i god tro, skal af omsætningshensyn med andre ord kunne regne med ikke at hæfte for en manglende betaling af registreringsafgift, når forbrugeren køber en bil af en forhandler.

Ved vurderingen af, om der er tale om en forhandler efter SKATs administrative praksis, skal der således bl.a. lægges vægt på, om der findes et fast udstillingssted, om der findes nogle udstillingsmodeller, om der annonceres eller på anden måde reklameres, og om virksomheden udadtil præsenteres som forhandler.

Dommene i prøvesagen (SKM2013.447.HR og SKM2012.656.ØLR) kan ikke tages til indtægt for, at Højesteret og Østre Landsret har taget afstand fra en udlægning af praksis, hvorefter det er en særskilt og nødvendig betingelse, at køretøjet er købt hos en forhandler, og/eller at Højesteret og Østre Landsret fandt, at sælgeren i den konkrete sag - NF/G1 ApS - kunne anses for en forhandler i administrativ praksis' forstand.

Landsrettens dom - som på dette punkt blev stadfæstet af Højesteret i henhold til grundene - er udtryk for, at landsretten ikke har fundet det nødvendigt at tage stilling til, om sælgeren kunne anses for en forhandler i administrativ praksis' forstand, idet køberen i prøvesagen klart var i ond tro omkring afgiftens betaling og derfor allerede af denne grund ikke var omfattet af praksis. Landsretten anfører da også, at "hovedbetingelsen" for, om bilkøberen er omfattet af SKATs praksis, er god tro, hvilket bekræfter, at der er knyttet yderligere betingelser til anvendelsen af administrativ praksis, herunder at køretøjet er erhvervet af en forhandler.

Det bemærkes, at SKATs praksis er udtryk for en fravigelse en lovbestemt regel om, at køberen af en bil hæfter på objektivt grundlag - uanset god eller ond tro og uanset hvem køretøjet købes af - for betalingen af den lovpligtige registreringsafgift. Der kan under disse omstændigheder ikke stilles betingelser til, i hvilket omfang SKAT har valgt at lade denne undtagelse til en klar lovbestemt hæftelsesregel række, for så vidt SKATs begunstigende praksis i øvrigt hviler på saglige hensyn, jf. princippet i eksempelvis SKM2011.669.HR. Det bemærkes i den forbindelse, at Højesteret i medfør af dommen i prøvesagen har tiltrådt SKATs praksis.

Det gøres gældende, at sagsøgerens sælger, G1 ApS, ikke fremstod som en forhandler af biler i administrativ praksis' forstand - hverken udadtil eller over for sagsøgeren. Dette støttes på følgende:

at

sagsøgerens sælger ikke har haft noget udstillingssted eller nogen biler på lager, endsige et forretningssted som sagsøgeren har besøgt i forbindelse med købet af køretøjet,

at

sælgeren drev virksomheden fra sin private bopæl i en villa på ...1,

at

sælgeren ikke har markedsført sig professionelt, eksempelvis ved annoncering via hjemmeside, blade, aviser, telefonbøger eller lignende,

at

sælgeren ikke har opkrævet moms ved salget, hvilket naturligvis er uforeneligt med lovgivningen ved professionelle forhandleres salg til forbrugere og viser, at sælgeren ikke anså sig selv for at drive selvstændig økonomisk virksomhed med salg af biler, jf. momslovens § 3, stk. 1 og

at

sagsøgeren hørte om G1 ApS gennem en bekendt og at det er denne bekendte, der på sagsøgerens vegne har korresponderet med G1 ApS.

Sagsøgerens sælger manglede således en lang række af de karakteristika, som bilforhandlere normalt har - og som må kræves for, at sælgeren med nogen rimelighed kan betragtes som forhandler i relation til SKATs administrative praksis.

Hertil kommer, at køretøjet blev solgt til sagsøgeren efter samme fremgangsmåde som i prøvesagen. Østre Landsrets bemærkning i prøvesagen - som blev tiltrådt af Højesteret - om, "at omstændighederne ved virksomheden og parternes aftaleindgåelse ikke kan anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, idet [G1 ApS] blandt andet ikke blev markedsført, og kontakten mellem parterne foregik på en lukket og usædvanlig måde", er derfor også dækkende for nærværende sag.

Det kan heroverfor ikke føre til andet resultat, at G1 ApS har været momsregistreret og registreret med en branchekode i CVR-registret for detailhandel med personbiler, da denne form for registrering ikke medfører, at G1 ApS har fremstået som forhandler overfor køberne.

Sagsøgerens henvisning til bilag 8, som er markedsføringsmateriale vedrørende virksomheden G3 A/S, vedrører ikke en virksomhed, der er sammenlignelig med sælgeren i nærværende sag, bl.a. fordi virksomheden har en hjemmeside og professionelt markedsføringsmateriale. Hertil kommer, at G3 A/S ikke er en egentlig autoforhandler, men en leasingvirksomhed, og at der ikke er grundlag for nødvendigvis at konkludere, at den pågældende virksomhed er omfattet af forhandlerbegrebet, som det skal forstås i medfør af SKATs administrative praksis.

Sagsøgeren var ikke i god tro om afgiftens betaling

Endvidere gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han i øvrigt var i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift af køretøjet, og at han også af denne grund ikke er omfattet af SKATs administrative praksis.

Samlet set har omstændighederne omkring sagsøgerens køb af bilen været således, at sagsøgeren ikke kan siges at have været i god tro i forhold til bilens afgiftsberigtigelse.

Et væsentligt element i vurderingen af sagsøgerens gode tro er prisen.

Sagsøgeren opnåede ved købet af bilen af G1 ApS en betragtelig besparelse. Besparelsen udgør i forhold til den vejledende udsalgspris for bilen på kr. 1.162.314, jf. bilag 2, underbilag 16, kr. 392.314,-, svarende til en besparelse på 34 pct. Desuden er moms og leveringsomkostninger angivet til kr. 0, jf. bilag 2, underbilag 11.

Det bestrides som udokumenteret, at markedsprisen for bilen var lavere end den vejledende udsalgspris. Sagsøgeren har således intet fremlagt, der giver grundlag for en sådan antagelse.

Sagsøgerens gode tro må vurderes på grundlag af, at sagsøgeren troede, at han købte et fabriksnyt køretøj. Bilen er solgt som fabriksny, jf. bilag 2, underbilag 11, og der er således ikke tale om en brugt demobil, således som sagsøgeren gør gældende. At det af slutsedlen følger, at bilen har kørt 1.500 km er ikke korrekt og medfører ikke, at der er tale om en brugt demobil. Det bemærkes herved, at NF ved e-mail af 27. januar 2007 (bilag B) oplyste, at bilen havde kørt 0 km og at det af slutsedlen anførte alene skyldtes, at den pågældende bil skulle transporteres hjem fra Tyskland, og at de 1.500 km alene var angivet som et maksimum. Indholdet af e-mailen stemmer ikke overens med, at NF skulle have oplyst, at der var tale om en demobil, således som sagsøgeren har anført i stævningen side 3, 5. afsnit.

Sagsøgerens besparelse ved køb af en bil, som han troede var ny, var påfaldende stor og var i sig selv tilstrækkelig til at bringe sagsøgeren i ond tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift.

Dertil kommer, at OR, der korresponderede med sælgeren på vegne af sagsøgeren, ved e-mail af 18. januar 2007 blev gjort bekendt med prisniveauet for køretøjet hos den tyske forhandler, jf. bilag 2, underbilag 17-22. Sagsøgeren overførte herefter kr. 458.000,- til G1 ApS til afhentning af bilen i Tyskland, jf. bilag 2, underbilag 12 og 13. Det må have stået sagsøgeren klart, at anden rate på kr. 312.000,- således skulle dække såvel G1 ApS' vederlag som registreringsafgiften. Henset til, at det er almindeligt kendt, at registreringsafgiften udgør ca. 180 pct. af den afgiftspligtige værdi, har der åbenlyst ikke været penge nok til at betale den fulde registreringsafgift.

Registreringsafgiften var heller ikke nærmere specificeret i slutsedlen, og omstændighederne ved parternes aftaleindgåelse kan ikke anses som sædvanlige for en forhandlervirksomhed, idet G1 ApS ikke markedsførte sig, og idet kontakten mellem parterne foregik på en lukket og usædvanlig måde, jf. også landsrettens bemærkning vedrørende G1 ApS i SKM2012.656.ØLR.

Det forhold, at sagsøgeren ikke undrede sig over omstændighederne omkring bilkøbet taler for, at sagsøgeren har haft en fornemmelse af, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at spørge nærmere ind til disse omstændigheder, herunder den usædvanligt gode pris. Sagsøgeren kan ikke påberåbe sig god tro, når sagsøgeren har undladt at foretage nærmere undersøgelse af forholdene, selvom der var anledning hertil. Sagsøgeren har således ikke været i god tro for så vidt angår den ukorrekte afgiftsberigtigelse.

Det fremgår af bilag 7, at sagsøgeren den 21. maj 2008, efter omtrent halvandet års ejertid, videresolgte bilen for kr. 730.000,-, og ikke kr. 710.000,- som angivet i stævningen på side 5, tredjesidste afsnit. Sagsøgeren har således efter halvandet års ejertid lidt et beskedent tab på kr. 40.000,-. Et sådant tab er minimalt og understøtter i sig selv, at sagsøgerens købspris har været urealistisk lav.

Det i processkrift III på side 2, 1. afsnit anførte, hvorefter den eneste måde, hvorpå sagsøgeren kunne opnå en byttepris på kr. 730.000,- for den af sagen omfattede bil var at købe en anden bil til en opskruet værdi, bestrides som udokumenteret. Det kan således ikke blot med henvisning til den som bilag 6 fremlagte artikel anses for dokumenteret, at prisen for den bil, som sagsøgeren fik i bytte, har været opskruet.

Endvidere bemærkes det, at nævnte artikel vedrører den situation, hvor en bilforhandler nedskriver prisen på biler, der tages i bytte, hvorimod det tilsvarende beløb gives i rabat på den bil, der købes. Det kan altså ikke af artiklen udledes, at det i bilbranchen er sædvanligt at opskrue værdien af en bil.

Det af sagsøgeren efter forberedelsens afslutning fremlagte bilag 20 dokumenterer heller ikke, at værdien på den bil, som sagsøgeren fik i bytte, var opskruet. Bilaget betegner sig således som en kreditnota udstedt af G2 A/S til sagsøgeren den 11. juli 2008 og dokumenterer dermed ikke, at sagsøgeren på denne dato har solgt den pågældende bil til G2 A/S for kr. 600.000,-.

Endvidere er det heller ikke dokumenteret, at der er identitet mellem den BMW, der nævnes i bilag 7 og den BMW, der nævnes i bilag 20.

Bilag 9 dokumenterer ikke, at det ikke var usædvanligt for en køber at opnå op til 20 pct. rabat i forhold til den vejledende udsalgspris. For det første vides det ikke, hvilke forudsætninger og spørgsmål, der ligger til grund for udarbejdelsen af bilag 11, hvorfor bevisværdien af bilaget er begrænset. Hertil kommer, at selv hvis det lægges til grund, at det var muligt for nogle forhandlere at opnå "flåderabatter" på op til 20 pct., indebærer det ikke også, at sådanne rabatter ikke var usædvanlige, og at NF havde mulighed for at opnå sådanne rabatter, endsige at sagsøgeren havde konkret grundlag for at tro, at NF kunne opnå sådanne rabatter. Sådanne store rabatter fremkommer naturligvis kun ved større forhandleres/importørers regelmæssige køb af store partier biler, deraf betegnelsen "flåderabat". NF foretog ikke sådanne store "flådeindkøb", men købte derimod én luksusbil af gangen efter bestilling fra sine købere.

De af sagsøgeren som bilag 12-19 fremlagte annoncer fører ikke til, at sagsøgeren må anses for at have været i god tro.

Det er sagsøgerens gode/onde tro på købstidspunktet, der i henhold til SKATs administrative praksis er afgørende. Sagsøgeren købte bilen ved slutseddel underskrevet den 3l. januar 2007.

Alle annoncerne er trykt efter sagsøgerens køb af den af sagen omfattede bil, hvorfor annoncerne af denne grund heller ikke kan have medført, at sagsøgeren var i god tro vedrørende den manglende afgiftsberigtigelse.

Videre bemærkes det, at ingen af annoncerne giver en så stor procentvis rabat på en ny bil, som tilfældet er i nærværende sag.

Den omstændighed, at SKAT selv afgiftsberigtigede bilen på grundlag af den lave tyske pris, som fremgik af den falske faktura, der blev fremvist til SKAT, er uden betydning for vurderingen af sagsøgerens gode tro. SKAT blev således besveget ved fremvisningen af den falske faktura, som man havde krav på at få afgiftsberigtiget køretøjet på baggrund af. Der er tale om et masseadministrationsområde, hvor SKAT har indrettet sig på, at der bliver afgivet korrekte oplysninger ved afgiftsberigtigelsen, og der foregik udover enkelte stikprøvekontroller ikke en mere intensiv prøvelse ved afgiftsberettigelsen end, at det blev kontrolleret, at fakturaen fremstod korrekt. Det bemærkes, at forholdet også blev påberåbt under prøvesagerne for såvel landsretten og Højesteret, uden at dette førte til et andet resultat. Den omstændighed, at SKAT ikke var opmærksom på den svigagtige adfærd kan således på ingen måde medføre, at sagsøgeren - i strid med loven - undgår at hæfte for betaling af registreringsafgiften.

..."

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, (nu § 20), jf. § 1, hæfter A som køber for, at der er betalt korrekt registreringsafgift ved registreringen af bilen.

Denne regel er til gunst for borgerne fraveget ved SKATs praksis, hvorefter SKAT i tilfælde, hvor et motorkøretøj er erhvervet hos en bilforhandler af en køber, der ved erhvervelsen var i god tro med hensyn til, at der var betalt korrekt registreringsafgift, ikke stiller krav om efterbetaling hos køberen. Retten har ved vurderingen af, om G1 ApS for A har fremstået som forhandler, lagt til grund, at A blev henvist til NF gennem en bekendt, OR. En stor del af kontakten mellem A og G1 ApS v/NF foregik enten via denne bekendt, der korresponderede med G1 ApS pr. e-mail via mailadressen ... . Den resterende del af kontakten foregik telefonisk eller ved personlig kontakt på A's kontor. Der har således ikke været nogen kontakt mellem G1 ApS/NF og A på en firmaadresse, eller via et firmas mailadresse. G1 ApS har ikke haft biler på lager, firmaet havde ikke et udstillingssted, og firmaet har ikke foretaget markedsføring, herunder eksempelvis ved annoncering i bilmagasiner, aviser, telefonbøger eller lignende. Herved kan omstændighederne ved virksomheden og aftaleindgåelsen ikke anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Derudover har G1 ApS ikke opkrævet moms ved salget, hvilket overfor A må have indikeret, at G1 ApS ikke drev selvstændig økonomisk virksomhed med salg af biler, jf. momslovens § 3, stk. 1.

A har på dette grundlag ikke dokumenteret, at han købte bilen af en forhandler, eller at han havde grundlag for at tro dette.

A har anført, at han købte en demobil, og at prisen var fastsat under henvisning hertil. Der er intet i sagen, der støtter dette synspunkt. Tværtimod fremgår det af slutsedlen, at der er tale om en ny bil med km angivelse til 1.500, af oversigten over bilens udstyr - bilag 2, underbilag 20-22 fremgår ligeledes, at der er tale om en ny bil, "Neuwagen", af anmeldelsen til afgiftsberigtigelse fremgår en km-stand på 900 km og af synsrapporten fremgår, at bilen har kørt 0.000 km. Der er således heller intet i sagen, der bekræfter A's forklaring om, at bilen havde kørt 2.700 km, da han modtog den.

Endelig har A bekræftet, at han som tidligere ansat indenfor bilerhvervet var bekendt med, at der i Danmark betales registreringsafgift med 180 % af bilens værdi, samt at han havde modtaget en oversigt over bilens udstyr med håndskrevet angivelse af en pris på 51.920 Euro.

Under henvisning hertil og da A ubestridt købte bilen for en pris, der lå ca. 34 % under den sædvanlige pris i Danmark, har A heller ikke konkret kunnet være i god tro om, at G1 ApS havde betalt registreringsafgiften.

Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningen om, at G1 ApS havde en flådeaftale, ikke harmonerer med oplysningen om, at der var "bilfindere" i Tyskland, samt at der kun kunne skaffes en helt bestemt bil, der ikke svarede til det, A havde ønsket.

Herefter er A ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt Skatteministeriet et beløb til dækning af udgift til advokatbistand på 50.000 kr. Retten har ved fastsættelsen taget hensyn til sagens værdi, forløb og udfald og den omstændighed, at der er udarbejdet materialesamling af Skatteministeriets advokat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 50.000 kr.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.