Dato for udgivelse
29 May 2013 14:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Jan 2013 10:58
SKM-nummer
SKM2013.362.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Aalborg, BS 11-2286/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Kommisionshandel, parallelimport, bil, forhandlerbegrebet, bilforhandler, administrativ, praksis, hæftelse
Resumé

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren A hæftede for betaling af registreringsafgift af en parallelimporteret bil.

Autoforhandler G6 ApS parallelimporterede i 2007 den omhandlede bil. Det var under sagen ubestridt, at der i forbindelse med parallelimporten af bilen ikke blev berigtiget fuld registreringsafgift, idet SKAT blev præsenteret for en falsk salgsfaktura.

G6 ApS videresolgte i umiddelbar forlængelse af importen bilen til en nærtstående IK, det kort tid efter - via et kommissionsforhold hos en uvedkommende forhandler - solgte bilen til en privatperson JK. JK solgte efter ca. 1 år bilen til A på markedsvilkår. A var ubestridt i god tro. SKAT rejste registreringsafgiftskravet mod A med hjemmel i den dagældende registreringsafgiftslov § 20, stk. 2.

Retten fandt, at § 20, stk. 2 efter sin ordlyd er en objektiv hæftelsesbestemmelse, hvorefter A hæftede for betaling af registreringsafgift medmindre A var omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke opkræves registreringsafgift hos en godtroende aftaleerhverver som hos en forhandler har købt en bil.

Retten fandt efter en konkret vurdering, at der i omsætningsleddet fra G6 ApS - IK ikke var grundlag for at betragte IK som en godtroende aftaleerhverver, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at G6 ApS var omfattet af forhandlerbegrebet.

Retten fandt herefter i omsætningsleddet fra IK - JK, at allerede fordi JK havde erhvervet bilen fra en privatperson IK, var JK ikke omfattet af SKATs administrative praksis. Det forhold at bilen var solgt via et kommissions forhold kunne ikke ændre herpå.

Retten fandt i det sidste omsætningsled fra JK- A, at A ikke var omfattet af SKATs administrative praksis, idet JK ubestridt ikke var bilforhandler. Retten bemærkede i den forbindelse, at administrativ praksis ikke kan påberåbes i videre omfang end hvad der fremgår af selve den administrative praksis.

Herefter fandt retten, at A hæftede for betaling af registreringsafgift.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 1 (dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning E.A.8.1.10

Redaktionelle noter

Sagen er anket til Vestre Landsret og efterfølgende er der indgået forlig


Parter

A
(advokat Allan Højbak)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Jonas Svensson)

Afsagt af byretsdommer

Lars Krunderup

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren, A, over for sagsøgte, Skatteministeriet, hæfter for betaling af registreringsafgift af en parallelimporteret bil, mærket BMW. Sagen vedrører herved prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 4. juli 2011 [bilag 1].

Sagsøgeren har påstået bortfald af den hos ham foretagne og opkrævne forhøjelse af registreringsafgiften på 727.217 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. Forklaringer er dog medtaget i dommen.

Forklaringer

A har forklaret, at han er advokat og ikke på nogen måde professionelt har handlet med biler. På et tidspunkt overvejede han at købe en BMW. I professionel sammenhæng mødte han ejendomsmægler JK, så han, at han havde netop sådan en bil. De talte lidt om bilen, og sagsøgeren gav udtryk for, at sådan en kunne han godt tænke sig at købe. Senere blev han kontaktet af JK, der oplyste, at han nu gerne ville sælge bilen. De blev efter forhandlinger enige om en pris på 935.000 kr. for bilen, der var 1 år gammel. Han kendte JK som en hæderlig person og havde derfor ingen betænkeligheder ved handlen. Der var stadig garanti på bilen, og han kunne på nummerpladeholderen se navnet "G1", der er en BMW-forhandler. De drøftede ikke, hvor bilen kom fra. I begyndelsen af september 2010 fik han brev fra SKAT om, at de ønskede at opkræve registreringsafgift hos ham. Han ringede op til sagsbehandleren, idet han på daværende tidspunkt ikke havde noget nærmere kendskab til reglen i registreringsafgiftslovens § 20. I forlængelse af den samtale sendte han købekontrakten mellem ham og JK til SKAT. Medarbejderen hos SKAT gav udtryk for, at det ville være mere rimeligt, hvis kravet blev gjort gældende mod den, der ejede bilen, da afgiften oprindeligt blev afkrævet, men at de som følge af daværende landsskattepraksis var afskåret herfra. Han har af rentemæssige grunde betalt beløbet til SKAT og har anlagt sag mod JK, som har adciteret sin sælger, IK. Sagen er under forberedelse ved retten.

JK har som vidne forklaret, at han er statsautoriseret ejendomsmægler og ikke har været professionelt involveret i handel med biler. I år 2007 overvejede han at købe en BMW hos G2 i .... Han fik imidlertid oplyst, at G3 i ... havde en tilsvarende bil i sort i deres ...afdeling. Salgschef MP ved G3 sagde til ham, at det var en bil, de havde i kommission, og at en tidligere kollega, LR, havde købt den til sin kone. De blev enige om en pris på 1,2 millioner kr., hvilket var lidt billigere end den tilsvarende bil hos G2. Hertil kommer, at han gerne ville have bilen i sort. Han havde ingen mistanke om, at der var noget galt. Han fik oplyst, at bilen havde kørt som demobil hos BMW i ..., som også var den forhandler, der stod på nummerpladeholderen. Han udstedte den 2. november 2012 efter aftale med G3 checks til henholdsvis IK og G4, efter at han havde fået udleveret bilen. MP sagde, at der skulle handles direkte med IK. Vidnet havde ingen betænkeligheder ved handlen, idet G3 var inde over, og idet der var tale om en så godt som ny bil, hvor garantien stadig var gældende. De underskrev ikke nogen købekontrakt. Han fik udleveret registreringsattesten efter at have betalt med de to checks. I forlængelse heraf omregistrerede han bilen til sig selv. Vidnet blev skilt i foråret 2008 og ønskede derfor at realisere diverse aktiver, herunder bilen. Han solgte således bilen til A for 935.000 kr. i august 2008, som anført i købekontrakten af 15. august 2008 [bilag 2]. I forbindelse med hans køb af bilen fik han oplyst fra G3, at de fik 25.000 kroner i kommission på handlen. Han er bekendt med, at der strafferetligt er afsagt dom over blandt andet LR for svig i forbindelse med indførsel af diverse eksklusive biler, herunder den omhandlede BMW.

IK har som vidne forklaret, at hun arbejder som stewardesse og tidligere har ejet den omhandlede BMW. Hun var på daværende tidspunkt kæreste med LR, der handlede med biler. Han har haft arbejde hos BMW i ..., hos G3 i ..., og har også haft sit eget bilfirma. Hans firma havde samhandel med en af hans venner, SF, der drev G5 ApS. Hun gav, så vidt hun husker, ca. 1,2 millioner kr. for bilen. Der blev betalt et beløb via bankoverførsel til F1-Finans eller lignende, og et kontant beløb til G5 ApS. Det kan godt passe, at beløbet som anført i opgørelsen af 28. september 2007 [bilag 2] var på 825.000 kr. i bankoverførsel og 450.000 kr. kontant. Hun havde på daværende tidspunkt mange penge i kontanter, bl.a. fordi hun havde solgt en del heste. Hun vidste, at bilen havde kørt i udlandet, men havde i øvrigt ikke noget med indregistreringen at gøre. Kontantbeløbet blev betalt til SF. Hun solgte bilen kort tid efter. Den var i virkeligheden alt for dyr for hende, og hun havde også behov for en bil med endnu mere plads i. Det var hendes daværende kæreste LR, der stod for bilsalget. Hun havde ikke noget kendskab til JK, men troede egentlig, at bilen blev solgt til G3. LR var lige kommet i fængsel, da hun i april 2008 blev afhørt af politiet [bilag 21]. Hun er ikke tidligere blevet afhørt i retten. Det var LR, der stod for alt det praktiske vedrørende bilen. Efter at hun havde betalt beløbet til SF, fik hun udleveret kvitteringen fremlagt som bilag 22. Hun og LR boede sammen, da hun købte BMW´en. Det er ca. 3 år siden, at de flyttede fra hinanden.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i det væsentlige procederet sagen i overensstemmelse med påstandsdokument af 1. august 2012 og processkrift [3] af 3. oktober 2012. I påstandsdokumentet er der anført følgende til støtte for den nedlagte påstand:

"...

Det gøres gældende,

at

der ikke er lovhjemmel i den dagældende registreringsafgiftslovs § 20 til at opkræve den manglende betalte registreringsafgift hos sagsøgeren,

 

at

det kan lægges til grund som ubestridt, at SKAT efter fast administrativ praksis ikke opkræver efterbetaling af registreringsafgift hos en godtroende omsætningserhverver, som hos en forhandler har købt et køretøj, der efterfølgende viser sig ikke at være korrekt afgiftsberigtiget.

 

at

denne administrative praksis - ubestridt - følges, uanset om køretøjet er erhvervet hos en forhandler, der er registreret efter registreringsafgiftsloven, jf. § 14, eller en ikke-registreret forhandler

 

at

sagsøgte i sit duplik har anført: "Det bestrides som udgangspunkt ikke, at det forhold at en bil en gang bliver solgt fra en forhandler til en køber i god tro, medføre, at afgiften heller ikke kan gøres gældende mod efterfølgende enhververe, men det forudsætter netop, at der er sket et salg fra en forhandler til en køber, der var i god tro om, at der var sket korrekt afgiftsberigtigelse",

 

at

Retten herefter ubestridt kan lægge til grund, at sagsøgtes opfattelse er, at SKATs administrative praksis bevirker, at en hæftelse, der en gang er væk (som følge af at en godtroende køber (A) har købt en bil hos en forhandler) ikke kan "genopstå" hos en person (B) der efterfølgende køber samme bil af A, eller i et senere "køberled",

 

at

den omhandlede bil har været handlet gennem principalt to forhandlere, subsidiært mindst en forhandler, til godtroende købere, inden sagsøger købte bilen af en privatperson (JK), hvorfor sagsøgeren ikke hæfter for den manglende registreringsafgift,

 

at

den omhandlede bil har været handlet gennem først G5 ApS v/SF, der er et selskab, der på daværende tidspunkt ifølge sin formålsbestemmelse drev virksomhed med "detailhandel med biler, jf. Bilag 20, til IK, der har været en godtroende køber,

 

at

den omhandlede bil efterfølgende blev erhvervet af JK af IK, men via forhandleren G3, hvorfor der er tale om et forhandlersalg, uanset om sælgeren formelt måtte være en privat person, jf. bl.a. citat fra SKM2009.464.LSR,

 

at

SKATs administrative praksis hovedsalig begrundes med hensynet til omsætningssikkerheden, hvorfor den administrative praksis naturligt omfatter de tilfælde, hvor en bilforhandler formidler et salg af en bil på denne måde og hvor bilen således handles hos og gennem en bilforhandler,

 

at

JK i den nævnte handel har været i god tro, idet fremhæves, at al korrespondance, købsdrøftelser m.m. er foregået mellem JK og G3´s salgschef MP,

 

at

det efterfølgende salg til JK - også isoleret set: selvstændigt -således har været omfattet af SKATs faste administrative praksis, men den følgevirkning at sagsøgeren ikke hæfter for registreringsafgiften,

 

at

den administrative praksis således omfatter et tilfælde som det foreliggende, hvor der tidligere er sket handler via forhandlere, og hvor sagsøgeren konkret har erhvervet bilen af en privatperson,

 

at

når den omhandlede bil har været handlet gennem en eller to bilforhandler, og derefter været handlet i flere led, vil det være i strid med det forvaltningsmæssige ligebehandlingsprincip, såfremt en godtroende erhverver (sagsøger) stilles overfor krav om betaling af yderligere registreringsafgift, når bilen på grund af svindel ikke er blevet korrekt afgiftsberigtiget ved importen og indregistreringen,

 

at

det afgørende for om en erhverver (sagsøgeren) anses for at hæfte for den manglende registreringsafgift er, om erhververen (sagsøgeren) efter en helhedsvurdering i den konkrete sag kan anses for at have været i god tro eller ej ved købet,

 

at

sagsøgeren har været i god tro ved køb af bilen, hvilket bl.a. afspejles af den pris sagsøgeren betalte for bilen (markedsprisen), samt sagens forhold i øvrigt, og det bemærkes for øvrigt, at det er ubestridt under nærværende sag, at sagsøgeren har været i god tro,

 

at

sagsøgtes påstand om frifindelse i realiteten er udtryk for en ophævelse af SKATs hidtil faste administrative praksis,

 

at

sagsøgeren konkret er omfattet af SKATs hidtil gældende faste administrative praksis,

 

at

SKAT via den udviste passivitet har fortabt retten til at kræve registreringsafgiften betalt af sagsøgeren,

 

at

SKATs afgørelse er i strid med det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip,

 

at

SKAT selv har udtalt, at det efter SKATs opfattelse var den, som havde opnået gevinsten på registreringsunddragelsen, der burde hæfte herfor, hvorfor det efter SKATs opfattelse ikke er sagsøgeren, der burde hæfte herfor, jf. Bilag 8,

 

at

det af den nye § 20, stk. 1, i registreringsafgiftsloven, der blev endelig vedtaget i Folketinget som Lov nr. 481 af 30/5 2012, bl.a. fremgår, at "For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder"

 

at

sagsøger - som en efterfølgende erhverver - således ikke hæfter for registreringsafgiften efter den nye lovbestemmelse § 20, stk. 1,

 

at

det af den nye lovbestemmelse § 20, stk. 4, fremgår, at "en efterfølgende erhverver af bilen, hæfter, såfremt denne vidste eller burde have vidst at der ikke var betalt afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov,"

 

at

sagsøger - som en efterfølgende - ubestridt godtroende erhverver -således heller ikke hæfter herfor efter den nye lovbestemmelse § 20, stk. 4,

 

at

det af bemærkningerne til lovforslag L122A (tidligere L122) om ændring af registreringsafgiftsloven, pkt. 3.6.2., sidste afsnit, der blev endelig vedtaget i Folketinget som Lov nr. 481 af 30/5 2012, bl.a. fremgår, at

"...

formålet med forslaget er således ikke kun at tydeliggøre, hvem der hæfter for betalingen af registreringsafgiften, men også på visse områder at udvide kredsen af personer og virksomheder, der hæfter for afgiftens betaling, .

..."

Af det af første led fremgår, at lovgiver således alene vil tydeliggøre, hvem der hæfter for betalingen af registreringsafgiften - hvilket konkret medfører, at det er den der var ejer på tidspunktet for registreringsafgiftspligtens indtræden. Der er ikke tale om nogen materiel ændring, og lovgiver har klart og tydeligt hermed udtalt, hvordan bestemmelsen såvel før som efter lovændringen skal forstås. SKATs administrative praksis og fortolkning bliver dermed sekundær i forhold til den afklarende lovgivning, som lovteksten samt lovbemærkningerne har skabt.

At det af andet led fremgår, at det har været lovgivers mening med lovændringen at udvide den kreds, som kan komme til at hæfte (herunder personer). Dette beskrives i lovforslagets § 20, stk.4, hvoraf fremgår: "hvis den pågældende ved køretøjets erhvervelse vidste eller burde have vidst... Når denne bestemmelse efter lovbemærkningerne er udtryk for en udvidelse, så må det nødvendigvis betyde, at denne kreds ikke var omfattet af hæftelsen før lovændringen.

Dette betyder, at sagsøger - også af denne årsag - skal have medhold i nærværende sag.

Det gøres derfor gældende, at der vil være i strid med lovgivers klare instruks, såfremt sagsøger ikke får medhold i nærværende sag.

..."

I processkrift [3] har sagsøgeren anført følgende:

"...

Som Bilag 24 og 25 fremlægges Østre Landsrets domme af 11. september 2012.

...

Det gøres gældende, at Østre Landsrets præmisser har afgørende betydning for afgørelsen af nærværende sag.

I B-3632-10, side 35, jf. Bilag 24, finder Landsretten:

...

På denne baggrund finder landsretten, at det følger af den tidligere bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2 (nu § 20) jf. § 1, at afgiften ved den første registrering af et motorkøretøj i Danmark påhvile den, i hvis navn køretøjet indregistreres. En fortolkning, hvorefter afgiften i stedet påhviler den til enhver til værende ejer af motorkøretøjet kan således ikke tiltrædes.

...

I nævnte sag medfører det som bekendt at sagsøgte (benævnt UB) i hvis navn bilen første gang blev indregistreret hæfter for registreringsafgiften, medmindre UB kunne anses for omfattet af SKATs administrative praksis.

Konkret fandt landsretten, at UB ikke var i god tro, og dermed ikke omfattet af SKATs praksis, hvorfor UB hæftede.

Præmissernes betydning for nærværende sag:

I nærværende sag indregistreres bilen - (ved den første registrering af bilen i Danmark) - ikke i sagsøgers navn.

Sagsøger var derimod den registrerede ejer af bilen på det tidspunkt hvor SKAT fremsendte afgiftskravet.

Landsretten fastslås i sine præmisser, jf. ovenfor, at en fortolkning, hvorefter "afgiften i stedet påhviler den til enhver til værende ejer af motorkøretøjet ikke kan tiltrædes".

Dette resultat er for øvrigt lig den opfattelse, som SKAT oprindelig har haft, jf. SKATs udtalelse til Landsskatteretten, jf. sagens Bilag 8. Det er tillige i overensstemmelse med Skatteministeriets opfattelse, jf. proceduren i Østre Landsrets sag (B-3632-10) side 26, Bilag 24.

Sagsøger hæfter således jf. landsrettens præmisser ikke for registreringsafgiften, og allerede af denne årsag skal sagsøger have medhold i nærværende sag.

Endeligt kan for god ordens skyld fremhæves, at det under nærværende sag er ubestridt, at sagsøger har været i god tro ved købet af bilen af JK.

..."

Sagsøgte har i det væsentlige procederet sagen i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 9. august 2012 og processkrift [B] af 7. november 2012. I påstandsdokumentet er der anført følgende til støtte for den nedlagte påstand:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren hæfter på objektivt grundlag for den for lidt betalte registreringsafgift i medfør af dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 1, og at sagsøgeren ikke er omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende bilkøber, der har købt bilen hos en forhandler.

Af dagældende registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, fremgår:

"For betaling af afgift hæfter ejeren eller den, i hvis navn køretøjet er registreret. Dette gælder dog ikke i tilfælde som nævnt i § 3 a, stk. 5."

Bestemmelsen i § 20, stk. 1 skal efter sin formulering forstås som en objektiv hæftelsesregel, hvorefter der påhviler ejeren eller den, i hvis navn køretøjet er registreret, en hæftelse for ikke betalt registreringsafgift, jf. også bemærkningerne til lovforslag L 122A (tidligere L 122) om ændring af registreringsafgiftsloven, punkt 3.6.1 om gældende ret. Hæftelsen er efter ordlyden ikke betinget af, om ejeren havde kendskab til en eventuel manglende afgiftsbetaling ved erhvervelsen af køretøjet.

Henset til, at sagsøgeren ved købsaftale af 15. august 2008 erhvervede den i sagen omhandlede bil, og var registreret som ejer af det pågældende køretøj på tidspunktet for SKATs varsel af 2. september 2010, hæfter sagsøgeren for betalingen af registreringsafgiften på kr. 727.217, jf. dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 1. Der er hverken i ordlyden, forarbejderne eller retspraksis nogen støtte for, at sagsøgeren ikke skulle hæfte for afgiftens betaling.

Sagsøgerens rimelighedsbetragtninger og antydninger om meningen med lovgivningen på stævningens side 4, 5 og 9, kan følgelig ikke tillægges nogen vægt. Der er heller ikke i loven eller forarbejderne nogen holdepunkter for sagsøgerens synspunkt om, at denne hæftelse skulle være begrænset til alene at omfatte den første registrerede ejer af bilen, eller at det forhold, at bilen tidligere har været handlet gennem to forhandlere skulle medføre, at efterbetaling af registreringsafgift ikke skulle kunne gøres gældende overfor en ejer i tredje led.

Efter SKATs administrative praksis, som kommer til udtryk blandt andet i Landsskatterettens kendelse refereret i SKM2009.464.LSR, opkræves der ikke manglende registreringsafgift hos en godtroende køber, som hos en forhandler har købt en bil, der viser sig ikke at være korrekt afgiftsberigtiget. Denne praksis er ikke offentliggjort, men er blandt andet meddelt til FDM, og praksis følges, uanset om køretøjet er erhvervet hos en forhandler, der er registreret efter registreringsafgiftsloven eller en ikke-registreret forhandler. (registrering er fakultativ).

SKATs administrative praksis har den baggrund, at det forekommer urimeligt, at man som almindelig forbruger hæfter objektivt for en manglende betaling af registreringsafgift, som skyldes en forhandler, hvis man i øvrigt som forbruger har været i god tro om registreringsafgiftens betaling. Denne praksis kan således siges at bygge på et normaltilfælde, hvor en forbruger indfinder sig på en forhandlers faste forretningssted for at se og eventuelt prøvekøre en eller flere af de biler, forhandleren udstiller, og herefter indgår en aftale med forhandleren om køb af en bil. Den forbruger, som er i god tro, skal af omsætningshensyn med andre ord kunne regne med ikke at hæfte for en manglende betaling af registreringsafgift, når forbrugeren køber en bil af en forhandler.

Den administrative praksis på området er således klar - for at være omfattet skal to betingelser være opfyldt. For det første skal bilen være købt hos en forhandler, og for det andet skal forbrugeren være i god tro.

Sagsøgeren har ikke købt den i sagen omhandlede bil af en forhandler, men af en privatperson JK, hvorfor den administrative praksis allerede af den grund ikke kan påberåbes af sagsøgeren. Det er således uden betydning, at sagsøgeren har været i god tro ved købet af bilen, herunder at sagsøgeren har betalt markedspris for bilen.

Påberåbelsen af SKATs administrative praksis i dette tilfælde vil således medføre, at erhververe i god tro i videre omfang, end hvad der er accepteret i den administrative praksis, vil blive omfattet. Dette er der ikke grundlag for, jf. SKM2011.669.HR. I denne dom fastslog Højesteret, at en administrativ praksis, hvorefter der ved indkomstopgørelsen kan foretages hensættelser til imødegåelse af udgifter ved opfyldelse af garantiforpligtelser og ved serviceforpligtelser, hvis serviceforpligtelsen har nær sammenhæng med selskabets garantiforpligtelser, ikke kunne udvides til også, at omfatte hensættelser til imødegåelse af fremtidige udgifter til opfyldelse af serviceforpligtelser, når disse ikke havde sammenhæng med nogen garantiforpligtelse.

Tilsvarende i SKM2009.229.HR, hvor en sparekasse i 1963 og 1964 havde købt to nabobyggegrunde med henblik på opførelse af en domicilejendom. Da sparekassen i 2002 solgte ejendommen til et datterselskab anførte sparekassen, at den anskaffelsessum, der skulle indgå i opgørelsen af avancen, og som kunne pristalsreguleres efter den dagældende ejendomsavancebeskatningslov, omfattede både udgifter til grund og til opførelse af ejendommen. Heri fik sparekassen ikke medhold. Højesteret fastslog under henvisning til Landsrettens grunde, at begrebet anskaffelsessum i ejendomsavancebeskatningslovens må forstås som alene sigtende til det vederlag, der er betalt ved erhvervelsen af en fast ejendom og ikke til de afholdte vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, herunder til opførelse af en ejendom. I forlængelse heraf anfører Landsretten:

"...

Det kan ikke lægges til grund, at der i den ulovfæstede, administrative praksis vedrørende pristalsregulering blev givet mulighed for pristalsregulering i videre omfang end anført.

..."

Det følger således af fast højesteretspraksis, at fast administrativ praksis ikke kan udstrækkes længere, end hvad der følger af rammerne for den pågældende administrative praksis.

Sagsøgeren kan derfor alene påberåbe sig administrativ praksis, så lang som praksis rækker, og lighedsgrundsætningen går ikke længere. Påberåbelsen af SKATs administrative praksis kan således ikke ske i "videre omfang". SKATs administrative praksis for nærværende sag omfatter således alene forbrugers køb af motorkøretøjer fra en forhandler og ikke fra en privatperson.

Det bestrides derfor som udgangspunkt ikke, at det forhold, at en bil en gang bliver solgt fra en forhandler til en køber i god tro, medfører, at afgiften heller ikke kan gøres gældende mod efterfølgende erhververe, med det forudsætter netop, at der er sket et salg fra en forhandler til en køber, der var i god tro om, at der var sket korrekt afgiftsberigtigelse.

Henset til, at hverken sagsøgeren eller køberne i de to forudgående handler opfylder de to nævnte betingelser, hæfter sagsøgeren imidlertid for afgiftens betaling.

På baggrund af ovenstående bestrides det imidlertid, at Landsskatterettens afgørelse af 4. juli 2011 er i strid med lighedsgrundsætningen, jf. den juridiske vejledning afsnit A.A.7.1.2, idet påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter, at borgerens konkrete sag er helt identisk med den generelle praksis der henvises til. Dette er netop ikke tilfældet i nærværende sag, hvor sagsøgeren konkret har erhvervet den omhandlede bil af en privatperson.

Sagsøgtes synspunkter i nærværende sag er således i fuld overensstemmelse med SKATs administrative praksis. Det er derfor forkert, når sagsøgeren gør gældende, at sagsøgtes synspunkter medfører en skærpelse af praksis. Tværtimod vil den af sagsøgeren anlagte fortolkning medføre en ulovbestemt udvidelse af SKATs administrative praksis, der ikke kan tiltrædes, jf., de nævnte højesteretsdomme.

Det gøres på den baggrund gældende, at sagsøgeren ikke er omfattet af SKATs administrative praksis og derfor hæfter på objektivt grundlag for den manglende betaling af registreringsafgift, jf. dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 1.

Det er sagsøgtes opfattelse, at bemærkningerne til lovforslag L 122A (tidligere L 122) om ændring af registreringsafgiftsloven, som blev endelig vedtaget i Folketinget som lov nr. 481 af 30/5 2012, klart støtter den af Skatteministeriet anlagte fortolkning af gældende ret, hvorefter sagsøgeren under de foreliggende omstændigheder hæfter for den ikke-betalte registreringsafgift af den i sagen omhandlede bil, jf. dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 1.

I bemærkningerne til lovforslagets punkt 3.6.1 om gældende ret er bl.a. anført følgende:

"...

Ejeren eller den, i hvis navn køretøjet er registreret, hæfter på objektivt grundlag for betaling af registreringsafgiften af køretøjet. Hæftelsen omfatter således såvel den civilretlige ejer af køretøjet som den registrerede ejer.

...

Bestemmelsen administreres således, at denne objektive hæftelse kun gøres gældende i forbindelse med handler mellem private. Der opkræves således ikke registreringsafgift hos en godtroende omsætningserhverver, som hos en forhandler har købt et køretøj, der viser sig ikke at være korrekt afgiftsberigtiget. Er eksempelvis et køretøj købt fra en forhandler, gøres hæftelsen som udgangspunkt ikke gældende over for køber ud fra den betragtning, at køberen normalt må kunne forvente af en forhandler, at denne har betalt den afgift af køretøjer, der kræves efter registreringsafgiftsloven. Er derimod eksempelvis et køretøj handlet mellem private, må køber sikre sig, at der er betalt den krævede registreringsafgift af køretøjet.

..."

Lovforslagets bemærkninger er således blot en gengivelse af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende bilkøber, der har købt bilen fra en forhandler.

Det er endvidere forkert, når sagsøgeren gør gældende, at SKATs administrative praksis naturligt omfatter de tilfælde, hvor en bilforhandler formidler et salg af en bil og hvor bilen handles hos en bilforhandler. Afgørende er, hvem der er den reelle ejer og sælger af bilen.

Den objektive hæftelse for betaling af registreringsafgift efter dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 1, har dermed alene betydning i de tilfælde, hvor de to nævnte betingelser ikke er opfyldt.

Det er imidlertid denne objektive hæftelse for en efterfølgende erhverver, som er blevet ændret ved lov nr. 481 af 30/5 2012, men det ændrer ikke ved, at sagsøgeren på tidspunktet for SKATs varsel af 2. september 2010 var registreret som ejer af det i sagen omhandlede køretøj og derfor efter gældende ret hæfter for betalingen af den ikke-betalte registreringsafgift i henhold til dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 1, idet sagsøgeren ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af SKATs administrative praksis.

Samtidig henledes opmærksomheden på, at det af lovforslagets § 7 udtrykkeligt fremgår, at loven trådte i kraft den 6. juni 2012. Den nye bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 4, er således ikke tillagt tilbagevirkende kraft. Endvidere er der intet i lovforslagets almindelige eller særlige bemærkninger, der støtter et synspunkt om, at lovændringen skulle have virkning for allerede verserende sager.

Sagsøgerens anbringender om, at han ikke hæfter for registreringsafgift efter de nye bestemmelser i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 og stk. 4 har derfor ikke betydning for bedømmelsen af nærværende sag, idet forholdet alene skal vurderes efter dagældende § 20, stk. 1 i registreringsafgiftsloven.

Det bestrides, at det forhold at bilen i de tidligere handler hævdes at have været handlet gennem 2 bilforhandlere, medfører, at hæftelsen for registreringsafgiften ikke kan gøres gældende mod sagsøgeren. I øvrigt bestrides det som udokumenteret, at bilen har været handlet gennem to bilforhandlere, jf. den sagsfremstilling, der fremgår af stævningen og Landsskatterettens kendelse.

Ved den første handel mellem G5 ApS (ved dennes samarbejdspartner LR) og LR´s samlever IK var køberen (IK) ikke i god tro om den manglende afgiftsberigtigelse. Ved den anden handel var sælgeren IK og ikke forhandleren G3 (som formodentlig alene havde bilen i kommission). Så betingelserne ifølge administrativ praksis for at undgå afgiftshæftelse har ikke været opfyldt for nogen af de foregående handler.

Spørgsmålet om den enkelte bilkøbers gode og onde tro beror i hvert enkelt tilfælde på en konkret bevisbedømmelse af omstændighederne omkring bilkøbet.

Det i sagen omhandlede køretøj blev importeret til Danmark via bl.a. G6 ApS, administreret af LR, som er IK´s kæreste og samlever, jf. udtalelse til ministerforespørgsel af 9. november 2010 (bilag A, side 1).

IK har oplyst, at hun via LR købte det i sagen omhandlede køretøj i efteråret 2007, jf. udtalelse til ministerforespørgsel af 9. november 2010 (bilag A) samt afhøringsrapporten (bilag 21, side 1).

Den 15. september 2007 blev der udstedt en kvittering til IK på køb af bilen. Kvitteringen er underskrevet af LR´s samarbejdspartner SF, der administrerede G5 ApS, jf. sagsfremstillingen i SKATs afgørelse af 26. oktober 2010 (bilag 7, side 5).

Bilen blev finansieret hos F2-Finans. Låneaftalen på kr. 817.900,- blev underskrevet af IK og som vitterlighedsvidne LR, jf. bilag B. Endvidere henvises til udskrift af forespørgsel i bilbogen, jf. bilag C.

Der var tale om et 12 måneders lån. Ved udløb af kontrakten skulle der indbetales et ekstraordinært afdrag på kr. 817.900,- (dvs. hele lånet), som forfaldt til betaling senest samtidig med sidste ydelse.

Ifølge IK var det LR, der forestod alt det praktiske i forhold til køb og indregistrering af bilen i hendes navn. Hun kunne ikke huske, hvornår hun havde købt bilen og ej heller, hvad hun havde betalt for den - den slags interesserede hende ikke, jf. afhøringsrapporten (bilag 21, side 2).

IK havde ikke betalt bilen kontant, men havde optaget et lån, vist nok hos F1-Finans. Det var dog LR, der havde foretaget det fornødne i forhold til låneoptagelsen, og hun kunne derfor ikke huske lånebeløbets størrelse eller om købesummen var større end lånebeløbet.

IK har endvidere oplyst, at hun ikke vidste, om hun havde modtaget en kvittering for købet af bilen. Hun var meget usikker på om det var nødvendigt i forbindelse med en privat handel, jf. afhøringsrapporten (bilag 21, side 2). Hun havde endvidere ikke kendskab til, hvem der havde købt bilen og ej heller, hvad den var blevet videresolgt til, idet det var LR, der havde forestået videresalget, jf. afhøringsrapporten (bilag 21, side 2).

IK videresolgte bilen allerede den 2. november 2007 til JK for kr. 1.200.000,-, det vil sige med en fortjeneste på knap kr. 400.000,-, jf. meddelelse fra F1-Bank af 2. november 2007, (bilag D). Denne gevinst er helt usædvanlig i forhold til, hvad en normal bilkøber oplever ved salg af en (ny) bil efter 2 månders ejertid og dette understøtter i sig selv, at IK´s købspris har været urealistisk lav.

Det var således udelukkende "afgiftsbesparelsen" ved den svigagtige for lave afgiftsbetaling ved førstegangsregistreringen af køretøjet, der muliggjorde, at IK kunne videresælge køretøjet med den nævnte betydelige fortjeneste.

Det forhold, at IK ikke undrede sig over omstændighederne omkring bilkøbet taler for, at IK - i det mindste - har haft en fornemmelse af, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at spørge nærmere ind til disse omstændigheder, herunder den (for hende) usædvanlige gode pris. Sagsøgeren kan ikke påberåbe sig, at IK har været i god tro, når hun helt har undladt at foretage nærmere undersøgelser af forholdene, selvom der var anledning til det.

IKs erhvervelse af det i sagen omhandlede køretøj skete således på foranledning af hendes samlever LR på et tidspunkt, hvor det stod IK - eller i hvert fald hendes kæreste og samlever LR - klart at erhvervelsen af køretøjet ville foranledige en afgiftsberigtigelse i strid med de gældende afgiftsregler. Samlet set har omstændighederne omkring IK´s køb af den i sagen omhandlede bil været således, at hun ikke kan siges at have været i god tro i forhold til bilens afgiftsberigtigelse.

Det gøres derfor gældende, at IK ikke har været i god tro for så vidt angår den ukorrekte afgiftsberigtigelse. Overdragelsen af bilen til IK er derfor ikke omfattet af SKATs faste administrative praksis.

Samtidig bemærkes, at JK, der solgte bilen til sagsøgeren, vil have mulighed for at rette et krav mod sin ondtroende sælger IK, som dermed endeligt kommer til at bære kravet.

Hvorvidt sagsøgeren har et regreskrav mod sin sælger - JK for det omtvistede beløb på kr. 727.217,- er imidlertid uden betydning for den hæftelse, der følger af loven.

I øvrigt bemærkes, at det er udokumenteret, at G6 ApS og G5 ApS overhovedet kan anses for forhandlere efter SKATs administrative praksis.

Blandt de kriterier der normalt lægges vægt på, når forhandlerbegrebet i SKATs administrative praksis skal vurderes er, om der findes et fast udstillingssted, om der findes nogle udstillingsmodeller og om der annonceres eller på anden måde reklameres, herunder om virksomheden udadtil præsenteres som forhandler.

Det eneste, der er oplyst om G6 ApS og G5 ApS er, at de parallelimporterede biler til Danmark, hvorefter der blev forevist forfalskede fakturaer til brug for afgiftsberigtigelsen.

Det gøres herefter gældende, at de to selskaber mangler en lang række af de karakteristika, som bilforhandlere normalt her - og som må kræves for, at G6 ApS og G5 ApS med nogen rimelighed kan betragtes som forhandlere i relation til SKATs administrative praksis.

Det er uden betydning, at G6 ApS og G5 ApS var registreret med en branchekode i CVR-registret for detailhandel med personbiler, da denne form for registrering ikke medfører, at G5 ApS har fremstået som forhandler overfor køberne.

Det afgørende er om selskaberne generelt har fremstået som forhandlere af biler, og det har G6 ApS og G5 ApS ikke. Det er derfor udelukket, at betragte G5 ApS som forhandler af biler i relation til SKATs administrative praksis.

Også af den årsag er overdragelsen af den i sagen omhandlede bil til IK ikke omfattet af SKATs administrative praksis.

Med hensyn til den efterfølgende overdragelse til JK, var sælgeren IK og ikke forhandleren G3 (som formodentlig alene havde bilen i kommission).

Om baggrunden for, at bilen kunne handles fornuftigt, har JK selv oplyst, jf. mail af 6. september 2010 (bilag E), at han af sælgeren hos G3, MP, fik forklaret, at ejeren (ifølge mailen LR) var tidligere salgschef hos G3 og ejede bilen privat.

G3 ønskede et direkte køb mellem parterne og oplyste, at G3 fik provision af sælger for formidling af aftalen.

Hertil kommer, at JK ved underskrivelsen af købsaftalen tillige blev bekendt med, at det var IK, der stod som sælger af bilen og ikke G3, ligesom F1-Bank på vegne af JK udstedte to checks til henholdsvis IK og til F2-Finans, jf. stævningens side 3.

Inden erhvervelsen af den i sagen omhandlede bil, var JK således vel vidende om, at bilen var ejet af og blev solgt af en privatperson, LR (formelt IK) og ikke af G3.

På den baggrund bestrides det, at det efterfølgende salg til JK også isoleret set - selvstændigt - har været omfattet af SKATs administrative praksis, idet bilen ikke har været handlet hos en bilforhandler, men af en privat person. Det er således uden betydning, at JK har betalt markedspris for bilen.

Det gøres herefter fortsat gældende, at betingelserne ifølge administrativ praksis for at undgå afgiftshæftelse ikke har været opfyldt for nogen af de foregående handler.

På den baggrund gøres det endvidere gældende, at sagsøgeren ikke er omfattet af SKATs administrative praksis og derfor hæfter på objektivt grundlag for den manglende betaling af registreringsafgift, jf. dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 1.

Det bestrides endvidere, at afgiftskrav kan fortabes ved passivitet. Hertil bemærkes, at SKAT har afsendt varsel om betaling af manglende registreringsafgift til sagsøgeren inden for den ordinære frist på 3 år efter angivelsesfristens udløb (som er bilens første registrering i Danmark - den 14. september 2007), jf. skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32.

..."

I Processkrift [B] har sagsøgte anført følgende:

"...

Under henvisning til processkrift C af 4. oktober 2012, skal jeg hermed fremkomme med mine supplerende bemærkninger:

Sagsøger har som bilag 24 og 25 fremlagt Østre Landsrets domme af 11. september 2012.

Sagsøgeren har i særdeleshed påberåbt sig bilag 24, som støtte for, at sagsøgeren i denne sag ikke hæfter for registreringsafgift.

Den af sagsøgte fremførte fortolkning af disse domme kan ikke tiltrædes. Jeg skal hermed komme med mine bemærkninger til sagen B 3632-10 (bilag 24):

Faktum i sagen kan kort skitseres således:

UB købte i efteråret 2006 en Mercedes-Benz for kr. 1.580.000 fra Tyskland (udateret slutseddel). Bilen blev anmeldt til afgiftsberigtigelse den 23. oktober 2006 af F. UB blev registreret som 1. ejer af bilen.

Den betalte afgift i forbindelse med førstegangsregistreringen af bilen var ikke opgjort korrekt, idet afgiften blev beregnet på baggrund af en falsk faktura med en pris på 32.700 euro svarende til kr. 243.615, hvorefter registreringsafgiften blev beregnet til kr. 529.204.

Af den originale faktura fremgår, at bilens faktiske pris i Tyskland var 108.000 euro, svarende til kr. 804.600.

UB videresolgte den 8. marts 2007 bilen for kr. 2.175.000.

Landsretten definerer problemstillingen i sagen således:

"...

Problemstilling i sagen er dels, hvorvidt en køber af et parallelimporteret køretøj, efter at køretøjet er videresolgt, hæfter for, at der ikke er betalt korrekt registreringsafgift, og dels, hvorvidt køberen var i god tro om, at der var betalt korrekt registreringsafgift

..."

Skatteministeriet har, jf. dommen s. 26, til støtte for sine påstande bl.a. gjort gældende:

"...

at UB i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2, hæfter for betaling af registreringsafgift på objektivt grundlag.

Efter ordlyden af § 19, stk. 2, sammenholdt med § 1 og en formålsfortolkning af registreringsafgiftsloven samt henset til de tidligere regler i registreringsafgiftsloven og forarbejderne hertil er der hjemmel til at gøre afgiftskravet gældende mod den, i hvis navn køretøjet første gang er indregistreret. Dette gælder også, selvom køretøjet er videresolgt, inden afgiftskravet bliver rejst.

..."

UB har heroverfor, jf. dommens s. 28 f., gjort gældende:

"...

at han efter ordlyden af dagældende registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, ikke kan hæfte for registreringsafgiften, idet han ikke var ejer på tidspunktet for SKATs agterskrivelse den 17. december 2008. denne forelå først 20 måneder efter, at UB havde solgt bilen den 3. marts 2007. (...)

Det er ikke korrekt, at afgiftspligten påhviler ejeren af det indførte køretøj, i hvis interesse førstegangsregistreringen sker. Dette understreges af at hvis der - eventuelt i forbindelse med en ombygning eller anden ændring af køretøjets identitet - skal ske omregistrering, så påhviler afgiftspligten den på det tidspunkt værende ejer. Der kan således i et køretøjs levetid ske flere forskellige registreringer og afgiftsberigtigelser, hvor ejeren af køretøjet kan være forskellig.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 25, at Told- og skatteforvaltningen kan forlange et køretøj til eftersyn. Hvis det i forbindelse hermed konstateres, at der er et ikke betalt krav på registreringsafgift, må hæftelsen for betaling heraf påhvile den ejer eller den, i hvis navn køretøjet er registreret, på det tidspunkt, hvor afgiftskravet gøres gældende. (...)

Det gøres på den baggrund gældende, at afgiftspligten påhviler den ejer eller den person i hvis navn køretøjet er registreret, på det tidspunkt, hvor afgiftskravet gøres gældende

..."

Landsretten bemærker herom:

"...

Ved lov nr. 18 af 1. februar 1924 indførtes regler om betaling af registreringsafgift af motorkøretøjer.

Det fremgik af lovens § 1, at afgiften skulle svares ved den første indregistrering,

og at afgiften skulle udredes af den, i hvis navn køretøjet blev indregistreret.

Allerede samme år blev der åbnet mulighed for, at afgiften kunne udredes af sælgeren, og dette har siden - og med lovfæstelsen i 1971 af ordningen med registrerede virksomheder - udviklet sig til den praktiske hovedregel ved import af motorkøretøjer.

Bortset fra en periode under og efter 2. Verdenskrig kan det oprindelige udgangspunkt for afgiftsbetalingen, såfremt der ikke er tale om en registreret virksomhed, ikke anses for at være ændret i den senere lovgivning på området.

Der henvises i den forbindelse til det citerede afsnit fra forarbejderne til lov nr. 221 af 26. maj 1971, hvorefter afgiften principielt påhviler den, i hvis navn køretøjet skal registreres, samt til sammenhængen mellem registreringsafgiftslovens §§ 1, 15 og 19 (nu § 20).

Ved indførelsen af lovgivningen i 1924 blev der taget højde for, at der efter reparation eller ombygning kunne blive tale om en fornyet registrering af et motorkøretøj. Tilføjelsen af "ejeren eller" i § 19, stk. 2, ved lov nr. 361 af 6. juni 1991 skal - i overensstemmelse med forarbejderne hertil - forstås i sammenhæng med dette tilfælde.

Denne del af bestemmelsen tilsigter derfor heller ikke en ændring af udgangspunktet for hæftelsesansvaret for afgift ved et motorkøretøjs første registrering.

På denne baggrund finder landsretten, at det følger af den tidligere bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, (nu § 20) jf. § 1, at afgiften ved den første registrering af et motorkøretøj i Danmark påhviler den, i hvis navn køretøjet indregistreres. En fortolkning, hvorefter afgiften i stedet påhviler den til enhver tid værende ejer af motorkøretøjet, kan således ikke tiltrædes.

Som følge af det anførte hæfter UB ifølge registreringsafgiftsloven for, at der blev betalt korrekt registreringsafgift ved registreringen af køretøjet.

..."

Landsrettens præmisser skal læses i lyset af sagens kontekst. Et hovedpunkt i sagen var, hvorvidt UB, som var den første registrerede ejer, hæftede for, at der ikke var betalt korrekt registreringsafgift, når bilen var videresolgt på det tidspunkt SKAT fremsatte krav om registreringsafgift.

UB gjorde under sagen gældende, at det fulgte af registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2 (dagældende), sammenholdt med § 25, at hæftelsen for betaling af registreringsafgift måtte påhvile den ejer eller den, i hvis navn bilen er registreret, på det tidspunkt, hvor afgiftskravet gøres gældende og ikke (også) den først registrerede ejer.

Landsrettens præmisser tilsidesætter dette synspunkt, idet landsretten i overensstemmelse med Skatteministeriets synspunkter konstaterer, at der er hjemmel til at gøre afgiftskravet gældende mod den, i hvis navn bilen første gang er indregistreret, og at dette også gælder, selvom bilen er videresolgt, inden afgiftskravet bliver rejst. Landsretten udtaler sig ikke om, hvorvidt der kan gøres krav gældende mod den til enhver tid værende ejer efter de dagældende bestemmelser.

Landsrettens præmisser er i fuld overensstemmelse med Skatteministeriets anvendelse af registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, senere § 20, stk. 1 (dagældende).

Det fastholdes således, at sagsøgeren på objektivt grundlag hæfter for betaling af registreringsafgift som registreret ejer af bilen, på det tidspunkt SKAT fremsendte afgiftskravet, jf. registreringsafgiftsloven 20, stk. 1.

Det bemærkes, at sagen B 3632-10 (bilag 24) er anket til Højesteret.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af den tidligere gældende bestemmelse i registreringslovens § 20, stk. 1, at "ejeren eller den, i hvis navn køretøjet er registreret" hæfter for betaling af registreringsafgift. Denne bestemmelse indebærer efter sin ordlyd en hæftelse for registreringsafgiften på objektivt grundlag. Denne forståelse af bestemmelsen støttes i øvrigt af forarbejderne til den nugældende bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 20, der ved lov nr. 481 af 30. maj 2012 blev vedtaget med ikrafttræden den 6. juni 2012.

Det er ubestridt under sagen, at der i forbindelse med parallelimporten af bilen ikke blev berigtiget fuld registreringsafgift, idet SKAT blev præsenteret for en falsk salgsfaktura. Det unddragne afgiftsbeløb er ikke størrelsesmæssigt bestridt under sagen, idet parterne dog er enige om, at dette forhold er indbragt for Motorklagenævnet. Denne sag angår således alene spørgsmålet om hvorvidt A som ejer af bilen hæfter for registreringsafgiften.

Efter modtagelsen af SKATs skrivelse af 2. september 2010 [bilag 3] har det stået A klart, at SKAT agtede at opkræve det unddragne registreringsafgiftsbeløb hos ham. Den nugældende bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 20, der som nævnt trådte i kraft den 6. juni 2012, er herved ikke gældende for sagen. A er, som ejer af bilen, omfattet af den objektive hæftelse for registreringsafgiftens betaling i den dagældende bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 20. Det forhold, at SKAT muligt efter bestemmelsen ville have kunnet gøre afgiftskravet gældende mod den første registrerede ejer af bilen, indebærer ikke nogen begrænsning i ejerens hæftelse efter loven.

Det må efter det oplyste om SKATs administrative praksis lægges til grund, at der ikke opkræves manglende registreringsafgift hos en godtroende køber, som hos en forhandler har købt en bil, der viser sig ikke at værre korrekt afgiftsberigtiget. I et sådant tilfælde kan afgiftskravet heller ikke gøres gældende mod efterfølgende erhververe.

Det er derfor relevant at tage stilling til, om nogen af overdragelserne i omsætningskæden er omfattet af den nævnte administrative praksis, der indsnævrer området for ejerens objektive hæftelse. IK købte bilen af G5 ApS, der havde forbindelse til såvel hendes daværende samlever, LR og dennes ven, SF. Det må, uden at dette spørgsmål er nærmere oplyst for retten, lægges til grund, at LR er dømt for strafbart forhold i forbindelse parallelimporten af bilen. Efter LR´s rolle i forbindelse med handlen, de samlede omstændigheder ved købet af bilen, der kort efter blev videresolgt samt måden som betalingen angiveligt fandt sted på, er der ikke grundlag for at betragte IK som godtroende erhverver af bilen. Det der er oplyst om G5 ApS´ virksomhed giver heller ikke grundlag for at antage, at bilen er blevet købt hos en forhandler, som dette begreb må forstås i henhold til SKATs administrative praksis.

Allerede fordi IK solgte bilen direkte til JK er denne overdragelse ikke omfattet af SKATs administrative praksis om godtroende erhvervelse hos en forhandler. At G3 har haft bilen i kommission kan ikke føre til noget andet resultat.

Uanset at A var i god tro om afgiftsunddragelsen, er hans køb af bilen heller ikke omfattet af den administrative praksis, idet JK ubestridt ikke er bilforhandler.

Retten finder således ikke, at SKATs administrative praksis indebærer, at A er fritaget for hæftelsen efter den dagældende bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 20. Den administrative praksis, der er ulovbestemt, kan ikke påberåbes af A i videre omfang end hvad der fremgår selve den administrative praksis.

Herefter og idet det øvrige som A har anført ikke kan føre til noget andet resultat frifinder retten Skatteministeriet for A´s påstand.

Efter dette resultat skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningsbeløbet fastsættes til 62.500 kr. og vedrører Skatteministeriets udgifter til advokatbistand (incl. moms).

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for påstanden nedlagt af sagsøgeren, A.

Sagsøgeren skal inden 14 dage betale 62.500 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8.