Indhold

Dette afsnit handler om mulighederne for afskrivning uden for afskrivningsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Indledning
  • Afskrivninger efter statsskatteloven
  • Afskrivninger efter ligningsloven
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Indledning

Selv om hensigten med at gennemføre den gældende afskrivningslov bl.a. var at samle alle afskrivninger i denne lov, kan der stadig afskrives med hjemmel uden for afskrivningsloven.

Først og fremmest kan der afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Derudover er der adgang til at afskrive forsøgs- og forskningsudgifter efter LL § 8 B, stk. 1.

Afskrivninger efter statsskatteloven

Ordinære afskrivninger kan bl.a. fradrages ved indkomstopgørelsen. Se SL § 6, stk. 1, litra a. Denne bestemmelse var hovedbestemmelsen til at foretage skattemæssige afskrivninger indtil 1957, hvor den første afskrivningslov blev gennemført.

Det må antages, at en ejers adgang til at afskrive på et aktiv, der benyttes erhvervsmæssigt, udelukkende er reguleret i afskrivningsloven og ikke også af SL § 6, stk. 1, litra a. Se SKM2009.479.VLR, hvor det blev afvist, at der kunne afskrives på en golfbane efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Afskrivningsmetoden efter statsskatteloven er lineær, bunden og pro anno. Se TfS 1987, 109 DEP og TfS 1997, 126 LSR.

De afskrivningsberettigede aktiver/udgifter, der omfattes af SL § 6, er typisk aktiver/udgifter, som ikke opfylder betingelsen i AL § 1 om ejerskabet til aktivet.

Det må antages, at den eksisterende praksis om afskrivningsret på aktiver efter SL § 6, stk. 1, litra a, vedrører tilfælde, hvor der ville bestå afskrivningsret efter afskrivningsloven, såfremt det pågældende aktiv var ejet af den pågældende skatteyder, jf. SKM2014.193.SR.

Nedenstående gennemgang af praksis illustrerer, hvilke typer udgifter, der kan afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Fradrag godkendt - praksis

Et skibsværft udbyggede en kommunalt ejet sluse. Højesteret fandt, at udgifterne hertil var afskrivningsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se TfS 1985, 6 HR. (Slusedommen). Sagen blev hjemvist til de lignende myndigheder til fornyet behandling med henblik på at fastsætte størrelsen af den nævnte afskrivning. Af TfS 1987, 109 DEP fremgår det, at afskrivningsperioden blev fastsat til ti år.

Efter Højesterets dom i TfS 1985, 6 HR, må erhvervsdrivendes udgifter til anlæg af

  • offentlige gågader
  • parkeringspladser

anses for at være afskrivningsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år for offentlige gågader og parkeringspladser. Se TfS 1987, 125 DEP. Det forudsættes, at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at værdien ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse.

Selskaber, der som lejere afholdte udgifter til udskibningsanlæg og udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over ti år efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se TfS 1987, 125 DEP og TfS 1987, 109 DEP.

I TfS 1987, 315 HR blev et vognmandsfirmas udgifter til indskud i en fragtmandshal anset for at være afskrivningsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Et selskabs havde forgæves afholdt udgifter til anlæg af en rørledning og et jernbanespor. Disse udgifter kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se TfS 1987, 559 ØLD.

En forpagters udgifter til miljøforbedrende foranstaltninger på den forpagtede landbrugsejendom kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se TfS 1993, 54 LSR.

En skatteyder var berettiget til at fradrage udgifter, der gik til vedligeholdelse og renovering af et vejanlæg som driftsomkostning. Se SKM2001.209.LSR.

Et erstatningsbeløb, som en vindmølleejer skulle betale for værdiforringelse på naboejendommen, fandtes at have en sådan tilknytning til den løbende indkomsterhvervelse, at udgiften kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se SKM2010.229.SR.

Fradrag nægtet - praksis

Der var ikke adgang til at afskrive på bidrag til kommunalt ejede parkeringspladser. Se TfS 1988, 444 SD. Kommunens vedligeholdelsesforpligtelse var ikke begrænset, men bestod reelt i at sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne benyttes af virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid.

Et selskab kunne ikke afskrive på et tilskud til etablering af en rundkørsel på offentlig vej. Se SKM2003.578.LSR.

Der var ikke hjemmel i SL § 6, stk. 1, litra a, til at afskrive på et golfbaneanlæg. Se SKM2009.479.VLR.

Et selskab havde afholdt udgifter i forbindelse med planlægningen af et byggeri. Disse udgifter kunne hverken afskrives eller fradrages. Se SKM2012.238.HR.

Rationaliseringsudgifter

Rationaliseringsudgifter kan normalt fradrages i indkomstopgørelsen for det enkelte år.

Udgifter, der i forhold til virksomhedens omfang er betydelige, afskrives efter skøn i det enkelte tilfælde over en periode på fem til ti år og undtagelsesvis over et kortere åremål.

Et selskab havde afholdt nogle rationaliseringsudgifter, som Landsskatteretten anså for at være så betydelige i forhold til selskabets størrelse, at de kunne afskrives over en 5-årig periode. Se TfS 1997, 126 LSR.

Rådgiverudgifter m.m. i forbindelse med omstrukturering mv. af et selskab blev ikke anset for at være omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a. Se SKM2011.602.HR.

Bygninger samt om- og tilbygninger til bygninger, maskiner og andre afskrivningsberettigede genstande, der anskaffes eller forbedres i tilslutning til en rationalisering, behandles efter afskrivningslovens regler.

Afskrivning af ombygningsudgifter af lejede lokaler er beskrevet i afsnit C.C.2.4.4.9.

Transferudgifter - spillerrettigheder

Sportsvirksomheders driftsudgifter til transfersummer for professionelle sportsudøvere kan afskrives over kontraktens levetid efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se SKM2006.466.LSR.

Sportsvirksomheders transferindtægter er indkomstskattepligtige i det år indkomsten erhverves, jf. SL § 4. Se SKM2010.553.HR.  

 Afskrivninger efter ligningsloven

Udgifter, som er afholdt til forsøgs- og forskningsvirksomhed i tilknytning til den skattepligtiges erhverv, kan efter den skattepligtiges frie valg enten fradrages fuldt ud i det indkomstår, hvori de er afholdt, eller afskrives. Se LL § 8 B, stk. 1.

Afskrivning gennemføres med lige store beløb over en 5-årig periode fra og med det indkomstår, hvor udgiften er afholdt. Se LL § 8 B, stk. 1

Afskrivningsmetoden er således lineær, bunden og helårs.

Bestemmelsen gælder ikke udgifter til efterforskning af råstoffer, der kan fradrages efter reglerne i LL § 8, stk. 2. 

Medfinansiering af klimatilpasningsanlæg

Skatterådet har i to afgørelser, SKM2014.193.SR og SKM2014.876.SR vedrørende kommunale spildevandsforsyningsselskaber anset selskabernes udgifter afholdt til medfinansiering af klimatilpasningsanlæg for afskrivningsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det følger af lovgivningen på området, at spildevandsselskaber er afskåret fra at eje anlægsaktiverne. Da selskaberne ikke ejede klimatilpasningsanlæggene, var afskrivning efter afskrivningsloven udelukket. Skatterådet fandt derimod, at udgifterne kunne afskrives efter statsskatteloven, og henviste til TfS 1985, 6 HR (Slusedommen). 

I flere tilfælde har kommunerne oprettet skaterbaner i forbindelse med sådanne klimatilpasningsanlæg. De merudgifter, der er afholdt til udførelse af skaterbanerne, er ikke afskrivningsberettigede, da udgifterne typisk afholdes af kommunerne selv, og da udgifterne ikke vedrører erhvervsmæssige formål. 

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.2.20 om forsøgs- og forskningsudgifter.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2012.238.HR

Et selskab overvejede at etablere et yderligere driftscenter på en grund. Selskabet havde i forvejen to driftscentre. Pladsen på de to eksisterende driftscentre blev vurderet til ikke at være tilstrækkelig. I forbindelse med planlægningen afholdt selskabet udgifter til rådgivere. Selskabet trak udgiften fra som fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6 a.
Højesteret fandt, at udgifterne ikke havde en sådan forbindelse til virksomhedens eksisterende drift, at udgifterne kunne

trækkes fra som driftsomkostninger efter SL § 6 a, eller

afskrives efter SL § 6 a.

SKM2011.602.HR

Sagen vedrørte udgifter til advokater og revisorer, investeringsbanker, prospektskrivning, ejendomsopmåling mv., som var afholdt med henblik på en grenspaltning.
Det indskydende selskab, A, beholdte en division af virksomheden, mens en anden division blev overført til et nystiftet selskab, B. I forbindelse med børsnotering af det nye selskab solgte selskabet A nogle aktier i dette.

Landsretten udtalte, at selskabets A's udgifter til

  • spaltning af selskabet A
  • til børsnotering af selskabet B
  • til selskabet A's salg af aktier i B

ikke havde en sådan tilknytning til selskabernes drift - dvs. til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten - at udgifterne kunne anses som driftsomkostninger, der kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet fik heller ikke medhold i, at udgifterne kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet B blev desuden tilskudsbeskattet af udgiften til selskabets børsnotering og halvdelen af de øvrige udgifter, som selskabet A havde afholdt, fordi selskabet B blev anset for at være rette omkostningsbærer.
Højesteret udtalte, at der ikke var tale om udgifter vedrørende driften, herunder dennes rationalisering, men om udgifter vedrørende en ændring af selskabsstruktur, børsnotering og aktiesalg. Højesteret tiltrådte derfor, at udgifterne ikke var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Højesteret tiltrådte også, at selskabet A ikke havde fradrag for udgifterne efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, da der ikke var sket en udvidelse ved spaltningen, men en indskrænkning af virksomheden.

SKM2010.553.HR 

Højesteret fastslog, at en fodboldklubs transferindtægter udgør kompensation til klubben for, at den til fordel for den betalende klub opgiver sine rettigheder i henhold til en ansættelseskontrakt, klubben har indgået med en spiller. En sådan til- og afgang af spillere indgår som en sædvanlig del af klubbens driftsaktiviteter med henblik på at optimere de sportslige og økonomiske resultater.

På den baggrund fandt Højesteret, at transferindtægter ikke vedrører selve indkomstgrundlaget og ikke kan anses for at være en skattefri formuegevinst, der er fremkommet ved salg af ejendele. Transferindtægterne er derfor skattepligtige efter SL § 4, som sædvanligt forekommende løbende indtægter.

TfS 1987, 315 HR

Et selskab, der drev fragtmandskørsel mellem København og Aalborg, blev optaget som medlem af Københavns Fragtmandshaller i 1977. Selskabet betalte et indskud på 175.000 kr., som ikke kunne tilbagebetales ved udmeldelse, og som ikke kunne overdrages til en køber mod betaling. Formålet med optagelsen i Københavns Fragtmandshaller fandtes at være sikring af virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst. Indskuddet fandtes herefter at være en driftsomkostning, der kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Sagen blev hjemvist til ligningsmyndighederne til fornyet behandling med det formål at fastsætte metoden og størrelsen af afskrivningen.

TfS 1985, 6 HR

Et skibsværft omlagde produktionen fra fiskekuttere til mindre fragtskibe, hvilket gjorde en udbygning af en kommunalt ejet sluse nødvendig. Skibsværftet påtog sig at afholde

  • en del af anlægsudgifterne til bygningen af en ny sluse
  • visse forpligtelser i forbindelse med slusens drift og nedrivning.

Højesteret fandt, at udgiften udelukkende var en erhvervsmæssig udgift, der tjente til sikring af værftets fremtidige indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en sådan karakter, at den kunne trækkes fuldt ud fra som en driftsomkostning i det år, hvor den var afholdt. Efter det oplyste om værftets forpligtelser i forbindelse med drift og eventuel nedrivning af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan forbindelse med værftets fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Årsagen var, at det blev anset for at være uden betydning, at værftet ikke var ejer af slusen, da det udelukkende skyldtes en bestemmelse, som var truffet af en anden offentlig myndighed.

(Slusedommen)

Se også:

TfS 1987, 109 DEP og

TfS 1987, 125 DEP

Landsretsdomme

SKM2009.479.VLR

Landsretten udtalte bl.a., at anvendelsesområdet for SL § 6 a, stk. 1, litra a, til at foretage skattemæssige afskrivninger er blevet begrænset efter indførelsen af den seneste afskrivningslov i 1998.Det fremgår af forarbejderne til 1998-afskrivningsloven (lov nr. 433 af 26. juni 1998), at formålet med loven bl.a. var at overflytte en række regler for afskrivninger, der fandtes andre steder i skattelovgivningen, til afskrivningsloven, så afskrivningsreglerne som udgangspunkt blev samlet i én lov.

Det fremgår af AL § 1, at der efter reglerne i denne lov kan afskrives skattemæssigt på udgifter til at anskaffe og forbedre aktiver, der benyttes erhvervsmæssigt af den skattepligtige. På denne baggrund må en ejers adgang til at foretage sådanne afskrivninger på et aktiv, der benyttes erhvervsmæssigt, anses for udelukkende at være reguleret af reglerne i afskrivningsloven og ikke også af SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsretten fandt derfor, at de afskrivninger, som selskabet havde foretaget på et golfbaneanlæg, ikke havde hjemmel i SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1987, 559 ØLD

Et selskab afholdt udgifter på 730.000 kr. til projektering i forbindelse med anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets ammoniaktanklager. Amtsrådet havde godkendt projektet efter anbefaling af kommunen, men projektet måtte opgives, efter at kommunen på grund af indkomne miljømæssige protester ændrede holdning og nægtede godkendelse. Selv om landsretten fandt, at projekteringsudgifterne principielt var anlægsudgifter, der var indkomstopgørelsen uvedkommende, anerkendte retten dog i denne sag, at udgifterne var afskrivningsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Retten lagde til grund, at udgifterne

  • ville have været afskrivningsberettigede, hvis projektet var blevet gennemført
  • var afholdt ud fra berettigede forventninger om, at myndighederne ville give de fornødne tilladelser til projektets gennemførelse.

Sagen blev hjemvist til de lignende myndigheder til fastsættelse af afskrivningens størrelse.

Landsskatteretskendelser

 SKM2014.815.LSR

I forbindelse med udbygningen af en lystbådehavn var det nødvendigt at  etablere et vejkryds for at undgå trafikable problemer som følge af, at vinteroplægningspladsen for lystbåde blev flyttet. Kommunen etablerede derfor det pågældende vejkryds og videresendte i overensstemmelse med vejlovgivningen fakturaen til det  selskab, der drev lystbådehavnen. Selskabets betaling til kommunen kunne ikke fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a, da det  ikke kunne anses for godtgjort, at der ved udbygningen af lystbådehavnen ikke tillige skete en udvidelse af selskabets hidtidige virksomhed udover, hvad der var nødvendigt for blot at sikre det eksisterende indkomstgrundlag.

 SKM2006.466.LSR

Transferindtægter, der knyttede sig til salg og køb af spillerrettigheder, var skattepligtige efter SL § 4 som vederlag for overdragelse af rettigheder. Transferudgifter kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. 

Spørgsmålet om skattepligten af transferindtægter blev indbragt for og stadfæstet af Højesteret. Se SKM2010.553.HR

SKM2003.578.LSR

Et selskab havde i denne sag ydet et bidrag til anlæg af en rundkørsel. Kommunen skulle anlægge rundkørslen, der skulle blive en del af det offentlige vejnet i området. Der var ikke belæg for at antage, at kommunen havde stillet krav om, at selskabet fremover skulle yde bidrag til vedligeholdelse af rundkørslen.

Landsskatteretten udtalte, at rundkørslen ikke kunne antages at undergå en sådan fysisk forringelse, der ikke kunne afhjælpes ved kommunens normale vedligeholdelse af vejnettet. Landsskatteretten fandt derfor, at det betalte bidrag til anlægget havde tilført selskabets virksomhed et aktiv i form af en nytteværdi for driften, der ville bevare sin værdi for indkomsterhvervelsen i en ubestemt fremtid, fordi der ikke indtræder en værdiforringelse af aktivet. Der kunne derfor ikke afskrives på det betalte bidrag.

SKM2001.209.LSR

En skatteyder var berettiget til at trække udgifter til vedligeholdelse og renovering af et vejanlæg fra som driftsomkostning. Landsskatteretten henviste til, at

  • skatteyder var forpligtet til at afholde udgiften over for grundejerforeningen
  • vejanlægget var en forudsætning for, at der kunne udøves erhvervsmæssig virksomhed på ejendommene
  • udgiften ansås for at have en driftsmæssig betydning for skatteyders løbende indtjening.

Da skatteyderen ikke ejede vejanlægget, var det uden betydning for fradragsretten, om udgiften var gået med til dækning af grundejerforeningens drifts- eller anlægsudgifter.

TfS 1997, 126 LSR

Landsskatteretten bemærkede i sagen, at rationaliseringsudgifter var udgifter, der var afholdt for at forenkle og effektivisere de løbende interne arbejdsgange i virksomheden, samt at disse udgifter normalt ville have betydelig indvirkning på det fremtidige indkomstgrundlag. Udgifterne måtte derfor som udgangspunkt aktiveres og afskrives over en årrække. Dvs. sædvanligvis over 5-10 år efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller efter omstændighederne over et kortere åremål. I praksis blev det dog tilladt, at rationaliseringsudgifter kunne trækkes fra i det indkomstår, hvori udgifterne var afholdt, hvis udgifterne til rationalisering ikke kunne anses for at være betydelige. Landsskatteretten fandt, at

  • rationaliseringsudgiften på ca. 1,7 millioner kr. var betydelig i forhold til virksomhedens drifts- og administrationsudgifter på ca. 12 millioner kr.
  • rationaliseringsudgiften kunne aktiveres og afskrives over en 5-årig periode
  • afskrivning skulle ske som pro anno afskrivning, hvorfor indkomstårets afskrivning blev fastsat til 3/12 af en femtedel af de samlede udgifter.

TfS 1993, 54 LSR

Skatteyderen havde forpagtet sin mors landbrugsejendom. Han afholdt udgifter til miljøforbedrende foranstaltninger på ejendommen (gødningsopbevaringsanlæg mv.). Landsskatteretten fandt, at der var tale om en forbedring af det oprindelige anlæg, der måtte anses som en bygningsbestanddel. Det var en forudsætning for at afskrive efter afskrivningsloven, herunder på miljøforbedring, at skatteyderen var ejer af ejendommen. Da skatteyderen havde forpagtet ejendommen, kunne der derfor ikke straksafskrives på den afholdte udgift efter AL § 21 A. Afskrivning skulle ske efter SL § 6 a.

xSKM2016.623.LSRx

xUdgifter til visse typer erstatninger i forbindelse med udskiftning af elforsyningsnet kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Længden af afskrivningsperioden fandtes at kunne fastsættes til 10 år.x

Tidligere afgørelse: SKM2015.27.SR.

 

SKAT

SKM2014.876.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål i relation til et spildevandsforsyningsselskabs medfinansiering af klimatilpasningsprojekter i henhold til Miljøministeriets særlige regler herom.

Skatterådet fandt, at spildevandsforsyningsselskabet var rette indkomstmodtager i relation til betalinger fra forbrugerne, der relaterede sig til medfinansiering af klimatilpasningsprojekter. Selskabet var således skattepligtigt af indtægterne.

Rådet kunne ikke bekræfte, at selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække betalinger til en kommune, der dækkede kommunens anlægsudgifter. 

Skatterådet bekræftede derimod, at selskabets betaling af projektejers anlægsudgift, der vedrørte anlæg, som selskabet ikke kunne være ejer af, men som ejedes af projektejer, ville kunne aktiveres og afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Rådet tog desuden stilling til nogle spørgsmål om fastsættelse af afskrivningsperioden.

Det udtaltes vejledende, at ved afskrivning, jf.  SL § 6, stk. 1, litra a, fastsættes en passende afskrivningsperiode, der for denne type udgifter  normalt vil kunne fastsættes til 25 år.

Udgifterne vedrørte typisk driftsmidler med en lang levetid, men rådet mente ikke, at afskrivningsperioden for de lineære afskrivninger efter statsskatteloven  burde overstige afskrivningsperioden for fast ejendom.

Se også SKM2014.193.SR.

Afgørelsen omtales også i afsnit C.C.2.2.1.2 og C.C.2.2.1.11 om driftsomkostninger og i afsnit C.C.2.5.3.3.1 om pligtpådragelsesprincippet.

SKM2014.193.SR Skatterådet fandt, at et kommunalt kloakselskab skattemæssigt kunne aktivere og afskrive investeringsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a, som defineret i bekendtgørelse om spildevandsforsyningsselskabers medfinansiering af kommunale og private projekter vedrørende tag- og overfladevand § 15, stk. 2, til kommunale projekter på A-vej og B-Allé. Se også SKM2014.876.SR.

SKM2010.229.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at et erstatningsbeløb, som blev betalt af vindmølleejeren for værdiforringelse på naboejendommen efter § 6 i lov nr. 1392 af 27/12 2008 om fremme af vedvarende energi, kunne anses som

  • et tillæg til vindmøllens anskaffelsessum
  • en løbende lejeudgift
  • knyttet til køb af fast ejendom.

Efter rådets opfattelse kunne udgiften dog afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Erstatningsbeløbet skulle anses for at vedrøre afståelse af fast ejendom for modtageren. Erstatningsbetaling vil ofte kunne henføres til boligen og dermed være skattefri.

TfS 1988, 444 SD

En virksomhed blev nægtet adgang til at afskrive på bidrag til offentlige parkeringspladser. Kommunens vedligeholdelsesforpligtelse var her ikke begrænset til vedligeholdelse i dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i, at kommunen skulle sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne benyttes af virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid. Statsskattedirektoratet fandt, at de afholdte udgifter, der tilførte virksomheden et "aktiv" i form af en nytteværdi for driften af virksomheden, bevarede sin værdi for indkomsterhvervelsen i en ubestemt fremtid, hvorfor der ikke indtrådte nogen værdiforringelse. Der kunne derfor ikke afskrives skattemæssigt på nogen del af de afholdte udgifter.

TfS 1987.125 DEP

Statsskattedirektoratet anmodede om, at skattedepartementet tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt et bidrag til anlæg af en gågade kunne afskrives efter SL § 6, litra a, på baggrund af højesteretsdom af 14/12 1984 om Nordsøværftet A/S i TfS 1985, 6 HR.
Skattedepartementet var enigt med Statsskattedirektoratet i, at bidraget kunne afskrives efter SL § 6, litra a. Det forudsattes dog, at anlægget var udsat for en sådan fysisk forringelse, at dets værdi ikke ville blive opretholdt gennem normal vedligeholdelse. Skattedepartementet fandt, at afskrivningsperioden kunne sættes til 30 år.

TfS 1987, 109 DEP

I højesteretsdom af 14/12 1984 om Nordsøværftet A/S i TfS 1985, 6 HR var værftet blevet kendt berettiget til at afskrive en sluse efter SL § 6, litra a, selv om værftet ikke ejede slusen. Der var dog ikke blevet taget stilling til, hvordan slusen skulle afskrives.

På baggrund af to lignende sager, der vedrørte selskabers udskibningsanlæg blev statsskattedirektoratet bedt om at udtale sig om, hvordan selskaberne skulle afskrive efter SL § 6, litra a. Statsskattedirektoratet oplyste, at den sluse, som højesteretsdommen handlede om, var blevet tilladt afskrevet over en 10-årig periode. Baggrunden for, at perioden var blevet fastsat til ti år, var bl.a., at slusen ville have været omfattet af den daværende bestemmelse i AL § 29 D, hvis den tilhørte selskabet. Afskrivninger efter SL § 6, litra a, blev foretaget som bundne og lineære, og Statsskattedirektoratet havde derfor fundet, at afskrivningsperioden kunne fastsættes til ti år. Statsskattedirektoratet fandt, at disse retningslinjer også måtte gælde for selskabernes udskibningsanlæg.

Statsskattedirektoratet forelagde samtidig spørgsmålet om et selskab, der var forpligtet til at afholde udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive efter SL § 6, litra a.

Efter højesteretsdommen kunne aktiver, som er afskrivningsberettigede for ejere, også afskrives efter SL § 6, litra a, hvis det var lejeren, som afholdt udgiften. Dette gjaldt, når lejeren ikke kunne blive ejer på grund af en offentlig myndigheds bestemmelse. Hvis slusen og udskibningsanlæggene kunne være blevet afskrevet efter afskrivningsloven, kunne slusen mv. afskrives over ca. syv år. På baggrund heraf kunne afskrivningsperioden sættes til ti år.

Skattedepartementet kunne tilslutte sig statsskattedirektoratets opfattelse vedrørende udskibningsanlæggene og afskrivning på breddeudvidelse og afmærkning af en sejlrende.