Indhold

Afsnittet beskriver praksis om afgrænsning af fradragsberettigede driftsomkostninger over for udgifter, der ikke vedrører den løbende drift, men indkomstgrundlaget, også kaldet formueudgifter, anlægsudgifter eller udgifter vedrørende indkomstkilden eller kapitalgrundlaget.

Afsnittet handler også om afgrænsningen over for udgifter, der vedrører etablering af virksomhed eller udvidelse af virksomheden ud over dens hidtidige rammer.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om udgifter vedrørende formue, anlæg, etablering mv.
  • Udgifter til etablering eller udvidelse
  • Fradrag for udgifter, der sikrer det hidtidige indtægtsgrundlag
  • Fradrag efter andre bestemmelser
  • Ophævede bestemmelser om etablering og udvidelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit

Generelt om udgifter vedrørende formue, anlæg, etablering mv.

Driftsomkostningsbegrebets forudsætning om, at udgiften skal have forbindelse til erhvervelsen af den skattepligtige indkomst, omtales i afsnit C.C.2.2.1.2.

Afgrænsningen af driftsomkostningsbegrebet volder især vanskeligheder over for anlægs- og etableringsudgifter, som ikke relaterer sig til indkomsten, men derimod til indkomstgrundlaget.

Ikke fradragsberettigede anlægs- og etableringsudgifter er efter SL § 6, stk. 2: "udgifter til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring eller drift".

Domstolspraksis synes at have vist en tendens til en udvikling af driftsomkostningsbegrebet fra en klar afgrænsning mellem drift og formue i retning af en udvidelse af fradragsmulighederne for erhvervsmæssige udgifter, der afholdes inden for de hidtidige naturlige rammer af en igangværende virksomhed. Se afgørelserne under Fradrag for udgifter, der sikrer det hidtidige indtægtsgrundlag.

Det er fortsat altafgørende for fradragsretten, at der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at formålet er at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer. Se SL § 6, stk. 2, om udvidelse af næring eller drift.

Eksempler på en ikke fradragsberettiget formueudgift

Et selskab kunne ikke trække bonusudbetalinger fra som driftsomkostning. I forbindelse med salg af selskabet blev der indgået en aftale med selskabets to direktører om, at de, hvis selskabet blev solgt, ville få en bonus beregnet efter salgsprisen. Direktørernes krav på bonus var betinget af, at der skete et endeligt salg af selskabet, og af, at direktørerne hver især fortsat var ansat på salgstidspunktet. Den udbetalte bonus havde derfor ikke den tilknytning til selskabernes drift, dvs. til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, der må kræves for, at udgiften kan anses som en driftsomkostning, der er omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a. Se SKM2009.271.HR.

I SKM2013.557.ØLR nægtedes fradrag for bonus til medarbejdere og omkostninger til rådgivere. Udgiften var anvendt til - i aktionærernes interesse - at opnå den bedst mulige pris for selskabets aktier, men også med henblik på at overholde selskabets børsretlige forpligtelser, herunder forpligtelsen til at udarbejde en redegørelse til selskabets aktionærer om et overtagelsestilbuds fordele og ulemper. Landsretten fastslog, at de udgifter, der var afholdt for, at selskabet kunne overholde dets børsretlige forpligtelser i anledning af overtagelsestilbuddet, ikke kunne anses for udgifter, der vedrørte driften. Omkostningerne var derfor ikke fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a, uanset om der måtte være en driftsmæssig fordel knyttet til børsnoteringen. Landsretten afviste i den forbindelse, at de afholdte udgifter havde karakter af en årligt tilbagevendende afgift (noteringsafgift) svarende til den, som Højesteret i nedennævnte UfR 1980, 712 HRD tillod fradrag for. Se også SKM2015.373.ØLR om salgsudgifter i aktionærernes interesse.

Højesteret  har i SKM2011.602.HR fastslået, at udgifter til børsnotering ikke er fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

En fond blev nægtet fradrag for udgifter til granskning og for udgifter til retsafgiften i erstatningssagen mod medlemmerne af fondens bestyrelse. Landsretten lagde til grund, at granskningen vedrørte anlægsformuen og ikke de driftsmæssige aktiviteter i fonden. Se SKM2010.367.ØLR.

I SKM2014.731.LSR blev et selskab nægtet fradrag for lønudgifter, der var afholdt i forbindelse med en voldgiftssag om køb af aktier og køb af varemærke. De ansatte personer, som varetog selskabets interesser i voldgiftssagen, fik ikke ekstra betaling for deres arbejde med voldgiftssagen, og de lønudgifter, som selskabet har allokeret til voldgiftssagen, udgjorde kun en mindre del af den samlede løn, som selskabet i indkomståret udbetalte til de omhandlede medarbejdere. Landsskatteretten var enig med selskabet i, at erhvervsmæssigt betingede lønudgifter i almindelighed vil kunne fratrækkes, idet der heri ligger en forudsætning om, at udgifterne er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomst. Denne formodning kan dog afkræftes i det enkelte tilfælde. Den del af lønnen, der var afholdt í forbindelse med varetagelse af selskabets interesser i en voldgiftssagen, der drejede sig om sikring af selskabets formue, var ikke medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets løbende skattepligtige indkomst i indkomståret, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten udtalte, at en lønkrone, der er anvendt af hensyn til formuen, har ikke samtidigt tjent til erhvervelsen, sikringen og vedligeholdelsen af den løbende indkomst i året.

Udgifter til afvikling af virksomheden er også ikke-fradragsberettigede formueudgifter. Se dog afsnit C.C.2.2.1.8 om visse opsatte driftsudgifter.

Udgifter til etablering eller udvidelse

Det er en forudsætning for omkostningsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, at dispositionen falder inden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer.

Udgifter, der har til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af start af en helt ny virksomhed eller ved udvidelse af en igangværende virksomhed ud over dens hidtidige rammer, har karakter af etableringsudgifter, som ikke kan trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se SL § 6, stk. 2.

Eksempler: Udgifter til etablering eller udvidelse

Højesteret har anset et kommanditselskabs udgift til honorar til udbyderen af et anpartsprojekt, for at være en etableringsudgift for kommanditselskabet. Se SKM2008.967.HR.

Se også SKM2013.557.ØLR omtalt ovenfor samt i afsnit C.C.2.2.1.2 Driftsomkostningsbegrebet.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.1.7 om den særlige praksis om fradrag for sædvanlige, løbende driftsudgifter, der er afholdt i startfasen.

Fradrag for udgifter, der sikrer det hidtidige indtægtsgrundlag

Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige indkomstgrundlag, men derimod kun at sikre de hidtidige indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag.

Det er dog en betingelse, at der kan påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen.

Hvis den driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det derfor ikke fradrag, at udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af indkomstgrundlaget.

Et selskab fik fradrag for sagsomkostninger, som det havde afholdt på grund af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradraget blev indrømmet, fordi udgifterne havde til formål at sikre både tidligere opnået fortjeneste og muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Se UfR 1942, 335 HRD (Skandinavisk Grammofon).

Et vognmandsfirma betalte i forbindelse med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud på 175.000 kr. Efter foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen endeligt og blev ikke betalt tilbage, da fragtmanden udtrådte af fragtmandshallen. Beløbet blev betalt, for at selskabet kunne få en ny holdeplads til erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor man i forvejen drev virksomhed. Højesteret fandt, at formålet med at afholde udgiften i det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst, og udgiften blev derfor anset for en driftsomkostning, der kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se TfS 1987, 315 HRD.

En dyrlæge havde etableret nye klinikker i omegnen for at bevare sin indtjening i forbindelse med skærpet konkurrence. Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, som betalte dyrlægen et fast månedligt honorar for det arbejde, han udførte.

Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, fordi der efter foreningens vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte de betalte sagsomkostninger og bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr. Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, fordi de var afholdt for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se TfS 1988, 321 LSR.

Et selskab fik fradrag for udgiften til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand. Selskabets to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om betaling af gælden som betingelse for, at det nyligt indledte samarbejde kunne fortsætte. Betalingen af gælden blev anset for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning. Se UfR 1984, 90 HRD (TfS 1984, 2 H Segaltmøllens Brødfabrik A/S).

Et selskab fik fradrag for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen og for udgifter til ændringer af selskabets vedtægter, som var nødvendige for, at den hidtidige virksomhed kunne fortsætte. Højesterets begrundelse var, at børsnoteringen af selskabets aktier var af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for dets indtjeningsmuligheder, at udgiften måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning. Se UfR 1980, 712 HRD (Trælastkompagniet). Se ovenfor om udgifter til børsnotering.

I SKM2015.373.ØLR nægtedes et selskab driftsomkostningsfradrag for indkøb af rådgivningsydelser. Landsretten udtalte, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at indkøbet af rådgivningen blev iværksat som led i en sædvanlig overvejelse omkring driften af selskabet for at sikre det hidtidige indtjeningsgrundlag. Retten fandt på baggrund af en samlet vurdering, at rådgivningen overvejende havde til formål at tilgodese aktionærernes interesse i forbindelse med bestræbelserne på at sælge selskabet. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at selskabet før salget havde iværksat enkelte af de tiltag, som rådgivningen anbefalede, og som i øvrigt kunne gavne selskabet i den fremtidige drift uanset salget.

I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21. september 1987 havde fire melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed. Opkøbet skete, fordi den konkurrerende virksomheds tilstedeværelse på markedet i en kort periode havde udløst en priskrig, som medførte fald i møllernes indtjening. De fire møller købte virksomheden for at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra ejendommen. Det skete ved, at ejendommen blev pålagt en servitut. Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter solgt, og de fire møller led på den måde et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte det daværende Statsskattedirektorats indstilling om, at omkostningerne ved servitutten (tabet) var fradragsberettigede. 

Fradrag efter andre bestemmelser

Anlægs-/etableringsbetragtningen i statsskatteloven er i et vist omfang blevet modificeret i senere særlovgivning. Se

  • LL § 8 N om erhvervsmæssige lønudgifter mv. Se afsnit C.C.2.2.2.1.
  • LL § 8, stk. 1, om rejser og reklameudgifter, som afholdes for at opnå salg af varer og tjenesteydelser. Disse udgifter kan trækkes fra, selv om de fx skulle have karakter af etableringsudgifter. Se afsnit C.C.2.2.2.5.
  • LL § 8, stk. 3, om stiftelsesomkostninger og provisioner ved lånoptagelse. Se afsnit C.A.11.2.3.1 Provisioner, låneafgifter og kautionsforsikringer
  • LL § 8 B om forsøgs- og forskningsudgifter. Se afsnit C.C.2.2.2.20.
  • AL § 43 om tilslutningsafgifter. Se afsnit C.C.2.4.5.5.

Ophævede bestemmelser om etablering og udvidelse

Visse udgifter til

  • markedsundersøgelser
  • advokat og revisor i forbindelse med etablering og udvidelse af virksomhed
  • gebyrer til den daværende Erhvervs- og Selskabsstyrelse

har til og med indkomståret 2009 været omfattet af særregler i de dagældende LL §§ 8 I og 8 J, jf. lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009. Disse regler var i medfør af overgangsregler i et vist omfang stadig gældende for indkomståret 2010. Reglerne er senest omtalt i LV Erhvervsdrivende 2010-2, afsnit E.A.2.1.4.1 og E.A.2.1.4.2.

LL § 8 I

LL § 8 I om visse udgifter til markedsundersøgelser er ophævet med virkning fra og med indkomståret 2010. Udgifter, som var omfattet af LL § 8 I, og som ville være fradragsberettigede ved etablering eller udvidelse af erhvervsvirksomheden i indkomståret 2009, kunne dog trækkes fra i indkomståret 2010, hvis etableringen eller udvidelsen af erhvervsvirksomheden først skete i 2010. Se lov nr. 525 af 12. juni 2009 om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love §§ 12, nr. 2, og 22, stk. 2 og 19.

Bestemmelsen er senest omtalt i LV Erhvervsdrivende 2010-2, afsnit E.A.2.1.4.1, men er derefter udgået af vejledningen. Højesteret har efterfølgende i dommen SKM2011.587.HR stadfæstet SKM2009.196.ØLR, som er omtalt i afsnittet.

LL § 8 J (tidligere ordlyd)

LL § 8 J om udgifter til advokat og revisor samt til gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. LL § 8 J som affattet i lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009 er ophævet med virkning fra og med indkomståret 2010.

Udgifter omfattet af LL § 8 J, som ville være fradragsberettigede ved etablering eller udvidelse af erhvervsvirksomheden i indkomståret 2009, kunne dog trækkes fra i indkomståret 2010, hvis etableringen eller udvidelsen af erhvervsvirksomheden først skete i 2010. Se lov nr. 525 af 12. juni 2009 om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love §§ 12, nr. 3, og 22, stk. 2 og 19.

Bestemmelsen omtales senest i LV Erhvervsdrivende 2010-2, afsnit E.A.2.1.4.2, men omtalen er herefter udgået af vejledningen. Der er dog efterfølgende afsagt en række domme og landsskatteretskendelser vedrørende bestemmelsen. Disse domme omtales senest i Ligningsvejledningen Erhvervsdrivende, 2012-1, afsnit E.A.2.1.4.2 LL § 8 J Udgifter til advokat og revisor - Ophævet.

En del af praksis om denne bestemmelse vedrører også SL § 6, stk. 1, litra a, eller bidrager i øvrigt til at fortolke statsskattelovens driftsomkostningsbegreb, fx afgrænsning af udgifter vedrørende formue, etablering og udvidelse af virksomhed, rette omkostningsbærer osv., og er derfor i et vist omfang stadig af betydning. Disse domme er derfor med i oversigten over afgørelser i dette afsnit. Se fx SKM2012.70.HR og SKM2013.104.LSR, SKM2011.602.HRSKM2007.773.HR og den tilsvarende dom i SKM2007.775.HR.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.1.5 Formueforvaltning om LL § 8 J i den formulering, som gælder fra og med 1. januar 2010.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:  

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2017.512.HR og SKM2017.513.HR

To bankers interne lønudgifter, der var afholdt i forbindelse med opkøb eller forsøg på opkøb af dele af andre banker, kunne ikke fradrages som driftsomkostninger.

Sagerne angik spørgsmålet, om to banker kunne fradrage udgifter til løn til egne medarbejdere i det omfang, de pågældende havde været beskæftiget med ban­kernes køb af hhv. fem filialer og aktiviteter i en bank samt forgæves bestræbelser på køb af dele af nogle andre banker.

Højesteret udtalte, at udgifter til udvidelse af en virksomhed ud over dens hidtidige rammer ikke kan fradrages som driftsomkostninger, men må anses som etablerings- eller anlægsudgif­ter, og at der ikke er grundlag for at antage, at lønudgifter altid skal anses som driftsomkost­ninger. Der skal derfor foretages en – eventuelt skønsmæssig – fordeling, hvis en medarbejder udfører både driftsopgaver og opgaver, der ikke angår virksomhedens drift, herunder hvis medarbejderen har været beskæftiget med udvidelse eller forsøg på udvidelse af virksomhe­den ud over dens hidtidige rammer.

Højesteret tiltrådte, at begge bankers køb og forsøg på køb af dele af andre banker var udtryk for en udvidelse eller forsøg på udvidelse af deres virksomheder ud over virksomhedernes hidti­dige rammer. De pågældende lønudgifter var derfor ikke fradragsberettigede driftsomkostnin­ger.

Der forelå ikke nogen fast administrativ praksis om fradragsret for lønudgifter til medarbejde­re, der har været beskæftiget med virksomhedskøb eller lignende. Skattemyndighederne var derfor ikke afskåret fra uden forudgående offentlig tilkendegivelse af nedsætte bankernes fra­drag for den del af lønudgifterne, som ikke var driftsomkostninger.

Dommene ændrer SKM2016.551.ØLR og SKM2016.569.ØLR.

Bemærk:

Som følge af dommene er der indført en ny bestemmelse, § 8 N. Bestemmelsen giver fradrag for den omhandlede type lønomkostninger med virkning fra og med indkomståret 2008.

Se afsnit C.C.2.2.2.1.

SKM2012.238.HR

Etablering. Udvidelse.
Et selskab manglede kapacitet til drift af kundernes it-systemer. Selskabet afholdt derfor udgifter til ingeniør- og arkitektbistand i forbindelse med planlægningen af et byggeri af et nyt driftscenter.
Da selskabet skiftede ejere, blev kapacitetsbehovet løst, og det planlagte byggeri opgivet.
Selskabet trak udgifterne fra som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Højesteret fandt, at udgifterne til ingeniør- og arkitektbistand ikke havde en sådan forbindelse til virksomhedens eksisterende drift, at de kunne anses for fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Fordi driftscentret ikke blev etableret og taget i brug, kunne udgifterne ikke afskrives, heller ikke efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2010.511.ØLR og SKM2008.615.LSR.

Principiel.

SKM2012.70.HR

Udvidelse af virksomhed
Sagen handlede bl.a. om, hvorvidt et holdingselskab var rette omkostningsbærer vedrørende rådgivningsudgifter på knap 2 mio. kr., som var afholdt af dets hollandske moderselskab.

Det hollandske moderselskab indgik en aftale med et sælgerselskab om køb af samtlige aktier i et driftsselskab. Forud for aftalen havde moderselskabet med bistand fra revisor og advokat foretaget bl.a. due diligence-undersøgelser af driftsselskabet.

Det fremgik af købsaftalen, at moderselskabet, uden samtykke fra sælgerselskabet, kunne overdrage sine rettigheder og forpligtelser efter købsaftalen til et datterselskab. Det var dog moderselskabets endelige ansvar, at alle forpligtelser efter købsaftalen blev overholdt. Moderselskabet kunne ikke frigøre sig for denne forpligtelse. Samme dag, som parterne bestemte, at aftalen om købet af driftsselskabet skulle gennemføres, købte moderselskabet et skuffeselskab og overdrog sine rettigheder og forpligtelser efter købsaftalen til selskabet, der blev holdingselskab for driftsselskabet.  Herefter lånte holdingselskabet midler hos moderselskabet til køb af driftsselskabet.

Højesteret fandt, at der reelt var tale om en udvidelse af det hollandske moderselskabs erhvervsvirksomhed, (og ikke af holdingselskabets virksomhed). Holdingselskabet havde derfor ikke fradragsret efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, stk. 1, for de rådgiverudgifter, som moderselskabet havde afholdt.

Der var ikke grundlag for at anse moderselskabets betaling af udgifterne som et midlertidigt udlæg afholdt for holdingselskabet. Udgifterne var afholdt i moderselskabets egen interesse med henblik på køb af en dansk erhvervsvirksomhed.

Dommen stadfæster SKM2010.458.VLR, men med anden begrundelse.

SKM2011.602.HR

Formueudgifter. Indskrænkning. Børsnotering.
Sagen vedrørte udgifter til advokater og revisorer, investeringsbanker, prospektskrivning, ejendomsopmåling mv., som var afholdt med henblik på en grenspaltning. Det indskydende selskab, A, beholdt en division af virksomheden. En anden division blev overført til et nystiftet selskab, B. I forbindelse med børsnotering af det nye selskab solgte selskabet A nogle aktier i dette.

Landsretten udtalte at selskabet A´s udgifter til spaltning af selskabet A, til børsnotering af selskabet B og til selskabet A´s salg af aktier i B ikke havde en sådan tilknytning til selskabernes drift - dvs. til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten - at udgifterne kunne anses som driftsomkostninger, der kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet fik heller ikke medhold i, at udgifterne kunne afskrives efter SL § 6 a. Selskabet B blev desuden tilskudsbeskattet af udgiften til selskabets børsnotering og halvdelen af de øvrige udgifter, som selskabet A havde afholdt, idet selskabet B blev anset for rette omkostningsbærer.

Højesteret udtalte, at der ikke var tale om udgifter vedrørende driften, herunder dennes rationalisering, men udgifter vedrørende en ændring af selskabsstruktur, børsnotering og aktiesalg. Højesteret fandt derfor, at udgifterne ikke var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne kunne heller ikke fratrækkes efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, idet der ved spaltningen ikke var sket en udvidelse, men en indskrænkning, af virksomheden.

Dommen stadfæster SKM2010.151.ØLR.

SKM2009.271.HR

Bonus. Formueudgift.
Et selskab kunne ikke trække bonusudbetalinger fra som driftsomkostning. I forbindelse med salg af selskabet blev der indgået en aftale med selskabets to direktører om, at de, hvis selskabet blev solgt, ville få en bonus beregnet efter salgsprisen. Direktørernes krav på bonus var betinget af, at der skete et endeligt salg af selskabet, og af, at direktørerne hver især fortsat var ansat på salgstidspunktet.
Den udbetalte bonus havde derfor ikke den tilknytning til selskabernes drift, dvs. til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten - der må kræves for, at udgiften kan anses som en driftsomkostning, der er omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2007.534.VLR (tidligere instans SKM2005.482.LSR).

Se også SKM2014.192.ØLR, hvor et selskab tog bekræftende til genmæle over for Skatteministeriets påstand. (Refereres ikke her.) 

SKM2008.967.HR

Etableringsudgift.
Højesteret anså et kommanditselskabs udgift til honorar til udbyderen af et anpartsprojekt, som en etableringsudgift for kommanditselskabet. 

Dommen stadfæster SKM2005.450.VLR.

Afgørelsen er nærmere omtalt under C.C.2.4.4.3 Afskrivningsgrundlag, bygninger og installationer.

SKM2007.775.HR

Udvidelse ved køb af bestemmende aktiepost.
Et selskab havde gjort gældende, at udgifter til advokat og revisor i forbindelse med erhvervelse af aktieposter i nogle selskaber kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a. Begrundelsen var, at udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, fordi opkøbene var nødvendige for at selskabet kunne fastholde sin position hos selskabets kunder og dermed sin løbende indkomst. Højesteret fandt imidlertid, at der ved erhvervelsen af de bestemmende aktieposter skete en udvidelse af den bestående virksomhed ud over dens hidtidige rammer. Der var derfor ikke fradragsret for udgifterne til advokat og revisor efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne blev i stedet anset for at være omfattet af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

Principiel.

Dommen ændrer SKM2006.240.ØLR.

Se den tilsvarende dom i SKM2007.773.HR.

SKM2005.198.HR

Driftsomkostning. Ikke formueudgift.
Et selskab fik fradrag for en udgift til ekstern vurdering af en udlejningsejendom efter SL § 6, stk. 1, litra a. Vurderingen var foretaget til brug for selskabets årsregnskab. Højesteret henviste til, at udgifter til udarbejdelse af årsregnskab er driftsomkostninger, og fastslog, at dette som udgangspunkt også gælder udgifter til rådgivning i forbindelse med udarbejdelsen af regnskabet.

Hverken det forhold, at vurderingen vedrørte et anlægsaktiv, eller det forhold, at det foreslåede regnskabsprincip ikke var nødvendigt, kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om fradragsret.

Dommen ændrer SKM2003.28.ØLR.

SKM2002.155.HR

Etableringsudgift.
Et kommanditselskab kunne ikke trække vederlag i forbindelse med køb af virksomhed fra.

Et kommanditselskab, K/S A, ønskede at ansætte tre personer, som var ansat i K/S B. De tre personer havde påtaget sig en konkurrenceklausul over for K/S B. Det blev aftalt, at kommanditselskabet skulle overtage virksomheden fra K/S B, og at de tre personer på den måde blev frigjort fra konkurrenceklausulen og kunne arbejde for K/S A.

K/S A betalte i den forbindelse et vederlag på 1,4 mio. kr., som var betegnet goodwill, til K/S B. K/S B havde ikke fraskrevet sig retten til at konkurrere på markedet.

Landsskatteretten fandt, at vederlaget var betaling for, at K/S B ikke påberåbte sig konkurrenceklausulerne. Landsretten afviste desuden, at vederlaget var knyttet til afståelse af kundekreds eller lignende (goodwill). På den baggrund fastslog landsretten, at vederlaget udgjorde en etableringsudgift og ikke en fradragsberettiget driftsudgift. Dommen blev stadfæstet af Højesteret.

TfS 1987, 315 HRD

Sikring af indkomstgrundlaget.
Et vognmandsfirma betalte i forbindelse med indmeldelse i Københavns Fragtmandshaller et indskud i fragtmandshallen på 175.000 kr. Efter foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen endeligt og skulle ikke betales tilbage, når fragtmanden udtrådte af fragtmandshallen. Beløbet blev betalt, for at selskabet kunne få en ny holdeplads til erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor man i forvejen drev virksomhed.

Højesteret fandt, at formålet med at afholde udgiften i det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst, og udgiften blev herefter anset for en driftsomkostning, der kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

(For Højesteret var der ikke nedlagt påstand om fradrag for indskuddet i afholdelsesåret. For landsretten var der nedlagt påstand om afskrivning efter dagældende LOSI § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 5. Det blev afvist, fordi selskabet ikke erhvervede en rettighed af økonomisk værdi.)

(Carl Jacobsen)

Principiel.

UfR 1984, 90 HRD

Sikring af indkomstgrundlaget.
Et selskab fik fradrag for udgiften til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand. Selskabets to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om, at gælden blev betalt, som betingelse for, at det nyligt indledte samarbejde kunne fortsætte. Betalingen af gælden ansås for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.

(Segaltmøllens Brødfabrik A/S)

UfR 1980, 712 HRD

Sikring af indkomstgrundlaget.
Et selskab fik fradrag for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen og for udgifter til ændringer af selskabets vedtægter, som var nødvendige for, at den hidtidige virksomhed kunne fortsætte.
Højesterets begrundelse var, at børsnoteringen af selskabets aktier var af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for dets indtjeningsmuligheder, at udgiften måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.

(Trælastkompagniet)

Principiel.

UfR 1942, 335 HRD

Sikring af tidligere fortjeneste og fremtidig fortjeneste.
Sagen vedrørte fradrag for sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradraget blev indrømmet, fordi udgifterne havde til formål at sikre både tidligere opnået fortjeneste og muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det var uden afgørende betydning for fradraget, at selskabet tabte den underliggende retssag, og at udgifterne var afholdt forgæves.

(Skandinavisk Grammofon)

Principiel.

Landsretsdomme

SKM2015.373.ØLR

Rådgiverudgifter - salg af selskab 

Spørgsmålet var, om et selskab havde driftsomkostningsfradrag for indkøb af rådgivningsydelser. 

Landsretten udtalte, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at indkøbet af rådgivningen blev iværksat som led i en sædvanlig overvejelse omkring driften af selskabet for at sikre det hidtidige indtjeningsgrundlag. 

Retten fandt på baggrund af en samlet vurdering, at rådgivningen overvejende havde til formål at tilgodese aktionærernes interesse i forbindelse med bestræbelserne på at sælge selskabet. 

Derfor havde selskabet ikke fradragsret for rådgiverudgifterne i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a. 

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at selskabet før salget havde iværksat enkelte af de tiltag, som rådgivningen anbefalede, og som i øvrigt kunne gavne selskabet i den fremtidige drift uanset salget

SKM2013.557.ØLR Bonus. Børsretlige forpligtelser.

Et selskab ønskede fradragsret jf. SL § § 6, stk. 1, litra a, for udgifter til

  • bonus til visse medarbejdere samt
  • omkostninger til et antal rådgivere.

Samtlige udgifter var afholdt som konsekvens af et tilbud udefra om overtagelse af aktierne i selskabet.

Landsretten fandt, at dette tilbud måtte anses for rettet mod selskabets aktionærer.

En del af indsatsen fra selskabets medarbejdere og rådgivernes side blev brugt på - i aktionærernes interesse - at opnå den bedst mulige pris for aktierne. Udgifterne blev dog også brugt på at overholde selskabets børsretlige forpligtelser, herunder forpligtelsen til at udarbejde en redegørelse til selskabets aktionærer om overtagelsestilbuddets fordele og ulemper.

Landsretten fastslog desuden, at de udgifter, der var afholdt for, at selskabet kunne overholde dets børsretlige forpligtelser i anledning af overtagelsestilbuddet, ikke kunne anses for udgifter, der vedrørte driften. Omkostningerne var derfor ikke fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a, uanset om der måtte være en driftsmæssig fordel knyttet til børsnoteringen. Landsretten afviste i den forbindelse, at de afholdte udgifter havde karakter af en årligt tilbagevendende afgift (noteringsafgift) svarende til den, som Højesteret i UfR 1980, 712 HRD tillod fradrag for.

Landsretten fandt ikke,

  • at selskabet havde godtgjort, at udgifterne til bonus havde den fornødne tilknytning til selskabets drift, og ikke til salget af aktierne i selskabet. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at bonus ville blive udbetalt, uanset om selskabet blev solgt. Landsretten afviste i den forbindelse selskabets anbringende om, at Skatteministeriet var bundet af en angivelse i Ligningsvejledningen fra 2005 af, at alle erhvervsmæssigt betingede lønudgifter kunne fradrages
  • at selskabet havde godtgjort, at de afholdte rådgiverudgifter, havde den fornødne tilknytning til selskabets drift. Der var derfor ikke fradrag for udgifterne efter SL § 6, stk. 1, litra a, hvilket gjaldt, uanset om en del af det udførte arbejde også ville kunne anvendes ved selskabets fremtidige drift.
SKM2013.152.VLR Etablering.
Et selskab A/S ønskede fradrag for bl.a. konsulentydelser, som selskabet oplyste var afholdt, fordi man ønskede at flytte produktionen til Østeuropa.

Retten fandt, at udgifterne snarere var afholdt i forbindelse med aktionærernes etablering af et selvstændigt selskab og ikke som en driftsomkostning for selskabet A/S. Der blev derfor nægtet fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2011.689.BR (og SKM2011.690.BR, SKM2011.691.BR, samt SKM2011.692.BR, der omtales andre steder).

SKM2012.278.ØLR

Fratrædelsesgodtgørelse, der trådte i stedet for udbetaling af bonus i opsigelsesperioden, kunne ikke trækkes fra.
I afgørelsen blev der henset til, at bonussen blev beregnet som en procentdel af den ikke skattepligtige aktieavance, som salget af datterselskaber indbragte. Denne måde at beregne bonus på, indicerer, at fratrædelsesgodtgørelsen ligesom den bonus, den træder i stedet for, blev givet for at sælge datterselskaber, og derved vedrører selskabets formue og ikke dets drift.

SKM2010.367.ØLR

Formueudgift.
Sagen vedrørte fradrag for udgifter til granskning og retsafgift. Fonden kunne ikke fratrække udgifter til granskningen samt udgifter til retsafgiften i erstatningssagen mod medlemmerne af fondens bestyrelse. Landsretten lagde til grund, at granskningen vedrørte anlægsformuen og ikke de driftsmæssige aktiviteter i fonden.

Dommen stadfæster SKM2007.892.LSR.

SKM2010.199.ØLR

Formueudgift.
Udgifter til konsulentarbejde, som var forbundet med salg af datterselskabsaktier kunne ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne var afholdt i forbindelse med selskabets indskrænkning af forretningsaktiviteter og vedrørte derfor selskabets indkomstgrundlag og ikke den løbende indkomsterhvervelse.

Dommen stadfæster byrettens ikke offentliggjorte dom. (Tidligere instans SKM2007.469.LSR).

SKM2009.555.ØLR

Bonus.
Et selskab ønskede fradrag for tantieme og bonus, som var udbetalt til selskabets direktør og medarbejdere vedrørende salg af aktier og en koncernintern overdragelse af aktivitet.

Landsretten udtalte, at sammenhængen mellem "den skattepligtige indkomst" og "indkomsten" i SL § 6, stk. 1, litra a, indebærer, at det er en betingelse for fradragsretten, at driftsomkostningerne er afholdt for at opnå skattepligtig indkomst, jf. SL § 4.

Udgifterne til bonus/tantieme havde ikke den nødvendige sammenhæng med selskabets løbende indkomsterhvervelse men måtte derimod anses for at være afholdt for at sikre den del af selskabets formue, der kunne afhændes skattefrit efter SL § 5. Udgiften kunne derfor ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Den bonus, der var udbetalt i forbindelse med den koncerninterne overdragelse af aktivitet, kunne ikke trækkes fra, fordi selskabet ikke var rette omkostningsbærer af udgiften.

Udgifter til advokat- og revisorbistand kunne heller ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi de var relateret til en indskrænkning af selskabets virksomhed og derfor ikke havde karakter af udgifter til løbende administration af skattepligtig investering. 

Appelleret til Højesteret af selskabet, men efterfølgende hævet.

Tidligere instans SKM2008.142.LSR.

SKM2008.719.ØLR

Udvidelse. Ikke formueforvaltning.
En telekommunikationsvirksomhed havde afholdt udgifter til både eksterne rådgivere og egne medarbejderes rejser og ophold i forbindelse med dels faktiske køb af aktier, dels ikke gennemførte køb af aktier. Skatteyderen købte og forsøgte at købe både majoritetsaktieposter og minoritetsaktieposter i de undersøgte selskaber. Skatteyderen mente, at udgifterne kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a, som formueforvaltningsudgifter.

Landsretten lagde til grund, at skatteyderens udgifter var led i skatteyderens ønske om at fastholde og udbygge sin position på telemarkedet og skabe fortsat vækst i form af opbygning af en international forretning.

Videre fandt landsretten, at en del af udgifterne var anvendt til advokat- og revisorbistand og ikke til fx investeringsrådgivning. Efter forklaringerne lagde landsretten til grund, at virksomheden ikke ved opkøbene havde fokuseret på, hvordan man kunne komme ud af selskaberne igen. Investeringerne var derfor ikke kun et led i kapitalanbringelse, men udtryk for langsigtede investeringer med henblik på udvidelse af skatteyderens virksomhed, herunder i form af etablering af udenlandske aktiviteter. Derfor var de afholdte udgifter ikke formueforvaltningsudgifter som led i en aktiv kapitalforvaltning i form af venture-investeringer. Udgifterne var derimod afholdt som led i udvidelse af skatteyderens bestående virksomhed. Der var derfor ikke fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Se afsnit C.C.2.2.1.5 om udgifter til formueforvaltning.

SKM2008.651.VLR

Udvidelse.
En kommanditist havde ført en voldgiftssag mod kommanditselskabet for at få omgjort en generalforsamlingsbeslutning om, at selskabet skulle erhverve en udlejningsejendom. Retten fandt, at voldgiftssagen derfor vedrørte spørgsmålet om kommanditselskabets erhvervelse af et nyt aktiv med henblik på udvidelse af kommanditselskabets erhvervsmæssige aktiviteter.

Omkostningerne havde derfor ikke sådan direkte og sædvanlig forbindelse til sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse, at de kunne fratrækkes jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Da udgifterne var afholdt, for at hindre købet af ejendommen, kunne kommanditistens udgifter til advokat heller ikke fratrækkes efter den dagældende LL § 8 J.

Dommen stadfæster SKM2008.2.BR.

SKM2006.13.ØLR

Formueudgift. Indskrænkning.
Et selskabs advokat- og revisorudgifter i forbindelse med en større omstrukturering af virksomheden kunne hverken fratrækkes efter SL § 6 a, stk. 1, litra a, som en sædvanlig driftsomkostning eller efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. Landsretten henviste til, at udgifterne var afholdt i forbindelse med selskabets indskrænkning af forretningsaktiviteter, og at udgifterne derfor vedrørte selskabets indkomstgrundlag og ikke den løbende indkomsterhvervelse.

TfS 1994, 296 ØLD

Etablering. Indskud.
Landsretten fandt, at en taxachaufførs udgift til indskud i taxavognmændenes økonomiske forening i forbindelse med etablering som selvstændig vognmand, var en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift.

TfS 1990, 422 ØLD

Udvidelse.
Et grovvareselskab kunne ikke fratrække udgifter til kreditprovisioner og stempel ved låneoptagelse, fordi udgifterne i det væsentligste havde tjent til forbedring af selskabets indtægtsgrundlag. Udgifterne kunne heller ikke trækkes fra efter LL § 8, stk. 3, litra c.

Byretsdomme

SKM2013.554.BR

Ikke udvidelse af virksomhed.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvilke udgifter der i forbindelse med et kapitalfondsopkøb kunne fradrages i medfør af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

Landsskatteretten havde fastslået, at sagsøgte i vidt omfang ikke var berettiget til at fradrage advokat- og revisorudgifter, idet disse fandtes at være afholdt over for kapitalfondsforvalterne. Landsskatteretten tillod dog fradrag for enkelte udgiftsposter. Landsskatterettens kendelse efterlod på dette punkt tvivl om, hvilke udgifter, der i en kapitalfondssag kunne henføres til investeringsprojektet og dermed bl.a. om, hvilke udgifter der var fradragsberettigede i henhold til den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse på dette punkt for domstolene. Skatteministeriet gjorde til støtte for synspunktet om manglende fradragsret gældende, at der var tale om ikke fradragsberettigede projektomkostninger. Skatteministeriet gjorde endvidere gældende, at sagsøgte ikke havde udvidet sin virksomhed, samt at der var tale om omkostninger til rådgivning om finansiering, der ikke kunne fradrages efter LL § 8 J. Endelig gjorde Skatteministeriet gældende, at sagsøgte ikke havde afholdt nogen advokat- og revisorudgifter.

Sagsøgte tog bekræftende til genmæle over for Skatteministeriets påstand efter sagens anlæg.

SKM2010.196.BR

Formueudgift.
En udgift til fogedretsbistand blev ikke anset for at vedrøre indkomsterhvervelsen, men måtte tværtimod anses som en formueudgift, der ikke kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretskendelser - og afgørelser

SKM2014.815.LSR

Udvidelse af virksomhed.

I forbindelse med udbygningen af en lystbådehavn var det nødvendigt at etablere et vejkryds for at undgå trafikable problemer som følge af, at vinteroplægningspladsen for lystbåde blev flyttet.

Kommunen etablerede derfor det pågældende vejkryds og videresendte i overensstemmelse med vejlovgivningen fakturaen til det  selskab, der drev lystbådehavnen.

Selskabets betaling til kommunen kunne ikke fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a, da det ikke kunne anses for godtgjort, at der ved udbygningen af lystbådehavnen ikke også skete en udvidelse af selskabets hidtidige virksomhed ud over, hvad der var nødvendigt for blot at sikre det eksisterende indkomstgrundlag.

Sagens spørgsmål 3.

SKM2014.731.LSR

Løn. Formueudgift.

Et selskabs udgifter, der var afholdt i forbindelse med en voldgiftssag om køb af aktier og køb af varemærke, kunne ikke fratrækkes som driftsomkostninger.

De ansatte personer, som varetog selskabets interesser i voldgiftssagen, fik ikke ekstra betaling for deres arbejde med voldgiftssagen, og de lønudgifter, som selskabet har allokeret til voldgiftssagen, udgjorde kun en mindre del af den samlede løn, som selskabet i indkomståret udbetalte til de omhandlede medarbejdere.

Landsskatteretten var enig med selskabet i, at erhvervsmæssigt betingede lønudgifter i almindelighed vil kunne fratrækkes, idet der heri ligger en forudsætning om, at udgifterne er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomst. Denne formodning kan dog afkræftes i det enkelte tilfælde.

Den del af lønnen, der var afholdt í forbindelse med varetagelse af selskabets interesser i en voldgiftssagen, der drejede sig om sikring af selskabets formue, var ikke medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets løbende skattepligtige indkomst i indkomståret, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten udtalte, at indholdet i ligningsvejledningen for 2008 ikke førte til, at de omhandlede lønudgifter til varetagelse af selskabets interesser i voldgiftssagen kunne fratrækkes som driftsomkostninger. En lønkrone, der er anvendt af hensyn til formuen, har ikke samtidigt tjent til erhvervelsen, sikringen og vedligeholdelsen af den løbende indkomst i året.

 

SKM2013.104.LSR

Ikke udvidelse af virksomhed
Et A/S ønskede at skifte ejere og inviterede derfor en række potentielle investorer til at afgive købstilbud på selskabets aktier. Blandt investorerne var 2 kapitalfonde, som var repræsenteret ved én kapitalfondsforvalter.

Kapitalfondsforvalteren indgik aftaler med forskellige rådgivere og fik banktilsagn om en kortfristet og langfristet finansiering af aktieopkøbet. Kapitalfondsforvalteren fik en eksklusivitetsaftale med A/S' ledelse. Af såvel det indikative som det endelige købstilbud fremgik, at opkøbet skulle ske gennem et til lejligheden stiftet selskab, H1 A/S.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at aktieerhvervelsen kunne sidestilles med køb i henhold til en "eller ordre klausul", som det var tilfældet i SKM2012.70.HR, og at der reelt var tale om, at det var kapitalfondenes virksomhed, der blev udvidet.

Det nystiftede selskab, H1 A/S (hvis virksomhed ikke var udvidet), kunne derfor ikke trække de bestridte advokat- og revisorudgifter fra efter den dagældende LL § 8 J, stk. 1. Udgifterne kunne heller ikke lægges til selskabets anskaffelsessum for aktierne.

Se også SKM2013.554.BR ovenfor og SKM2013.105.LSR, SKM2013.668.LSR og
SKM2014.292.LSR (der ikke er refereret her). 

SKM2012.507.LSR

Bonus
Selskabet H4 A/S afholdt i 2005 udgifter til særlige bonusser til en række ansatte i anledning af, at H4 A/S skiftede ejerkreds. Beløbet blev fratrukket som lønudgifter. SKAT godkendte ikke fradrag for lønudgifterne, idet SKAT ikke fandt, at der forelå en fornøden sammenhæng med selskabets indkomstskabende aktiviteter. SKAT henviste til, at bonusserne var foranlediget af en forestående ændring af selskabets ejerkreds samt, at bonusserne kun kunne udløses, hvis en sådan begivenhed indtraf. Udgifterne tog derfor i udpræget grad sigte på at værne om selskabets værdi i modsætning til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, idet retten fandt, at udgifterne til bonusserne ikke havde haft en sådan tilknytning til selskabets drift, at udgifterne kunne fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne blev anset for at være afholdt i aktionærernes interesse.

SKM2010.660.LSR

Udvidelse af virksomhed.
Et selskab kunne trække udgifter til advokat og revisor fra efter den dagældende ligningslovs § 8 J om udgifter ved udvidelse af virksomhed. Der forelå en udvidelse af et selskabs bestående erhvervsvirksomhed, selvom selskabet kun fik en ejerandel på 50 pct. i et tysk kommanditselskab.

SKM2010.156.LSR

Bonus. Ikke formueudgift, men udgift vedrørende den løbende drift.
Et selskab påtænkte at udbetale et særligt vederlag (bonus) til sine navngivne, men ikke ledende medarbejdere i form af såkaldte fantomaktier uden aktionærers sædvanlige rettigheder.

På den måde ville selskabet i et vist omfang sidestille sine medarbejdere med selskabets aktionærer, så ejere af fantomaktierne modtog "udbytte" under nærmere anførte betingelser, herunder at der blev udloddet udbytte til de rigtige aktionærer, eller, at selskabets aktier blev solgt.

Skatterådet bekræftede bl.a., at selskabet havde fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a, for udgiften til bonusbeløb i det indkomstår, hvor beslutningen om at udlodde udbytte blev truffet. Fradragsretten forudsatte dog, at udgifterne ikke kunne henføres til konkrete salgsbestræbelser med hensyn til selskabets aktier.

Skatterådet fandt derimod ikke, at selskabet havde fradrag for udgift til bonusbeløb, som blev udløst af, at aktierne i selskabet blev solgt.

Landsskatteretten ændrede denne del af besvarelsen, så selskabet også ville have fradrag, hvis bonussen blev udløst af salg af aktierne.

Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at bonusaftalerne blev indgået i forbindelse med en enkelt investors indtræden i selskabet, og at den hidtidige medarbejderaktieordning ophørte.

I øvrigt henså Landsskatteretten til, at bonusaftalerne ikke blev indgået i forbindelse med bestræbelser på salg af selskabet, at bestemmelsen om bonusudbetaling ved salg måtte anses for at skulle udligne den vilkårlighed, der lå i, at den løbende bonusudbetaling skulle være knyttet til udbytteudlodningen, og at en tilsvarende bonusudbetaling skulle foretages, hvis medarbejderen fratrådte. Derfor fandt retten, at også udgifterne til bonus, som var udbetalt i forbindelse med salg af selskabet, skulle belønne medarbejdernes løbende arbejdsindsats i virksomheden. Udgifterne var derfor knyttet til selskabets løbende drift. Landsskatteretten understreger i sin afgørelse, at denne er konkret.

Kendelsen ændrer SKM2008.709.SR.

SKM2007.468.LSR

Etablering.
En kommanditist kunne ikke fratrække sin andel af en udgift til et rådgivningshonorar. Udgiften vedrørte rådgivning før kommanditselskabets etablering og måtte derfor betragtes som en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift.

SKM2007.384.LSR

Formueudgift.
Et selskab ønskede fradrag for en række udgifter til egenfremstilling af anlægsaktiver. Landsskatteretten lagde til grund, at udgifterne vedrørte fremstilling af aktiver, der indgik i selskabets anlægsformue, ikke omsætningsformuen. Udgifterne til de pågældende anlæg ville derfor som udgangspunkt ikke være driftsomkostninger omfattet af fradragsretten efter SL § 6 a, men måtte anses for formueudgifter.

Afholdelsen af udgifterne havde været en forudsætning for, at de pågældende aktiver kunne blive færdiggjort i et sådant omfang, at de kunne anvendes som driftsmidler i virksomheden. Udgifterne kunne derfor tillægges den afskrivningsberettigede saldoværdi for driftsmidler anskaffet i årets løb.

SKM2005.428.LSR

Udgift vedrørende kapitalgrundlaget.
Sagen vedrørte et selskabs udgift til fairness opinion i anledning af, at der var blevet afgivet et købstilbud på aktier i selskabet.

Efter bekendtgørelse nr. 827 af 10. november 1999 skal bestyrelsen i et børsnoteret selskab afgive udtalelse om, hvorvidt den tilbudte kurs er rimelig over for aktionærerne. Til brug for denne redegørelse valgte bestyrelsen i selskabet at indhente en ekstern ekspertvurdering i form af en fairness opinion, og selskabet foretog fradrag for udgiften på 2 mio. kr.

Landsskatteretten, fandt, at udgiften kunne henføres til selskabets kapitalgrundlag, fordi der blev foretaget en vurdering af markedsprisen for selskabets aktier. Udgiften var derfor ikke fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a. 

TfS 1996, 555 LSR

Etableringsudgift.
Udgiften i forbindelse med konvertering af et udenlandsk flycertifikat kunne ikke trækkes fra. Landsretten fandt, at udgiften var afholdt for at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, og at den derfor var en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift.

TfS 1988, 321 LSR

Sikring af indkomstgrundlaget.
En dyrlæge havde etableret nye klinikker i omegnen for at bevare sin indtjening i forbindelse med skærpet konkurrence. Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, som betalte dyrlægen et fast månedligt honorar for det arbejde, han udførte.

Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, fordi der efter foreningens vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte fradrag for de betalte sagsomkostninger og bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr.

Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, fordi de var afholdt for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag.

Se afsnit C.C.2.2.2.17 om fradrag for udgifter til bøder mv.

Skatterådet

SKM2009.508.SR

Etableringsomkostninger. Skatterådet blev spurgt, om der var fradrag for udgifter til udarbejdelse af et konceptudviklingsprojekt, hvortil der var ydet tilskud fra en fond.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udgifterne kunne trækkes fra som driftsomkostninger, fordi rådet fandt, at der var tale om etableringsomkostninger. Skatterådet fandt derimod, at en del af udgifterne kunne fradrages efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 I, og at en del af udgifterne kunne afskrives som forbedring på bygninger. Skatterådet bekræftede endelig, at tilskuddet var skattepligtigt.

SKM2008.957.SR

Bonus
Bindende svar om et selskabs fradrag for bonus til henholdsvis en salgsdirektør og selskabets administrerende direktør i tilfælde af salg af selskabets aktier eller driftsaktiviteter.

Det var i forespørgslen forudsat, at bonusaftalen blev indgået på et tidspunkt, hvor der ikke var aktuelle planer om salg.

Skatterådet nægtede fradrag under henvisning til ovennævnte SKM2008.142.LSR (nu SKM2009.555.ØLR) og SKM2007.534.VLR (nu stadfæstet ved SKM2009.271.HR).

For så vidt angår bonus for salg af driftsaktiviteten afvistes spørgsmålet.

Rådet nægtede desuden selskabet fradrag for bonus i anledning af salg af de holdingselskaber, der ejede koncernen og en søsterkoncern, samt i tilfælde af salg af nogle selskaber i søsterkoncernen. Fradraget blev nægtet, allerede fordi selskabet ikke var rette omkostningsbærer.

Der blev også nægtet fradrag for bonusudgiften i tilfælde af, at denne blev fastsat som en kombinationsbonus, der også var afhængig af ansættelsesperioden, og i tilfælde af, at bonusbeløbet var fastsat på forhånd.

Se tilsvarende SKM2008.956.SR.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter