Dato for udgivelse
05 Nov 2012 14:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 Oct 2012 13:49
SKM-nummer
SKM2012.620.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-0164979
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Hædersgaver
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Weekendavisens Litteraturpris er skattefri for modtageren, idet prisen udbetales som led i en konkurrence og dermed gives for et bestemt værk. Der er således ikke tale om en anerkendelse af modtagerens samlede forfatterskab.

Hjemmel

Statsskatteloven § 4

Reference(r)

Statsskatteloven § 4
Ligningsloven § 7 O
Ligningsloven § 7, nr. 19

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2, afsnit C.A.6.3.4.


Spørgsmål:

  1. Er Weekendavisens Litteraturpris skattefri for modtageren?

Svar:

  1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgsmålet vedrører Weekendavisens Litteraturpris som skænkes af Den Berlingske Fond. Fonden uddeler 100.000 kr. til vinderen.

Udvælgelsesproceduren er således:

Redaktionen nominerer på baggrund af årets anmeldelser ti kandidater, skønlitterære som faglitterære, og anmelderne motiverer udvælgelsen i avisen. Herefter får læserne i ugerne op til årsskiftet mulighed for at stemme på den foretrukne kandidat ved hjælp af stemmesedlen i bogsektionen.

Det er altså årets udbud af dansksprogede bøger, anmeldernes modtagelse af værkerne samt læsernes opfattelse af bøgerne, der afgør valget af prismodtager. Litteraturprisens formål er slet og ret en hyldest til gode bøger - i håbet om at øge opmærksomheden om dem.

Spørgsmålet er derfor om der bliver tale om en skattefri hæderspris, når Den Berlingske Fond uddeler Weekendavisens Litteraturpris.

Spørger har supplerende oplyst, at ovenstående betyder, at omhandlet litteratur dermed gives for et bestemt bogværk. Spørger er dog i tvivl om, hvorvidt Weekendavisens Litteraturpris er sammenlignelig med BG Banks Litteraturpris og dermed skattefri som det foreligger oplyst for spørger.

Spørgers opfattelse og begrundelse

På baggrund af ovenstående er det derfor spørgers opfattelse, at når prisen gives for et bestemt bogværk må konsekvensen heraf være, at prisen bliver skattepligtig og dermed ikke omfattet af reglerne om skattefri hædersgaver.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, hvorvidt Weekendavisens Litteraturpris bliver skattepligtigt for modtagerne.

Lovgrundlag

Efter ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1, beskattes gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag ikke, forudsat at gaven alene er en anerkendelse af modtagerens fortjenester eller er ydet i anledning af modtagerens alvorlige sygdom eller tilskadekomst eller er ydet til personer, der har været udsat for en ulykke, forbrydelse eller katastrofe, eller til disse efterladte. Det er ligeledes en forudsætning, at gaven er oppebåret én gang for alle, og ikke har karakter af vederlag, samt at indsamlingen ikke er sket på modtagerens initiativ.

Efter ligningslovens § 7 O, nr. 1 beskattes følgende beløb efter stk. 2:

"... Skattepligtige personer skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne følgende indkomster efter reglerne i stk. 2:

1) Gave- og legatbeløb, der er ydet som et engangsbeløb af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lignende her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester, jf. dog § 7, nr. 19.

Efter ligningslovens § 7, nr. 19 beskattes hæderspriser, der udbetales i henhold til Nobelstiftelsens Grundstadgar eller ydes af mellemstatslige organisationer og institutioner, hvori Danmark deltager eller er medlem, når hædersprisen udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester ikke. Ligeledes gælder for hæderspriser, som ydes af offentlige midler, legater, kulturelle fonde og lign. samt af erhvervsvirksomheder her i landet eller i udlandet, når hædersprisen udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester. Det er en betingelse, at hædersprisen er ydet som et uansøgt engangsbeløb.

Praksis

I SKM2006.503.SR fandt Skatterådet, at en gave, som hidrørte fra indsamlede bidrag, var skattefri for modtageren efter reglerne i ligningslovens § 8, stk. 1, punkt. 1. Modtageren af gaven havde solgt en ejendom, der efterfølgende havde vist sig at være forurenet, og var blevet dømt til at give køberen et forholdsmæssig afslag på 800.000 kr. Skatterådet lagde ved afgørelsen til grund, at den pågældende gave kunne anses som en hædersgave i anledning af modtagerens indsats for at mindske den økonomiske byrde for nuværende og tidligere ejere af forurenede ejendomme.

I SKM2006.759.LSR fandt Landsskatteretten, at en hæderspris ydet til to danske arkitekter fra en dansk fond for skattefri efter ligningslovens § 7. nr. 19, om hæderslegater til kunstnere.

I SKM2007.292.LSR. En plakatkunstner modtog en præmie på 60.000 kr. i forbindelse med en udstilling. Præmien ansås for omfattet af ligningslovens § 7, nr. 19 og dermed skattefri.

I SKM2008.382.SR fandt Skatterådet, at en gave, som hidrørte fra indsamlede bidrag var skattefri for modtageren efter reglerne i ligningslovens § 7, stk. 1, pkt. 1, idet gaven alene havde karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester. Modtageren af gaven havde ydet en stor indsats med arbejdet for, at ændre reglerne for opholdstilladelse i Danmark.

I SKM2009.354.SR fandt Skatterådet, at en gave, som hidrører fra indsamlede bidrag er skattefri for modtageren efter reglerne i ligningslovens § 7, stk. 1, pkt. 1, idet gaven alene er ydet som en anerkendelse af modtagerens fortjenester.

Begrundelse

I nærværende sag er der utvivlsomt tale om en litteraturpris, der gives for et bestemt værk, idet nomineringen af bestemte bøger sker på baggrund af året boganmeldelser, hvorefter den endelige prisvinder findes ved en læserafstemning.

Det betyder, at prisen allerede af den grund vil ikke være omfattet af ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1 som indsamlede bidrag, der gives som anerkendelse af modtagernes fortjenester mv.

Prisen vil heller ikke være omfattet af den lempeligere beskatning i ligningslovens § 7 O, allerede fordi den omhandlede pris ikke udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester.

I Skatteministeriets juridiske vejledning, 2012-2, afsnit C.A.6.3.4 er der om skattefri hædersgaver i medfør af ligningslovens § 7, nr. 19 bl.a. anført følgende:

"... Hæderspriser der bliver udbetalt i henhold til Nobelstiftelsens Grundstadgar eller gives af mellemstatslige organisationer og institutioner, hvori Danmark deltager eller er medlem er skattefri når hædersprisen udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester..."

"... Hæderspriser som gives af offentlige midler, legater samt kulturelle fonde og lignende eller gives af erhvervsvirksomheder her i landet eller i udlandet

er skattefri, når hædersprisen udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester. Det er en betingelse, at hædersprisen er ydet som et uansøgt engangsbeløb..."

Videre anføres det, at:

"... Hæderspriser gives typisk til personer, som gennem en længere tidsperiode har været aktive eller gjort sig bemærket inden for genren. Det er op til virksomhederne, hvordan de vil markedsføre uddelingerne i relation til den pågældende kunstner, herunder om de fx vil fremhæve en bestemt bog, som kulminationen af hans virke. I sidste ende er det en konkret vurdering, hvorvidt der er tale om en skattefri hæderspris..."

I forarbejderne til ændring af bl.a. ligningsloven L 190, senere lov nr. 538 af 6. juni 2007, bemærkningernes pkt. 3.2. er det bl.a. anført, at

"... 3.2. Udvidelse af skattefriheden for hæderspriser til kunstnere

Lovforslaget udvider skattefriheden for kunstnere. I øjeblikket er kunstnere skattefri af hæderspriser, der er ydet af offentlige midler, legater samt kulturelle fonde og lignende. Ifølge lovforslaget skal kunstnere også være skattefri af hæderspriser, der er ydet af erhvervsvirksomheder. Ved at skabe mulighed for, at erhvervsvirksomheder også kan give skattefrie hæderspriser, kan virksomhederne forventes i højere grad end hidtil at inddrage kulturen i deres virke, da det kan have reklamemæssig værdi for erhvervsvirksomhederne at tildele en hæderspris til en kendt skabende eller udøvende kunstner.

For at der er tale om en skattefri hæderspris, skal prisen udelukkende være en anerkendelse af den pågældendes kunstneriske fortjenester.

Det vil ikke være en hæderspris i skattelovgivningens forstand, hvis hædersprisen på nogen måde erstatter et skattepligtigt vederlag, gave eller lignende. Der må således ikke ydes en skattefri hæderspris i stedet for at betale et skattepligtigt vederlag for et udført arbejde. Hvis en kunstner på tidspunktet for ydelsen af hædersprisen eller i nær tidsmæssig tilknytning hertil er ansat hos en erhvervsvirksomhed eller udfører et stykke kunstnerisk arbejde for en erhvervsvirksomhed uden at have fået, hvad der svarer til normal løn eller betaling herfor, vil det være en indikation af, at hædersprisen ikke udelukkende er en anerkendelse af den pågældendes kunstneriske arbejde. Det samme vil være tilfældet, hvis familiemæssige eller økonomiske relationer må antages at have spillet ind ved uddelingen.

Hæderspriser gives typisk til personer, som gennem en længere tidsperiode har været aktive eller gjort sig bemærket inden for genren. Dette er samtidig med til at sikre en vis kvalitet og faglighed. Det er op til virksomhederne, hvordan de vil markedsføre uddelingerne i relation til den pågældende kunstner, herunder om de f.eks. vil fremhæve en bestemt bog, som det sker ved BG Banks Litteraturpris. I sidste ende er det en konkret vurdering, hvorvidt der er tale om en skattefri hæderspris.

Ligesom for hæderspriser, der er ydet af offentlige midler, legater, kulturelle fonde og lignende, er det for hæderspriser, der er ydet af en erhvervsvirksomhed, en betingelse, at hædersprisen er ydet som et uansøgt engangsbeløb..."

For Weekendavisens Litteraturpris gælder, at den udbetales som led i en konkurrence, der indgår i avisens redaktionelle stof, således at der allerede af den grund ikke er tale om en hæderspris. Derudover er prisen givet for en bestemt bog og ikke som en anerkendelse af en forfatters samlede forfatterskab med fremhævelse af en bestemt bog. I modsætning hertil er fx BG Banks Litteraturpris, jf. ovenstående, der uddeles som en anerkendelse af en forfatteres samlede virke uagtet at en bestemt bog har været den udløsende faktor.

Efter Skatteministeriets opfattelse vil Weekendavisens Litteraturpris således ikke være skattefri i medfør af ligningslovens § 7, nr. 19.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.