Dato for udgivelse
05 Nov 2012 10:37
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
05 Nov 2012 10:37
SKM-nummer
SKM2012.615.SKAT
Myndighed
Skatteministeriet
Sagsnummer
12-0216709
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Afskrivninger, nedskrivninger, opgørelsesmåde, seniornedslag
Resumé

I styresignalet præciseres, at der kan tillades efterfølgende ændring af afskrivningssats efter afskrivningsloven, nedskrivningssats og opgørelsesmåde efter husdyrbeskatningsloven og opgørelsesmåde efter varelagerloven, hvis der ved selvangivelsen er anvendt en sats eller opgørelsesmåde, der afskærer den skattepligtige fra at udnytte reglerne om seniornedslag.

Hjemmel

Lov nr. 473 af 17/6 2008 om skattenedslag for seniorer med senere ændringer,
Lovbekendtgørelse nr. 919 af 2/12 1993 om den skattemæssige behandling af husdyrbesætninger med senere ændringer,
Lovbekendtgørelse nr. 918 af 2/12 1993 om skattemæssig opgørelse af varelagre m.v. med senere ændringer,
Lovbekendtgørelse nr. 1191 af 11/10 2007 om skattemæssige afskrivninger med senere ændringer,
Bekendtgørelse nr. 1287 af 13/12 2005 om efterfølgende af- og nedskrivninger m.v.

Reference(r)

Lov om seniornedslag § 2,
Husdyrbeskatningsloven § 5,
Varelagerloven § 7,
Afskrivningsloven § 52,
Bekendtgørelse om efterfølgende af- og nedskrivninger § 3.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-2, afsnit C.C.2.4.1.8.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-2, afsnit C.C.2.3.1.6.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-2, afsnit C.C.4.1.2.3


1. Generelt om tilladelse til efterfølgende af- og nedskrivninger

Efter fristen for indgivelse af selvangivelse har en skattepligtig ret til at ændre den selvangivne afskrivningssats efter afskrivningsloven, nedskrivningssats og opgørelsesmåde efter husdyrbeskatningsloven og opgørelsesmåde for varelagre m.v. ved at give meddelelse herom til SKAT senest 3 måneder efter udløbet af selvangivelsesfristens udløb, jf. henholdsvis afskrivningslovens § 52, stk. 1, husdyrbeskatningslovens § 5, stk. 1, og varelagerlovens § 7, stk. 1. Hvis den skattepligtige efter dette tidspunkt ønsker at ændre den selvangivne sats for af- og nedskrivninger og opgørelsesmåde, kræver dette tilladelse fra SKAT, jf. afskrivningslovens § 52, stk. 2, 1. pkt., husdyrbeskatningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt. og varelagerloven § 7, stk. 2, 1. pkt.

I medfør af afskrivningslovens § 52, stk. 2, 2. pkt., husdyrbeskatningslovens § 5, stk. 2, 2. pkt., og varelagerlovens § 7, stk. 2, 2. pkt., har Skatterådet i bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005 bl.a. fastsat nærmere regler for, hvornår der efter udløbet af 3-måneders-fristen kan opnås tilladelse til at foretage efterfølgende af- og nedskrivninger m.v.

Det følger af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, at der i de tilfælde, hvor SKAT ikke har ændret den selvangivne indkomst, og ansøgningen indgives senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, kan opnås tilladelse til efterfølgende af- og nedskrivninger, når der forelægger særlige omstændigheder.

2. Den aktuelle forespørgsel om seniornedslag

Skatteministerier er blevet spurgt, om det kan anses for en særlig omstændighed efter den nævnte bekendtgørelses § 3, stk. 1, at en skattepligtige ved en fejl eller forglemmelse ikke har taget hensyn til indkomstgrænsen i § 2 i lov nr. 473 af 17. juni 2008 om skattenedslag for seniorer.

3. Skatteministeriets opfattelse

Det må efter Skatteministeriets opfattelse anses for en åbenlys fejl ved udfærdigelsen af selvangivelsen, at den skattepligtige ikke har tilpasset sine af- og nedskrivninger og valg af opgørelsesmåde efter husdyrsbeskatningsloven og varelagerloven efter indkomstgrænsen i lov om skattenedslag for seniorer. Det er derfor Skatteministeriet opfattelse, at der foreligger en særlig omstændighed, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005. Ansøgninger, der er begrundet i dette forhold, bør således imødekommes, forudsat betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

4. Ophævelse

Dette styresignal vil blive indarbejdet i Den Juridiske Vejledning 2013-1 og ophæves derfor med virkning fra 1. februar 2013.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter