Dato for udgivelse
08 Oct 2012 15:35
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
29 May 2012 11:56
SKM-nummer
SKM2012.553.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 9-409/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Fjernvarme, forsyning, almennyttigt, boligbyggeri, tilslutningsbidrag
Resumé

På grund af manglende oplysning om, hvad tilslutningsbidrag til fjernvarme og kloak dækkede, havde Landsskatteretten ansat den fradragsberettigede andel skønsmæssigt. Ministeriet anerkendte, at det fulde tilslutningsbidrag til fjernvarme var fradragsberettiget i henhold til vurderingslovens § 17, fordi bidraget, på grundlag af oplysninger indhentet under retssagen, måtte anses for anvendt til dækning af værkets konkrete udgifter.

Retten lagde til grund, at størrelsen af kloaktilslutningsbidraget var fastsat uafhængigt af omkostningerne ved det pågældende anlæg, og at der derfor, uanset at omkostningerne ved anlægget oversteg tilslutningsbidraget, ikke var grundlag for at fastslå, at bidraget i et større omfang end skønnet var gået til dækning af udgifter, der specifikt vedrørte den pågældende ejendom. Ministeriets påstand blev derfor taget til følge.

Reference(r)
Vurderingsloven § 17
  
Henvisning
Vurderingsvejledningen 2012-2 C.3

Parter

H1
(Advokat Anne Bache)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af byretsdommer

Dorthe Petersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 7. marts 2011, vedrører spørgsmålet, om sagsøgeren har krav på fuldt fradrag efter vurderingslovens § 17 for varme og kloaktilslutningsbidrag i forbindelse med opførelse af almennyttigt byggeri i 2001/2002.

Sagsøgerens påstand er:

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøger ved vurderingen pr. 1. januar 2002, 1. januar 2003, 1. oktober 2003 og 1. oktober 2004 af ejendommen ...1 i henhold til vurderingslovens § 17 er berettiget til et fradrag i grundværdien for forbedringer for udgifter til tilslutningsafgifter til fjernvarme og kloak med i alt 416.630 kr.

Subsidiær påstand

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren ved vurderingen pr. 1. januar 2002, 1. januar 2003, 1. oktober 2003 og 1. oktober 2004 af ejendommen ...1 i henhold til vurderingslovens § 17 er berettiget til yderligere fradrag i grundværdien for forbedringer for udgifter til tilslutningsafgifter til fjernvarme og/eller kloak. Sagen hjemvises til vurderingsmyndighederne til den beløbsmæssige ansættelse.

Sagsøgtes påstand er:

Frifindelse, idet det anerkendes, at sagsøgeren ved vurderingen pr. 1. januar 2002, 1. januar 2003, 1. oktober 2003 og 1. oktober 2004 af ejendommen ...1, i henhold til vurderingslovens § 17 er berettiget til fradrag i grundværdien for tilslutningsbidrag til fjernvarme med 70.595 kr.

Oplysningerne i sagen

Ved kendelse af 7. december 2010 godkendte Landsskatteretten fradrag for forbedringer vedrørende tilslutning til kloak og varme med samlet 208.314 kr., hvilket svarede til 50 % af sagsøgerens samlede faktiske udgift. Udgiften bestod af 346.035 kr. til kloaktilslutning og 70.595 kr. til fjernvarmetilslutning. Af Landsskatterettens kendelse fremgår blandt andet:

"...

Sagens oplysninger

Klagen vedrører et almennyttigt boligbyggeri beliggende ...1. Udstykningen er på i alt 8.721 m2 og uden matrikulære udlagte vejarealer. der blev i 2001/2002 opført 22 ældreboliger, 2 sammenbyggede fælleshuse samt et antal udhuse. Færdigmeldingen af byggeriet skete i september 2002.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

...

Tilslutningsafgift til kloak og varme

...

Efter nyere praksis kan der gives fradrag for tilslutningsafgiften i det omfang, bidraget må antages at dække foranstaltninger, der er foretaget for at forsyne en konkret ejendom.

Landsskatteretten har lagt til grund, at klageren har afholdt udgifterne til tilslutning af kloak og varme ud over købesummen, jf. skødet.

Sagen indeholder imidlertid ikke oplysninger om, hvad tilslutningsudgifterne dækker, hvorfor det ikke forlods kan lægge til grund, at tilslutningsudgiften udelukkende er gået til dækning af udgifter, der specifikt vedrører den pågældende udstykning.

Under hensyntagen til de foreliggende oplysninger imødekommes klagerens påstand om fradrag svarende til 50 % af den faktiske udgift.

..."

Sagsøgte har anerkendt sagsøgerens påstand for så vidt angår fradrag for tilslutningsbidrag til fjernvarme.

Af Betalingsvedtægt for kloakforsyningen i ...2 kommune fra januar 2001 fremgår blandt andet:

"...

§ 3 Kloakforsyningens udgifter

Kloakforsyningens udgifter omfatter samtlige udgifter forbundet med:

- Administration, planlægning, projektering, etablering, vedligeholdelse og drift af offentlige spildevandsanlæg samt privatejede spildevandsanlæg, som kontraktligt er tilknyttet.

- Omlægning og fornyelse, herunder sanering af offentlige spildevandsanlæg samt privatejede spildevandsanlæg, der etableres som følge af tilbud om kontraktlige medlemskab af kloakforsyningen.

...

§ 4 Kloakforsyningens indtægter

Kloakforsyningens årlige anlægs- og driftsudgifter dækkes af følgende bidragstyper:

- Tilslutningsbidrag, jf. stk. 4.1 (engangsbidrag)

- Vandafledningsbidrag, jf. stk. 4.2 (årligt bidrag)

- Vejejerbidrag jf. stk. 4.2.6.

4.1 Tilslutningsbidrag

Tilslutningsbidrag betales for følgende ejendomstyper:

a) Nye ejendomme, der udstykkes i områder, som ikke tidligere har været inddraget under offentligt spildevandsanlæg.

...

4.1.1 Tilslutningsbidragets størrelse

Tilslutningsbidraget opkræves som et standardbidrag, hvis størrelse årligt reguleres. Bidraget fremgår af takstblad for kloakforsyningen.

Byrådet kan i særlige tilfælde fastsætte tilslutningsbidrag, der er lavere end standardtilslutningsbidraget, men aldrig lavere end de faktiske udgifter til tilslutningen.

...

4.2 Vandafledningsbidrag

Alle ejendomme, der er omfattet af denne betalingsvedtægt og som er tilsluttet det offentlige spildevandsanlæg, betaler vandafledningsbidrag. Bidraget er et enhedsbidrag, som dækker både anlægs- og driftsudgifter.

..."

Det fremgår af sagen, at der ikke forud for 2001 var kloakanlæg i den omhandlede del af ... vejen, men alene en mindre regnvandsledning.

Sagsøgeren ved advokat Anne Bache har til brug for sagen rettet forespørgsel til Forsyningen ...2. ...2 Spildevand A/S ved ID skrev i mail af 25. februar 2011 til advokat Anne Bache:

"...

Tilslutningsbidraget til kloak er uafhængig af de anlægsomkostninger som spildevandsforsyningen havde til etableringen af kloakanlægget i ... vejen dengang.

Bidragene er beregnet ud fra de principper og den prisliste som ...2 kommune havde på det tidspunkt.

..."

Det fremgår af mail af 3. marts 2011 med vedhæftet bilag fra civilingeniør TA, ...2 Forsyning, til advokat Anne Bache, at kloakforsyningens udgifter til at føre ledninger frem til det omhandlede byggeri var 1.188.750 kr.

Af mail af 26. marts 2011, fra advokat Anne Bache til civilingeniør TA fremgår:

"...

I forlængelse af tidligere korrespondance... beder jeg dig venligst oplyse, om tilslutningsbidragene på samlet 631.890 kr. udelukkende er gået til at dække kommunens anlægsudgifter på 1.888.750 kr. ? Eller om en del af tilslutningsbidragene er afsat/anvendt til andre formål, fx almindelig vedligeholdelse og drift af forsyningsnettet?

..."

Civilingeniør TA svarede ved mail af 27. marts 2011:

"...

Som advokat er jeg sikker på, at du også er klar over, at der ikke bliver sat et mærke på alle de kroner vi får i indtægt, for at vi kan følge, hvordan de efterfølgende bruges! Kloakforsyningens indtægter anvendes til at dække dens udgifter iht. betalingsloven, som jeg gerne vil henvise til, hvis du er i tvivl. I dette tilfælde er indtægterne ifm. projektet også mindre end udgifterne, så jeg undres over dit spørgsmål.

..."

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i påstandsdokument af 2. april 2012 til støtte for den nedlagte påstand anført:

"...

Den retlige vurdering og anbringender

Vurderingslovens § 17 har følgende ordlyd:

"...

§ 17

Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringen består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

..."

Det overordnede formål med § 17 er, at der skal ske friholdelse af grundforbedringer for beskatning. Dette har været formålet med loven siden indførelsen i 1922. Formålet er således at fremme, at der gennemføres sådanne grundforbedringer.

Det er fast antaget, at udgifter til etablering af forsyningsanlæg er grundforbedrende og dermed omfattet af vurderingsloven § 17, jf. Landsskatterettens kendelser af 26. marts 1986 og SKM2008.143.LSR, hvor Landsskatteretten anså udgifter til etablering af varmeforsyningsanlæg i en parcelhusudstykning for fradragsberettigende. Der kan ligeledes henvises til Landsskatterettens kendelser vedrørende ...3 (SKM2009.70.LSR), ...4 (afsagt 29. maj 2009 - ikke offentliggjort) og ...5 (afsagt 20. januar 2010 - ikke offentliggjort), hvoraf de to sidstnævnte er storparceller ligesom den i sagen omhandlede ejendom.

Som det fremgår af bilag 1 side 2, har Landskatteretten godkendt fradrag for intern varme- og kloakforsyning.

Det er med Vestre Landsrets dom af 21. april 2009 (SKM2009.323.VLR) fastslået, at tilslutningsafgifter ikke skal behandles anderledes end byggemodningsafgifter i forbindelse med fradrag for forbedringer. Landsretten fandt, at tilslutningsafgiften måtte anses for betaling af en konkret investering til sikring af fjernvarmeforsyningen til den grund, som sagen angik. Der var herefter ikke grundlag for at behandle tilslutningsafgiften anderledes end udgiften til anlæg af varmeforsyning internt på grunden i forhold til spørgsmålet om fradrag for forbedringer. Da det var oplyst at tilslutningsafgiften foruden fremføring af forsyningsledning også var anvendt til betaling af udgifter, der ikke indebar en forbedring af grunden blev sagen hjemvist til vurderingsmyndighederne til beløbsmæssig opgørelse.

I vurderingsvejledningen 2012-1 afsnit C.3 er anført følgende om tilslutningsafgifter:

"...

Udgifter til anlæg af forsyningsledninger til vand, gas, el og fjernvarme uden for grunden dækkes ofte - navnlig ved offentlige værker - gennem betaling for de leverede enheder, og anlæggene kan i så fald ikke betragtes som fradragsberettigende grundforbedringer. Hyppigt opkræves der dog for disse anlæg et mindre beløb i tilslutningsafgift samtidig med købet af den ubebyggede grund eller i forbindelse med bebyggelse. Vedrører tilslutningsafgiften eller en del heraf foranstaltninger, som har medført en stigning i den ubebyggede grunds værdi, gives der et fradrag i grundværdien for forbedringer herfor

..."

"...

Såfremt tilslutningsafgiften ikke vedrører en materiel foranstaltning, der er foretaget med henblik på forsyning / betjening af en konkret ejendom, medfører udgiften ikke en stigning i den ubebyggede grunds værdi, og der kan derfor ikke gives et fradrag i grundværdien for sådanne udgifter.

..."

Det gøres gældende, at de afholdte tilslutningsafgifter til fjernvarme- og kloakforsyning vedrører materielle foranstaltninger, der er foretaget med henblik på forsyning af sagsøgers ejendom, og at udgifterne har medført en stigning i grundens værdi i ubebygget stand, og at sagsøger derfor efter gældende praksis har krav på fradrag for de afholdte tilslutningsafgifter.

Ifølge Landsskatterettens praksis godkendes fradrag med 50 % af tilslutningsafgiften når der ikke foreligger dokumentation for i hvilket omfang tilslutningsafgiften er gået til grundforbedrende foranstaltninger.

Det gøres gældende, at tilslutningsafgifterne til varme og kloak fuld ud er gået til grundforbedrende foranstaltninger, hvorfor de afholdte udgifter er 100 % fradragsberettigede. Sagsøger har etableret al intern forsyning, hvorfor tilslutningsbidraget ikke som i SKM2009.323.VLR inkluderer stikledninger.

...

Tilslutningsafgift til kloakforsyningen

Kloakforsyningen ...2 oplyser i bilag 12, at der ved opførelsen af sagsøgers ejendom ikke var kloakanlæg i den del af ..., hvor ejendommen er beliggende. I forbindelse med opførelsen af ejendommen samt ejendommen beliggende ...6, blev der derfor etableret et separat kloaksystem og stik til de to ejendomme. Bilag 12 er vedlagt 2 ledningskort. Det første ledningskort viser forsyningsnettet før udvidelsen i forbindelse med tilslutningen af sagsøgers ejendom i 2001. Det fremgår af ledningskortet, at der var anlagt en ledning med dimensionen 200 til afledning af regnvand. Det andet ledningskort viser forsyningsnettet efter udvidelsen i 2001. Det fremgår, at der nu er etableret ledninger til afledning af regn- og spildevand i vejen ud for sagsøgers ejendom samt ejendommen beliggende ...6, og at ledningen til afledning af regnvand er udskiftet med en ledning af dimension 400. Det bemærkes at noterne og markeringerne på ledningskortene er sagsøgers egne. Som det fremgår af bilag 12, har Forsyningen ...2 ikke anlagt ledninger på sagsøgers ejendom. Tilslutningsbidraget dækker således udelukkende omlægningen af ledninger i ... . Det gøres gældende, at de nye ledninger på bilag 12 udgør hovedanlæg og er grundforbedrende, hvorfor de af sagsøger afholdte udgifter hertil er fradragsberettigende i medfør af vurderingslovens § 17.

Det fremgår af faktura fra kloakforsyningen (bilag 13), at sagsøger er blevet opkrævet en tilslutningsafgift på 346.035 kr. Beløbet genfindes i byggeregnskabet (bilag 4) under "Gas- og kloakbidrag". Ifølge faktura fremlagt som bilag 14, er der afholdt tilslutningsbidrag for 285.855 kr. for ejendommen beliggende ...6. For de 2 ejendomme er der altså sammenlagt betalt tilslutningsafgift med 631.890 kr.

Det fremgår af bilag 15, at Forsyningen ...2´s udgifter i forbindelse med fremførsel af kloakforsyningsledninger til sagsøgers ejendom og ...6 har udgjort 1.188.750 kr.

De faktisk afholdte anlægsudgifter ved udvidelsen af forsyningsnettet i forbindelse med tilslutningen af sagsøgers ejendom og ejendommen beliggende ...6 overstiger altså væsentligt de betalte tilslutningsbidrag på 631.890 kr.

...2 Forsyning oplyser i bilag 24, at spildevandsforsyningen ikke har haft andre udgifter end anlægsudgiften på 1.188.750 kr. i forbindelse med tilslutningen af sagsøgers ejendom til kloakforsyningsnettet. Det fremgår endvidere af bilag 26, at ...2 Spildevand A/S ikke laver hensættelser til vedligeholdelse i regnskabet.

Hele tilslutningsafgiften på 346.035 kr. er altså gået til grundforbedrende foranstaltninger, hvorfor sagsøger ifølge gældende praksis har ret til fradrag for hele den afholdte tilslutningsafgift på 346.035 kr.

Da det er dokumenteret, at de afholdte tilslutningsafgifter til fjernvarme- og kloakforsyning vedrører materielle foranstaltninger, der er foretaget med henblik på forsyning af sagsøgers ejendom, har sagsøger efter gældende praksis krav på fradrag for de afholdte tilslutningsafgifter.

Det gøres gældende, at det er dokumenteret, at de af sagsøger afholdte tilslutningsbidrag til kloak- og fjernvarmeforsyningen er fuldt ud fradragsberettigende, idet forsyningsværkerne i forbindelse med sagsøgers tilslutning kun har anlagt ledninger, der har karakter af hovedledninger, idet værkernes anlægsudgifter i forbindelse med tilslutningen af sagsøgers ejendom til forsyningsnettet oversteg de afholdte tilslutningsbidrag samt idet værkerne ikke har haft andre udgifter i forbindelse med tilslutningen af sagsøgers ejendom og tilslutningsbidragene udelukkende er gået til fremførsel af hovedforsyningsledninger.

Det bemærkes at sagsøgte, trods opfordret hertil, jf. processkrift 2 side 3, ikke har ført bevis for, at tilslutningsbidragene er gået til andet end anlæg af de ledninger, der er markeret på bilag 9 og 12.

Den subsidiære påstand

Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at retten måtte finde, at sagsøger er berettiget til yderligere fradrag i grundværdien end sket i bilag 1, men ikke for det fulde beløb.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokument af 10. april 2012 til støtte for påstanden anført:

"...

Sagen angår fradrag i grundværdien for forbedringer i henhold til vurderingslovens § 17 i vurderingsårene 2002-2004.

Landsskatteretten har ved den indbragte kendelse (bilag 1) lagt til grund, at sagsøgeren har afholdt udgifter til tilslutning til varme og kloak med henholdsvis kr. 70.595,00 inkl. moms og kr. 346.035,00 inkl. moms, men på grund af manglende oplysning om, hvad tilslutningsbidraget dækker, har Landsskatteretten fundet, at det ikke forlods kan lægges til grund, at tilslutningsbidragene udelukkende er gået til dækning af udgifter, der specifikt vedrører den pågældende udstykning. Landsskatteretten har derfor indrømmet skønsmæssige fradrag svarende til 50 % af de faktiske udgifter.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at det ikke er godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn.

I vurderingslovens § 17 fastslås følgende:

"...

Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§-18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

..."

Fradrag efter vurderingslovens § 17 er således betinget af, at der foreligger en forbedring, som medfører en stigning af værdien af den ubebyggede grund. Udgifter, der ikke påvirker værdien af den pågældende grund, kan ikke fradrages.

Varme- og kloakanlæg, der anlægges udenfor grunden med henblik på at forsyne den konkrete ejendom, vil normalt medføre en stigning i grundværdien. Udgifter i form af tilslutningsbidrag, som ikke dækker foranstaltninger vedrørende den konkrete ejendom, medfører ingen stigning i grundværdien, og sådanne udgifter er følgelig ikke fradragsberettigede.

I Vurderingsvejledningen 2012-1, afsnit C,3, anføres i overensstemmelse hermed følgende:

"...

Udgifter til anlæg af forsyningsledninger til vand, gas, el og fjernvarme uden for grunden dækkes ofte - navnlig ved offentlige værker - gennem betaling for de leverede enheder, og anlæggene kan i så fald ikke betragtes som fradragsberettigende grundforbedringer. Hyppigt opkræves der dog for disse anlæg et mindre beløb i tilslutningsafgift samtidig med købet af den ubebyggede grund eller i forbindelse med bebyggelse. Vedrører tilslutningsafgiften eller en del heraf foranstaltninger, som har medført en stigning i den ubebyggede grunds værdi, gives der et fradrag i grundværdien for forbedringer herfor. Udgifter til stikledninger betragtes altid som en del af byggeomkostningerne og giver ikke grundlag for fradrag.

..."

Om tilslutningsafgifter er yderligere anført følgende:

"...

Såfremt tilslutningsafgiften ikke vedrører en materiel foranstaltning, der er foretaget med henblik på forsyning / betjening af en konkret ejendom, medfører udgiften ikke en stigning i den ubebyggede grunds værdi, og der kan derfor ikke gives et fradrag i grundværdien for sådanne udgifter.

..."

Bevisbyrden for, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter påhviler sagsøgeren.

Landsskatterettens skøn kan alene tilsidesættes, såfremt det er udøvet på et urigtigt grundlag, eller såfremt skønnet fører til et åbenbart urimeligt resultat.

Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at betingelserne er opfyldt, jf. bl.a. SKM2012.112.VLR, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det gøres gældende, at det ikke er godtgjort, at tilslutningsbidragene i det hele er gået til dækning af værkernes udgifter til etablering af anlæg for den her omhandlede ejendom.

...

Tilslutningsbidrag kan bestå af investeringsbidrag, byggemodningsbidrag og stikledningsbidrag, jf. bilag B.

...

Det fremgår ... ikke af fakturaen vedrørende kloaktilslutningsbidraget (bilag 13), hvad dette bidrag på kr. 346.035,00 dækker, og det er heller ikke angivet i "betalingsvedtægt for kloakforsyningen i ...2 Kommune" (bilag 20) eller takstblad (bilag 17), hvilke udgifter tilslutningsbidraget dækker over.

...2 Spildevand A/S har oplyst (bilag 22), at tilslutningsbidraget til kloak er uafhængig af de anlægsomkostninger som spildevandsforsyningen havde til etableringen af kloakanlægget i ..., og det gøres også med henvisning hertil gældende, at det ikke er dokumenteret, at tilslutningsbidraget er gået til dækning af udgifter, der specifikt vedrører den omhandlede ejendom. At værkets udgifter på 1.188.750 kr. til etablering af kloakforsyningen overstiger tilslutningsbidraget, ændrer ikke herved.

..."

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med det i påstandsdokumenterne anførte.

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagsøgerens påstand tages i overensstemmelse med sagsøgtes påstand til følge, for så vidt angår fradrag for tilslutningsbidrag til fjernvarme.

Det kan som ubestridt og i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse lægges til grund, at tilslutningsbidraget til kloak efter sin karakter kan give grundlag for fradrag som af sagsøgeren påstået.

På baggrund af besvarelserne fra ...2 Forsyning af advokat Anne Baches spørgsmål må det lægges til grund, at størrelsen af tilslutningsbidraget er fastsat uafhængigt af omkostningerne ved det pågældende anlæg, men fastsat i overensstemmelse med Betalingsvedtægt for kloakforsyning i ...2 kommune som et standardbidrag. Uanset at omkostningerne ved anlægget overstiger tilslutningsbidraget, er der derfor ikke grundlag for at fastslå, at bidraget, i et større omfang end af landsskatteretten skønnet, er gået til dækning af udgifter, der specifikt vedrører den pågældende ejendom. Sagsøgte frifindes derfor for den del af påstanden, der vedrører tilslutningsbidrag til kloak.

Sagsøgte er således blevet frifundet for den økonomisk største del af sagen. Sagsøgeren skal derfor betale sagsomkostninger til sagsøgte. Sagsøgeren har oplyst, at sagens værdi udgør 70.587 kr. svarende til sagsøgerens besparelse i ejendomsskat, såfremt sagsøgeren fik medhold i den principale påstand. På denne baggrund, og da sagsøgte har haft omkostninger til materialesamling med 343 kr. eksklusive moms, fastættes sagsomkostningerne til 25.000 kr. der indeholder moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren, H1, ved vurderingen pr. 1. januar 2002, 1. januar 2003, 1. oktober 2003 og 1. oktober 2004 af ejendommen ...1, i henhold til vurderingslovens § 17 er berettiget til et fradrag i grundværdien for forbedringer for udgift til tilslutningsafgift til fjernvarme med 70.595 kr.

Sagsøgte frifindes i øvrigt.

Sagsøgeren skal i sagsomkostninger betale 25.000 kr. til sagsøgte.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter