Dato for udgivelse
30 Aug 2012 13:44
Dato for afsagt dom/kendelse
30 Aug 2012 12:38
SKM-nummer
SKM2012.481.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
12-01323
Dokument type
Kendelse
Emneord
Aktier, unoterede, genoptagelse
Resumé

Klageren havde ved brev af 10. maj 2006 bedt SKAT om at genoptage skatteansættelsen for 2002, således at klagerens tab på amerikanske .com-selskaber kunne indgå i opgørelsen. SKAT afviste anmodningen med henvisning til de almindelige bestemmelser om frister for genoptagelse i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. I henhold til den udsendte genoptagelsesmeddelelse, SKM2005.547.SKAT, vedrørende aktier noteret på Nasdaq, pålagde Landsskatteretten SKAT at genoptage sagen med henblik på prøvelse af, om klageren har lidt et tab, der efter den meddelte praksisændring kan indrømmes fradraget ved indkomstopgørelsen.

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 4, stk. 2, 2. pkt. (dagældende)
Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2 og 6
Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 7
Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 og 3

Henvisning

-


Klagen skyldes, at SKAT har nægtet at genoptage klagerens skatteansættelse for 2002 med henblik på nedsættelse med fradrag for tab på unoterede aktier i amerikanske selskaber.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage skatteansættelsen for 2002.

Sagens oplysninger

Klageren har i forbindelse med indsendelsen af sin selvangivelse for 2005 ved brev af 10. maj 2006 skrevet til SKAT, at han er en af de investorer, som har investeret i flere underskudsgivende aktier i USA i perioden 1994-2000, der blev værdiløse, da den såkaldte ".com-boble" brast, og at han for ganske nylig er blevet opmærksom på, at det skulle være muligt at få fradrag for disse tab, hvis de vel at mærke gøres gældende senest samtidig med indsendelsen af selvangivelsen for 2005, hvilket hermed sker.

Klageren har sammen med brevet indsendt 6 redegørelser vedrørende køb af amerikanske aktier, som alle har resulteret i tab, der stort set udgør anskaffelsessummerne, og han har anført, at han om ønsket kan fremlægge fakturaer og bankoverførsler.

Det fremgår af de fremsendte redegørelser, at klageren i 1999 har købt i alt 10.000 stk. aktier i G1 Inc. for i alt 276.598,80 kr. Det fremgår også, at klageren i 1994 har købt i alt 4.500 aktier i G2 Ltd., der i 1996 blev ombyttet til 44.000 aktier i G3 mod yderligere betaling, og at anskaffelsessummen for disse aktier således har kunnet opgøres til i alt 279.052,53 kr. Det fremgår herudover, at klageren i 1994-2000 har købt aktier i G4 for 9.350,11 kr., aktier i G5 for 58.795,73 kr., aktier i G6 for 160.471,75 og aktier i G7 for i alt 120.284,76 kr., hvoraf en del efterfølgende er solgt, således at klagerens beholdning af aktier i selskabet nu er 10.500 aktier med en anskaffelsessum på 57.204,16 kr., samt aktier i G6 for 6.181,25 USD.

SKAT har ikke reageret på oplysningerne fra klageren, og klageren har følgelig ved brev af 4. november 2010 rykket SKAT for svar på sin henvendelse.

SKAT har herefter ved brev af 2. februar 2011 bedt klageren om at indsende oplysningerne om tabene.

Der er i forbindelse med den efterfølgende korrespondance mellem klageren og SKAT indsendt dokumentation for, at G1 Inc. er erklæret konkurs med konkursdag den 22. maj 2002 samt dokumentation for klagerens køb af aktier i dette selskab.

Klagerens repræsentant har under henvisning til materialet opgjort den samlede anskaffelsessum for aktierne i dette ikke-børsnoterede selskab til 276.598,80 kr., hvoraf 189.474,81 er henført til køb af aktier, foretaget i perioden fra den 26. februar 1999 til den 5. marts 1999 (ejertid over 3 år), og 87.123,99 kr. er henført til køb af aktier, foretaget i perioden fra den 25. maj 1999 til den 26. maj 1999 (ejertid under 3 år).

Det er i relation til de i øvrigt i klagerens breve nævnte aktiebeholdninger i korrespondancen med SKAT oplyst, at det endnu ikke er lykkedes at fremfinde dokumentation for, at de øvrige af klageren nævnte selskaber er blevet lukket.

SKATs afgørelse

SKAT har ved den påklagede afgørelse nægtet at genoptage klagerens skatteansættelse for 2002 med henblik på godkendelse af fradrag for tab på unoterede aktier med en ejertid over 3 år.

SKAT har som begrundelse herfor for så vidt angår aktierne i G1 Inc. anført:

Tab på unoterede aktier i G1 Inc købt i februar/marts 1999 har ved salget i 2002 en ejertid over tre år. Tabet skulle være fradraget i indkomståret 2002 og udnyttet ved modregning i slutskatten for indkomståret, jf. dagældende aktieavancebeskatningslov § 4, stk. 4 og personskattelovens § 8a, stk. 5. Anmodningen om genoptagelse af indkomståret 2002 skulle være indsendt inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26 (1. maj 2006).

Det er SKATs opfattelse, at betingelserne for at genoptage indkomståret 2002, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 ikke er opfyldt. Der er efter SKATs opfattelse tale om en situation, der kan sidestilles med et glemt fradrag. Det er endvidere SKATs opfattelse, at der ikke er begået fejl af SKAT, der begrunder ekstraordinær genoptagelse. Der er herved lagt vægt på, at anmodningen, der var vedlagt selvangivelsen for 2005 allerede var for sent på daværende tidspunkt, idet SKAT modtog anmodningen ved brev af 10. maj 2006.

Det forhold, at klageren først nu er kommet i besiddelse af dokumentation for tabet, er ikke et forhold, der begrunder genoptagelse.

SKAT har for så vidt angår klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 2002 med henblik på fradrag for tab på andre udenlandske aktier anført, at der ikke er fremsendt dokumentation for, hvornår tabene er realiseret, samt hvilke typer af aktier, der er tale om, hvorfor SKAT allerede af denne grund har nægtet genoptagelse med henblik på fradrag for disse tab.

SKAT har for så vidt angår den del af tabet på de unoterede aktier, der vedrører aktier med en ejertid på under tre år truffet afgørelse om, at klageren i 2002 har konstateret et tab til fremførsel på 87.123 kr., der anvendes til modregning i aktieindkomsten for indkomstårene 2006 til 2009 således:

Indkomståret 2006:
Tab til fremførsel anvendes til modregning i årets udbytter med: 5.149 kr.

Indkomståret 2007:
Tab til fremførsel anvendes til modregning i årets udbytter med: 7.245 kr.

Indkomståret 2008:
Tab til fremførsel anvendes til modregning i årets udbytter med: 12.056 kr.

Indkomståret 2009:
Tab til fremførsel anvendes til modregning i årets udbytter med: 10.738 kr.

Resterende tab til fremførsel anvendes til modregning i årets gevinst på noterede aktier med: 51.935 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at afgørelsen skal ændres, idet ansættelsen for 2002 skal genoptages og nedsættes med fradrag for tab på unoterede aktier.

Han har til støtte for anmodningen bl.a. anført, at anmodningen om genoptagelse i henhold til det af SKAT anførte er indsendt 10 dage for sent, men at denne forsinkelse intet er i forhold til, at SKAT ikke har set sig i stand til at svare i løbet af 4 år fra hans første henvendelse til SKAT i 2006.

Der er sammen med klagen til Landsskatteretten indsendt kopi af det materiale, klageren indsendte til SKAT den 10. maj 2006, kopi af klagerens rykkerbrev af 4. november 2010 til SKAT samt kopi af avisartikel fra 5. december 2005, i hvilken det under overskriften "Investorer risikerer at miste fradrag" er anført, at danske investorer kan have mistet et skattefradrag, fordi skattemyndighederne har taget fejl af aktier noteret på den amerikanske børs, Nasdaq, der teknisk set er unoterede, og som derfor giver mulighed for at fratrække tab i lønindkomsten.

Klageren har over for Landsskatteretten i øvrigt bemærket, at det efterfølgende er konstateret, at et andet af de selskaber, som klageren har investeret i - G2 Ltd. - fortsat eksisterer, men at aktieværdien er 0,05 USD. Klageren har oplyst, at han endnu ikke har kontaktet SKAT med henblik på at opklare de skattemæssige konsekvenser af et salg af disse aktier.

Supplerende bemærkninger fra SKAT

SKAT har efter forelæggelsen af klagen til Landsskatteretten anført, at der ikke er nye oplysninger i sagen, bortset fra nye oplysninger vedrørende tab, der endnu ikke er realiseret, og derfor endnu ikke har betydning for den påklagede afgørelse.

SKAT har i den forbindelse bemærket, at klageren skal selvangive tabet, når det er realiseret, eller forinden kan bede om et bindende svar om dette.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I SKAT-meddelelse SKM2005.547.SKAT fremgår det at:

"1) Det fremgik af Ligningsvejledningen 1998-2002, at aktier, som var noteret på National Association of Securities Dealers Automated Quotation system (Nasdaq), skulle betragtes som børsnoterede aktier i relation til aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, 2. pkt.

2) SKAT finder nu, at aktier, der kun handles og kun er handlet på Nasdaq, ikke er og aldrig har været børsnoterede. Disse aktier skal derfor betragtes som unoterede i relation til aktieavancebeskatningsloven.

3) Som følge heraf vil der efter anmodning kunne tillades genoptagelse af skatteansættelser, hvor aktier, der kun handles og kun er handlet på Nasdaq, er behandlet som børsnoterede aktier i relation til aktieavancebeskatningsloven.

4) I henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan der ske genoptagelse af skatteansættelser, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af de pågældende indkomstår. Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 6.

5) Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelsen af praksis.

6) SKAT har ændret praksis i 2005. Der vil derfor kunne ske genoptagelse efter 5-års-reglen fra og med det indkomstår, der var påbegyndt men ikke udløbet 5 år før udsendelsen af denne meddelelse. For personer med indkomstår svarende til kalenderåret kan der således ske genoptagelse fra og med 2000.

7) Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, fremsættes inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i § 26.

Fristen regnes fra offentliggørelsen af denne SKAT-meddelelse på SKATs hjemmeside (22/12 2005 red.).

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen skal indgives til SKAT (et skattecenter), jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3.

8) Skattecentrene bedes genoptage ansættelserne for de pågældende år, hvis de bliver bekendt med, at der er personer, der er lignet forkert, eller hvis de bliver anmodet herom.

9) Denne SKAT-meddelelse bortfalder den 1. juli 2006."

Idet klageren ubestridt ved brev af 10. maj 2006 har bedt SKAT om genoptagelse af skatteansættelsen for 2002, anses anmodningen om genoptagelse for at være fremsat inden udløbet af fristen i henhold til SKAT-meddelelse SKM2005.547.SKAT.

SKAT pålægges herefter at genoptage skatteansættelsen for 2002 med henblik på prøvelse af, om klageren har lidt tab, der efter den meddelte praksisændring kan indrømmes fradraget ved indkomstopgørelsen. Landsskatteretten har herved ikke taget stilling til sagens realitet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter