Dato for udgivelse
30 Aug 2012 09:56
Dato for afsagt dom/kendelse
26 Jun 2012 13:55
SKM-nummer
SKM2012.475.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-098553
Dokument type
Bindende svar
Emneord
fusion, fusionsdato, regnskabsår, underskudsfremførsel, skattemæssigt underskud, sambeskatning
Resumé

Skatterådet bekræfter, at den beskrevne fusion opfylder betingelserne i fusionsskattelovens § 5 om fusionsdato og, at fusionen kan gennemføres som en skattefri fusion.

Skatterådet bekræfter endvidere, at fremførselsberettigede skattemæssige underskud i Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S kan udnyttes af de øvrige selskaber i A-koncernen, som var sambeskattet med Z A/S, Y A/S, Q A/S og X A/S på de tidspunkter, hvor de skattemæssige underskud opstod.

Reference(r)

Fusionsskatteloven § 5
Fusionsskatteloven § 8, stk. 6

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-1 C.D.5.2.4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-1 C.D.5.2.7.3


Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at den nedenfor beskrevne fusion opfylder betingelserne i fusionsskattelovens § 5 om fusionsdato, og at fusionen således kan gennemføres som en skattefri fusion omfattet af fusionsskattelovens kapitel 1?
  2. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, bedes det oplyst, hvilke skattemæssige fusionsdatoer, der skal anvendes, samt hvilken dato, der skal indsættes i fusionsplanen under punktet om "tidspunktet, fra hvilket et ophørende kapitalselskabs rettigheder og forpligtelser regnskabsmæssigt skal anses for overgået", jf. selskabslovens § 237, stk. 3, nr. 8, for at betingelserne i fusionsskattelovens § 5 er opfyldt, når det lægges til grund, at fusionen selskabsretligt gennemføres med virkning pr. den første dag i de deltagende selskabers regnskabsår 2011/12.
  3. Kan det bekræftes, at eventuelle skattemæssige underskud, der måtte være fremført af Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S kan udnyttes af de øvrige selskaber i A A/S-koncernen, som var sambeskattet med Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S på de tidspunkter, hvor de skattemæssige underskud opstod, såfremt Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S fusionerer efter reglerne om skattefri fusion med X A/S som det modtagende selskab?

Svar

  1. Ja
  2. Bortfalder
  3. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Formålet med anmodningen om bindende svar er især at sikre, at en påtænkt fusion, der gennemføres med virkning pr. den første dag i regnskabsåret 2011/12, overholder betingelserne i fusionsskattelovens § 5 og dermed kan gennemføres som en skattefri fusion. Anmodningen om bindende svar er særligt foranlediget af, at de i fusionen deltagende selskaber internt arbejder med ugedagsregnskaber, selvom selskaberne ifølge deres vedtægter, registreringerne i Erhvervsstyrelsen og de faktisk aflagte årsrapporter har et regnskabsår, der løber fra 01.10-30.09, jf. nærmere nedenfor.

Desuden er formålet med det bindende svar at sikre, at en skattefri fusion mellem Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S med X A/S som det modtagende selskab ikke indebærer, at de øvrige selskaber i A A/S-koncernen mister muligheden for at udnytte de eventuelle skattemæssige underskud i Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S, som måtte være fremført af selskaberne på tidspunktet for vedtagelsen af den skattefrie fusion.

Faktiske forhold

De selskaber, som ønskes fusioneret, er alle 100% ejede datterselskaber i A-koncernen C er moderselskab. Koncernens danske selskaber undergivet almindelig selskabsbeskatning indgår i en national sambeskatning med A A/S som administrationsselskab.

I 2010 og 2011 er der gennemført større omstruktureringer i A-koncernen. Som led i disse omstruktureringer er en række selskaber i X-koncernen sammenlagt via en række transaktioner, der i hovedtræk har omfattet følgende:

  • B A/S, der oprindeligt ejede 5% af X P/S, erhvervede i december 2010 de resterende 95% af selskabskapitalen i X P/S.
  • X P/S blev selskabsretsligt omdannet til aktieselskab (X A/S). Skatteretligt er omdannelsen gennemført som en skattefri tilførsel af aktiver, jf. SKATs tilladelse. SKAT har ved bindende svar bekræftet, at det skattemæssige tilførselstidspunkt er sammenfaldende med datoen for vedtagelsen af omdannelsen. Omdannelsen blev vedtaget 04.08.2011.
  • Aktierne i R ApS blev overdraget fra Y A/S til X A/S.
  • X A/S fusionerede skattefrit med R ApS og sit moderselskab, B A/S, med X A/S som modtagende selskab. Derved fremkom den nuværende struktur. Fusionen er selskabsretligt gennemført med virkning pr. 01.10.2010. Skatteretligt har selskaberne forskellige fusionsdatoer, jf. bindende svar. Den skatteretlige fusionsdato for X A/S er tidspunktet for vedtagelsen af den forudgående skattefrie tilførsel af aktiver (04.08.2011), hvor X A/S skatteretligt anses for at være stiftet. X A/S skal følgelig udarbejde en delårsindkomstopgørelse efter selskabsskattelovens § 31, stk. 3 pr. 04.08.2011 - 30.09.2011.

Koncernen ønsker nu at forenkle koncernstrukturen yderligere. Det er således i indeværende indkomstår hensigten at gennemføre en skattefri fusion mellem Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S med X A/S som det modtagende selskab. Det kan oplyses, at X A/S ejer hele anpartskapitalen i Y A/S, og at Y A/S ejer hele aktiekapitalen i Z A/S og Q A/S. Der er således tale om gennemførelse af lodrette skattefrie fusioner.

De deltagende selskabers regnskabsår

A-koncernens moderselskab, C, har som udgangspunkt et regnskabsår, der løber fra 01.10. - 30.09, men selskabet har hidtil anvendt et uge-baseret regnskabsår i overensstemmelse med følgende bestemmelse i selskabets vedtægter:

Selskabets regnskabsår er fra den 1. oktober - 30. september, idet dog regnskabsårets begyndelse og afslutning kan fastsættes i forhold til den opgørelsesuge, der slutter nærmest den 30. september.

De i fusionen deltagende selskaber har et regnskabsår, der løber fra 01.10 - 30.09. Det følger både af selskabernes vedtægter, registreringerne i Erhvervsstyrelsen og de faktisk aflagte årsrapporter. Alligevel har disse selskaber internt arbejdet med ugedagsregnskaber og opgjort resultatopgørelse og balance pr. udgangen af den uge, der i det enkelte regnskabsår slutter nærmest den 30. september. Disse opgørelser er også anvendt ved udarbejdelsen af de officielle årsrapporter ud fra en væsentlighedsbetragtning, jf. årsregnskabslovens § 13, stk. 1, nr. 3, og Henrik Steffensen m.fl.: Kommentarer til årsregnskabsloven (5. udgave), s. 203.

I relation til Y A/S, Z A/S og Q A/S betyder dette, at selskaberne har aflagt en årsrapport for regnskabsåret 2010/11, der omfatter perioden 01.10.2010 - 30.09.2011 i overensstemmelse med selskabernes vedtægter og registreringerne i Erhvervsstyrelsen. Selskabernes resultatopgørelse og balance er imidlertid ikke opgjort pr. 30.09.2011, men pr. udløbet af den uge, der slutter nærmest 30.09.2011, dvs. den 03.10.2011. Selskabernes regnskabsår 2011/12 starter ifølge vedtægter og registrering den 01.10.2011, men resultatopgørelse og balance opgøres med 03.10.2011 som faktisk starttidspunkt.

For så vidt angår X A/S gælder det samme. Selskabets regnskabsår er ifølge vedtægter, registrering og aflagte årsrapporter 01.10.-30.09, men selskabet anvender imidlertid også et ugebaseret regnskabsår, og resultatopgørelse og balance for regnskabsåret 2011/12 opgøres dermed med 03.10.2011 som faktisk starttidspunkt.

Skattemæssige underskud

Det kan oplyses, at Y A/S, Z A/S og Q A/S er indtrådt i sambeskatningen med en række øvrige selskaber i A-koncernen i indkomståret 2006, og at X A/S er indtrådt i sambeskatningen med de øvrige selskaber i A-koncernen pr. 4. august 2011 (tidspunktet for omdannelse fra P/S til aktieselskab), dvs. i indkomståret 2011.

De fremførselsberettigede skattemæssige underskud i Y A/S vedrører indkomstårene 2006, 2007 og 2009, mens de fremførselsberettigede skattemæssige underskud i Z A/S og Q A/S vedrører indkomståret 2010.

Udarbejdelsen af indkomstopgørelserne for indkomståret 2011 er endnu ikke afsluttet, og den endelige afslutning afventer bl.a. svaret på de spørgsmål, vi har stillet i denne anmodning om bindende svar. Det kan ikke udelukkes, at der i indkomståret 2011 opstår skattemæssige underskud i Z A/S og Q A/S, som ikke anvendes af øvrige selskaber i sambeskatningen.

Påtænkt disposition

Den skattefrie fusion mellem Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S med X A/S som det modtagende selskab er en påtænkt disposition, der forventes besluttet i indeværende regnskabsår, dvs. senest 30.09.2012. Dispositionen vil formentlig først blive gennemført, når de stillede spørgsmål er besvaret af Skatterådet.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Vedr. spørgsmål 1 og 2

Det følger af fusionsskattelovens § 5, stk. 1, at det er en betingelse for anvendelsen af reglerne i fusionsskatteloven, at fusionsdatoen er sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår.

Det følger samtidig af fusionsskattelovens § 5, stk. 3, at:

"Skal indkomsten i et selskab, som deltager i fusionen, opgøres efter reglerne i selskabsskattelovens § 31, stk. 3, som følge af at koncernforbindelsen, jf. selskabsskattelovens § 31 C, er ophørt eller etableret inden eller i forbindelse med fusionen, anvendes tidspunktet for ophøret henholdsvis etableringen af koncernforbindelsen uanset stk. 1 og 2 som skattemæssig fusionsdato for selskabet. Det kræves ikke, at de fusionerende selskaber har samme skattemæssige fusionsdato."

Disse regler medfører samlet set, at de i fusionen deltagende selskaber får 1. oktober 2011 som skattemæssige fusionsdatoer:

I vurderingen indgår, at der er tale om en koncernintern fusion, og at der i sådanne tilfælde ikke sker ophør eller etablering af koncernforbindelse efter selskabsskattelovens § 31 C, hvorfor reglen i fusionsskattelovens § 5, stk. 3 ikke finder anvendelse, jf. TfS 2006, 173. Fusionen kan således ske med skatteretlig tilbagevirkende kraft, hvilket betyder, at fusionsdatoen skal være sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår, jf. fusionsskattelovens § 5, stk. 1 om fusionsdato.

Den skattemæssige fusionsdato, jf. fusionsskattelovens § 5, stk. 1, skal fastsættes i overensstemmelse med de selskabsretlige regler om fusionsdato, jf. ligningsvejledningen S.D.1.6. og SKM2008.183.SR. Det er på denne baggrund vores vurdering, at selskaberne alle får 1. oktober 2011 som fusionsdato.

Vi henser til, at selskaberne selskabsretligt er bundet af det, som følger af selskabernes vedtægter og af det, som er registreret i Erhvervsstyrelsen, og at den skatteretlige fusionsdato, jf. fusionsskattelovens § 5, stk. 1, skal fastsættes i overensstemmelse med de selskabsretlige regler.

Vi har endvidere henset til, at SKAT i bindende svar har fastslået, at skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår er den dato, der følger af de vedtægtsmæssige og registreringsmæssige forhold (her: 1. oktober 2011) og ikke den dato, der følger af den ugebaserede regnskabsperiode (her: 3. oktober 2011.)

Vi bemærker, at det i fusionsplanen under punktet: "Tidspunktet, fra hvilket et ophørende kapitalselskabs rettigheder og forpligtelser regnskabsmæssigt skal anses for overgået," jf. selskabslovens § 237, stk. 3, nr. 8, vil blive anført, at fusionen gennemføres med virkning fra 1. oktober 2011.

Det er på grundlag af ovenstående vores samlede vurdering, at spørgsmål 1 skal besvares bekræftende. Hvis Skatterådet svarer benægtende på vores spørgsmål 1, bedes Skatterådet venligst angive, hvilken fusionsdato der i så fald skal anvendes, jf. vores spørgsmål 2.

Vedr. spørgsmål 3

Af fusionsskattelovens § 8, stk. 6, 1. og 2. pkt. fremgår følgende:

"Foreligger der ved fusionen i et af selskaberne underskud fra tidligere år, kan dette underskud uanset bestemmelsen i ligningslovens § 15 ikke bringes til fradrag ved det modtagende selskabs indkomstopgørelse. Ved fusion mellem sambeskattede selskaber kan det underskud, der er opstået, mens selskaberne har været sambeskattet, bringes til fradrag."

Det følger heraf, at eventuelle fremførselsberettigede skattemæssige underskud i Q A/S, Z A/S, Y A/S og X A/S som udgangspunkt ikke kan bringes til fradrag i X A/S' indkomstopgørelse, såfremt Q A/S , Z A/S og X A/S fusionerer skattefrit med X A/S som det modtagende selskab, jf. fusionsskattelovens § 8, stk. 6, 1. pkt. X A/S kan dog som det modtagende selskab fradrage de fremførselsberettigede skattemæssige underskud, som er opstået, mens selskaberne (her: Q A/S, Z A/S, Y A/S og X A/S) har været sambeskattet.

Det er ikke i fusionsskattelovens § 8, stk. 6 positivt anført, hvordan mulighederne er for at anvende de fremførelsesberettigede skattemæssige underskud, der er opstået før etableringen af sambeskatningen mellem de i fusionen deltagende selskaber i relation til de øvrige selskaber i A-koncernen (herefter: "de øvrige selskaber"), som de i fusionen deltagende selskaber har været sambeskattet med i de indkomstår, hvor de skattemæssige underskud er opstået. Spørgsmålet er, hvorvidt disse "øvrige selskaber", der fortsat indgår i sambeskatningen, kan fradrage de fremførselsberettigede skattemæssige underskud, som er genereret hos Q A/S, Z A/S, Y A/S og X A/S, hvis fusionen gennemføres som planlagt.

Skatteministeriet har i forbindelse med behandlingen af lov nr. 426 af 6/6 2005 (L 121-2 2004/05 - svar på spørgsmål 117) besvaret et spørgsmål om behandlingen af skattemæssige underskud i et tilfælde, hvor to uafhængige moderselskaber med hver sit sambeskattede datterselskab fusionerede efter reglerne om skattefri fusion. Skatteministeriet har her bl.a. svaret følgende:

  • Underskuddet i det modtagende selskab (her: X A/S) kan modregnes i positiv indkomst i "de øvrige selskaber", idet fusionsskattelovens § 8, stk. 6, kun forhindrer, at underskuddet anvendes hos det modtagende selskab selv.
  • Underskuddene i de ophørende selskaber (her: Q A/S, Z A/S og Y A/S) fra før fusionen kan fremføres efter sambeskatningsreglerne, selvom selskaberne ophører ved fusionen. Underskuddene kan kun modregnes i positiv indkomst i "de øvrige selskaber."

Dette betyder efter vores klare vurdering, at de øvrige selskaber, der fortsat indgår i sambeskatningen, kan fradrage de eventuelle fremførselsberettigede skattemæssige underskud, som er genereret hos Q A/S, Z A/S, Y A/S og X A/S, selvom fusionen gennemføres som planlagt. For så vidt angår X A/S bliver dette dog ikke aktuelt, idet selskabet ikke har fremførselsberettigede skattemæssige underskud.

Spørgsmål 3 skal derfor efter vores vurdering besvares bekræftende.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at den beskrevne fusion opfylder betingelserne i fusionsskattelovens § 5 om fusionsdato, og at fusionen således kan gennemføres som en skattefri fusion omfattet af fusionsskattelovens kapitel 1.

Lovgrundlag

Fusionsskattelovens § 5, stk. 1 og 3

Datoen for den i forbindelse med fusionen udarbejdede åbningsstatus for det modtagende selskab anses i skattemæssig henseende for fusionsdato. Det er en betingelse for anvendelsen af reglerne i denne lov, at fusionsdatoen er sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår.

Stk. 3. Skal indkomsten i et selskab, som deltager i fusionen, opgøres efter reglerne i selskabsskattelovens § 31, stk. 3, som følge af at koncernforbindelsen, jf. selskabsskattelovens § 31 C, er ophørt eller etableret inden eller i forbindelse med fusionen, anvendes tidspunktet for ophøret henholdsvis etableringen af koncernforbindelsen uanset stk. 1 og 2 som skattemæssig fusionsdato for selskabet. Det kræves ikke, at de fusionerende selskaber har samme skattemæssige fusionsdato.

Praksis

SKM2008.183.SR

Modtagende selskab A påtænkte at gennemføre en skattefri fusion med indskydende selskab B. Begge selskabers regnskabsår fulgte kalenderåret. Modtagende selskab A aflagde koncernregnskab efter IFRS-standarder, hvorfor fusionen ikke kunne få regnskabsmæssig tilbagevirkende kraft, men først få virkning fra overtagelsestidspunktet den 1. februar. Foranstående var ikke til hinder for, at fusionen selskabsretligt kunne få tilbagevirkende kraft. Skatterådet fandt, at betingelsen om at fusionsdatoen skal være sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår kan anses for opfyldt, selv om regnskabsmæssige forhold hindrer, at fusionen ikke kan få regnskabsmæssig virkning fra dette tidspunkt.

Begrundelse

Det er oplyst, at de i fusionen deltagende selskaber alle har et regnskabsår, der løber fra 1. oktober - 30. september.

Det er endvidere oplyst, at selskaberne på trods heraf har arbejdet med ugedagsregnskaber og opgjort resultatopgørelse og balance pr. udgangen af den, der i det enkelte regnskabsår slutter nærmest den 30. september. Det betyder således, at selskabernes regnskabsår 2011/12 starter ifølge vedtægter og registrering den 1. oktober 2011, men resultatopgørelse og balance opgøres med 3. oktober 2011 som faktisk startstidspunkt.

Det er en forudsætning for det bindende svar, at Erhvervsstyrelsen accepterer denne regnskabspraksis.

Ved fusionen mellem Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S, med X A/S som det modtagende selskab, sker fusionen med selskabsretlig virkning pr. 1. oktober 2011. Der er ifølge oplysningerne tale om 3 koncerninterne lodrette fusioner.

I henhold til fusionsskattelovens § 5, stk. 1, 2. pkt. er det en betingelse, at fusionsdatoen er sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår.

Ifølge Den Juridiske Vejledning 2012-1 C.D.5.2.4 er formålet med fusionsskattelovens § 5, stk. 1 at sikre, at der ikke opstår perioder, hvor de fusionerede selskaber ikke beskattes. Den skattemæssige fusionsdato fastsættes i overensstemmelse med de selskabsretlige henholdsvis regnskabsmæssige regler om fusionsdato. Det modtagende selskab vil med virkning fra fusionsdatoen starte et nyt indkomstår med indkomstopgørelse efter skattelovgivningens almindelige regler.

Skatteministeriet finder at det er afgørende i forhold til fusionsskattelovens § 5, stk. 1 er at fusionsdatoen er sammenfaldende med den dato der selskabsretligt/regnskabsmæssigt anses for fusionsdatoen.

Der henvises til SKM2008.183.SR, hvor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen havde udtalt, at der ikke er noget til hindrer for, at den dato, der er angivet i fusionsplanen som det selskabsretlige fusionstidspunkt, kan være forskelligt fra det tidspunkt, der anvendes i relation til fusionen med hensyn til den efterfølgende regnskabsaflæggelse for det fortsættende selskab.

På den baggrund mener Skatteministeriet, at den konkrete fusionsdato i henhold til fusionsskattelovens § 5, stk. 1 er sammenfaldende med den selskabsretlige/regnskabsmæssige fusionsdato, som er 1. oktober 2011.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Spørgsmålet bortfalder, da spørgsmål 1 er besvaret bekræftende.

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at eventuelle skattemæssige underskud, der måtte være fremført af Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S kan udnyttes af de øvrige selskaber i A A/S-koncernen, som var sambeskattet med Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S på de tidspunkter, hvor de skattemæssige underskud opstod, såfremt Z A/S, Q A/S, Y A/S og X A/S fusionerer efter reglerne om skattefri fusion med X A/S som det modtagende selskab.

Lovgrundlag

Fusionsskattelovens § 8, stk. 6

Foreligger der ved fusionen i et af selskaberne underskud fra tidligere år, kan dette underskud uanset bestemmelsen i ligningslovens § 15 ikke bringes til fradrag ved det modtagende selskabs indkomstopgørelse. Ved fusion mellem sambeskattede selskaber kan det underskud, der er opstået mens selskaberne har været sambeskattet, bringes til fradrag.

Praksis

SKM2012.46.SR

Skatterådet bekræftede, at skattemæssige underskud fra tidligere år i C A/S og A A/S (subsambeskatningsunderskud) fortsat kan fremføres til modregning i positiv skattepligtig indkomst hos B A/S efter en skattefri fusion mellem B A/S og D A/S, hvor B A/S er det modtagende selskab.

SKM2011.588.LSR

Et ved fusionen modtagende selskab kunne udnytte underskud i det modtagende selskabs datterselskab, da dette var opstået under sambeskatning med det modtagende selskab.

Begrundelse

I selskabsskattelovens § 31, stk. 2, er det fastsat, at for sambeskattede selskaber opgøres en sambeskatningsindkomst, der består af summen af den skattepligtige indkomst for hvert enkelt selskab omfattet af sambeskatningen opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber.

Sambeskatningsindkomsten opgøres efter, at der i hvert enkelt selskab er modregnet fremførselsberettigede underskud fra tidligere indkomstperioder. Er sambeskatningsindkomsten positiv, fordeles overskuddet forholdsmæssigt mellem de overskudsgivende selskaber. Er sambeskatningsindkomsten for et indkomstår negativ, fordeles underskuddet forholdsmæssigt mellem de underskudsgivende selskaber og fremføres hos det pågældende selskab til modregning for efterfølgende indkomstår. Underskud i et selskab vedrørende perioder inden sambeskatningen kan kun modregnes i overskud i det pågældende selskab. Ved fremførsel af underskud modregnes de ældste underskud først.

Underskud i et selskab vedrørende tidligere indkomstår kan kun modregnes i overskud i et andet selskab, hvis underskuddet er opstået i et indkomstår, hvor de pågældende selskaber har været sambeskattet og sambeskatningen ikke efterfølgende har været afbrudt.

Det er videre i fusionsskattelovens § 8, stk. 6, 1. pkt., fastsat, at underskud fra tidligere år i de fusionerende selskaber ikke bringes til fradrag ved det modtagende selskabs indkomstopgørelse uanset bestemmelsen i LL § 15. Dette gælder både underskud i det indskydende selskab og underskud i det modtagende selskab.

Det er den skattemæssige fusionsdato, der er afgørende for afskæring af underskudsfremførsel efter fusionsskattelovens § 8, stk. 6, 1. pkt.

Udgangspunktet for en skattefri fusion er, at skattemæssige underskud i både det indskydende og modtagende selskab således fortabes.

Udgangspunktet fraviges ved skattefrie fusioner mellem sambeskattede selskaber, idet fusionsskattelovens § 8, stk. 6, 2 pkt. bestemmer, at ved fusion mellem sambeskattede selskaber kan det underskud, der er opstået, mens selskaberne har været sambeskattet, bringes til fradrag. Bestemmelsen giver hermed hjemmel til, at det modtagende selskab kan udnytte underskud i de fusionerede selskaber fra tiden før fusionen.

Fusionsskattelovens § 8, stk. 6, begrænser altså ikke adgangen til at udnytte underskud, der kunne have været udnyttet inden for en etableret sambeskatning. Dette gælder både de selskaber, der direkte deltager i fusionen, og de selskaber der er sambeskattede med de fusionerede selskaber, illustreret ved Skatterådets afgørelse, SKM2007.65.SR.

Fusionerer to moderselskaber fra hver sin koncern, opstår der en ny sambeskatningskreds mellem det indskydende selskabs datterselskaber og det modtagende selskabs tidligere sambeskatningskreds. Fra og med fusionsdatoen kan underskud opstået efter fusionen derfor udnyttes mellem de nu sambeskattede selskaber.

Underskud fra før fusionsdatoen kan derimod ikke udnyttes i den nye sambeskatningskreds, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 2, 6. pkt. Underskud fra før fusionsdatoen kan imidlertid anvendes inden for de delkoncerner, der ikke afbrydes som følge af fusionen, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 2, 8. pkt. Disse delkoncerner kaldes efter fusionen subsambeskatninger.

Det er oplyst, at X A/S, Y A/S, Z A/S og Q A/S indgår i sambeskatning med de øvrige selskaber i A-koncernen med A A/S som administrationsselskab.

Det er endvidere oplyst, at Y A/S, Z A/S samt Q A/S er indtrådt i sambeskatningen tilbage i 2006, mens X A/S først er indtrådt i sambeskatningen 4. august 2011.

Det er oplyst, at der foreligger skattemæssige underskud i Y A/S, Z A/S og Q A/S, som er opstået før X A/S er indtrådt i sambeskatningskredsen.

Der påtænkes nu gennemført lodrette fusioner, hvor X A/S er modtagende selskab.

Der spørges derved til, om de skattemæssige underskud i de 3 indskydende selskaber efter fusionen fortsat kan anvendes i sambeskatningen i A-koncernen, dvs. af selskaber, som alle deltog i sambeskatningen med Y A/S, Z A/S og Q A/S med A A/S som administrationsselskab på de tidspunkter, hvor underskuddene opstod.

X A/S er som nævnt først indtrådt i sambeskatningen pr. 4. august 2011 (indkomståret 2011) i forbindelse med omdannelse til A/S og tilførslen af aktiver blev foretaget. X A/S var dermed ikke en del af sambeskatningskredsen på tidspunktet, hvor underskuddene i Y A/S, Z A/S og Q A/S opstod. Der er dermed opstået en subsambeskatningskreds, da X A/S er indtrådt i sambeskatningen. Subsambeskatningskredsen består af de selskaber, som rådgiver betegner "de øvrige selskaber" i A-koncernen og Y A/S, Z A/S og Q A/S.

Som nævnt udtaler FUL § 8, stk. 6, 2 pkt. følgende: "Ved fusion mellem sambeskattede selskaber kan det underskud, der er opstået, mens selskaberne har været sambeskattet, bringes til fradrag".  Hensigten med bestemmelsen er, at en fusion ikke skal stille sambeskattede selskaber ringere i forhold til adgangen til at udnytte underskuddene end før fusionen. I denne sag har den eksisterende sambeskatning mellem koncernselskaberne, bortset fra det modtagende selskab X A/S, eksisteret siden 2006. Underskuddene i de indskydende selskaber mistes ikke ved fusion med et modtagende selskab der først senere er indtrådt i koncernen. Det modtagende selskab kan blot ikke bruge underskuddene fra de indskydende selskaber, idet underskuddene er opstået forud for sambeskatningen med dette selskab. De bortfusionerede selskabers underskud kan imidlertid fortsat udnyttes af de koncernselskaber der har været omfattet af sambeskatningen siden underskuddenes opståen.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter