Formueforholdet mellem ægtefæller har betydning, når den ene ægtefælle dør. Fra 1. januar 2018 er loven om formueforholdet mellem ægtefæller ændret. Det betyder blandt andet, at man ikke længere anvender ordet ”fælleseje”; i stedet hedder det nu ”delingsformue”.

Ægtefæller kan enten have formuefællesskab, særeje eller en blanding af formuefællesskab og særeje. Et særeje kan enten være fuldstændigt særeje eller skilsmissesæreje. Som udgangspunkt har ægtefæller formuefællesskab, medmindre der er truffet bestemmelse om særeje ved ægtepagt, gavebrev eller testamente.

Formuefællesskab
Ægtefællernes formuefællesskab omfatter begge ægtefællers bodele, som er den del af delingsformuen, som hver ægtefælle har indbragt i ægteskabet eller senere har erhvervet. Hvis begge bodele er positive, gør skifteretten begge ægtefællers delingsformuer op under ét og deler det samlede bo i to lige store dele. De to dele kaldes "boslod" (se ordlisten). Den ene halvdel er den længstlevende ægtefælles. Den anden halvdel er afdødes og tilfalder den afdøde ægtefælles arvinger. Blandt disse arvinger vil den længstlevende ægtefælle være.

Den længstlevende ægtefælle har som regel ret til at sidde i uskiftet bo, hvis ægtefællerne har fælles børn. Læs mere i afsnittet Uskiftet bo.

Særeje
Det, der er omfattet af skilsmissesæreje bliver den pågældende ægtefælles særeje og holdes uden for bodelingen ved separation eller skilsmisse, mens det ved dødsfald bliver en del af formuefællesskabet. Fuldt særeje vil altid være særeje for den pågældende ægtefælle både ved separation eller skilsmisse og ved dødsfald.

Hvis afdøde havde fuldstændigt særeje, har den længstlevende ægtefælle kun krav på arv af særejet. Størrelsen afhænger af:

  • Om afdøde har livsarvinger - børn, børnebørn osv.
  • Om afdøde i testamentet efterlader en del af sin formue til andre end ægtefællen.

Den længstlevende ægtefælles særeje indgår ikke i delingen af dødsboet.

Læs mere i afsnittet Skatten hos den længstlevende ægtefælle.