Dato for udgivelse
27 Nov 2001 17:54
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. oktober 2001
SKM-nummer
SKM2001.582.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
1. Afdeling, B-0001-00
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Ansættelsesfrist, suspension, forhøjelse, straffesag, påtaleopgivelse
Resumé

Et selskab var efter udløbet af ansættelsesfristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, blevet forhøjet i indkomståret 1991 vedrørende afskrivninger, kr. 10.292.508,-, på nogle containere, som ansås for fiktive. Myndighederne fandt, at selskabet havde handlet forsætligt eller uagtsomt, således at ansættelsesfristen havde været suspenderet efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 3. Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale mod selskabets ledelse for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, indebar efter landsrettens opfattelse ikke, at der hermed tillige var taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen for 1991 for selskabet blev handlet forsætligt eller uagtsomt. Told- og Skattestyrelsens cirkulæreskrivelse af 29. november 1994, hvorefter forhøjelser skulle annulleres, hvis straffesag ikke gennemførtes, ændrede ikke herved, idet landsretten herved navnlig bemærkede, at cirkulæreskrivelsen ikke havde støtte i ordlyden af eller forarbejderne til den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 35, stk. 1 og 3 (dagældende)
Told- og Skattestyrelsens cirkulæreskrivelse af 29. november 1994 (dagældende)
Ligningsvejledningen 2000 A.H.2.2.2.2
Processuelle regler 2001 G.3.2.2.2


Parter:
H1 ApS
(Advokat John F. Kahlke)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen).

Afsagt af landsdommerne:
M. Stassen, Arne Brandt og Jørgen Steen Sørensen (kst.)

I indkomstopgørelsen for indkomståret 1991 (skatteåret 1992/93) foretog sagsøgeren, H1 ApS, afskrivning med det sambeskattede, engelske datterselskab, H2 Limited London UK's afskrivninger på containere med 10.292.508 kr.

Ved skrivelse af 30. august 1995 meddelte Københavns Skatteforvaltning, at sagsøgerens indkomst for 1991 agtedes forhøjet, idet den foretagne afskrivning ikke godkendtes, da det havde vist sig, at datterselskabet ikke havde erhvervet de afskrevne containere. I skrivelsen meddeltes endvidere, at der efter forvaltningens opfattelse var sket en overtrædelse af skattekontrollovens § 13, og at der derfor ikke var indtrådt forældelse efter skattestyrelseslovens kap. 4. Ved skrivelse af 29. november 1995 meddelte forvaltningen, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1991 var forhøjet i overensstemmelse med agterskrivelsen.

Sagsøgeren indbragte afgørelsen for Skatteankenævnet i København, der den 1. juli 1998 tiltrådte forhøjelsen. Af ankenævnets begrundelse for afgørelsen fremgår:

"Skatteankenævnet finder efter gennemgang af sagen, at klageren forsætligt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Der er herved lagt vægt på indholdet af og omstændighederne omkring den konstruerede korrespondance, som har været mellem H2 Limited London UK som køber og F1 France som sælger af de i sagen omhandlede containere, hvorved H2 Limited London UK har forsøgt at afskrive på fiktive aktiver i skatteåret 1992/93. Tre års fristen i skattestyrelseslovens 35, stk. 1, findes herefter først at regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse, jf. herved skattestyrelseslovens § 35, stk. 3. Oplysningerne om korrespondancen fremkom til skatteforvaltningen 12.7.1994, og efter en ransagning hos F1 France den 19.5.1994, og forvaltningens forhøjelse er således foretaget indenfor 3 års fristen regnet fra den 12.7.1994.

Idet bemærkes, at cirkulæreskrivelse af 29.11.1994 er ændret med cirkulæreskrivelse af 30.1.1997, hvorefter det vil kunne forekomme, at der statueres ikke-forældelse af skatteansættelsen, uden at der er tilstrækkeligt grundlag for at statuere strafansvar finder Skatteankenævnet, at den påklagede ansættelse ikke er forældet, hvorfor forhøjelsen er fastholdt. Det tilføjes dog, at forvaltningen har varslet, at der ville blive rejst straffesag, og at Told og Skat i skrivelse af 28.7.1997 til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet har anmodet om, at der rejses tiltale mod de involverede personer for skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289."

Sagsøgeren klagede over afgørelsen til Landsskatteretten, der ved kendelse af 1. december 1999 bestemte, at den foretagne skatteansættelse var gyldig. Af kendelsen fremgår blandt andet:

"...Landsskatteretten finder efter de foreliggende oplysninger, at afskrivning på de omhandlede containere må anses for at være sket uberettiget, idet containerne rent faktisk ikke eksisterede. Retten har ved vurdering af tilregnelsen i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, lagt vægt på den ved ransagningen i F1 S.a.r.l. fundne korrespondance mellem A og det franske selskab, der understøtter at der var tale om et fiktivt arrangement. Det må herefter antages, at A på vegne af H1 ApS har handlet mindst groft uagtsomt, idet han ikke nærmere undersøgte, hvorvidt containerne eksisterede, samt at han ved korrespondancen til F1 S.a.r.l. har haft kendskab til den manglende eksistens af containere. Som følge heraf må forældelsesfristen anses for suspenderet, jf. skattestyrelseslovens 35, stk. 3, og da ansættelsesændringen endvidere er foretaget inden for fristen i stk. 3, er den påklagede ansættelse derfor gyldig..."

Sagsøgeren indbragte den 30. december 1999 kendelsen for landsretten med påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens indkomst for indkomståret 1991 nedsættes med 10.292.508 kr. til det selvangivne. Sagsøgte har påstået frifindelse.

Ved skrivelse af 21. marts 2001 meddelte Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, at han i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, havde besluttet at opgive påtale for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, mod advokat A, som ved udarbejdelse af selvangivelsen for 1991 var direktør i det sagsøgende selskab.

I en skrivelse af 29. marts 2001 til selskabets advokat meddelte Statsadvokaten, at selskabets tidligere eneindehaver ikke havde været sigtet i sagen.

Sagsøgeren har på den baggrund under sagen i første række gjort gældende, at forældelsesfristen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, ikke har været suspenderet, hvilket anbringende i medfør af retsplejelovens § 253 herefter blev udskilt til særskilt behandling.

Sagsøgeren har gjort gældende, at forældelsesfristen for ændring af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 1991 udløb den 31. december 1994 efter dagældende skattestyrelseslov § 35, stk.1, og at afbrydelse af forældelsesfristen efter dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 3, ikke kan statueres, eftersom anklagemyndigheden endeligt har opgivet påtale mod sagsøgerens daværende ledelse for forsætligt eller groft uagtsomt at have bevirket, at sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 1991 var foretaget på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Sagsøgeren har henvist til, at det i Told- og Skattestyrelsens cirkulæreskrivelse af 29. november 1994 om Forhøjelse af skatteansættelsen - skattestyrelsesloven - strafansvar blandt andet var anført:

"...Hvis skattemyndighederne derfor ønsker at forhøje en skatteansættelse med henvisning til skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, skal der rejses en ansvarssag, som skal resultere i, at der er grundlag for at gøre strafansvar gældende.

Hvis ansvarssagen resulterer i, at det skønnes, at der ikke er (fuldt) tilstrækkeligt grundlag for at gøre strafansvar gældende, eller hvis en ansvarssag resulterer i frifindelse ved domstolene, har der ikke været grundlag for at foretage den pågældende ansættelsesforhøjelse, og denne må derfor annulleres..."

Sagsøgeren har videre gjort gældende, at landsretten efter Statsadvokatens påtaleopgivelse, som ikke er blevet indbragt for Rigsadvokaten, ikke kan tage stilling til, hvorvidt A har haft det fornødne forsæt til overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, og at der ikke er forskel på den grad af uagtsomhed, som kræves til domfældelse for overtrædelse af de nævnte bestemmelser, og den grad, der kræves til afbrydelse af forældelsesfristen efter skattestyrelsesloven § 35, stk. 3.

Sagsøgte har gjort gældende, at en gennemførelse af nærværende sag, som ikke er en straffesag, ikke vil indebære, at landsretten herved skal tage stilling til rigtigheden af statsadvokatens afgørelse. Nærværende sag indebærer en vurdering af, om suspensionsbetingelserne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, er opfyldt. En bevisførelse i henhold til § 35, stk. 3, indebærer ikke risiko for, at der sker domfældelse uden de retssikkerhedsgarantier, som er indeholdt i retsplejelovens 4. bog og i EMRK, art. 5.

For så vidt angår Told- og Skattestyrelsens cirkulæreskrivelse fra 1994 har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgte ikke er bundet heraf. Den omstændighed, at anklagemyndigheden har opgivet tiltale i henhold til straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, fører ikke til, at begyndelsestidspunktet for fristen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, ikke har været suspenderet i henhold til § 35, stk. 3. Sagsøgte har herved henvist til, at cirkulæreskrivelsen, der er ophævet, jf. TfS 1997,156, ikke var rettet til borgerne, herunder sagsøgeren, men de underordnede ligningsmyndigheder, at der i lovgivningen ikke var krav om, at suspensionen efter § 35, stk. 3, skulle være betinget af, at der rejstes og gennemførtes en straffesag med domfældelse, at cirkulæreskrivelsen ikke har støtte i lovens ordlyd eller forarbejder, at cirkulæreskrivelsen ikke er udtryk for en kodificering af en eksisterende administrativ praksis, jf. herved at Ligningsvejledningen heller ikke omtaler en sådan fortolkning i praksis.

Landsrettens bemærkninger:

Den omstændighed, at anklagemyndigheden har opgivet påtale mod advokat A for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, indebærer ikke, at der hermed tillige er taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen for 1991 for det sagsøgende selskab blev handlet "forsætligt" eller "uagtsomt" efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 3. Det tilkommer landsretten under denne sag efter sædvanlig bevisbedømmelse at foretage denne vurdering.

Told og Skats cirkulæreskrivelse fra 1994 ændrer ikke herved, idet navnlig bemærkes, at cirkulæreskrivelsen ikke havde støtte i ordlyden af eller forarbejderne til den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3.

Landsretten finder herefter ikke, at opgivelsen af påtale mod A indebærer, at forældelsesfristen ikke har været suspenderet.

T h i   b e s t e m m e s:

Sagsøgerens anbringende om, at det forhold, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet den 21. marts 2001 opgav påtale mod A udelukker, at forældelsesfristen efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 3, jf. stk. 1, har været afbrudt, tages ikke til følge.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter