Brændværdi
§ 5, stk. 4 og 5
Registrerede oplagshavere, der vælger at betale afgift efter brændværdien, skal opgøre den afgiftspligtige mængde særskilt for hver varekategori og på dette grundlag beregne brændværdien i GJ i de afgiftspligtige varer, der er udleveret eller forbrugt i virksomheden.  

Brændværdien i GJ kan enten opgøres ved udtagning af prøver i hver enkelt udlevering fra eller udtagning til forbrug i virksomheden, eller efter en gennemsnitsberegning, se afsnittet om lagerbalancesystem. Brændværdien kan således opgøres samtidig med opgørelse af svovlindholdet i kul mv.  

Leverandørens fakturerede brændværdi kan normalt lægges til grund for opgørelsen. Det forudsætter dog, at der er tale om to uafhængige virksomheder, og at brændværdien har betydning for prisfastsættelsen for varerne.

Lagerbalancesystem
Brændværdien i GJ skal som hovedregel opgøres for hvert enkelt parti kul mv., der udleveres fra eller forbruges i virksomheden.  

Virksomheden kan imidlertid vælge at beregne brændværdien efter et lagerbalancesystem. Lagerbalancesystemet kan benyttes fra begyndelsen af en afgiftsperiode og skal gælde for en periode på mindst 1 år.  

Virksomheden skal først foretage en måling af brændværdien i GJ pr. ton for hver varekategori samt mængden af hver varekategori i lagerbeholdningen ved begyndelsen af en afgiftsperiode.

Herefter beregnes den samlede brændværdi i lageret i GJ.  

For kul mv., der tilføres lageret, opgøres den samlede brændværdi i GJ efter måling eller efter sælgerens lagerbalancesystem (den registrerede leverandørs fakturerede brændværdi). Det samme gælder, hvis varerne modtages fra udlandet.  

For varer, der fraføres lageret, beregnes brændværdien ved at gange den opgjorte aktuelle brændværdi i GJ pr. ton med mængden af kul mv., der fraføres lageret.  

Den beregnede brændværdi af lageret reduceres med de mængder, der fraføres lageret enten opgjort efter dette lagerbalancesystem eller efter måling.  

Hver gang der tilføres lageret kul mv., skal der ske en ny opgørelse af det samlede lager og den samlede brændværdi i GJ.  

Eksempel (2009-satser anvendt)
Nedenstående illustrerer metoden for opgørelse af afgift efter brændværdi:

En virksomhed har ved begyndelsen af en afgiftsperiode et lager på 10 t kul med en brændværdi på 20 GJ/t. Virksomheden får tilført 5 t kul med en brændværdi på 35 GJ/t og frafører/forbruger i perioden 8 t kul.

Brændværdi i lager primo10 t x 20 GJ/t =200 GJ
Brændværdi i kul tilført lager5 t x 35 GJ/t =175 GJ
Samlet lager10 t + 5 t =15 t
Samlet brændværdi200 GJ + 175 GJ =375 GJ
Brændværdi pr. ton375 GJ : 15 t =25 GJ/t
Brændværdi i kul fraført lager8 t à 25 GJ/t =200 GJ
Beregning af afgift  
Energiafgift200 GJ x 53,8 kr./GJ =10.760 kr.
CO2-afgift (pr. ton)8 t x 225,70 kr./t =1.805,60 kr.