Videreforhandlere

Kun videreforhandlere kan benytte ordningen, dvs. virksomheder, der indkøber varer med videresalg for øje. Som videreforhandlere betragtes også auktionshuse eller andre, der handler for egen eller andens regning i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb eller salg. Se i den forbindelse SKM2008.391.LSR om salg af kunstværker i henhold til en kommissionsaftale og D.3.1. om momslovens § 4, stk. 3, nr. 1.

Hvis en videreforhandler vil anvende ordningen, er det en betingelse, at der ikke ved hans indkøb af varen er deklareret moms på fakturaen.

EF-domstolen har i sag C-280/04, Jyske Finans A/S, afsagt dom vedrørende fortolkningen af 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra c), og af begrebet "afgiftspligtig videreforhandler" i direktivets artikel 26a, punkt A, litra e) (nu Momssystemdirektivets artikel 136 og artikel 311, stk. 1, nr. 5).

Spørgsmålene var forelagt for domstolen i forbindelse med en retssag for Vestre Landsret, hvor det omtvistede spørgsmål var dels, om told- og skattemyndighederne efter 6. momsdirektiv og momsloven er afskåret fra at kræve, at sagsøger, Jyske Finans A/S, skal opkræve moms i forbindelse med salg af brugte personbiler, når bilerne, der havde været anvendt af selskabet til momspligtig leasing, er købt af afgiftspligtige personer, der ikke har deklareret moms af bilens pris, hvorfor selskabet ikke har kunnet udøve nogen fradragsret i forbindelse med købet, dels om sagsøger for at undgå betaling af moms er berettiget til at anvende særordningen for brugte varer m.v.

EF-domstolen fastslår i dommen for så vidt angår det første spørgsmål, at reglerne i direktivets artikel 13, punkt B, litra c), ikke er til hinder for at sagsøger i hovedsagen for den nationale domstol efter momsloven er anset for pligtig til at betale moms ved videresalg efter endt leasing af de af sagen omhandlede brugte biler.

Med hensyn til det andet spørgsmål om "brugtmomsordningen" var spørgsmålet, om begrebet "afgiftspligtig videreforhandler" i 6. momsdirektivs artikel 26a, punkt A, litra e), alene omfatter personer, hvis hovederhverv består i køb og salg af brugte genstande, når de pågældende brugte genstande erhverves med henblik på opnåelse af økonomisk fortjeneste ved videresalg som det eneste og væsentligste formål med erhvervelsen, eller begrebet også omfatter leasingvirksomheder, som normalt bortsælger disse genstande efter endt udlejning som et accessorisk led i den samlede økonomiske leasingvirksomhed.

Domstolen besvarede spørgsmålet med, at en virksomhed, der som et normalt led i sin virksomhed videresælger køretøjer, som den har købt brugt til brug for sin leasingvirksomhed, og for hvem videresalget på tidspunktet for købet af den brugte genstand ikke er det væsentligste formål, men kun det sekundære formål, der er accessorisk i forhold til udlejningen, kan anses for en "afgiftspligtig videreforhandler" i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne bestemmelse.

Skatteministeriet har på baggrund af dommen i sag C-280/04 taget bekræftende til genmæle i retssagen for Vestre Landsret på spørgsmålet om sagsøgers ret til at anvende brugtmomsordningen, og idet der var enighed mellem parterne i retssagen om, at anvendelse af brugtmomsreglerne på de af sagen omhandlede salg af personbiler efter endt leasing indebærer, at der ikke er noget momskrav mod selskabet.

SKAT har i SKM2006.579.SKAT meddelt, at det er SKATs opfattelse, at - udover det gældende for de omhandlede aktiviteter med leasing - betyder EF-domstolens dom i sag C-280/04, at i det omfang brugte genstande m.v. er indkøbt til brug for andre momspligtige aktiviteter, kan brugtmomsreglerne tilsvarende anvendes på videresalget, når der er den fornødne forbindelse mellem den afgiftspligtiges primære formål med købet og det senere videresalg.

Det er en betingelse, at videresalget skal udgøre et led i den afgiftspligtiges normale virksomhed, og at den afgiftspligtiges hensigt med videresalget skal være til stede på købstidspunket.

Udgangspunktet vil herefter være, at for varer som normalt indgår i en handelsvirksomheds varelager, vil brugtmomsreglerne kunne anvendes på det senere salg, uanset varen midlertidigt er anvendt i virksomheden som driftsmiddel.

Som et typisk eksempel i den retning kan nævnes bilforhandlere, som indkøber brugte biler uden momsberegning/tilfaktureret moms, og som bilforhandleren lader indregistrere i virksomhedens navn til brug midlertidigt for fx. udlejning, som kundebil o.lign.

Det vil endvidere i almindelighed kunne antages, at i forbindelse virksomhed med (korttids-)udlejning vil videresalget af driftsmidler til udlejning udgøre en del af virksomhedens normale virksomhed. Det er herved lagt til grund, at hensigten med videresalget foreligger allerede på købstidspunktet, idet den fortsatte udlejningsvirksomhed er betinget af virksomhedens løbende køb og salg af driftsmidler.

Virksomhedsoverdragelse

Told- og Skattestyrelsen har i cirkulære nr. 2001-19 af 25. juni 2001 revurderet praksis vedrørende adgangen til at anvende brugtmomsordningen på varer, som en virksomhedsindehaver har overtaget fra en tidligere virksomhedsindehaver i forbindelse med en momsfri virksomhedsoverdragelse.

I henhold til Mn 556/78 havde en autoforhandler, der ved virksomhedsoverdragelse overtog et lager af brugte personmotorkøretøjer mv., valgfrihed mellem at anvende sin egen købspris i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen eller anvende virksomhedsoverdragerens købspris i forbindelse med dennes køb af det brugte motorkøretøj som købspris ved opgørelsen af momstilsvaret efter brugtmomsordningen.

Det er en betingelse for at kunne anvende brugtmomsordningen, at den brugte vare er leveret af en af de i momslovens § 69, stk. 1, nr. 1-5, nævnte personer, jf. 6. momsdirektivs artikel 26 a, punkt B, stk. 2. Opregningen i direktivbestemmelsen af betingelserne for at anvende brugtmomsreglerne er udtømmende.

Efter momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., anses overdragelse af aktiver i forbindelse med en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse ikke for en leverance mod vederlag, når den nye indehaver driver registreret virksomhed. Efter lovbemærkningerne til den nuværende momslovs § 8 anses varelagre for aktiver.

Bestemmelsen i momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., giver adgang til momsmæssig succession, det vil sige, at den nye indehaver indtræder i overdragerens momsmæssige status.

At den nye virksomhedsindehaver skal anses for at succedere momsmæssigt i overdragerens sted, herunder i forbindelse med brugtmomsreglerne, er i overensstemmelse med 6. momsdirektivs art. 5, stk. 8. Efter denne bestemmelse kan medlemsstaterne anlægge den betragtning, at der, ved hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse, mod eller uden vederlag, eller i form af indskud i et selskab, ikke er sket nogen levering af goder, og at modtageren træder i overdragerens sted.

Dette betyder, at den nye indehaver efter en momsfri virksomhedsoverdragelse kan anvende brugtmomsreglerne ved videresalg, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Det er en betingelse, at den tidligere indehaver af virksomheden ville have været berettiget til at anvende brugtmomsordningen på den pågældende vare, såfremt der ikke var sket en virksomhedsoverdragelse.

Med virkning for virksomhedsoverdragelser aftalt 1. oktober 2001 og senere, finder de almindelige regler efter brugtmomsordningen anvendelse i forbindelse med momsfri virksomhedsoverdragelse. Virksomhedsindehavere, der anvender brugtmomsordningen på varer overtaget som led i en virksomhedsoverdragelse, skal ved opgørelsen af momstilsvaret efter brugtmomsordningen anvende virksomhedsoverdragerens købspris i forbindelse med dennes køb af den brugte vare.

Leverandører § 69, stk. 1
Det er desuden en betingelse, at de brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter den 1. juli 1994 eller senere er leveret til videreforhandleren her i landet eller fra et andet EU-land af:

  • en ikke-momspligtig person, f.eks. en privatperson
  • en momspligtig person i Danmark, der har anvendt brugtmomsordningen
  • en momspligtig person, hvis salg af den pågældende vare er fritaget for moms efter § 13 eller tilsvarende regler i et andet EU-land
  • udlejningsvirksomheder og køreskoler i forbindelse med salg af biler, i det omfang der er anvendt det særlige reducerede grundlag, der gælder for denne type salg  (§ 30, stk. 1)
  • en momspligtig person, der sælger investeringsgoder (uanset beløbsstørrelsen) og er fritaget for registrering i Danmark eller et andet EU-land, fordi den årlige omsætning er under registreringsgrænsen, dvs. under 50.000 kr. i Danmark.

Ordningen kan endvidere anvendes, når en videreforhandler selv indfører kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter fra lande uden for EU. Det er dog en betingelse, at den importmoms, som er betalt ved indførslen, ikke fradrages, jf. § 69, stk. 2.

Fra den 1. januar 1995 er ordningen udvidet og kan ligeledes anvendes, når den brugte vare mv. er leveret af:

  • en momspligtig person, der sælger investeringsgoder (uanset beløbsstørrelsen) og er fritaget for registrering efter bestemmelsen i § 48, stk. 2, om salg i kantiner/marketenderier, blindes salg af varer og ydelser samt kunstneres førstegangssalg, jf. M.3.2.
  • en kunstner som et førstegangssalg, og der er tale om kunstgenstande, jf. § 69, stk. 2, sammenholdt med § 30, stk. 3. Dette gælder også, selv om kunstneren har beregnet moms ved salget. I så fald må denne moms dog ikke fratrækkes.
  • en momspligtig person (videreforhandler) i et andet EU-land, når momsen er beregnet efter brugtmomsordningen i det pågældende land, jf. § 69, stk. 1, nr. 2.