Bestemmelsen opregner en række indkøb, hvoraf momsen ikke eller kun i begrænset omfang kan medregnes til købsmomsen, selv om indkøbene fuldt ud vedrører virksomhedens momspligtige aktiviteter.

Der er ikke fradragsret for moms af indkøb af kost til virksomhedens indehaver og personale.

Baggrunden for reglerne er, at sådanne indkøb betragtes som indkøb til endeligt forbrug, idet personalet - hvis der i stedet for kost blev givet højere pengeløn - måtte betale moms ved køb af disse varer.

Landsskatteretten har i TfS 2000, 101 truffet afgørelse om, at der ikke er fradragsret for moms af indkøb af kaffe og te, som stilles gratis til rådighed for virksomhedens personale under dettes arbejde. Landsskatteretten fandt således, at momslovens kostbegreb også omfatter kaffe og te. De bekræftede således tidligere praksis.

Et selskab havde i SKM2004.400.LSR i 2001 og i 2002 afholdt personalearrangementer hvortil der var serveret mad. Det drejede sig om et jubilæum og om personalets juleafslutning. Indkøbet af maden var foretaget ude i byen, hvorefter maden var indtaget i selskabets lokaler. Landsskatteretten traf afgørelse om, at selskabets udgifter til indkøb af mad skulle anses for udgifter vedrørende kost til personale, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1. Da indkøbet af maden var foretaget ude i byen, hvorefter maden var indtaget i selskabets lokaler, fandt Landsskatteretten ikke, at der var tale om køb af restaurationsydelser. Der var således ikke fradrag for momsen på indkøbet. 

Om fradragsret i forbindelse med de adminstrative forenklede ordninger vedrørende kantineydelser (kantinemoms) i forbindelse med de med virkning fra 1. januar 2009 indførte regler om momsgrundlaget ved handel mellem interesseforbundne parter, se G.3.

EF-domstolen udtalte i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, at 6. momsdirektivs artikel 6, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse på den ene side ikke omfatter vederlagsfri servering af måltider i virksomheders kantiner for forretningsforbindelser under møder, der afholdes i disse virksomheders lokaler, når det fremgår af objektive data - hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve - at disse måltider serveres med henblik på formål af strengt erhvervsmæssig karakter. På den anden side omfatter den nævnte bestemmelse principielt en virksomheds vederlagsfrie servering af måltider for dens personale i virksomhedens lokaler, medmindre - hvilket det ligeledes tilkommer den forelæggende ret at vurdere - virksomhedens behov for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt, gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at servering inden for et fastsat mødetidsrum finder sted med henblik på varetagelse af strengt erhvervsmæssige formål. Se SKM2010.622.SKAT.

Betingelserne for fradragsret for servering under møder i virksomheden anses for opfyldt i følgende tilfælde (ikke udtømmende):

  • møder med forretningsforbindelser
  • bestyrelsesmøder
  • interne møder i virksomheden med fagligt indhold, herunder også temadage
  • interne kursusaktiviteter
  • Betingelserne for fradragsret anses ikke for opfyldt i følgende tilfælde (ikke udtømmende):

  • daglig bespisning af medarbejdere
  • gratis frugt, kaffe, te mv., som står til rådighed for medarbejderne
  • sociale arrangementer (personalefester, julefrokost o.lign.)
  • markering af medarbejdernes fødselsdage, jubilæer mv.
  • generalforsamlinger
  • Eksempel hvor der er fradrag:

    Et møde begynder kl. 08:30 og slutter kl. 14:00. Mødet begynder ved, at der kl. 08:30 tages plads i et mødelokale og bydes velkommen. Samtidig med at mødet startes op, serveres morgenmad i mødelokalet. Kl. 13:00 serveres en frokost og mødet fortsætter medens frokosten indtages. Mødet slutter kl. 14:00, og på det tidspunkt er deltagerne også færdige med frokosten. I denne situation er der fradragsret for serveringen.

    Eksempel hvor der er fradrag:

    Et møde (eller intern undervisning) begynder kl. 09:00 og slutter kl. 13:00. Inden mødet begynder serveres morgenmad udenfor mødelokalet i tidsrummet 08:30 til 09:00. Kl. 09:00 tages plads i et mødelokale og mødet startes op. Kl. 13:00 slutter mødet og mødedeltagerne inviteres til frokost i forlængelse af mødet. Frokosten slutter kl. 14:00. I denne situation er der fradragsret for serveringen.

    Eksempel hvor der ikke er fradragsret:

    Interne kursusaktiviteter af en uges varighed begynder dagligt kl. 10:00 og slutter kl. 16:30. Kl. 12:00 serveres frokost i kantinen. For tilrejsende medarbejdere, der bor på hotel eller lignende, serveres morgenmad og aftensmad i virksomhedens kantine. I denne situation er der fradragsret for frokosten, men ingen fradragsret for morgenmad og aftensmad.

    Der er heller ikke fradragsret for momsen i forbindelse med anskaffelse og drift af bolig for virksomhedens indehaver og personale. Begrundelsen for reglen er den samme, som nævnt ovenfor vedrørende kost til virksomhedens indehaver og personale.

    Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 39, stk. 2, som er behandlet ovenfor under J.2.2.2. Herefter anses lokaler, der anvendes som bolig for virksomhedens indehaver eller personale,  ikke som virksomhedens lokaler, selv om lokalerne også anvendes i den pågældendes erhverv.

    Som eksempler på omkostninger, der vedrører anskaffelse og drift af lokaler i den private bolig, kan nævnes udgifter til opførelse, ombygning, reparation og vedligeholdelse samt som hovedregel også udgifter til lys, varme, rengøring, møblering mv.

    Hvis de afholdte udgifter efter en konkret vurdering udelukkende er til brug i virksomheden, kan fradrag for købsmomsen dog indrømmes. Som eksempler kan nævnes udgifter til almindeligt kontorinventar, tegneborde mv. Endvidere kan nævnes indkøb af el og varme til brug for såvel virksomhedens lokaler som den private bolig. I sidstnævnte tilfælde lægges den fordeling, som ligningsmyndigheden har godkendt, til grund for fradragsretten, også selv om der herved er taget hensyn til et lokale i boligen, hvor der efter reglerne ovenfor ikke er fradragsret.

    Skatterådet udtalte vejledende i SKM2007.916.SR, at en lejlighedsejer - uanset om ejeren er en privatperson eller en virksomhed - ved udlejning af ejerlejligheden er fritaget for moms. Lejlighedsejeren anses således ikke for at levere en momspligtig hotellignende ydelse. Køberen kan således ikke få overdraget reguleringsforpligtelsen for lejligheden. Med hensyn til muligheden for frivilig registrering henvises til M.5.1.

    I SKM2008.606.SR udtalte Skatterådet vejledende, at en virksomheds medarbejderes ophold og overnatning i virksomhedens ejerlejlighed afskar sælgeren, der havde opført lejligheden, for muligheden for tilbagebetaling af moms af disse opførelsesudgifter.

    Flytteudgifter er ikke omfattet af anskaffelse og drift af bolig. Flytteudgifter, som en virksomhed afholder for ansatte i forbindelse med forlyttelser, som er sket på virksomhedens initiativ, og som sker inden for virksomheden, anses at være en driftsomkostning, hvor momsen kan fradrages efter de almindelige regler i momslovens § 37, stk. 1 og § 38. Se SKM2001.40.LSR.

    Der er ikke fradragsret for købsmomsen i forbindelse med naturalaflønning af virksomhedens personale, da disse indkøb betragtes som indkøb til endeligt forbrug, jf. J.3.1.1. og J.3.1.2.

    Landsskatteretten har i SKM2001.40.LSR anset kursusudgifter afholdt af en virksomhed med henblik på tilrettelæggelse af de ansattes senior-tilværelse for en personaleudgift med adgang til momsfradrag. Der var dog ikke adgang til momsfradrag for de kursusudgifter virksomheden afholdt til de ansattes ægtefællers deltagelse.

    Se SKM2003.401.ØLR, hvorefter billetter til fodboldkampe, som en virksomhed havde indkøbt som led i sponsoraftaler og udleveret til ansatte i virksomheden, blev anset for naturalaflønning, som ikke giver ret til fradrag for momsen heraf, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 3. Højesteret stadfæstede i SKM2006.398.HR landsrettens dom for så vidt angik punktet vedrørende billetter givet til ansatte. Om dommen se endvidere J.1.1.15 og J.3.1.5.

    Ny tekst startSkatterådet fandt i SKM2011.451.SR, at et selskab ikke havde momsfradrag for driftsudgifterne på en husbåd, som blev stillet til rådighed som "fri husbåd" for selskabets hovedaktionær og direktør.Ny tekst slut

    Købsmomsen i forbindelse med anskaffelse og drift af vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, feriehjem, sommerhuse og lign. til virksomhedens personale, kan ikke trækkes fra i virksomhedens momsregnskab.
     
    Hvis en virksomhed udlejer ferieboliger til personalet, således at der skal betales moms af denne udlejning, har virksomheden dog fradragsret for momsen vedrørende drift mv. af ferieboligerne, fordi udlejningen anses for en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet. Se Mn.592 og Mn.1009.

    Købsmomsen vedrørende udgifter til underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver er ikke fradragsberettiget.

    Købsmomsen af restaurationsydelser kan dog fradrages med 25 pct. af momsbeløbet, hvis udgifterne hertil er af strengt erhvervsmæssig karakter, jf. § 42, stk 2, og J.3.2.

    Bestemmelsen omfatter ikke købsmomsen af reklameartikler eller vareprøver, hvor der er fuld fradragsret. Med hensyn til afgrænsningen mellem, hvornår købet vedrører reklame mv., og hvornår der foreligger udgifter til repræsentation og gaver, henvises til J.1.1.15 om fuld fradragsret.

    I SKM2009.666.LSR har Landsskatteretten truffet afgørelse om, at et storcenter var berettiget til at fradrage moms af udgifter til underholdning i form af f.eks. koncerter, cirkusunderholdning og modeshows, hvortil der er almindelig adgang af centrets kunder, idet forholdet ikke kunne karakteriseres som underholdning omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

    Højesteret har i SKM2006.398.HR taget stilling til Østre Landsrets dom i SKM2003.401.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt et bryggeri havde fradrag for udgifterne til nogle fodboldbilletter, som selskabet havde erhvervet i henhold til nogle sponsorater indgået med diverse fodboldklubber. Spørgsmålet i sagen var nærmere, om fodboldbilletterne kunne anses for anvendt til fradragsberettiget reklame/markedsføringsmæssige formål, eller om billetterne var blevet anvendt til ikke-fradragsberettigede formål i henhold til momslovens § 42, stk. 1, nr. 3 og 5. Herudover drejede sagen sig om værdiansættelsen af fodboldbilletterne, idet der ikke i de indgåede sponsorkontrakter var taget stilling til værdien af disse. Daværende ToldSkat havde derfor været nødsaget til at foretage et skøn over værdien af de enkelte billetter m.v.

    Bryggeriet gjorde under sagen gældende, at billetterne var anvendt til reklame/markedsføringsmæssige formål, hvor billetterne bl.a. var blevet anvendt til:

    1. Betaling for display space formål.
    2. "Markedsføringsmæssigt formål", der ikke var af repræsentativ karakter eller lignende.
    3. Uddeling til medarbejdere.
    4. Konkurrencer.
    5. Repræsentative formål for såvidt angår VIP-billetter m.v., hvor der havde været arrangementer med spisning med den følge, at 25% af værdien kunne fradrages.

    Herudover gjorde bryggeriet gældende, at billetterne måtte anses for en biydelse i forhold til de øvrige reklameydelser, som bryggeriet havde erhvervet ved indgåelsen af sponsorkontrakterne, hvorfor biydelsen momsmæssigt skulle behandles på samme måde som hovedydelsen, der ifølge bryggeriet vedrørte reklame.

    SKAT gjorde i første række gældende, at bryggeriet ikke havde fradragsret, allerede fordi fodboldbilletterne gav adgang til underholdning, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5. I anden række gjorde SKAT gældende, at bryggeriet ikke havde fradragsret som følge af, at billetterne var blevet anvendt til gaver, repræsentation og naturalaflønning, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5 og 3.

    Højesteret fastslog, at der ikke forelå en biydelse, hvorfor købet af billetterne ikke skulle behandles på samme måde som det samtidige køb af reklameydelserne. Herudover fastslog Højesteret, at billetterne gav adgang til underholdning, uden at dette dog kunne afskære bryggeriets fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5. Herefter fastslog Højesteret vedrørende de enkelte anvendelsesmåder, at billetterne, der var givet til udvalgte kunder var at anse for repræsentation, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5. Vedrørende disse billetter fastslog Højesteret endvidere, at der ikke helt eller delvis kunne gives bryggeriet adgang til momsfradrag, jf. § 42, stk. 2, idet de afholdte arrangementer ikke kunne anses for restaurationsydelser.

    Vedrørende billetterne givet til ansatte fastslog Højesteret, at der forelå naturalaflønning, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 3.

    Vedrørende billetter anvendt til konkurrencer var Højesteret enig i, at der forelå gaveydelser. Et mindretal på 2 dommere ville i den anledning stadfæste Østre Landsrets dom, hvorefter bryggeriet kunne fradrage værdien af de billetter, der havde en lav værdi, mens der ikke var fradragsret for billetter med en høj værdi. Flertallet, der bestod af 3 dommere, fastslog, at eftersom der forelå gaveydelser og ikke reklameartikler, kunne der ikke skelnes mellem værdien af billetterne. Bryggeriet havde derfor ikke fradragsret for nogen af billetterne.(dissens). Endelig fastslog Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn vedrørende værdien af billetterne.

    Momsnævnet har i TfS 1997, 568 truffet afgørelse om, at der ikke er fradragsret for moms af gaver til et selskabs ansatte. Det var af selskabet anført, at de pågældende gaver, der havde en værdi af under 300 kr., skattemæssigt anses for en fuldt fradragsberettiget driftsomkostning. Nævnet fandt, at personalegaver må henføres til bestemmelsens nr. 5, da denne udtrykkeligt omhandler gaver.

    Personalegaver vil dog også kunne henføres til bestemmelsen i nr. 3, i givet fald som naturalaflønning. Den momsmæssige behandling er imidlertid den samme.

    Landsskatteretten har i TfS 2000, 101 truffet afgørelse om, at kaffe og te til forretningsforbindelser ikke er omfattet af repræsentationsbegrebet. Retten finder, at udgifterne til indkøb af kaffe og te må anses at være en driftsomkostning, hvor der er fradrag for momsen efter momslovens § 37.

    Repræsentation
    I SKM2003.322.TSS har Told- og Skattestyrelsen præciseret praksis hvorefter der ikke er fradrag for moms af udgifter til repræsentation i virksomheder. Endvidere præciseres anvendelsen af udtagningsbestemmelsen i momslovens § 5. Se afsnit Ny tekst startD.A.4.3.3 og D.A.4.3.4.Ny tekst slut

    Om fradragsret i forbindelse med de adminstrative forenklede ordninger vedrørende kantineydelser (kantinemoms) i forbindelse med de med virkning fra 1. januar 2009 indførte regler om momsgrundlaget ved handel mellem interesseforbundne parter, se G.3.

    EF-domstolen udtalte i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, at 6. momsdirektivs artikel 6, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse på den ene side ikke omfatter vederlagsfri servering af måltider i virksomheders kantiner for forretningsforbindelser under møder, der afholdes i disse virksomheders lokaler, når det fremgår af objektive data - hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve - at disse måltider serveres med henblik på formål af strengt erhvervsmæssig karakter. På den anden side omfatter den nævnte bestemmelse principielt en virksomheds vederlagsfrie servering af måltider for dens personale i virksomhedens lokaler, medmindre - hvilket det ligeledes tilkommer den forelæggende ret at vurdere - virksomhedens behov for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt, gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen.

    Det er Skatteministeriets opfattelse, at servering inden for et fastsat mødetidsrum finder sted med henblik på varetagelse af strengt erhvervsmæssige formål. Se SKM2010.622.SKAT.

    Betingelserne for fradragsret for servering under møder i virksomheden anses for opfyldt i følgende tilfælde (ikke udtømmende):

  • møder med forretningsforbindelser
  • bestyrelsesmøder
  • interne møder i virksomheden med fagligt indhold, herunder også temadage
  • interne kursusaktiviteter
  • Betingelserne for fradragsret anses ikke for opfyldt i følgende tilfælde (ikke udtømmende):

  • daglig bespisning af medarbejdere
  • gratis frugt, kaffe, te mv., som står til rådighed for medarbejderne
  • sociale arrangementer (personalefester, julefrokost o.lign.)
  • markering af medarbejdernes fødselsdage, jubilæer mv.
  • generalforsamlinger
  • Eksempel hvor der er fradrag:

    Et møde begynder kl. 08:30 og slutter kl. 14:00. Mødet begynder ved, at der kl. 08:30 tages plads i et mødelokale og bydes velkommen. Samtidig med at mødet startes op, serveres morgenmad i mødelokalet. Kl. 13:00 serveres en frokost og mødet fortsætter medens frokosten indtages. Mødet slutter kl. 14:00, og på det tidspunkt er deltagerne også færdige med frokosten. I denne situation er der fradragsret for serveringen.

    Eksempel hvor der er fradrag:

    Et møde (eller intern undervisning) begynder kl. 09:00 og slutter kl. 13:00. Inden mødet begynder serveres morgenmad udenfor mødelokalet i tidsrummet 08:30 til 09:00. Kl. 09:00 tages plads i et mødelokale og mødet startes op. Kl. 13:00 slutter mødet og mødedeltagerne inviteres til frokost i forlængelse af mødet. Frokosten slutter kl. 14:00. I denne situation er der fradragsret for serveringen.

    Eksempel hvor der ikke er fradragsret:

    Interne kursusaktiviteter af en uges varighed begynder dagligt kl. 10:00 og slutter kl. 16:30. Kl. 12:00 serveres frokost i kantinen. For tilrejsende medarbejdere, der bor på hotel eller lignende, serveres morgenmad og aftensmad i virksomhedens kantine. I denne situation er der fradragsret for frokosten, men ingen fradragsret for morgenmad og aftensmad. 

    Der er ikke fradragsret for momsen i forbindelse med hotelophold. Dette gælder også leje af hotelværelse samt køb af mad og drikkevarer. Dog er købsmoms af hotelophold fradragsberettiget med 25 pct. af momsbeløbet, hvis udgifterne hertil er af strengt erhvervsmæssig karakter, jf. § 42, stk. 2, og J 3.2.

    Fra 1. januar 2011 er formuleringen af bestemmelsen ændret fra "hotelophold" til "hotelovernatning", jf. lov nr. 1564 af 21. december 2010. Samtidig er fradragsretten for moms af hotelovernatninger hævet fra 25 til 50 pct., jf. momslovens § 42, stk. 2. Fradraget for moms af restaurationsydelser er uændret 25 pct.

    Ny tekst startSkatteministeriet har i SKM2011.229.SKAT præciseret de momsmæssige regler for fakturering, prisfastsættelse mv., når hoteller, kursus- og konferencevirksomheder mv., markedsfører deres produkter i form af f.eks. overnatning inkl. morgenmad, til en samlet pris. Endvidere præciseres, hvilke betingelser der skal være opfyldt, førend de momsregistrerede kunder kan fratrække købsmomsen af overnatning mv.Ny tekst slut

    Købsmomsen ved anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af højst 9 personer, kan ikke fradrages i momsregnskabet.

    Bestemmelsen omfatter som udgangspunkt biler, som kan transportere højst 9 personer, og som er indregistreret med hvide nummerplader. Dvs. motorkøretøjer, hvoraf der efter registreringsafgiftsloven er betalt fuld afgift (almindelige personvogne), nedsat afgift (hyrevogne) eller slet ingen afgift, fordi de er fritaget herfor (personvogne, der tilhører visse statsinstitutioner).

    Styrelsen har i TfS 1997, 16 udtalt, at autocampere, der er indrettet til befordring af højst 9 personer, også er et personmotorkøretøj.

    Visse køretøjer falder imidlertid uden for bestemmelsen, fordi de efter en konkret vurdering ikke anses for personmotorkøretøjer. Dette gælder biler, som er særligt indrettet til brug for virksomhedens momspligtige aktiviteter, og som er fritaget for registreringsafgift. Som eksempler herpå kan nævnes mandskabsvogne, der er indrettet til befordring af både mandskab og materiel. Købsmomsen er i disse tilfælde fradragsberettiget efter de almindelige regler.

    Det samme gælder andre transportmidler end personmotorkøretøjer (biler og motorcykler), såsom cykler, knallerter, busser, færger og flyvemaskiner. Disse er ikke omfattet af bestemmelsen og må derfor med hensyn til fradragsret for købsmomsen i lighed med mandskabsvognene, der er nævnt overfor, behandles efter de almindelige regler.

    Landsskatteretten har i SKM2001.39.LSR truffet afgørelse om, at momsfradrag i forbindelse med anskaffelse og drift af rustvogn skal opgøres efter momslovens almindelige fradragsregler, jf. momslovens §§ 37 og 38.

    Momsnævnet har i TfS 1997, 896 truffet afgørelse om, at udgifter til moms af færgebilletter for personmotorkøretøjer (hvidpladebiler) ikke er fradragsberettigede, uagtet udgifterne afholdes i forbindelse med erhvervsmæssige aktiviteter.

    Landsskatteretten har i SKM2003.124.LSR truffet afgørelse om, at et selskabs udgifter til leje af parkeringspladser i forbindelse med et frivilligt momsregistreret lejemål må anses som udgifter til drift af personmotorkøretøjer som omhandlet i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7. Moms af lejeudgiften vedrørende parkeringspladser til brug for virksomheden og medarbejdere kunne derfor ikke fradrages. Se også SKM2006.268.VLR.

    Østre Landsret har i TfS 1999, 265, afsagt dom om, at der ikke kan fradrages moms ved anskaffelse af motorkøretøjer på grønne nummerplader, der anvendes til erhvervsmæssig kørsel på Københavns Lufthavns område. Landsretten lagde til grund, at de af sagen omhandlede køretøjer må anses som personmotorkøretøjer.

    Se J.1.1.13 om fradragsretten for moms af broafgift, som betales ved kørsel på Storebæltsbroen, og J.3.4. om billeasing. Se også J.1.1.13 om fradragsret for moms af passagen af den faste forbindelse over Øresund.