Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan være tale om uvidenhed med hensyn til kravets eksistens som følge af retlige eller faktiske vildfarelser eller uvidenhed om skyldnerens opholdssted, jf. 1908-lovens § 3.
Retlige vildfarelser
Retlige vildfarelser hos skatte- og afgiftsmyndighederne vil ikke medføre, at forældelsesfristen suspenderes, da myndighederne under alle omstændigheder bærer risikoen for tvivl om retsstillingen.
Vildfarelser af faktisk karakter
Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension. Efter domspraksis stilles der strenge krav til skatte- og afgiftsmyndighedernes agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger. Det er således ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at fx en skattepligtigs selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på det ikke-oplyste forhold.
Af dommen UfR 1971, 856 ØLD fremgår endvidere, at et krav på gaveafgift ikke var suspenderet i en situation, hvor grundlaget for rejsning af kravet havde kunnet udledes af en tidligere indgivet selvangivelse. Dette var på trods af, at kompetencen til at rejse krav om gaveafgift lå hos de daværende amtsstuer.
På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte dyberegående undersøgelser uden synlig anledning, jf. dommen TfS 1998, 584 HD, hvor forældelsesfristen vedrørende krav på gaveafgift var suspenderet, fordi det ikke med tilstrækkelig tydelighed fremgik af parternes selvangivelser, at der var givet gaver. Forældelsesfristen var ligeledes suspenderet i en situation, hvor der ikke var anledning til at betvivle rigtigheden af et selvangivet fradrag, således at skattemyndigheden ikke ved ligningen var forpligtet til at foretage en nærmere undersøgelse af grundlaget for fradraget, jf. TfS 1990, 120 ØLD.
Hvis skatte- og afgiftsmyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag støder på oplysninger, som ikke kan udledes af det materiale myndighederne hidtil har været i besiddelse af, suspenderes forældelsesfristen med hensyn til det yderligere krav indtil det tidspunkt, da myndighederne bliver i stand til at gøre deres yderligere krav gældende, jf. Meddelelser fra skattedepartementet. 63.347. I TfS 1997, 755 ØLK var fristen for opkrævning af et skattekrav, der var afledt af en efterbeskatning af forskudsafskrivning suspenderet, indtil skattemyndighederne kunne konstatere, at et planlagt byggeri ikke var blevet gennemført. Se endvidere den tilsvarende TfS 2000, 485 HD, hvor det blev antaget, at et krav på aktieafgift ikke var forældet, da selvangivelsesoplysningerne ikke entydigt gav myndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at gøre kravet på aktieafgift gældende. Fristen var derfor suspenderet indtil det tidspunkt, hvor det under en ransagning blev konstateret, at der var sket en aktieoverdragelse. I overensstemmelse hermed kan henvises til Momsnævnets afgørelse 989/87, hvor fristen var suspenderet indtil myndighederne fik kendskab til, at der var drevet uregistreret virksomhed.
Uvidenhed om skyldnerens opholdssted
Der indtræder ikke suspension, blot fordi myndighederne ikke har kendskab til skyldnerens opholdssted eller adresse. Det må yderligere kræves, at myndigheden har gjort et relevant forsøg på at indhente oplysninger om skyldnerens opholdssted. Der kan henvises til følgende afgørelser: TfS 1992, 213 VLK, vedrørte et tilfælde, hvor en skattepligtig i 1981 fik udbetalt en rateforsikring, hvorefter den skattepligtige i 1982 bosatte sig i England. Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling i 1982. Efter at være vendt tilbage til Danmark i 1989, blev den skattepligtige afkrævet skatten. Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene suspenderes i de i 1908-loven opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var derfor ikke suspenderet, idet skattemyndighederne havde kendskab til den skattepligtiges opholdssted, selvom det havde været umuligt at inddrive skattegælden under opholdet i England.
Ved Århus byrets dom i UfR 1982, 872 var et momskrav forældet, da toldmyndigheden ved henvendelse til skyldnerens far kunne have fået oplysning om skyldnerens opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for suspenderet.
TfS 1999, 544 VLD drejede sig om, hvorvidt et krav i et dødsbo for skyldig moms mv. for en periode i 1987 og 1988 måtte anses for forældet ved anmeldelsen i 1994. Den skattepligtige var meldt savnet fra marts 1988 til februar 1994, da han blev fundet druknet. Skattemyndighederne havde holdt sig orienteret om, hvorvidt den skattepligtige fortsat var meldt savnet i CPR-registeret. Landsretten fandt, at toldvæsenet i hvert fald indtil oktober 1992, hvor der var indgivet selvangivelser for de pågældende år, havde været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Kravet på betaling af moms mv. fra januar kvartal 1987 og indtil januar kvartal 1988, der blev anmeldt i dødsboet i oktober 1994, var derfor ikke forældet.
Særligt om ligningslovens § 32 F
1908-loven suppleres af ligningslovens § 32 F for så vidt angår krav på skat af fortjenester omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens og af afskrivningslovens §§ 9, 21 og 40. Ved beregningen af forældelsesfristen for krav efter disse bestemmelser skal der ses bort fra den tid, som skattemyndighederne har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet. Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i ligningslovens § 32 F finder på den anden side ikke anvendelse, så længe den skattepligtige opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Der kan henvises til afgørelsen TfS 2000, 205 ØLD, der omhandler den tilsvarende bestemmelse i § 14, stk. 4, i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat, og hvor det blev lagt til grund, at de danske skattemyndigheder i en periode var ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol, hvorfor den formueretlige forældelsesfrist var suspenderet i nævnte periode.
Ved suspension
Hvis fristen er suspenderet, løber forældelsesfristen ikke i det tidsrum, hvor betingelserne for suspension er opfyldt. Dvs. at hvis betingelserne for suspension har været opfyldt fra kravets stiftelse, løber fristen først fra det tidspunkt, hvor den suspenderende omstændighed ophører, det vil typisk sige når de relevante oplysninger er kommet til myndighedernes kundskab. Den tid, der herefter medgår til sagens færdigekspedition, medfører normalt ikke yderligere suspension af forældelsesfristen, medmindre der er tale om en situation, hvor myndighederne i forbindelse med suspensionens ophør har modtaget et så omfattende materiale, at en rimelig tid til bearbejdelse heraf efter omstændighederne skønnes at være nødvendig.
Af dommen TfS 2000, 205 ØLD følger, at hvis en borger/virksomhed, i forbindelse med påklage af fastsættelse af grundlaget for et krav, har fået bevilget henstand med betaling, vil fristen for forældelse af myndighedernes krav være suspenderet i henstandsperioden. Se tilsvarende TfS 1994, 682 ØLD, hvor virksomheden ikke kunne gøre forældelsesindsigelsen gældende så længe den selv havde foranlediget inddrivelse af moms stillet i bero.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter