Når en sag er indbragt for Landsskatteretten, kan klageren i de fleste sagstyper anmode om syn og skøn efter reglerne i retsplejelovens § 343 om isoleret bevisoptagelse, jf. SSL § 30. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn i verserende retssager finder også anvendelse ved syn og skøn i Landsskatteretssager.
Formål
Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Formålet med syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn). Det kan forekomme, at kun et af elementerne er relevant. Formålet med syn og skøn kan også være at sikre beviser, der er let forgængelige, og som derfor vil være gået tabt, når det bliver aktuelt at føre dem senere i sagsforløbet. Syn og skøn tjener til vejledning for Landsskatteretten, når den skal vurdere og træffe afgørelse om komplicerede tekniske faktiske forhold på et område, hvor retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab. Derimod kan syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske spørgsmål i sagen, og syn- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.
Anvendelsesområde
Reglen i SSL § 30 finder anvendelse i sager, der er indbragt for Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og momssager.
Særligt for skattesager
På skatteområdet er syn og skøn velegnet i værdiansættelsesspørgsmål. I praksis begæres der syn og skøn i landsskatteretssager, hvor værdiansættelse af aktier, gældsbreve, goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager hvor det omtvistede spørgsmål er, om et landbrug drives landbrugsfagligt korrekt.
Reglen i SSL § 30 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 A og i sager vedrørende vurdering af fast ejendom, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, fx angående overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.
Særligt for toldsager
Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om toldværdifastsættelse og i tariferingssager, hvor det kan have betydning at få beskrevet fx en maskines egenskaber som grundlag for tariferingen.
Hvem kan begære syn og skøn
Syn og skøn kan begæres både af klageren og af skattemyndighederne. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren. Den der begærer syn og skøn kaldes rekvirenten og modparten kaldes skønsindstævnte.
Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den opfordre parterne til at begære syn og skøn.
Behandling i Landsskatteretten inden syn og skøn
Landsskatteretten kan i forbindelse med en begæring om syn og skøn fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn, skal være afklaret, jf. SSL § 30, stk. 2. Efter fristens udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og skøn. Det vil sige, at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at afvente en eventuel skønserklæring.
Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af skønserklæringen har meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes, jf. nedenfor om behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn.
Syn og skøn ved domstolene
Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten overtager byretten den del af processen som vedrører tilvejebringelsen af syn- og skønserklæringen.
Begæringen
Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal anlægges her i landet.
Skønsrekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af skønstemaet.
Rekvirenten eller byretten skal med en uges varsel skriftligt underrette skønsindstævnte om det retsmøde, hvori der træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve bevisførelsen.
Retsafgift
Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift på 400 kr. (2001)
Byrettens rolle
Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring om syn og skøn, men foretager en selvstændig vurdering af behovet for sagkyndig bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge, medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på anden måde fx gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra brancheorganisationer. I TfS 1997, 690 ØLK afviste byretten og landsretten en begæring om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en sagkyndig erklæring fra en brancheorganisation.
Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller flere syn- og skønsmænd.
Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syn- og skønsmand, men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af syn og skøn, se fx TfS 2000, 138 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999, 686 VLK afviste retten at udmelde en syn- og skønsmand, der var ensidigt foreslået af klageren.
Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvilke personer der agtes udmeldt, og give dem adgang til at udtale sig om disse. I TfS 1999, 513 VLK hjemviste Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten ikke havde drøftet valget af skønsmand med Told- og Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation om at pege på en person, som er egnet som syn- og skønsmand.
Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf kan kæres til landsretten.  
Under syn- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem parterne om:
  • syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt
  • en syn- og skønsmand er egnet og bør udpeges
  • om formulering af spørgsmål til syn- og skønsmanden (syn- og skønstemaet) og tillægsspørgsmål.
  • hvilket bilagsmateriale syn- og skønsmanden skal have udleveret
Udlevering af bilag
Udgangspunktet for bilagsmaterialet er at samtlige akter i klagesagen - herunder den påklagede afgørelse - bør udleveres til syn- og skønsmanden. Afvigelse herfra kan dog ske efter en vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. I sager om fastsættelse af den rette handelsværdi i forbindelse med overdragelse af aktiver vedrører tvisten ofte om bilag, der er udarbejdet efter overdragelsen, skal udleveres til syn- og skønsmanden. Sådanne bilag der ikke har kunnet tages i betragtning i forbindelse med overdragelsesforhandlingerne - herunder prisfastsættelsen - bør ikke udleveres til syn- og skønsmanden.
Se endvidere TfS 1999, 602 ØLK om tvist om udlevering af årsregnskaber, der vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte, at regnskaberne ikke skulle forelægges syn- og skønsmanden.
Se også TfS 2000, 937 VLK hvor der var tvist om, hvilke bilag der skulle udleveres til syn- og skønsmanden. Retten udtalte, at bilag, der var uden betydning for syn- og skønsmandens mulighed for at besvare syn- og skønstemaet, ikke skulle udleveres.
I UfR 1997, 221 havde klageren ensidigt indhentet en sagkyndig udtalelse som en naturlig sagkyndig bistand og ikke med henblik på fremlæggelse under en verserende eller truende retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk oplysning i den omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene, fandt landsretten ikke grundlag for at nægte at syn- og skønsmændene fik adgang til udtalelsen.
Skønstemaet
Grundlaget for syn og skøn er et eller flere spørgsmål (skønstemaet), der skal besvares i en syn- og skønserklæring, eventuelt suppleret med besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige forhandling ved retten (afhjemlingen). Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver af parterne eller af parterne i fællesskab. I TfS 1999, 975 (byretsafgørelse) bestemte byretten ved en tvist om formulering af syn- og skønstemaet, at temaet skulle udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets udkast.
Spørgsmålene i skønstemaet skal være klare, og de skal vedrøre spørgsmål af faktisk karakter og må ikke efterlyse en generel vurdering eller en juridisk vurdering. I TfS 2000, 636 ØLK afviste byretten en begæring om at udmelde syn og skøn, da skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som hørte retten til. I en sag om, hvad udlejningsværdinen ville være på en beboelsesejendom, kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syn- og skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf. TfS 2000, 937 VLK. Endelig må skønstemaet ikke indeholde ledende spørgsmål. Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt, at alle de punkter, som parterne ønsker belyst, er dækket. Der kan stilles tillægsspørgsmål til syn- og skønsmændene.
Skønsforretningen og skønserklæringen
Syn- og skønsmændene skal underrette parterne om syn- og skønsforretningens foretagelse.
Efter syn- og skønsforretningen udarbejder syn- og skønsmændene en skriftlig erklæring, som indeholder deres svar. Erklæringen fremsendes til retten og til parterne. Hvis parterne eller en af dem ønsker det, foretages der derefter en afhjemling ved byretten af syn- og skønsforretningen. En afhjemling indebærer, at syn- og skønsmændene møder i retten og bekræfter eller eventuelt supplerer eller korrigerer deres skriftlige erklæring. Der kan under afhjemlingen i byretten stilles klargørende og uddybende spørgsmål.
Ifølge retsplejelovens § 210 kan retten udmelde et nyt syn og skøn evt. med andre syn- og skønsmænd, hvis retten finder det hensigtsmæssigt. I TfS 2000, 843 VLK nægtede retten at udmelde nyt syn og skøn, fordi de oprindelige syn- og skønserklæringer var klare og utvetydige i forhold til de stillede spørgsmål. Endvidere fandt retten ikke grundlag for at betvivle kompetencen hos de syn- og skønsmænd, der allerede var udmeldt.
Syn og skøn, som er foretaget inden en retssag anlægges, er under en eventuel senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed, som betyder, at erklæringen ikke er bindende for domstolene.
Syn og skønssagens afslutning
Syn- og skønssagen afsluttes med, at byretten godkender syn- og skønsmandens honorar, efter at Told•Skat har haft lejlighed til at udtale sig herom, jf. fx TfS 1998, 764 TSS hvor Told- og Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syn- og skønssag var for højt.
Behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn
Når syn- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden 14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Sammen med udskriften skal følge syn- og skønsmændenes udtalelse. Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten, om vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra klageren herom, anses klagen for opretholdt.
Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten spørge klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren ikke svarer på Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 21.
Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken klageren og skattemyndighederne skal meddele Landsskatteretten, om skønserklæringen giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for Landsskatteretten.
Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syn- og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten, § 14, stk. 4.
Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved Landsskatteretten, men syn- og skønserklæringen vil blive lagt til grund for afgørelsen i det overvejende antal tilfælde.
De statslige skattemyndigheders opgaver
Når der begæres syn og skøn, indtræder de statslige told- og skattemyndigheder som part i sagen, jf. SSL § 30, stk. 4.
Det betyder, at de statslige skattemyndigheder både som rekvirent og som skønsindstævnt kan komme med indstillinger til byretten om valg af syn- og skønsmand og komme med forslag til skønstemaet. Herudover kan de statslige told- og skattemyndigheder lade sig repræsentere under syn- og skønsforretningen og en evt. senere afhjemling.
De statslige told- og skattemyndigheder er primært part i sagen, når det er klageren, der har begæret syn og skøn.
Den praktiske opgave for de statslige skattemyndigheder kan dog bestå i at tage stilling til, om der skal begæres syn og skøn. Hvis dette er tilfældet, skal de statslige told- og skattemyndigheder udarbejde begæringen og indsende den til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., der ønskes vurderet, befinder sig. De statslige skattemyndigheder skal herefter meddele Landsskatteretten, at der er begæret syn og skøn, så Landsskatterettens kan stille sin behandling af sagen i bero.
Omkostninger
Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette gælder også omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål, når de alene har til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af de oprindelige spørgsmål, jf. TfS 1995, 490 HK. Retten kan pålægge rekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten. De omkostninger, som rekvirenten har afholdt til syn og skøn, kan imidlertid indgå, når retten under en eventuel efterfølgende retssag tager stilling til betalingen af sagens omkostninger. Syn og skøn begæret af en klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse, jf. afsnit K.
Fristafbrydelse og suspension
Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt, der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2, jf. afsnit N.2.1.4.
Fristen i SSL § 31, stk. 2 om at klageren kan indbringe sagen for domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6 måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes, jf. SSL § 30, stk. 3.