Heri ligger for det første, at der skal være tale om et retlig forpligtende gældsforhold, hvori der er stiftet en reel fordring på skyldneren. En vurdering heraf vil bl.a. omhandle tilbagebetalingspligten, der ikke må være knyttet til uvisse fremtidige betingelser. Grundlaget for forpligtelsen er bedømt i en række afgørelser, hvor der har været et nært slægtskabsforhold mellem debitor og kreditor. Se lsr. 1983.150, hvor LSR på grundlag af de tilvejebragte oplysninger herunder bl.a. det mellem parterne bestående familieforhold samt lånearrangementets usædvanlige karakter nægtede fradrag. Se desuden lsr. 1975.176, 1978.200, 1978.201 og TfS 1996, 226, hvor en skatteyder ikke var berettiget til at fradrage renteudgifter ifølge gældsbrev vedrørende et lån optaget hos en mindreårig søn, idet den indgåede låneaftale var ugyldig efter myndighedslovens § 34 og henset hertil fandt LSR, at der ikke påhvilede klageren en retlig forpligtelse i henhold til gældsbrevet. Se modsat TfS 1999, 404 (H), hvor det fandtes bevist, at skatteyderen havde optaget et lån og betalt renter heraf til faderen. Se Også TfS 1999, 180 hvor Landsskatteretten fandt, at parterne i et låneforhold havde løftet den relative tunge bevisbyrde, der påhviler parterne, når lånet er ydet til familiemedlemmer. Se TfS 1999, 201 hvor Landsskatteretten ikke fandt, at der påhvilede et selskab en reel gældsforpligtelse overfor et selskab i Liechtenstein, hvor hovedaktionærens datter var direktør, og frit kunne råde over selskabets midler. Der var ikke stillet sikkerhed for lånet, som i øvrigt oversteg selskabets egenkapital. Se TfS 1999, 132 hvor skatteyderen ikke kunne løfte bevisbyrden, der påhvilede vedkommende, hvorfor kommunens skøn om manglende forretningsmæsig realitet blev fastholdt i Landsskatteretten. En usikker adskillelse mellem kreditor og debitor kan således give anledning til, at vurdere om grundlaget for forpligtelsen udspringer af en reel fordring.
I VLD af 21. marts 1980 (skd 56.53) ansås en skatteyder for berettiget til at foretage fradrag for renteudgifter i henhold til et pantebrev udstedt i 1970 til svigerfaderen ved en ejendomshandel. Svigerfaderen gaveoverdrog ultimo 1973 pantebrevet til skatteyderens datter. Det blev godtgjort, at der påhvilede skatteyderen en retlig forpligtelse til at udrede rentebeløbene i overenstemmelse med pantebrevets indhold.
I UfR 1982.618 (HRD) blev fradrag for renter af anlægsudgifter ved kloakering ikke anerkendt fuldt ud, da gælden i en årrække ikke var aktuel for de enkelte grundejere.
I TfS 1990, 149 (HRD) blev en renteudgift ikke anerkendt som fradragsberettiget, da der ikke var tale om en retligt forbindende forpligtelse.
I TfS 1995, 640 blev fradrag for en renteudgift tillagt den ene part fuldt ud, selvom en tidligere samlever ikke var frigjort overfor en af kreditorerne en kreditforening. Klageren havde ved tinglyst skøde overtaget den tidligere samlevers halvdel af ejendommen, og havde sidenhen betalt samtlige prioritetsydelser. Se endvidere nedenfor under afsnit A.E.1.1.4.
For det andet skal der være tale om reelle renteudgifter, i modsætning til en beregnet rente der - helt eller delvist - ikke er et vederlag til kreditor for at stille kapital til disposition, men bliver udredt for at tilgodese andre hensyn. For at nedbringe sin kassekredit lånte en skatteyder et beløb af sin datter, med en aftalt forrentning på 25 pct. p.a. Forrentningen fandtes unormal høj, samt at der forelå en ikke fradragsberettiget understøttelse fra faderen til datteren. Skatteyderen blev derfor kun anset for berettiget til at fradrage 12 pct. p.a. af lånet svarende til den renteudgift, der var sparet på hans kassekredit, lsr 1977.655.
En beregnet rente, der alene har til formål at udligne forskellen mellem et ud- og indbetalingstidspunkt, fx mellem flere arvinger i et dødsbo eller flere deltagere i et fælles projekt, kan ikke anerkendes skattemæssigt. Se UfR 1970.8 (HRD) hvor en arving ikke kunne fratrække en mellemrente, samt lsr. 1977.185 hvor hustruens andel af et rentetilsvar i forbindelse med bodeling ved skilsmisse ikke ansås for fradragsberettiget.
Et rentekrav der i det væsentligste beror på skyldnerens egen afgørelse og ikke på kreditors fordring, kan ikke godkendes som en fradragsberettiget renteudgift, se hertil TfS 1995, 542, hvor en renteforhøjelse ikke blev tillagt skattemæssig virkning, da renten ikke udsprang af en retlig forpligtelse til at forrente en gæld, udover den i låneforholdet oprindelige aftalte rente. Se endvidere UfR 1963.734 (HRD), samt lsr. 1982.74.
Det er uden betydning for fradragsretten, hvorfra skyldneren har fået midlerne til betalingen. Der er således fradragsret for renter, selvom midlerne til betalingen hidrører fra skattefri tilskud, jf. skd. 39.291.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter