Dato for udgivelse
26 Jan 2006 11:47
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Jan 2006 10:48
SKM-nummer
SKM2006.41.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-002204
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Skattepligt, ophold, hjemmehørende
Resumé
A, som har bopæl til rådighed i Danmark, blev anset for fuldt skattepligtig fra det tidspunkt, hvor han foretog sin første tjenesterejse til Danmark, idet han på dette tidspunkt havde taget ophold i Danmark. Skatterådet fandt endvidere, at han er skattemæssigt hjemmehørende i X-land i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen, indtil han flytter til Danmark. 
Hjemmel
1086
Reference(r)
Kildeskatteloven § 7, stk. 1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-1 D.A.1.1.1

Spørgsmål

1. Vil A først blive anset for at være fuldt skattepligtig til Danmark på tidspunktet for flytning til Danmark i februar eller marts 2006?

2. Hvis svaret på spørgsmål 1 er "nej", vil A blive anset for skattemæssigt hjemmehørende i X-land, indtil han flytter til Danmark i februar eller marts 2006?

Svar

1. Nej.

2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A flyttede til X-land i februar 2003 for at varetage stillingen som administrerende direktør for selskabet Y, som har hovedkontor i X-land. As hustru og søn flyttede fra Danmark til X-land i maj 2003. Den fulde skattepligt til Danmark er for A anset for at være ophørt den 15. maj 2003.

A har siden februar 2003 haft bopæl i X-land.

Efter ophør af fuld skattepligt har A været begrænset skattepligtig til Danmark af grunden Z.

As datter er født på hospitalet i X-land og datteren kunne få statsborgerskab i X-land, hvis det ønskes.

Hustruen og børnene flyttede til Danmark i marts 2005, og de bor for tiden til leje på adressen XX. A og hustru er ved at opføre et parcelhus på grunden Z, som forventes færdigt først på året 2006.

A arbejder fortsat som administrerende direktør i selskabet Y. Det er aftalt med bestyrelsen, at A fortsætter i sin stilling, indtil han har fundet en afløser. På nuværende tidspunkt er det As forventning, at en afløser vil være på plads i februar eller marts 2006. Når aftalen er på plads, forventer A at flytte til Danmark. Hustruen og børnene er flyttet til Danmark før A, fordi sønnen er begyndt i skole (1. klasse) i august 2005.

I sommeren 2005 har A holdt så meget ferie i Danmark sammen med familien, som arbejdet har tilladt ham. I perioden 1. oktober 2005 til 28. februar 2006 forventer A at besøge familien i Danmark i alt ca. 19 dage. Endvidere vil A i samme periode opholde sig i København i forbindelse med tjenesterejser i ca. 16 dage. Omfanget af tjenesterejser i Danmark har samme niveau som tjenesterejser til København inden for det seneste 1½ år. A foretager ligeledes tjenesterejser til andre byer som London og Stockholm. Disse rejser forventes at have et omfang af ca. 33 dage i perioden oktober 2005 til februar 2006. Overnatning ved tjenesterejser i Danmark sker oftest på hotel.

I sønnens efterårsferie fra skolen har familien besøgt A i X-land. Familien vil også tilbringe den efterfølgende juleferie og vinterferie sammen i X-land. Sammenlagt forventes familien at besøge A i X-land ca. 25 dage i perioden 1. oktober - 28. februar 2006.

Ved ophøret af fuld skattepligt til Danmark i 2003 blev værdien af As anparter i selskab YY ansat til x kr. I henhold til aktieavancebeskatningslovens § 13a blev der beregnet et tab, som indgår i skatteansættelsen for indkomståret 2003.

Selskab YY er aktionær i selskabet YYY. Selskab YYs andel af markedsværdien af selskab YYY anslås at være ca. x kr. pr. 01.10.2005, idet selskab YYY er medejer af selskabet Y. Denne værdi er oparbejdet ved As arbejde som administrerende direktør for selskabet Y i X-land.

Det følger af aktieavancebeskatningslovens § 13a, at A vil genindtræde i den oprindelige anskaffelsesværdi og det oprindelige anskaffelsestidspunkt for selskab YY, hvis han bliver skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

A overvejer på den baggrund i øjeblikket, hvad der skal ske med anparterne i selskab YY. Derfor anmodes om bindende ligningssvar, idet As overvejelser selvsagt også påvirkes af den skattemæssige situation.

Forespørgers eventuelle opfattelse iflg. anmodning og høringssvar

Efter vores opfattelse bliver A først fuldt skattepligtig til Danmark på det tidspunkt, hvor han flytter til Danmark i februar eller marts 2006, hvorfor der bør svares "ja" til spørgsmål 1.

Hvis skatteforvaltningen svarer "nej" til spørgsmål 1, er vi af den opfattelse, at A efter dobbeltbeskatningsaftalen vil være skattemæssigt hjemmehørende i X-land, indtil han flytter til Danmark i februar eller marts 2006.  Der bør således svares "ja" til spørgsmål 2.

Begrundelse for vores opfattelse - spørgsmål 1

Efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, er personer, der har bopæl i Danmark, fuldt skattepligtige til Danmark. A har haft bopæl til rådighed i Danmark fra marts 2005, hvor hans hustru og 2 børn flyttede til Danmark.

Ved erhvervelse af bopæl indtræder den fulde skattepligt imidlertid først, når der tages ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Som ophold medregnes ikke kortvarige ophold i Danmark på grund af ferie eller lignende.

Efter praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum af 12 måneder ikke for "kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende".

Følgende afgørelser drejer sig om den situation, hvor en person flytter til Danmark senere end ægtefællen og hvor personen først bliver fuldt skattepligtig til Danmark, når personen tager ophold i Danmark:

LSRM 1967, 88 LSR:

Landsskatteretten anså en udstationeret ægtefælle for at have haft bopæl i udlandet, indtil han vendte endeligt tilbage til Danmark. Hans hustru og datter var bosiddende i Danmark. Den kendsgerning, at et ophold i Danmark blev væsentligt forlænget, da hans hustru og datter var involveret i et færdselsuheld, medførte ikke, at han blev anset for at have erhvervet bopæl førend, at han endeligt returnerede til Danmark.

TfS 1984, 448 LSR:

En udenlandsk statsborger havde hele sit liv boet og arbejdet uden for Danmark. Han bliver gift med en dansk kvinde, der, da børnene skulle i skole, købte et hus i Danmark. Bortset fra ferie og lignende havde manden ikke boet i huset, men han havde af andre årsager valgt at have sin folkeregisteradresse i Danmark. Landsskatteretten fandt, at fuld skattepligt først indtrådte, når manden tog ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. l.

TfS 1992, 388 LSR:

Den bindende forhåndsbesked drejer sig om et ægtepar, bosiddende i udlandet, som erhvervede en ejendom i Danmark. Grundet mandens arbejdsmæssige forhold ville han først kunne tage fast ophold godt et år efter erhvervelsen, hvorimod ægtefællen umiddelbart efter købet flyttede til Danmark og tog permanent ophold på ejendommen. Landskatteretten fandt, at såfremt mandens ophold hos ægtefællen ikke oversteg 3 måneder i sammenhæng eller 180 dage inden for en 12-måneders periode, ville hans fulde skattepligtig først indtræde, når han tog permanent ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

Som nævnt vil A opholde sig i Danmark i forbindelse med besøg hos familien og i forbindelse med tjenesterejser. Efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 7, stk. 1, vil fuld skattepligt først indtræde til Danmark, når der tages ophold i Danmark. Som ophold medregnes ikke kortvarige ophold i Danmark på grund af ferie eller lignende. Uanset formuleringen af kildeskattelovens § 7, stk. 1, er det efter vores opfattelse ikke ethvert arbejdsmæssigt betinget ophold, der udløser fuld skattepligt. Den afgørende faktor vil være, om den fysiske tilstedeværelse kan anses som led i en løbende regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv og opholdenes varighed. Vi mener ikke, at As tjenesterejser i Danmark vil medføre, at den fulde skattepligt anses for indtrådt allerede ved hustruen og børnenes flytning til Danmark. Tjenesterejserne i Danmark er af begrænset omfang og de foretages udelukkende af hensyn til driften af selskabet Y i X-land. I 2003 og 2004 har A foretaget tilsvarende tjenesterejser til København af hensyn til driften af selskabet Y i X-land.

Ved vurdering af skattepligtsforhold skal der ses på de konkrete omstændigheder og baggrunden for disse. Baggrunden for, at hustruen og børnene flytter til Danmark før A, er, at sønnen skal starte i skole. A skal afslutte sit ansættelsesforhold som administrerende direktør i selskabet Y i X-land, og han vil fortsat bo i familiens bolig i X-land. A bevarer derfor sin domicile tilknytning til X-land.

Forespørger har i sit høringssvar anført, at SKAT i sin indstilling til Skatterådet har anlagt en meget hård fortolkning af kildeskattelovens § 7, stk. 1.

Begrundelse for vores opfattelse - spørgsmål 2

Hvis skatteforvaltningen anser, at A bliver fuld skattepligtig fra marts 2005 som følge af hustruen og børnenes flytning til Danmark, skal det efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og X-land afgøres, hvor A har sit skattemæssige hjemsted.

Kriterierne for afgørelse af skattemæssigt hjemsted er i artikel 4 oplistet i prioriteret rækkefølge. Det vil sige, at kan det skattemæssige hjemsted ikke afgøres efter første kriterium, går man videre i rækkefølgen, indtil det skattemæssige hjemsted er fundet.

Der ses først på, hvor personen har bopæl. A har bopæl i begge lande, hvorfor der efterfølgende skal ses på, hvor A har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for livsinteresser).

Af kommentarerne til OECD´s modeloverenskomst fremgår det, at der skal tages hensyn til familie- og sociale forhold, beskæftigelse, hvorfra man administrerer sine aktiver, kulturelle forhold mv. Det fremgår også af kommentarerne, at man skal bedømme omstændighederne som et hele. Vi er af den opfattelse, at As økonomiske interesser er i X-land, idet han bliver boende i X-land og varetager sit erhverv som administrerende direktør i selskabet Y og at hans primære personlige interesser er i Danmark, hvor familien opholder sig. Vi mener ikke, at det skattemæssige hjemsted i denne sag kan bestemmes efter kriteriet "midtpunktet for livsinteresser", idet det ikke kan lægges til grund, at de økonomiske interesser vægter mere end de personlige interesser eller omvendt.

Når det ikke kan afgøres, hvor A har sit midtpunkt for livsinteresser, skal han anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i det land, hvor han sædvanligvis opholder sig. A vil opholde sig langt det meste af tiden i X-land og X-land vil derfor være det skattemæssige hjemsted efter dette kriterium.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, er personer, der har bopæl i Danmark, fuldt skattepligtige til Danmark. A har haft bopæl til rådighed i Danmark fra marts 2005, hvor hans hustru og børn flyttede til Danmark på adressen XX.

Ved erhvervelse af bopæl indtræder den fulde skattepligt imidlertid først, når der tages ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Som ophold medregnes ikke kortvarige ophold i Danmark på grund af ferie eller lignende.

Efter praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum af 12 måneder ikke for "kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende".

Det er oplyst, at i perioden 1. oktober 2005 til 28. februar 2006 vil A opholde sig i København i forbindelse med tjenesterejser i ca. 16 dage. Omfanget af tjenesterejser i Danmark har samme niveau som tjenesterejser til København inden for det seneste 1½ år. Overnatning ved tjenesterejser i Danmark sker oftest på hotel.

SKAT finder, at de nævnte tjenesterejser til København, hvor A bor på hotel, må betragtes som kortvarige ophold i Danmark for at udføre arbejde her.

Bestemmelsen om, at kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende, der ikke medfører, at fuld skattepligt indtræder i medfør af kildeskattelovens § 7, stk. 1, omfatter ikke kortvarige ophold i Danmark for at udføre arbejde her.

SKAT finder derfor, at As fulde skattepligt til Danmark er genindtrådt på det tidspunkt efter marts 2005, hvor han foretager sin første tjenesterejse til Danmark, idet han på dette tidspunkt har taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med "nej".

Ad spørgsmål 2

SKAT finder, at A vil være skattemæssigt hjemmehørende i X-land, indtil han flytter til Danmark i februar eller marts 2006. SKAT henviser til forespørgerens ovenstående begrundelse, som SKAT kan tilslutte sig.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 2 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling. Skatterådet henviser til de af SKAT anførte begrundelser.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

5 år.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter