Dato for udgivelse
02 Jan 2006 10:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 Dec 2005 15:09
SKM-nummer
SKM2006.2.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, B-1727-04
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift + Skat
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Skøn, regnskabsgrundlag, udeholdt omsætning, bageri
Resumé

Sagen drejede sig om skattemyndighedernes forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst og afgiftstilsvar for indkomstårene 1995 og 1996 med i alt kr. 131.331.

Skatteyderen - der var bager - blev for indkomståret 1997 idømt en bødestraf ved Byretten, idet Byretten fandt det godtgjort, at der for indkomståret 1997 var udeholdt omsætning på i alt kr. 86.350,-, og at en del af den udeholdte omsætning vedrørte salg af bagerbrød til servicestation G1. Baggrunden for, at skatteforvaltningen skønsmæssigt forhøjede skatteyderens indkomst og afgiftstilsvar for indkomstårene 1995 og 1996 var, at skatteyderen ikke var i besiddelse af regnskabsmateriale for disse år, og at der blev konstateret udeholdelse af indkomst for indkomståret 1997 i relation til samhandlen med G1. Bogføring m.v. var i 1995 og 1996 organiseret på samme måde som i 1997, og skatteyderen handlede også med G1 i 1995 og 1996, jf. fakturamateriale udleveret fra G1.

Landsretten fastslog indledningsvis, at idet skatteyderen ikke var i besiddelse af kassestrimler og salgsbilag for indkomstårene 1995 og 1996, var skattemyndighederne berettiget til at ansætte hans indkomst og afgiftstilsvar skønsmæssigt. I den forbindelse bar skatteyderen risikoen for, at hans kæreste under oprydning på hans bopæl havde smidt materialet ud.

Herefter udtalte landsretten, at skattemyndighederne ved ansættelserne for 1995 og 1996 er gået ud fra, at skatteyderen ligeledes har udeholdt indtægter fra G1 som i 1997. Uanset de tilvejebragte oplysninger om bagerforretningens bruttooverskud og skatteyderens privatforbrug i 1994 og 1997 fandt landsretten ikke, at skatteyderen herved eller på anden måde har ført bevis for, at disse ansættelser er sket på et forkert grundlag eller er åbenbart urimelige. Landsretten tog derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 3, stk. 3
Skattekontrolloven § 5, stk. 3
Momsloven § 77, stk. 2 (dagældende)
Opkrævningsloven § 5, stk. 2

 

Henvisning

Ligningsvejledningen 2005-3 E.B.1.5.1

Henvisning

Momsvejledningen T.4.2


Parter

A
(advokat Martin Plum Juul)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Andreas Medom Madsen)

Afsagt af landsdommerne

Lars E. Andersen, Stig Glent-Madsen og Tonni L. Ochwat (kst.)

Den 23. april 2004 afsagde landskatteretten følgende kendelse om sagsøgeren, As skattepligtige indkomst for indkomstårene 1995-1997:

"...

Klagen vedrører skønsmæssige forhøjelser af klagerens indkomst.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 1995

Klagerens indkomst er skønsmæssigt forhøjet med 54.268 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Indkomståret 1996

Klagerens indkomst er skønsmæssigt forhøjet med 50.797 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Indkomståret 1997

Klagerens indkomst er skønsmæssigt forhøjet med 21.600 kr.

Landsskatteretten nedsætter den skønsmæssige forhøjelse til 1.600 kr.

Sagens oplysninger

Klageren er uddannet bager, og har siden 1989 drevet virksomheden H1, beliggende ... Virksomheden sælger både detail og en gros. Klageren har ansat en bogholder, der en gang om ugen foretager den almindelige bogføring og betaler regninger mv. Hans tidligere kone stod for papirerne og forretningen frem til skilsmisse medio 1996.

Klageren har en halvtids chauffør ansat, som kører ud med brød til engroskunderne. Nogle af engroskunderne har fået regningen hver uge andre en gang om måneden. De fleste faste engroskunder har haft fast kundenummer, som blev anvendt ved indtastning på kasseapparatet, hvis der blev leveret brød, uden der kom penge ind. Når pengene blev betalt, er de blevet slået ind på kasseapparatet under kundenummeret.

Der var i indkomstårene 3 kasseapparater i forretningen.

Der foreligger ikke salgsbilag vedrørende salg til engroskunderne for indkomstårene 1995-1997. Der er endvidere ikke kassestrimler for indkomstårene 1995 og 1996. Derudover er der ikke fremlagt et debitorbogholderi for de påklagede indkomstår.

Virksomheden har selvangivet omsætningen med henholdsvis 4.323.076 kr., 4.636.666 kr., 5.609.425 kr. og 4.975.466 kr. for indkomstårene 1994 - 1997, og et driftsresultat ekskl. indehaverløn med 465.781 kr., 474.387 kr., 766.947 kr. og 795.371 kr.

Klageren har selvangivet sit kontante privatforbrug til henholdsvis 193.193 kr., 201.281 kr., 128.200 kr. og 117.582 kr. for indkomstårene 1994 - 1997. Klagerens kontante privatforbrug er for indkomstårene 1994 og 1995 beregnet for klageren og hans kone. For indkomstårene 1996 og 1997 er klagerens privatforbrug opgjort selvstændigt.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har skønsmæssigt forhøjet klagerens indkomst med henholdsvis 54.268 kr., 50.797 kr. og 108.350 kr. ekskl. moms for indkomstårene 1995 - 1997.

Nævnet har anført, at der ved krydsrevision er fremskaffet fakturaer udstedt af klageren, som klageren ikke har været i stand til at påvise er indtægtsført. Efter bogføringsloven § 4, stk. 1, skal bogføringen tilrettelægges således, at alle registreringer kan følges til årsregnskabet ligesom årsregnskabets tal skal kunne opløses i de registreringer, hvoraf de er sammensat.

Da klageren ikke har kunnet påvise, om de fremskaffede fakturaer er indtægtsført, er det med rette, at regnskaberne for de påklagede indkomstår ikke er anset som betryggende grundlag for opgørelsen af klagerens indkomst.

Ved en gennemgang af samtlige indslag på kasseapparatet for indkomståret 1997 er det konstateret, at afsætningen af brød til G1 ikke er indtægtsført. Salgene er alene registreret som kreditsalg ved udstedelse af fakturaerne, men indbetalingerne er ikke registreret. Desuden er kreditsalgene ikke registrerede som tilgodehavender, hverken løbende eller ved status pr. 31. december 1997.

Skatteankenævnet har anset, at samme forhold har gjort sig gældende for indkomstårene 1995 og 1996, idet kontrolfakturaerne er ført nøjagtigt som i indkomståret 1997. De stedlige skattemyndigheder har imidlertid ikke haft mulighed for systematisk at gennemgå samtlige indslag på kasseapparatet, idet kassestrimlerne og salgsfakturaerne ikke længere er i behold.

I indkomstårene 1995, 1996 og 1998 er der udstedt faktura til G1 en gang ugentligt. I indkomståret 1997 er der ikke udstedt fakturaer i perioden 19. maj til 1. oktober. Klageren er registreret som ejer af en Toyota den 11. juni 1997, som klageren har købt af indehaveren af G1s hustru. Nævnet har, henset til at omsætningen i samme periode for indkomstårene 1995, 1996 og 1998 gennemsnitligt udgjorde 20.000 kr., ansat den udeholdte omsætning til 20.000 kr.

Nævnet har anset klageren for at have udeholdt 1.600 kr. ekskl. moms vedrørende G2. Nævnet har henset til, at klageren den 7. juni 1997 har modtaget en check på 15.063,60 kr. fra G2, men at der alene er indtægtsført 13.063,60 kr., ved at der er slået returindslag på 2.000 kr. for at få saldoen til at stemme.

Nævnet har endvidere anset klageren for at have udeholdt omsætning fra G3, og G4 med henholdsvis 8.313 kr. og 44.373 kr. ekskl. Moms.

Byrettens dom af 3. november 2003

Klagerens indkomstforhold har for indkomstårene 1995 - 1998 været genstand for en straffesag ved Byretten. For indkomstårene 1995 og 1996 har Byretten fundet, at der ikke ud fra det fremlagte har været tilstrækkeligt grundlag for at anse klageren for skyldig i henhold til anklageskriftet. For indkomståret 1997 er klageren blevet fundet skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, dog var det ikke bevist, at der havde foreligget forsæt for så vidt angår et beløb på 2.000 kr. til G2, det var endvidere ikke godtgjort, at den af klageren erhvervede Toyota var blevet betalt med brød i 1997.

For Byretten har der bl.a. været ført en tidligere ven og medarbejder som vidne. Vidnet har forklaret, at klageren havde fortalt ham, at klageren havde købt en bil hos G1, og for denne blev der dels givet en gammel varebil i bytte, og dels skulle han afdrage med brød. Vidnet kunne ikke huske, om varebilen rent faktisk blev afleveret til G1. Klageren havde sagt til vidnet, at det var en god handel, og en billig måde at handle bil på. Vidnet har forklaret, at han var sikker på, at den af klageren købte bil var en BMW. Vidnet var ikke vidende om, at klageren skulle have købt flere biler hos G1, men klageren kørte rundt i en BMW.

Vidnet har videre forklaret, at der ham bekendt ikke var andre afbræk i leverancen til G1 end i en periode på 3-4 måneder efter en brand, vidnet husker ikke hvornår.

Indehaveren af G1 har forklaret, at der hele tiden havde været afbrydelser i brødleverancerne, idet der ikke var forretning i at sælge brød fra tankstationen. Indehaveren kunne bekræfte, at den til klageren solgte bil var en Toyota. Indehaveren havde ikke selv solgt bilen til klageren, og kunne ikke huske prisen på bilen, men det var nok 15.000 - 17.000 kr. Han kunne ikke huske, hvordan ægtefællen fik pengene for bilen. Indehaveren har forklaret, at branden på tankstationen nok havde været i enten 1990/91 eller 1991/92.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens indkomst nedsættes med henholdsvis 54.268 kr., 50.797 kr. og 21.600 kr. ekskl. moms for indkomstårene 1995 - 1997.

Repræsentanten har for indkomstårene 1995 og 1996 bl.a. anført, at klagerens privatforbrug er opgjort til henholdsvis 263.000 kr., 332.000 kr. og 242.000 kr. før de anførte reguleringer i indkomstårene 1994 - 1996. Der er således på baggrund af udviklingen i privatforbruget intet, der indikere, at der skulle være udeholdt indkomst.

Herudover er klageren efter bogføringslovens § 11 alene forpligtet til at opbevare kassestrimler i 1 år fra underskrivelsen af årsregnskabet. Forhøjelsen af indkomstårene 1995 og 1996 bygger således kun på 2 forhold, nemlig at der har været udeholdt omsætning i indkomståret 1997, og at kassestrimlerne for de pågældende indkomstår ikke er i behold. Det skal derfor bestrides, at der er grundlag for en skønsmæssig forhøjelse.

Klageren har forklaret, at hans kæreste havde smidt kassestrimlerne væk, da hun ryddede op i kælderen. Han var ikke vidende om, at kæresten havde smidt dem ud, da han skulle aflevere dem til skatteforvaltningen.

For så vidt angår indkomståret 1997, frafaldes klagen vedrørende de punkter, hvor der er sket domfældelse, således at klagen alene vedrører forhøjelsen på 20.000 kr. vedrørende den bil, som klageren angiveligt skulle have købt for brød, og 1.600 kr. vedrørende G2.

Repræsentanten har bl.a. anført, at forhøjelsen vedrørende bilen alene var begrundet i en tidligere medarbejders påstand. Under sagens behandling i Byretten skete der frifindelse for dette punkt, idet det af skattemyndighedernes oplysninger fremgik, at den pågældende bil var en Toyota, mens den tidligere medarbejder anførte at det var en BMW. Det var heller ingen af de øvrige vidner, der kunne bekræfte denne udeholdelse.

Repræsentanten har videre anført, at ToldSkat under retssagen flyttede forholdet vedrørende bilen fra at være ansvarspådragende til ikke at være ansvarspådragende. Da der ikke påhviler klageren en særlig bevisbyrde vedrørende forhold som det pågældende, må denne post udgå.

For så vidt angår forhøjelsen vedrørende G2, er der ingen holdepunkter herfor.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten finder som udgangspunkt, at der ved sagens afgørelse skal henses til den bevisbedømmelse, som er blevet foretaget i straffesagen, og til formuleringen af præmisserne i den konkrete straffedom.

En frifindende straffedom kan således eventuelt blot være udtryk for, at domstolen ikke subjektivt har anset, at personen har haft tilegnelse til at opfylde straffebestemmelsens gerningsindhold. Det afgørende må efter rettens opfattelse derfor være, om det skatteretlige spørgsmål tillige kan anses for at være blevet afgjort i forbindelse med vurderingen af det strafferetlige spørgsmål.

I en civil skattesag er bevisbedømmelsen væsentlig anderledes end i en straffesag, idet der i den civile skattesag ikke kræves, at der af skattemyndighederne er blevet ført bevis for hver enkelt udeholdt indtægt.

Hvis der efterfølgende i en civil skattesag generelt blev anlagt en mildere bedømmelse, blot fordi der tillige var blevet anlagt en straffesag mod den pågældende, der endte med en frifindelse, ville dette i øvrigt kunne medføre en vilkårlig forskelsbehandling af personer med de samme skattemæssige forhold.

Det vil efter rettens opfattelse derfor stride mod en grundlæggende almindelig lighedsgrundsætning, hvis en frifindende straffedom umiddelbart blev tillagt en vidtrækkende betydning for bedømmelsen af den civile skattesag.

Af præmisserne i Byrettens dom af 3. november 2003 fremgår det for indkomstårene 1995 og 1996, at det fremlagte ikke har været tilstrækkeligt grundlag for at anse klageren for skyldig i henhold til anklageskriftet. Vedrørende G2 har retten anført, at der ikke foreligger forsæt, mens det ikke er godtgjort, at en bil er betalt med brød i 1997.

Landsskatteretten finder, at Byretten ved dom af 3. november 2003 har taget endelig stilling til, at det ikke kan anses for godtgjort, at der er blevet betalt for indkøbet af klagerens Toyota med levering af brød til G1. Landsskatteretten finder derfor at kunne nedsætte indkomsten med 20.000 kr. på dette punkt.

Herudover indeholder dommen efter Landsskatterettens opfattelse ikke en direkte stillingstagen til opgørelsen af de skattepligtige indkomster.

Landsskatteretten har for indkomståret 1997 forhøjet klagerens indkomst med udeholdt omsætning vedrørende G2 på 1.600 kr. ekskl. Moms. Der er herved henset til, at der alene er blevet indtægtsført 13.063,60 kr. vedrørende den indbetalte check på 15.063,60 kr.

For at et regnskab, der er vedlagt selvangivelsen, skal kunne anses for tilstrækkeligt dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst og formue, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, jf. bogføringsloven, lov nr. 60 af 19. februar 1986, samt den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskab og opbevaring af regnskabsmateriale. De nærmere skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992.

Efter det om klagerens regnskabsføring oplyste, herunder at der ikke foreligger kassestrimler for indkomstårene 1995 og 1996 eller salgsbilag for nogle af årene, må retten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at klagerens regnskabsmateriale ikke er egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, idet de i bekendtgørelsen anførte krav til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt. Det er derfor med rette, at de stedlige skattemyndigheder har ansat indkomsten skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Det af klagerens advokat anførte vedrørende bogføringslovens § 11, er alene gældende fra lovens ikrafttræden for regnskabsår påbegyndt den 1. juli 1999 eller senere. Salgsbilagene er omfattet af den dagældende bogføringslovs § 2, jf. bekendtgørelsens § 17, hvorefter regnskabsmateriale skal opbevares i 5 år fra udgangen af regnskabsåret. Klagerens regnskab er allerede af denne grund ikke egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse.

Klagerens kontante privatforbrug for indkomståret kan herefter opgøres til 261.885 kr. inkl. de foretagne forhøjelser med moms.

Landsskatteretten kan tiltræde det af de stedlige skattemyndigheder udførte skøn for så vidt angår indkomstårene 1995 og 1996. Der er herved henset til, at klagerens privatforbrug for de to indkomstår alene bringes op på linie med det opgjorte privatforbrug for indkomståret 1997. Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

..."

Samme dag afsagde landsskatteretten følgende kendelse om A afgiftstilsvar i samme periode:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af afgiftstilsvaret på følgende punkt:

Landsskatterettens afgørelse

Yderligere afgiftstilsvar, 31.666 kr.

Landsskatteretten nedsætter det yderligere afgiftstilsvar til 26.666 kr.

Sagens oplysninger

Virksomheden er et personligt ejet bageri, der driver virksomhed fra ...

Sagen er en udløber af, at de stedlige skattemyndigheder for indkomstårene 1995 - 1997 har forhøjet virksomhedens indkomster med i alt 268.626 kr. ToldSkat har i den forbindelse forhøjet selskabets afgiftstilsvar for samme periode med 64.944 kr.

For Landsskatteretten er der alene klaget over forhøjelsen af afgiftstilsvaret med 31.666 kr.

Den talmæssige opgørelse fremkommer således:

 

Forhøjelse af omsætning

   Moms

1995

54.268 kr.

13.567 kr.

1996

50.797.kr.

12.669 kr.

1997

21.600 kr.

5.400 kr.

I alt

126.665 kr.

31.666 kr.

For Landsskatteretten har virksomheden henvist til indkomstsagen, rettens j.nr. 2-3-1919-0849.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ifølge den dagældende merværdiafgiftslovs § 77, stk. 2 (fra 1. januar 2001 opkrævningslovens § 5, stk. 2), kunne de statslige told- og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret, når størrelsen af det afgiftsbeløb, som påhviler virksomheden, ikke kunne opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber. De nærmere krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i kapitel 12 i bekendtgørelse om merværdiafgiftsloven, hvoraf det blandt andet fremgår, at bogføringslovens krav skal opfyldes. For at et regnskab skal kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af afgiftstilsvaret, må det således som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med lovgivningen regler herom, jf. dagældende bogføringslov, lov nr. 60 af 19. februar 1986, samt den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskab og opbevaring af regnskabsmateriale.

For at et regnskab skal kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af afgiftstilsvaret, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, jf. Industriministeriets bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskab og opbevaring af regnskabsmateriale.

Efter det om virksomhedens regnskabsføring oplyste, herunder at der ikke er foretaget effektive kasseafstemninger, må retten være enig med ToldSkat i, at virksomhedens regnskab ikke er egnet som grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret, idet de i bekendtgørelsen anførte krav til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt. Det er derfor med rette, at regionen har fastsat momstilsvaret skønsmæssigt, jf. momsloven § 77, stk. 2.

Med henvisning til rettens bemærkninger i sagen 2-3-1919-0849 nedsættes virksomhedens afgiftstilsvar med 5.000 kr.

..."

Påstande

A har principalt nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hans ansatte personlige indkomst for 1995 og 1996 skal nedsættes med henholdsvis 54.268 kr. og 50.797 kr., samt at hans afgiftstilsvar for samme år skal nedsættes med henholdsvis 13.567 kr. og 12.669 kr.

Subsidiært har A nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Som det ses vedrører sagen for landsretten alene As skattepligtige indkomst og afgiftstilsvar for årene 1995 og 1996.

Supplerende sagsfremstilling

Skatteforvaltningen har i brev af 12. april 1999 til A anført om afsætningen af brød til G1:

"I forbindelse med revisionen af Deres regnskab har skatteadministrationen i forbindelse med indkaldelse af samhandels/kontroloplysninger konstateret, at De har udstedt fakturaer til G1 vedrørende levering af brød m.v...

Det fremgår af de udstedte fakturaer, at der er tale om kreditsalg uden angivelse af maskinelt kundenummer eller kundenavn. Der er manuelt påført kundenavn med kuglepen eller lignende.

Der anvendes et betalingsprincip, således at indtægtsregistreringen sker på indbetalingstidspunktet.

Skatteadministrationen har manuelt gennemgået samtlige indslag på kasseapparatet, der fremgår af kassestrimlerne for indkomståret 1997.

Der er herved konstateret, at afsætning af brød til G1 ikke er indtægtsført. Salgene er alene registrerede som kreditsalg ved udstedelse af fakturaerne, men indbetalingerne er ikke registreret. Desuden er kreditsalgene ikke registrerede som tilgodehavender, hverken løbende i indkomståret 1997 eller ved status pr. 31.12.1997.

På grundlag af angivelserne i salgsfakturaerne findes De derfor at have udeholdt kr. 34.064 excl. moms i 1997...

Ligeledes findes De at have udeholdt indtægter vedrørende kreditsalg til G1 i indkomstårene 1996 og 1995 på grundlag af angivelserne i salgsfakturaerne i disse år...

Det har ikke været muligt for skatteadministrationen at gennemgå systematisk samtlige indslag på kasseapparatet for 1995 og 1996 ligesom for indkomståret 1997, idet kassestrimlerne og salgsfakturaerne ikke er i behold længere.

Skatteadministrationen skal dog gøre gældende, at det fremgår af de modtagne kontrolfakturaer, at salget nøjagtigt som i 1997 alene er registreret som kreditsalg, hvilket indikerer, at indtægterne er udeholdte.

Ingen af de i 1996 og 1995 anførte kreditsalg til G1 indgår i debitortilgodehavende ved udgangen af indkomstårene.

Fakturaerne er som i 1997 udstedt uden maskinelt angivelse af kundenavn eller kundenumre.

..."

Af H1s årsregnskaber for 1995 og 1996 fremgår, at bageriets bruttooverskud før fradrag af lønninger i pct. af omsætningen har været:

1994

64,1

1995

65,3

1996

64,5

Det er ubestridt, at det tilsvarende tal for 1997 var 65,9.

Der er endvidere enighed om, at As privatforbrug ifølge årsregnskaberne kan specificeres således:

 

1994

1995

1996

1997

                                           

Værdi af fri bil       

18.500,00 kr.

77.700,00 kr.

61.050,00 kr.

0,00 kr.

Forbrug af egne varer

29.447,00 kr.

30.459,00 kr.

27.981,00 kr.

24.713,00 kr.

Privat andel af ejendomsskatter og forsikringer

4.924,00 kr.

4.721,00 kr.

5.242,00 kr.

5.197,00 kr.

Privat andel af el og varme

14.321,00 kr.

15.939,00 kr.

16.890,00 kr.

10.145,00 kr.

Privat andel af telefon

3000,00 kr.

2.654,00 kr.

2.654,00 kr.

2.654,00 kr.

Privatforbrug i øvrigt

193.193,00 kr.

201.281,00 kr.

128.000,00 kr.

117.582,00 kr.

Privatforbrug l alt 

263.385,00 kr.

332.754,00 kr.

241.817,00 kr.

160.291,00 kr.

Forklaringer

A har forklaret, at han i dag fortsat har H1, og han har derudover to andre brødudsalg. BA og han købte bagerforretningen i 1989 og drev den sammen til sommeren 1996, hvor de blev skilt. BA stod for butikken og salget, mens han selv var i bageriet. Hvis han selv var ude at aflevere brød, modtog han penge, som han så efterfølgende afleverede i butikken. En gang om ugen afleverede de en faktura til G1. Der var også en del løse kunder, der løbende fik kredit. Hans revisor anbefalede en bogholder, der kom en gang om ugen. Hun bogførte og sørgede for lønudbetalinger. Kassestrimlerne fra de 2 kasseapparater var grundlag for bogføringen. Han var ikke klar over, at man skulle gemme kassestrimlerne 5 år. Efter skilsmissen fik han en anden kæreste, og der var dengang en del rod i kælderen, hvor han fik indrettet kontor. Kæresten smed i forbindelse med oprydningen kassestrimlerne væk, hvilket muligvis skete efter aftale med ham. Alle salgene til G1 er slået ind i kassen. Han er blevet dømt for at have unddraget skatter og afgifter i 1997, men han mener fortsat, at han er uskyldig. Det var efter råd fra advokaten, at han ikke valgte at anke straffedommen. Det var samme system de anvendte i 1995, 1996 og 1997. De kørte ud til mange kunder - bl.a. fabrikker, hoteller og døgnkiosker. G1 havde ikke kundenummer, og han ved ikke hvorfor, måske var det fordi G1 ønskede afregninger hver uge. Dengang kunne man godt slå 4 betalinger ind i kassen samtidig som et stort beløb.

BA har forklaret, at hun ikke har været involveret i skatte- eller straffesagen vedrørende bagervirksomheden. A styrede bageriet, og hun styrede butikken og regnskabet. Alle indbetalinger fra kreditkunder modtog hun og slog beløbene ind i kassen. Chaufførerne havde regninger med ud, når de kørte ud med brød. G1 havde ikke kundenummer, og indbetalingerne blev slået ind under kontant. De havde selv kopi af fakturaerne, men kopierne blev smidt ud, når der var sket betaling. De beløb, chaufførerne indkrævede blev slået ind hver for sig, selv om chaufførerne havde opkrævet betalinger hos flere kunder på samme tur

Statsautoriseret revisor JJ har forklaret, at han fortsat er revisor for A. I 1995 og 1996 blev bageriets bogholderi ført af en freelance bogholder KK, som revisionsfirmaet havde anvist til virksomheden. Det var virksomheden, der stod for det daglige bogholderi og indsættelse af beløb i banken mv. Revisionsfirmaet har ikke foretaget revision af årsregnskabet og har ikke set kassestrimlerne. I bagerforretningen er der dagligt foretaget kasseafstemning. Der vil normalt være mindre kassedifferencer, og det var der også i dette tilfælde. Det viser, at der er sket daglig afstemning. Indtægtsregistreringen skete ved at opgøre beløbene, der blev slået ind i kassen og indsat i banken. As privatforbrug har i 1994 - 1997 ikke været specielt lavt. A blev skilt i 1996, og det er derfor naturligt, at privatforbruget faldt dette år. A har i forhold til tilsvarende bagerier haft et meget pænt bruttooverskud, som har været mere end 5 % højere end normalt, og dette tal indikerer også, at der ikke har været udeholdt indtægter. Da A købte bageriet, var bruttooverskuddet omkring 57 - 58 %, hvilket var forholdsmæssigt lavt.

Procedure

A har til støtte for de nedlagte påstande anført:

at

hans privatforbrug for årene 1994 til 1996 har været konstant og der er derfor ikke noget, der indikerer, at han har udeholdt omsætning i disse indkomstår,

 

at

skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse alene bygger på, at man har konstateret udeholdelse i det efterfølgende år 1997 og ikke på, at man har dokumenteret udeholdelse i 1995 og 1996,

 

at

der alene kan ske tilsidesættelse af hans selvangivelse, såfremt der er forhold, der indikerer udeholdelse,

 

at

udeholdelse i indkomståret 1997 ikke automatisk medfører, at det er sandsynliggjort, at der også er sket udeholdelse i 1995 og 1996,

 

at

Skatteministeriet uanset at der er sket udeholdelse i indkomståret 1997, fortsat har bevisbyrden for, at der er sket udeholdelse i 1995 og 1996,

 

at

det er Skatteministeriet, der har bevisbyrden for eventuelle udeholdelser, og at ministeriet ikke har ført noget bevis for, at han har udeholdt omsætning for indkomstårene 1995 og 1996 svarende til de skete forhøjelser af skatteansættelserne.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand anført:

As regnskaber for 1995 og 1996 kan ikke danne grundlag for en betryggende indkomstansættelse, herunder ansættelse af afgiftstilsvaret, allerede fordi han har bortskaffet sit bogføringsmateriale inden udløbet af de 5 år, han efter bogføringsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, er forpligtet til at opbevare det i. Det er As risiko, at bogføringsmaterialet ikke eksisterer længere.

As overtrædelse af bogføringsbekendtgørelsen for indkomstårene 1995 og 1996 har til følge, at hans regnskabsoplysninger og selvangivelse kan tilsidesættes skattemæssigt, og betingelserne for at ansætte indkomsten skønsmæssigt er opfyldt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

I relation til den afgiftsmæssige forhøjelse henvises der særligt til den dagældende momslovs § 77, stk. 2. Det fremgår herudover af den dagældende bekendtgørelse om merværdiafgiftsloven § 46, stk. 3, at selv om en virksomhed ikke er bogføringspligtig efter bogføringsloven, skal virksomheden alligevel opfylde de krav, der er fastsat i bogføringsbekendtgørelsen.

Udover at overtræde bogføringsbekendtgørelsen har A også erkendt, at han udeholdt indtægterne ved salg til G1 i 1997.

Under disse omstændigheder, hvor A på tilsvarende vis har haft samhandel med G1 også i 1995 og 1996, påhviler det ham at godtgøre, at omsætningen ved salg til G1 er indtægtsført, og at regnskaberne er rigtige. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

A har derfor heller ikke ført bevis for, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat.

Det bemærkes, at forhøjelserne for 1995 og 1996 ikke er foretaget med grundlag i As privatforbrug for de omhandlede indkomstår, men derimod på grundlag af, at det ved krydsrevisionen for 1997 blev konstateret, at han havde udeholdt omsætning med G1.

Det er uden betydning for nærværende civile retssag, at han ved Byretten kun blev dømt i henhold til anklageskriftet - med modifikationer - for året 1997.

For det tilfælde at landsretten måtte tilsidesætte skønnet, er Skatteministeriet enig i, at der skal ske hjemvisning.

Landsrettens begrundelse og resultat

A var ikke i besiddelse af kassestrimler og salgsbilag fra indkomstårene 1995 og 1996, da skatteforvaltningen indkaldte materialet i 1998 - 99, og han må bære risikoen for, at hans kæreste under oprydning på hans bopæl havde smidt det ud. Skattemyndighederne har derfor været berettiget til at ansætte As indkomst og afgiftstilsvar skønsmæssigt for disse år.

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at A for 1997 har udeholdt indtægterne ved salg til G1, og ved ansættelserne for 1995 og 1996 er skattemyndighederne gået ud fra, at A ligeledes har udeholdt indtægterne fra denne kunde. Uanset de tilvejebragte oplysninger om bagerforretningens bruttooverskud og As privatforbrug i 1994 til 1997 finder landsretten ikke, at A herved eller på anden måde har ført bevis for, at disse ansættelser er sket på et forkert grundlag eller er åbenbart urimelige. Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 23.300 kr. Beløbet dækker 20.000 kr. til udgifter til advokatbistand og 3.300 kr. til materialesamling.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 23.300 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter